Månedens 10 gode vine

Denne måned skal du smage disse 10 gode vine...

Månedens 10 gode vine
Offentliggjort

Sauvignon Blanc 2012, Michael Pozzan, Napa Valley, Californien. USA

Meget nedtonet sauvignon blanc, dog med et umiskendeligt præg af grape og god syre, men vi er ikke i den hysterisk stikkelsbær- og sveddunstende ende af sauvignon blanc-skalaen. Faktisk har den lige et strejf af sødme, der giver vinen en god tekstur, men som også kan få den til at tippe den forkerte vej, hvis serveret for varm. Et glimrende køb til prisen.



Pris: 65 kr.





__________



Fortsætter på næste side de Robles 2013, Rabbit Ridge, Paso Robles, Californien. USA/link/9632a54597404ead81838f1d9084c198.aspx" alt="" />Fantastisk smuk i glasset, klar lys laksefarvet, dufter svagt af jordbær, men den ret høje alkohol (13,6%) giver bid og holder det slikprægede nede, om end der stadig er et strejf af frugtsødme, der bliver tilbage i munden. Mange vil nok kalde det for en ’tøsevin’, men tøser har jo også lov til et glas vin. Den er på rhônedruer, og når man skæver til, hvad mange franske roséproducenter tager for deres vin, så synes jeg, at man får rigtig meget for pengene her, tøs eller ej.

Pris: 68 kr.

www.americanwine.dk

Vernaccia Di San Gimignano 2012, Tenuata Le Calcinaie, Toscana. Italien

Hvidvin fra Toscana, på vernacciadruen (med tilnavnet san gimignano, den toscanske ’tårnby’) – det kan godt gå hen og blive en lidt flad, syresvag oplevelse (nogle vil mene det om AL italiensk hvidvin), men det er altså ikke tilfældet her. Der er et tørt og ’flintet’ udtryk – der er god syre og et strejf af citrus og noget krydret. Momentvis kan man frygte, at den slet og ret er sur, men hver mundfuld ’fanges ind’ af en aromatisk, diskret frugtsødme. Det er en vin, der på egen hånd balancerer på kanten og ligner et for dyrt købt glas, men som i den helt rette madsammenhæng vokser til noget langt dyrere. Så kokken har en udfordring her!

Pris: 95 kr.

www.compagniet.dk

Côtes du Rhône 2011, Domaine Charvin. Frankrig

Højalkoholisk vin kan også være i balance. Jeg fremfører blot pointen, fordi der på det seneste sniger sig en numerisk strammer ind overalt. Står der 14,5% på etiketten, er det pr. definition for meget. Laurent Charvin laver vin med numerisk høje tal på etiketten, men med skøn slankhed og elegance i glasset. Han tilhører vel en slags burgundisk kult i Chateauneuf-du-Pape, hvor ekstraktionen og sen høst de sidste mange år er gået over gevind. Charvin har i den udfordrende årgang 2011 puttet lavendel i sin Côtes du Rhône. Her er indtagende jordbærsyltetøj, bark og timianblomst, saftighed, ingen brændende overekstraktion og godt bid.

Pris: 95 kr. v./6 fl.

www.vinova.dk

Cava Brut Nature, Canals Nadal, Catalonien. Spanien

Gentagne gange har vi påstået, der ikke findes andet end champagne og så alt det andet, men det sidste år er der dukket en lille håndfuld indsigter op. Vel er vi smalsporede, det indrømmer vi gerne, men der skal altså noget til at opnå samme dybde og kompleksitet som en god champagne. Canals Nadals er den seneste fordomsbetvinger. Deres cava Brut Nature er græsset med lemonade, tiltalende friskhed i duften med solid bund af gærkontakt. Ingen restsukker, sprød, fin blanc de blancs-stil, klar syre og god mineralitet til sidst. Et lille scoop, hvis ikke man vil betale for dyr cava eller champagne.

