Euroman-klassker: Kronprinsen
Foto: Jonas Bie

Euroman-klassker: Kronprinsen

Euroman-klassiker: Kronprinsen

Den aften Kronprinsen kunne det hele



Det var i maj 2011, og han var på sin første tur med Dansk Røde Kors til Mozambique.

Efter aftensmaden i den primitive teltlejr var der lejrbål i den nærliggende landsby, og alle sad rundt om det store bål og ventede på den danske kronprins. Høvdingen var der også. Han stod klar i en beige gallauniform med knapper og striber af guld. Der blev spillet musik, og kronprinsen blev budt op til stammedans. Han var hverken hæmmet eller påtaget løssluppen, når han dansede. Han var mest bare glad. Efter dansen var det tid til kronprinsens tale til landsbyen. Det var ikke nogen lang eller avanceret tale, men det var hans egen fortælling, og måske var det derfor, den virkede.

Da han fortalte, han havde fire børn, og at to af dem var tvillinger, brød hele landsbyen ud i et jubelbrøl. Da han fortalte, at han havde kørt med hundeslæde på Grønland, og om, hvor svært det er at skaffe mad, når det er så koldt, blev der råbt: "Come and live with us."

Bagefter havde vi stået i en mindre klynge og drukket øl. Før turen havde hoffet instrueret os i, hvordan vi skulle tiltale kronprinsen: Man er Des, medmindre han selv siger 'du' først, og man tiltaler ham Hans Kongelige Højhed. Men kronprinsen selv havde været den mindst højtidelige af alle. Vi havde grinet af hans stammedans og meget andet, og han var hurtig på aftrækkeren. Sjov og sarkastisk. Fordomsfri og nysgerrrig. Nærværende og direkte. Men frem for alt overraskende ukompliceret at være i selskab med, uden at han på noget tidspunkt følte det nødvendigt at forfladige sig selv.

Næste formiddag sad vi så ved bordet i teltlejren. Kronprinsen skulle give sit første interview på turen, og det ændrede åbenbart alt.

Det var som om, kronprinsen slukkede for noget, da båndoptageren blev tændt. 



DET GJORDE HAN også den 1. februar 2012. Team Danmark havde inviteret den sportsinteresserede kronprins til et arrangement i Glyptotekets festsal. Herman Sallings Mindefond ville donere 10 mio. kr. til kommende OL-talenter, og som Danmarks medlem af Den Olympiske Komite fik kronprinsen æren af at modtage checken, ligesom han fik lejlighed til at snakke med de unge sportsfolk.

Kronprinsen havde stillet dem spørgsmål, som man kun kan stille, når man ved, hvordan det er at være sportsmand. Og de var blevet fulgt op af spørgsmål, man kun kan stille, hvis man er oprigtig interesseret. Det var der ikke noget usædvanligt i. Hans ligefremme og ukomplicerede væsen har det med at efterlade et stærkt indtryk hos de folk, han møder.

Som hofreporter ved Billed-Bladet Trine Larsen siger:

"Jeg har endnu ikke mødt den person, der har mødt kronprinsen personligt, som ikke var meget begejstret bagefter."

Måske fordi man forventer noget distanceret og uopnåeligt hos en kongelig. Måske fordi man kun har oplevet ham på tv.

Pressen var også til stede i Glyptotekets festsal den dag. Og DR Sporten lavede et kort interview med det danske IDC-medlem, der blev sendt i forlængelse af TV-Avisen kl. 18.30.

Den kronprins, danskerne så i fjernsynet om aftenen, lignede en, der var blevet ramt af præstations angst.

I stedet for bare at sige, at han syntes, det var flot, at man ville motivere unge talenter til at kæmpe frem mod OL i 2016, rodede han sig ud i en så lang og indviklet sætning, at den til sidst var tæt på ikke at give mening.

Ligesom ved interviewet i Mozambique var det, som om der kom en overdommer ind over, der tvang ham til at omformulere sætningerne undervejs. Nogle gange virker det, som om han er så bange for at sige noget kontroversielt, at han ender med noget, der er næsten intetsigende. Sætningerne bliver fyldt op med forbehold og korrektioner. Andre gange er det, som om han prøver at udtrykke sig meget avanceret uden helt at vide, hvordan man gør.

Lige så kvik, morsom, direkte og hvilende i sig selv kronprinsen kan være, når båndoptageren, mikrofonerne og tv-kameraerne er slukket, lige så famlende og usikker kan han blive, når det hele bliver tændt.

Det kunne måske være ligegyldigt, hvis det ikke var fordi, han er Danmarks kommende konge. Og fordi der er en overhængende fare for, at flertallet af danskerne aldrig kommer til at opleve ham, som han i virkeligheden er. 



KRONPRINS FREDERIK har aldrig lagt skjul på, at han har haft svært ved at forlige sig med, at han en dag skulle være konge, og ikke mindst med den opmærksomhed, der følger med hans titel.

Han hadede, at han ikke kunne gå til fodboldtræning, uden at der skulle stå fotografer ved sidelinjen, og han får stadig næsten kvælningsfornemmelser, når han skal gengive sin første skoledag på Krebs' Skole i 3. klasse efter de første par trygge år i den udvalgte skoleklasse på Amalienborg. De to prinser blev kørt til skolen med privatchauffør og ankom til klasseværelset som de sidste. Han husker tydeligt den anspændte stemning, og hvordan alle vendte sig om og kiggede på dem.

