Sådan bliver Twitter med Elon Musk ved roret

Multimilliardæren Elon Musk har netop købt det sociale medie Twitter for et trecifret milliardbeløb. Men hvilken betydning får det for det sociale medie med den blå fugl som logo? Vi har allieret os med en konceptudvikler med speciale i digital udvikling for at blive klogere på Twitters fremtid under Elon Musks vinger.

Sådan bliver Twitter med Elon Musk ved roret
Offentliggjort

I mandags blev det offentliggjort, at verdens pt. rigeste person, Tesla-ejeren Elon Musk, havde haft portemonnæen fremme og købt det sociale medie Twitter for 44 milliarder dollars. Det svarer til 305 milliarder danske kroner.

Elon Musk har tidligere beskrevet sig selv som en ”free speech absolutist”, og derfor har hans nylige erhvervelse delt vandene. For mens nogle lægger sig i sporet på Musk og den ultimative ytringsfrihed, frygter andre, at spillereglerne vil blive for vidtrækkende og filteret for god tone og generel orden vil forsvinde ud med badevandet.

Dét filter, som blandt andet sendte den tidligere amerikanske præsident Donald Trump i skammekrogen med en evig karantæne fra Twitter. Trump, der ellers var en hyppig Twitter-bruger, blev udelukket, da han brød med retningslinjerne og opildnede til vold i forbindelse med oprøret på Capitol Hill og Kongressen i Washington i januar 2021.

Selvom meget endnu står hen i det uvisse, har vi allieret os med Bjarne Panduro Tveskov, der har forsøgt at hjælpe os med at forstå, hvad der er op og ned i det grandiose og komplicerede køb.