Tidligere jægersoldat Thomas Rathsack ved, hvordan man håndterer ekstrem kulde: ”Det er ikke bare ubehag. Kulde er en farlig fjende”

Som jægersoldat har Thomas Rathsack mærket kulden helt ind i knoglerne. Dér, hvor først kroppen og siden hjernen slår fra, og kulden bliver en dødelig fjende. Han hader den stadig – og fatter ikke dem, der opsøger den frivilligt.

Thomas Rathsack gjorde tjeneste som jægersoldat i blandt andet Afghanistan og Irak.
Thomas Rathsack gjorde tjeneste som jægersoldat i blandt andet Afghanistan og Irak.
Offentliggjort

JEG GLEMMER ALDRIG første gang, jeg for alvor frøs. Det var under optagelsesforløbet til Jægerkorpset, hvor vi havde et fag, der hedder koldvandstilvænning. 

Efter en lang natlig orienteringsmarch blev vi kørt direkte ud til friluftsbadet i Aalborg. Vandet var mellem fem og ti grader, og vi skulle være der i omkring en time og lave øvelser: svømme, dykke, bjærge hinanden, tage uniform af og på under vandet. 

NÅR MAN KOMMER ned i vandet, føles det, som om kroppen langsomt sætter ud. Der er et kort vindue, hvor man kan holde det ud – måske et kvarter, tyve minutter. Derefter begynder man stille og roligt at bevæge sig ned ad slisken. Kroppen bliver gradvist mere afkølet, man bliver stivere, følelsesløs. 

Først er det fysisk, men det, der i virkeligheden er farligt, er, når hjernen begynder at stå af. Man tænker langsommere, mere tåget, og på et tidspunkt tænker man slet ikke klart. Fortsætter man dér, ender man i hypotermi. Det er livstruende.

JEG HUSKER STADIG de lyde, mine kammerater lavede, når de begyndte at stå af – de der rå, dyriske skrig, mens de langsomt forsvandt ned under vandoverfladen. Så blev de hevet op, helt blå, ind under den varme bruser, og bagefter fik de valget om at stå af eller blive sendt ned i vandet igen. De fleste valgte at fortsætte. 

Jeg husker instruktøren, Viggo, med sin pibe og sin kasket oppe på kanten, og hvordan jeg til sidst ikke længere kunne tænke klart. Og så er der alt det, jeg ikke kan huske: Der, hvor jeg selv begyndte at blive mærkelig i hovedet.

Når man endelig kommer op af vandet, tager det timer at få varmen. Man smider sit våde tøj i en sæk, hopper op på en kold lastvogn og sidder der, rystende og udmattet, mens man håber på, at man snart skal i gang med noget fysisk, så man kan få gang i kroppen igen.

SOM SOLDAT LÆRER man at fungere i kulde, fordi man er nødt til det. Jeg har ligget i grøfter, mudder og sne, med kikkerten rettet mod et mål i timevis, uden at måtte bevæge mig. 

Du kan ikke rejse dig, du kan ikke stampe i jorden. Det eneste, du kan gøre, er at spænde hele kroppen – arme, ben, core – for at få lidt blodcirkulation. Hvis du er heldig, kan du lave planken eller strækøvelser. Jeg har lavet tusindvis af dem, bare for at holde varmen.

Den tidligere elitesoldat foretrækker tør frost frem for fugtig kulde, som han kalder den mest ubarmhjertige.
Den tidligere elitesoldat foretrækker tør frost frem for fugtig kulde, som han kalder den mest ubarmhjertige.

KULDE ER IKKE bare ubehag. Det er en farlig fjende. Dine kognitive evner falder markant, du tænker langsommere, uklart. Hvis du skal tage hurtige, rationelle beslutninger, er det et kæmpe problem. En kold soldat er en dårlig soldat, og det kan være livstruende, hvis man ligger der seks soldater, og ingen kan tænke klart, fordi alle er gennemkolde.

Når man fryser, forsøger man alt for at finde varme. Søger ly, tænder ild, bevæger sig, hvis man kan. Men det kan man ikke altid. Den danske kulde er noget af det værste. Det der klamme, fugtige vejr omkring frysepunktet, med regn og slud – det går igennem alt. Jeg vil til hver en tid hellere have minus 20 eller 30 graders tør frost. Den er til at håndtere. Det våde er modbydeligt.

SOM AKTIV SOLDAT har jeg frosset mange gange på landjorden. Under øvelser, hvor det regnede konstant, eller under kørsel i åbne køretøjer i sne og blæst. I Island lavede vi køretræning i biler. Nu siger jeg biler, men de havde hverken døre eller sider, og selv med vandtæt tøj gik kulden igennem alt. 

Seks timer på sådan en tur, så er du gennemkold helt ind i knoglerne. Jeg har også oplevet ekstrem kulde i faldskærm. Når du springer ud i minus 45-50 graders frost, gælder det om ikke at have blottet hud – du får forfrysninger med det samme. Har du fået dem, må du vente, til du er nede igen, før du kan blive behandlet. Deroppe er du fuldstændig prisgivet.

JEG HAR STADIG et anstrengt forhold til kulde. Jeg klæder mig godt på. Jeg går ikke i havet, hvis det er under 20 grader. Jeg gider ikke at fryse, for jeg ved, hvor surt livet bliver, når man gør det. Derfor undrer det mig lidt, at kulde i dag nærmest er blevet en trend. 

Folk, der vinterbader og praler af at hoppe i isvand – fint for dem, men de aner ikke, hvad de snakker om. De er i fuld kontrol. De kan stige op, når de vil. Det er en helt anden sag, når du ligger i vandet og ikke kan komme op. Når du langsomt bliver koldere, og kroppen begynder at lukke ned. Det er en kamp, man taber hver gang, hvis man bliver liggende for længe.

Jeg har den største respekt for kulde. Den skal tages alvorligt. Man skal forberede sig, pakke sig ind, sørge for tørt tøj, varmt at drikke, dække sin hud. Gør man ikke det, bliver man en dårlig soldat – eller værre. For kulden er farlig. Den kan slå dig ihjel. Og det ved jeg, for jeg har mærket det.

Thomas Rathsack

(f. 1967) er tidligere jægersoldat og forfatter til ’Jæger – i krig med eliten’ og flere bøger om ledelse og mental styrke samt en række skønlitterære thrillers. 

Har gjort tjeneste i Afghanistan og Irak, arbejdet som tv-vært på bl.a. ’Korpset’ på TV 2 og foredragsholder og underviser i dag i fysisk og mental robusthed.