Nørrebro har fået (endnu) et nyt hipt kvarter

Glem Ryesgade, Jægersborggade, Rantzausgade og Guldbergsgade. Det er ’landsbyen’, der rykker. Og nu flytter en ny café ind i området.

Nørrebro har fået (endnu) et nyt hipt kvarter
Offentliggjort

I FLERE ÅR har det været sikrest at strejfe ned ad Rantzausgade, Guldbergsgade, Jægersborggade eller Ryesgade, når man var på udkig efter et godt spisested eller vandhul på Nørrebro.

Bevares, det er det stadig. Men efterhånden er gaderne nærmest mættet af beværtninger. Til gengæld synes Nørrebro (og København generelt) umættelige, når det kommer til nye caféer, barer og restauranter.

Ét af de kvarterer, der nyder godt af det, er området mellem Sjællandsgade, Guldbergsgade og Tagensvej. Eller blot ’landsbyen’, som de lokale kalder det.

I flere år har vinbaren Sabotøren været en populær destination i området, og mange kender nok restaurant Omar. Seneste tilføjelse er den portugisiske ølbar Taberna Buzio og den gentrificerede kiosk Fatter & Havmanden.

Og nu får ’landsbyen’ sin helt egen café: Bonni.

BAG CAFÉEN STÅR de to 27-årige veninder fra Bornholm, Augusta Boie og Amalie Stoltz ... og Bonni, selvfølgelig.

”Da vi brainstormede navne, syntes vi, at det kunne være sjovt at personificere stedet. Så Bonni er vores nye veninde. Udover at være et catchy kvindenavn, der ligger godt på tungen, så er ’bonnie’ skotsk slang for at være sød, attraktiv og imødekommende. Det skal vores café også være.”

Udover diverse småjobs på caféer og barer har hverken Augusta Boie eller Amalie Stoltz den store erfaring fra restaurationsbranchen. Amalie er kommunikationsuddannet, og Augusta har arbejdet med marketing og branding. Men der manglede noget i hverdagen på kontoret. Noget kreativt og praktisk.

”Vi elsker at samle vores venner og har altid snakket om, at det kunne være fedt at starte noget sammen. At det lige blev en café, havde vi ikke tænkt. Men da vi fik muligheden for at leje lokalet, slog vi til,” siger Augusta Boie.

Hvilket sted, håber I, Bonni kommer til at være?

”Bonni er først og fremmest et morgen- og frokoststed. Torsdag, fredag og lørdag, håber vi, det bliver et sted, man lige svinger forbi til en lille fadøl, snack eller drink, inden man spiser hos en af vores naboer eller tager en tur i biffen.”

Havde I et forhold til nabolaget i forvejen?

”Ingen af os har boet i området eller været her særligt meget. Men mange lokale har stukket hovedet ind, før vi overhovedet er åbnet. Så vi har virkelig fået et tilhørsforhold til området. Der er stor opbakning, og folk nævner, at de har savnet et sted, man kan få kaffe. Her ligger en vinbar og en restaurant, men ikke noget dagsted. Det hul vil vi gerne udfylde.”

Vil I gerne være et sted for de lokale?

”Vi vil gerne favne lokalmiljøet. Vi ligger jo ikke på en gennemgangsgade, så man skal lidt have et ærinde, før man er her. Men vi håber da, at folk fra hele byen har lyst til at komme, også fra Jylland, udlandet, og hvor de ellers må komme fra. Det skal ikke kun være et sted for lokalområdet.”

Hvad kommer menuen til at bestå af?

”Maden bliver sæsonbaseret og hovedsageligt økologisk. Mens det er vinter, kommer vi til at køre nogle grøntsags-gryderetter med aioli og za’atar. Vi prøver at gøre det enkelt, men lækkert og smagfuldt. Drikkevarerne er så vidt muligt fra lokale forhandlere. Øl får vi fra Nørrebrew. Vi får chai fra Hindude og økologisk japansk te fra Tyst Te.”

Bonni åbner den 30. januar på Fensmarksgade 23. Åbningstiderne bliver tirsdag til onsdag 7.30-17, torsdag til fredag 7.30-20, lørdag 9-20 og søndag 9-17. Til foråret er planen at åbne op i nabolokalet og udvide med 30 siddepladser.