Det er fortællinger om vold og magt, men også om unikke traditioner og æresbegreber. Hør blandt andet om den russiske mafia, som i 90’erne brød ud i åben krig i Moskvas gader, den japanske mafia yakuza, som sjældent tyer til våben, og den kinesiske mafia som er delt op i tusindvis af såkaldte sorte selskaber.

Podcasten lægger fra land med den russiske mafia, som har sit afsæt i Stalins gulag-lejre. I disse arbejdslejre, som lå langt væk fra alting, styrede de stærkeste fanger slagets gang. De stod for disciplineringen og organiseringen i lejrene. Derved blev et benhårdt hierarkisk system af hårdkogte kriminelle født. Og når de så kom på fri fod igen, kunne de fortsætte deres kriminelle løbebane.