Har I nogensinde været tæt på at blive professionelle fodboldspillere?
Orgi-E/Emil Simonsen (E): Vi var kussehår fra at blive professionelle fodboldspillere.
Bai-D/Andreas Bai Duelund (A): Emil var ikke langt fra. Hvis ikke, han var så glad for at rappe og jagte damer, havde han været superligamålmand.
E: Ja, jeg er faktisk blevet scoutet et par gange.
A: Vi spillede på en festival for et par år siden, hvor vi brugte ventetiden under Birthe Kjærs koncert på at spille fodbold. Inde i kassen sprang Emil rundt som en sindssyg, mens vi andre hakkede på mål. Pludselig kom der en mand hen og spurgte: ’Hvilken klub spiller ham på målet for?’
E: ’Jeg er ikke en fodboldspiller, jeg er en 34-årig rapper.’
A: Jeg tror endda, vi havde tømmermænd.
E: Jeg var en 34-årig rapper med tømmermænd.
Hvorfor har I valgt at tage trøjen fra 1986 og gøre den sort?
E: Jamen, ’86 er et legendarisk år. Det er der, fodbold rammer os, og de gamle koryfæer som Michael Laudrup og Preben Elkjær spiller for Danmark. Så ideen var at tage den bluse, vi synes er allerfedest, og suspekttificere den.
A: Vi spillede fodbold før, men det var først omkring VM 1986, at man begyndte at tænke ’okay, fodbold er the shit’.
E: Og så har sort altid været vores farve. Det er det mørke og dystre, lidt ligesom vores musik.
A: Vi har også valgt at gøre den sort for ikke at forvirre fans af fodbold. Hvis nu vi havde gjort den rød og hvid, ville den nok komme til at ligne den fra 86’ for meget. Så vi har brugt vores egne farver: sort og mørkesort.
Hvem klæder trøjen bedst?
Rune Rask (R): Vi ser sgu godt ud i den allesammen.
E: Vi er jo nogle flotte mænd. Og så træner vi benhårdt op til koncerten i Parken, så vi kommer til at stå snorlige.
Der er jo også nogle shorts, der ledsager trøjen. De er meget korte, de shorts. Hvad er overvejelsen bag det?
A: Det er for at gøre det, ligesom de gjorde det i 80’erne. Vi kører den 80’er-frækt.
E: Hvis man ser de helt gamle fodboldkampe, så render de rundt med shortsne helt oppe i røven. Det kan godt være Andreas skal passe lidt på sine lange dadler. Hvis man står meget tæt på scenen, og Andreas optræder bundløs, kan det godt være, man er heldig. Han skal nok lige huske at barbere sig inden.
Hvad drømmer I om, at der skal ske med trøjerne?
E: Vi håber, at folk erhverver sig den og tager den på inde i Parken. Udgangspunktet for at holde en koncert i Parken er at forsøge at skabe en fodboldstemning.
Vi håber at foldboldtrøjen kan være med til at visualisere den stemning. Og når man altid har drømt om at være fodboldspiller, er det jo også bare fedt at have sin egen fodboldtrøje. Hvis ikke, man skulle have sin egen fodboldtrøje, når man spiller i Parken, så ved jeg ikke, hvornår man skulle.
R: Det ville være drømmescenariet, hvis Parken den 15. september bliver fyldt med den form for glædesrus og kærlighed, der er til en fodboldkamp.
I havde en koncert på Roskilde Festival i 2015, hvor I spillede ’Kinky Fætter’ fire gange. Hvor mange gange kan man se frem til, at I spiller den i Parken?
A: 12 gange.
E: Som udgangspunkt spiller vi jo altid ’Kinky Fætter’ én gang. Det er svært at sige, hvor mange gange vi spiller den.
A: Dengang på Orange Scene var det en gut feeling, at vi kørte den videre.
E: Ja, det var noget, der ligesom ramte os der. ’Okay, vi kan ikke gå af nu, vi skal lige have en mere. En mere.’ Det kan godt være, vi kommer til at spille den 12 gange i Parken.
Nu hvor I har lavet jeres egen udgave af landsholdstrøjen, er næste skridt så at skrive en landsholdssang?
A: Vi har overvejet at lave vores egen landsholdssang, men det er aldrig blevet til noget. Det er en meget svær genre. Man kan ikke bare lave en ny ’Re-Sepp-ten’. Vi ville nok være bange for at skuffe folk. Det kunne være, det lykkedes, hvis vi tog et helt år ud af kalenderen og dedikerede til kun at skrive landsholdssange.
E: Så kunne det være, vi skrev én landsholdssang, der var megafed.
A: Det kunne også være næste skridt, at vi skrev en julesang. Eller en påskesang.