Pris: 109,95 kr. v./6 fl.

www.eriksorensenvin.dk

Drappier Carte d’Or Brut, Champagne. Frankrig

Ret imposant duft, fortættet pinot. Samme aroma fylder munden med en fyldig mousse, men smagsmæssigt blegner den noget. Den lover mere, end den ender med at holde. Men det er stadig et mere end habilt glas champagne til prisen. Og så er det måske i virkeligheden lidt urimeligt, at Drappier har fået ry for at være først og fremmest en billig champagne, og det er nok lidt importørens skyld, om end ufrivilligt. Drappier er ikke sat på jorden for at være et billigt alternativ til Bollinger!

Pris: 169,95 kr. v./12 fl.

www.philipsonwine.com

Coroa De Rei, Colheita 2000, Manoel de Pocas, Porto. Portugal

Jeg holder mig normalt fra portvin, for jeg har det sådan, at en åben flaske er en drukket flaske, og det er et farligt spor at komme ind på. Coroa De Rei er mere dyb rød i det end en gylden brændt i farven, som colheita ellers ofte er, om end duften er umiskendelig brændt karamel. I munden er det heller ikke en colheita af den meget nøddesmagende type, sødmen dominerer, men ikke på kvalm vis, dertil bider alkoholen for meget fra sig. Perfekt til desserter præget af mandel eller karamel eller bare på egen hånd.

Pris: 199 kr.

www.loegismose.dk

Homestead 2011, Big Basin Vineyards, Californien. USA

Mouverdre, carignan, zinfandel, syrah og grenache – Holy Moses, let sommervin skal man næppe vente sig. Det ligner mest af alt en monstervin fra helvede, men det er nu at dæmonisere den mere, end der er dækning for. Duften er lidt ’jammy’ i det, men i munden viser den noget mere kant – det er vitterlig en voldsom sag med et anstrøg af rødgrød, men den reddes på stregen af rabarberagtig skarphed. Smagsmæssigt er den en smule forvirrende, men den kan noget – især hvis der er mad til.

Pris: 239 kr.

www.finewines.dk

Valpolicell a TB 2008, Tommaso Bussola. Italien

Tommaso Bussola laver noget af det bedste amarone, hvis man kan lide den moderne stil. Især hans TB-serie, hvor nye fade spiller en stor rolle, er imponerende. Sønnerne, Paolo og Giuseppe, er med til at lave vinen i dag, og der er fortsat også en serie uden TB-angivelse i mere traditionel stil. De seneste årgange, især 07’eren er storslåede, men vær forberedt på svulmende mundfulde. Valpolicella TB får en tur med amaronekvaset, så styrken øges. Vanilje fra fad, kakaolikør, kirsebærsovs, men også blod og rust og nellike. Voldsomt koncentreret og forbløffende syre, som heldigvis er med til at løfte vinen fra det tunge hængedynd. Han burde næsten skrive noget andet på etiketten, for normal valpolicella er det ikke.

Pris: 300 kr.

www.youandwine.dk

Châteauneuf du Pape 2011, Le Vieux Donjon. Frankrig
Endnu en rhône fra den ret udfordrende årgang 2011. Druerne havde vanskeligheder med modenheden, men gammelkendte og alt for oversete Le Vieux Donjon slap godt fra regn og rusk. Husets traditionalistisk indstillede bagmand Lucien Michel og datteren Claire-Michel indarbejdede aromaer af italiensk pølsemageri, viol, murervand og klassiske røde bær, som grenache helst skal smage af. Årgangens kølighed skinner her med mellemkorpulent krop, blidt tanninbid og afslutning, hvor munden siger ”ah!” og slapper helt af. En chateauneuf, som ikke brænder smagsløgene. Læg den dog bort et par år, og nyd den til braiseret lammehals med oliven. Vel højt prissat.

Pris: 399,95 kr.

www.eriksorensenvin.dk
__________

SE OGSÅ: 5 x sherry af de virkelig gode
SE OGSÅ: Chefredaktøren anbefaler: 4 gode flasker