DET SKER I AFTEN ved midnat. Årets mest imødesete litterære begivenhed i Storbritannien. Boghandlerne forventer de samme kaotiske, slightly hysteriske scener, som plejer at udspille sig, når J.K. Rowlings børn, Harry Potter-bøgerne, kommer til verden.
Det er heller ikke hvad og hvem som helst, vi taler om. En af popmusikkens sidste store myter og gåder, Morrissey, udsender sin selvbiografi 'Autobiography'. Morrissey er elsket og hadet, ikon og borderline-tosse, alt efter synsvinklen, men uanset dén er han et navn i sit hjemland. Alle ved, hvem han er. Omstændighederne omkring udgivelsen er naturligvis kontroversielle, nærmest bizarre, ellers ville det ikke være Morrissey.
Autobiography er på næsten 700 sider. Ingen aner, hvad den indeholder. Det kan være alt fra ligegyldigheder om hvad Morrisseys giver sine elskede katte at spise til detaljerede beskrivelser af bruddet med The Smiths i 1987. Det kan være han springer definitivt, offentligt og utvetydigt ud af skabet som erklæret homoseksuel. Vi får se.
MEN DET kontroversielle består på forhånd i, at selvbiografien bliver udgivet i den ikoniske Penguin Classics-serie, der, som navnet antyder, ellers kun er forbeholdt en særdeles eksklusiv kreds af afdøde forfattere med kanon- og klassikerstatus i verdenslitteraturen. Vi snakker Homer, Hemingway, Det Ny Testamente. Dén slags tekster.
Men så, igen lige pludselig ud af ingenting, sidste fredag, kom bekræftelsen fra Penguin. Morrissey Autobiography udkommer i Penguin Classics-serien. Om 12 dage. Morrissey havde fået sin vilje. Han havde også gode kort på hånden. Det velrenommerede forlag Faber og Faber, der har udgivet 11 nobelpristagere i litteratur, havde tigget og bedt den tidligere The Smiths-forsanger om at udgive sin bog hos dem. Forlagets redaktionschef, Lee Brackstone, skrev endda et åbent brev til Morrissey, hvori han slog fast, at det ville være opfyldelsen af hans ”vigtigste og mest vedvarende forlæggerdrøm” at få lov til at udgive sangerens memoirer. Men Penguin Classics er Penguin Classics, og det er dér, Morrissey helst vil udkomme. Ikke alle er enige i, at det er en god idé. Flere markante kulturskribenter kritiserer Penguin for at ødelægge sit brand og navn med udgivelsen af Morrisseys skriverier i den nærmest hellige Classics-serie.
DET KUNNE DET ikke være foregået på andre måder. Morrissey being Morrissey. En af hans sange hedder Trouble Loves Me, hans seneste endnu uudgivne single, hedder Trouble Is My Middle Name. Han er kontroversiel by nature og god til at holde myten i live med kontroversielle udsagn og underlige gerninger. Morrissey er skolegårdens evige outsider. Med sin medie- og menneskesky adfærd og opmærksomhedsskabende statements er 54-årige Steven Patrick Morrissey gjort af et paradoksalt og myteskabende stof.
Som dengang for lidt over to år siden. Det var to dage efter Anders Breiviks Utøya-massakre, der kostede 77 mennesker livet. En samlet, chokeret klodes sympati var rettet mod Norge, men Morrissey havde som altid sit helt eget perspektiv på verden, der sikrede ham en lille del af opmærksomheden. Fra en koncertscene i Warzawa sagde den tidligere The Smiths-forsanger til publikum: ”Vi lever i en morderisk verden, som begivenhederne i Norge netop har bevist. Men de er intet i forhold til, hvad der sker i McDonald's og Kentucky Fried Shit hver dag.” I den efterfølgende uge væltede internettet med fordømmelser af manden bag sammenligningen mellem massakren på mennesker og aflivning af dyr til fastfoodkæder.
GENNEM TIDEN er Morrissey raget uklar med sit band, andre bands, opvarmningsbands, producere og pladeselskaber (en gros), managers, arrangører, højesteretsdommere og, naturligvis, medierne. I sine sange har Morrissey erklæret Dronning Elizabeth død og sendt Margaret Thatcher i guillotinen, hvilket blandt andet førte til en officiel politiundersøgelse og ransagning af sangerens hus i slutningen af 1980erne.
