Jeff Bezos har skabt dårlig stemning i modeverdenen. Men hør nu her: Det hele hviler på en misforståelse

DET VAR IKKE en kollektion, et show eller en kreativ beslutning, som skabte den største furore til dette års første modeuge i Paris. Det var derimod en konstellation, et selskab på tre: Anna Wintour, nu Chief Content Officer hos Condé Nast, side om side med Jeff Bezos og hans kone, Lauren Sánchez, til flere modeshows. 

Reaktionerne på deres lille kammeratskab lod ikke vente på sig. Skuffelsen blev formuleret. Kommentarsporene på de sociale medier hvæsede – og gør det i skrivende stund stadigvæk. Anna Wintour har solgt ud, lyder det.

Kritikken bunder i et løfte, mange troede, Anna Wintour havde givet. I årtier har Wintour stået som en kølig og uomgængelig garant for den gode smag i modeverdenen. Fortællingen lyder, at hendes anerkendelse ikke kunne købes. Og adgang til det modeverdenens måske største spektakel, det famøse og pompøse Met Gala, hvis næste arrangement Bezos er med til at sponsorere, har ikke været et spørgsmål om penge, men om kulturel relevans.

Derfor føltes det for mange både internt og eksternt i modeverdenen som et svigt at se de tre i selskab med hinanden. Som om døren endelig var blevet sparket ind af kapitalen.

Der er noget næsten rørende forudsigeligt over modeverdenens moralske anfald, når penge pludselig bliver synlige. Moden har aldrig været ren. Den har aldrig været hævet over kapitalen, og den har aldrig eksisteret i et vakuum af æstetik og idealisme.

Mode er storindustri. Mode er magt. Mode er penge. Og det har den været, siden couturehuse blev finansieret af aristokrater, industrimagnater og – senere – konglomerater med årsregnskaber, der ligner mellemstore nationers BNP. 

Forskellen i dag er ikke, at pengene er kommet tættere på. Det er, at kameraerne er fulgt med. Og med dem: transparens. Se det som en god ting.

Kritikken af Wintour hviler derfor på en misforståelse. Den britiske dame med den distinkte frisure og de store solbriller, der i næsten fire årtier har stået i spidsen for verdens største modeblad, Vogue, har aldrig været renhedens vogter. Hun har været en forvalter af magt. 

Vogue og Met Gala har altid fungeret i spændingsfeltet mellem kreativitet og kapital. Og modeugerne verden over er ikke – ligegyldigt hvor meget nogle ellers forsøger på at gøre det til det – en protestlejr. Det er et marked.

At bilde sig andet ind er en barnlig forestilling – og en bekvem én. For den tillader den hellige del af modebranchen og dens observatører og fans, der i disse dage raser, at lege, at de selv står uden for systemet, mens de samtidig lever af – og for – det.

Vreden handler derfor ikke om etik. Den handler om illusionstab. Og vi takker Wintour, Bezos og Sanchéz for at vise, hvad der åbenbart ikke har været tydeligt for alle.