Lars Jacobsen: ”Det var det fedeste, vi havde prøvet - vi skulle bare aldrig nogensinde gøre det igen”

VI HAVDE I NOGLE ÅR et sommerhus nede ved Como-søen. Jeg var dernede med tre kammerater, herunder to, der kører semiprofessionelt, Joakim og Viktor, og en tredje, der hedder Jan. 

På det tidspunkt havde der næsten lige været kørt Lombardiet Rundt, så vi skulle selvfølgelig give os i kast med nogle af løbets stigninger. 

Fra Como tog vi den lange vej rundt, så vi havnede oppe i Bellagio, der ligger ved foden af den legendariske Ghisallo-stigning. I Bellagio holdt vi et stop i solen og fik en croissant og en kop kaffe. 

OG SÅ SKULLE VI OP AD GHISALLO, der er cirka 7-8 kilometer og med anstændige stigningsprocenter. De to eliteagtige ryttere kørte selvfølgelig bare afsted, og Jan og jeg fulgtes stille og roligt opad. 

På toppen gik vi ind i det legendariske kapel, der ligger på Ghisallo-stigningens top, og hvor der hænger alle mulige cykler. Coppis. Bartalis. Og Fabio Carsatelli, der døde under et Tour de France. Den cykel, han styrtede på, hænger der også. 

Det er et meget emotionelt sted, faktisk. Og man kan så bede en bøn, eller hvad man har lyst til. Blive velsignet i en cykelmæssig forstand. Og derudover er der også bare en fed udsigt ud over Como-søen. 

DA VI KØRTE VIDERE, begyndte det igen at gå op ad. På et tidspunkt kunne man køre til højre eller venstre. Hvis man kørte til venstre – som vi gjorde – kom man ned på den stigning, der hedder Muro di Sormano. Det er én af de stejleste overhovedet. 

Det er bare en lille sti. Og for hver en højdemeter er der en streg på tværs af vejen, så man kan hele tiden følge med i, hvor meget man har kørt. Jeg kørte ind på stigningen foran min kammerat Jan. Der var fugtigt, og der lå blade på vejen, så når jeg rejste mig op, fedtede bagdækket bare rundt. 

DET VAR 10-12 MINUTTER i absolut helvede, hvor jeg stort set ikke – i hvert fald ikke med min vægt – kunne holde cyklen i gang. Vejen er så stejl, at du ikke kan stoppe op og sætte i gang igen. 

Hvorom alting er, så lykkedes det mig på mirakuløs vis at få mig fedtet op på toppen. De to hurtige stod selvfølgelig deroppe og ventede, men det vigtigste var, at jeg kom derop før Jan. På toppen, netop som jeg kom igennem skyerne, var der en afsats, hvor jeg smed mig. 

JEG HAR SGU PRØVET mange ting i livet, men det er nok det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg lå bare dér, og du kunne gøre whatever med mig. 

Da vi kørte tilbage til sommerhuset, stoppede vi nede på torvet, drak tre store fadøl og spiste en pizza. Jan og jeg blev enige om, at det var det fedeste, vi havde prøvet på en cykel – vi skulle bare aldrig nogensinde gøre det igen.