Guide: Sådan tager du vare på din striktrøje

Køb god kvalitet, og lær at vedligeholde din garderobe. Med enkle virkemidler kan du forlænge levetiden på dit tøj markant. Her viser vi, hvordan du tager vare på din favoritstrik.

Guide: Sådan tager du vare på din striktrøje
Offentliggjort

1: Vend trøjen på vrangen, og håndvask den i en balje med lunkent vand – aldrig varmere, da det kan få uldfibrene til at trække sig sammen. Brug en uld- og kashmirshampoo, det kan fx være fra brandet The Laundress, der har specialiseret sig i at lave produkter til vedligeholdelse af din garderobe.

2: Lad den ligge i vandet i 30 minutter, før du renser den med koldt vand.

3: Når trøjen skal tørres, er det vigtigt, at den ikke vrides hårdt op eller placeres på direkte varme, da det igen kan få fibrene til at trække sig sammen. Desuden bør trøjen heller ikke hænges på en bøjle eller andet, da vandets vægt kan være med til at trække trøjen lang. Læg i stedet trøjen på et håndklæde på en flad overflade, dup den, og lad trøjen tørre ved stuetemperatur.

4: Eventuelle krøller fjernes med en steamer fremfor strygejern, da dampen fra steameren er mere mild end det varme stål fra strygejernet. En steamer har desuden en desinficerende funktion – oplagt at anvende mellem brug, da du ikke behøver at vaske uldstrik særligt ofte.