Annonse
Efter en tv-dokumentar, der viste, hvordan man på slagterier i Kina flår dyr levende, betegnede han i september 2010 kinesere som en ”laverestående art”. Han er blevet FBI-afhørt i USA efter udsagn om, at George Bush burde have været død sammen med Ronald Reagen, at USA er en terrorparanoid nation, og at amerikanske lufthavnstoldere er ligeså charmerende og systematiske som Hitlers SS-tropper.
De største kolleganavne har også fået hilsner gennem årene. Madonna, George Michael og Elton John er således ligegyldige levebrødsmusikere, besat af at bevare deres celebritystatus. Morrissey gentager ofte, at den engelske kongefamilie er en samling parasitter af nogle anti-demokratiske fascister, der kan sammenlignes med Gaddafi, og endnu værre er det, at dronningen går på fuglejagt og bruger bjørneskind til sin livgardes huer.
Morrissey, der blev veganer som 11-årig, er nemlig dyrenes mest berømte skytsengel og stemme siden beslægtede og rimelig radikale sjæle som Frans af Assisi og Brigitte Bardot. Titelsangen til The Smiths’ album ’Meat Is Murder’ har fra 1985 fået tusindvis af Smiths-fans til at blive vegetarer, og Utøya-kommentarerne understregede på ny, at en af de særeste snegle i popskoven har mere til overs for dyr end for mennesker. Morrissey er ikke en people person.
DE KONTROVERSIELLE UDSAGN og den ejendommelige divapersona havde selvfølgelig ikke været interessante uden Morrisseys solide bund af en sjælden croonerbaryton, uomtvistelige karisma, dynamiske og nærværende live-koncerter, og et skarpt, humoristisk og underfundigt tekstunivers, særegent nok til, at manden har fået et adjektiv opkaldt efter sig.
En hel generation af nu 45-55-årige, der skulle finde noget at læne sig op ad som sortklædte arkitektstuderende, anmelderaspiranter og arbejdsløse under 1980ernes overskyede himmel, nævner fortsat Morrissey og The Smiths som deres eksistentielle redningsflåde, men mere iøjnefaldende er det, at mandens sært modstræbende popularitet rækker langt ind i nutiden. Læsere og brugere, de fleste i alderen 15-30 år, af Englands mest indflydelsesrige musikmedie, NME, kårede for nylig The Smiths, der gik i opløsning for 26 år siden, til det mest betydningsfulde band nogensinde.
Guitaristen Johnny Marrs ekvilibrisme var en essentiel del af gruppens lyd, men det er myten Morrissey, de mismodige og marginaliseredes ypperstepræst, der er skyld i gruppens unikke status. Blandt sangerens mest dedikerede disciple er så forskellige segmenter som Harry Potters mor, forfatteren J.K. Rowling, og en hærskare af mexicanskfødte bandemedlemmer fra Los Angeles og omegn. Siden opløsningen af The Smiths for 26 år siden har Morrissey haft holdbar, kommerciel succes som solist, og musikkolleger i alle aldre står i kø for at bekende deres gæld til et af de sikre navne i det britiske musikpanteon.
For to år siden fik jeg et interview med ham. Her er et uddrag:
”Ensomhed er det menneskelige grundvilkår. Én er følgeskab, to er en flok.”
”Jeg elsker faktisk de sange, jeg synger. Inden for musik er der ingen, der er optaget af de samme ting, som jeg er. Derfor optager jeg en plads, som ingen andre optager. Jeg synes, at musikindustrien er svær, for jeg er ikke velkommen i den, eftersom jeg har min egen mening, og jeg siger den højt. Hvis du er popmusiker og ikke griner hele tiden og siger, at alting er fantastisk, er du selvfølgelig dømt til at blive kaldt problematisk. Du opfattes kun som problematisk, når du ikke kan kontrolleres.”
”De fleste ting i livet gider jeg ikke at gå op i, for det er de ikke værd. Som folk dog spilder og spilder og spilder deres tid. Og der er så meget ondskab, man skal fortrænge, og så mange forfærdelige mennesker i positioner med magt og indflydelse. Det bedste her i verden kommer fra sangskrivere, digtere og sportsudøvere, mens det værste kommer fra politikere og mennesker med en guddommelig ret til magt.”
Annonse
”Ja. En grundlæggende uddannelse og et lille skvæt lykke i ny og næ ville have slået mig ud af kurs. Det er mærkeligt som den sorg og bedrøvelse, man føler, ofte kan blive brugt til noget godt. Eller skal vi sige brugt til noget.”
”’Scandinavia’ handler om den følelse, man har, når man rejser, og noget går galt, og man automatisk hader alt ved det sted, hvor man opholder sig. Mens når det omvendte sker, og noget går godt, forelsker man sig i det sted, man er. Vores syn på forskellige steder og lande er i virkeligheden helt afhængigt af, hvordan vi ser os selv på de pågældende steder. Men jeg elsker at være i Skandinavien. Selv i de måneder, hvor alt er pakket ind i sne og is, elsker jeg at være her. Jeg kunne meget let føle mig hjemme og bo i København. Folk forekommer mig generelt at være meget afslappede og fornuftige, have masser af selvtillid og god stil. Når man ankommer i en lufthavn i Skandinavien er der en rolig atmosfære, alt er velfungerende, hvorimod ligegyldigt hvor du ankommer i USA, er der altid panik og larm og fede politikvinder, der råber ordrer og nægter folk indrejsetilladelse og gør, hvad de kan for at arrestere nogen. Men for at vende tilbage til Danmark, har jeg altid elsket landet. Danskerne udstråler selvtillid seksuelt, de ser godt ud, og går op i sport og udendørs motion på en god måde. Alle cykler og bevæger sig rundt. Det er ikke et samfund, der kører på et brændstof af tv-serier og CNN-overinformation. Desværre er Danmark heller ikke et fedt sted at være, hvis man er en gris.”
”Du skulle bare vide!”
”Jeg havde ingen grund til at tro, at jeg skulle blive til noget. Overhovedet. Jeg var det diametralt modsatte af, hvad der skulle til for at være forsanger i et band. Jeg var den dreng, ingen troede kunne blive til noget. Den mest usandsynlige popsanger i hele verden. Jeg følte ikke, at jeg på nogen måde var som nogen før mig, så jeg havde ingen pejlemærker. Som en naturlig følge af dette, vidste musikindustrien ikke, hvad de skulle stille op med mig, nøjagtig ligesom ingen anede, hvad de skulle stille op med mig, da jeg var 14. Faktisk hører jeg stadig ingen steder hjemme i musikken.”
Han overraskede, da jeg spurgte om, han kunne forstå, at hans univers virker krukket, patetisk og for meget på mange mennesker. Morrissey svarede:
”Når det bliver for meget, eller når jeg bliver for meget, forstår jeg godt, hvorfor folk bliver irriteret over mig. Jeg irriterer mig selv somme tider.”
For at løfte stemningen inden afskeden tog jeg chancen og spurgte Morrissey, om han, som rygterne siger, holder med Manchester United fra sin hjemby. Han svarede med en anekdote fra sin barndom, som handler om en hudløst følsom søn af to irske indvandrere. Bagefter slog det mig, at barndomsmindet fra en lørdag eftermiddag i slutningen af 1960erne siger en del om enspænderen og originalen Steven Patrick Morrissey. Det har sikkert ikke været nemt:
”Min far tog mig med ind på Old Trafford for at se George Best spille for Manchester United. Da George Best løb på banen, var brølet fra tilskuerne så højt, at jeg gik i panik og faldt om på jorden. Min far var nødt til at bære mig ud fra stadion og tilgav mig aldrig for, at jeg var skyld i, at han gik glip af kampen. At forstå min panikfølelse var selvfølgelig aldrig på tale. Jeg var syv eller otte år, og jeg var allerede i vejen.”
”Jeg ville have været død, for uden sangene, jeg synger, er der intet for mig. Og jeg dør, men mine sange lever videre. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at de gør.”
Sangene er klassikere. Spørgsmålet er, om selvbiografien kommer til at leve op til det stærkt forpligtende navn: Penguin Classics. Bedøm selv, når bogen udkommer 17.10 2013.
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.