Det var et par år efter den skræmmende skolestart, til en påskefrokost på Marselisborg Slot i 1979, at den snart 11-årige Frederik fandt ud af, hvad der var hans skæbne. Hans lillebror Joachim skulle arve Schackenborg. Han selv skulle arve hele landet, sagde hans mor. Det var sådan, det blev formuleret, det er i hvert fald sådan, han husker det. Og det kunne den lille prins så gå og tænke lidt over.

Med undtagelse af dronning Ingrid, hans mormor, var der ingen til at sætte sig ned og svare på alle de spørgsmål. der tårnede sig op, eller til at nedbryde det skræmmebillede, som gennem teenageårene kun voksede sig større og større.

Dronning Margrethe har mange år senere i bogen 'Dronning i Danmark' fortalt, at hun ikke tilbragte nok tid sammen med sine drenge, da de var små:

"Det har vist naget mig ubevidst mere eller mindre hele tiden, men det gik først rigtigt op for mig engang midt i deres gymnasietid, da sagde de det ligeud, men det blev til gengæld begyndelsen på et nyt afsnit i vores forhold til hinanden. I dag står drengene os nærmere, end de nogensinde gjorde i deres barndom," fortæller hun i bogen.

De to prinser var omkring tre-fire år, da de første gang blev inviteret til at spise sammen med deres forældre. Og det var først, da de var omkring 12 år, at det blev en fast rutine. Opdragelsen og tiden med drengene tog Else Petersen sig af. Det var den sygeplejerske, der blev ansat som barnepige, og som fulgte prinserne frem til kort før, Frederik tyldte 24. Når han som voksen en sommeraften kravlede ud gennem vinduet fra lejligheden på Amalienborg for at nyde en kold øl på taget. var Else Petersen der stadig. Og med skruer i vinduet fik hun sat en stopper for det.

Men det var hans forældre, og særligt hans far, der lagde retningslinjerne i opdragelsen. Det var dem, der besluttede, at man ikke bare lige kunne have kammerater med hjem efter skole, og det var dem, der gang på gang sagde nej til, at prinserne kunne gå med deres gymnasievenner i byen.

I alle de år ønskede kronprinsen sig, at han havde en maske, han kunne tage på en gang imellem. Ikke kun fordi, han ville ud af buret. Det var også for at få vished for, om folk snakkede med ham, fordi de kunne lide ham, eller om han kun var interessant, fordi han en dag skulle være konge. Han havde gennem hele sit liv skullet vænne sig til, at folk opførte sig unaturligt over for ham. Enten var folk påfaldende interesserede, eller også gjorde de en dyd ud af netop ikke at være det. Men kronprinsen blev efterhånden ekspert i at få folk til at slappe af i hans selskab.

Da kronprinsen blev lidt ældre og skulle besøge sine venner, var det tit med kort varsel. En af hans venner fortæller, hvordan han ofte ringede bare 10 minutter før og spurgte, om han måtte kigge forbi:

"Vores hjem lignede ikke altid noget, der kunne tåle besøg. Og det var også hele pointen. Han ville ikke have særbehandling. Han ville vide, hvordan der så ud, når man ikke havde en kronprins på besøg." 



FORSKELLEN PÅ DE to brødre var til at få øje på. Også på tennisbanen.

Når Joachim havde tabt en bold, konstaterede han, hvad stillingen så var, og stillede sig i position til den næste duel. Frederik blev rasende. Han kunne banke ketsjeren ned i banen eller smide den hen ad jorden.

Han var ikke den mest disciplinerede i gymnasiet, fik ikke altid læst de lektier, det blev forventet af ham, men når han oksede rundt på tennisbanen, var han utrættelig. Der var ikke den bold, han ikke prøvede at nå, ikke de slag, han ikke prøvede at lære. Og på trods af, at han nåede et niveau, så han kunne matche andre spillere på eliteplan, blev det aldrig helt godt nok for ham' .

Kronprinsen er et naturtalent til sport. Han kan ride, sejle, cykle, løbe, spille tennis, stå på ski og svømme bedre end de fleste' . Som voksen fandt han ud af, hvilke positive sidegevinster der var ved at dyrke sport, og det blev til en formaliseret og meget central del af hans arbejde. Ud over at det gav ham fysisk velvære, var det også en god sag for en kronprins at fokusere på børns helbred og livsstil.

Og så havde sporten en helt tredje funktion for ham.

Når kronprinsen kæmpede på banen, var det hans krop og vilje og ikke hans titel og privilegier, der bar ham fremad. Det gav konkurrencemennesket i ham en særlig tilfredsstillelse. Som en af krollprinsens nære venner siger det:

"Det er helt tydeligt, at han har et stort behov for at vise sig på lige vilkår med andre. Det, han er født med og født til, har været en ramme, som han synes har været en begrænsning. Et tigerbur, som han skulle ud af. Det kommer han bl.a., når han dyrker sport."

Når kronprinsen dyrkede sport, var han altid på hjemmebane. Også når han spillede ude.

Selvom det muligvis ikke var tilsigtet, blev det også sporten, der hjalp ham ud af en af hans livs største kriser. Den kom i januar 1992. Ironisk nok på det tidspunkt i hans liv, hvor han nød allermest frihed. 

DET VAR EGENTLIG meningen, at kronprinsen som sin mor bare skulle studere et par semestre på Statskundskab i Aarhus, men ved juletid i 1989 indgik der en besked til universitetet om, at kronprinsen ville gøre hele uddannelsen færdig.

Modsat vennerne, der var kede af at blive tvunget til provinsen på deres 2. prioritet og skyndte sig hjem til stamcafeen i København i weekenderne, var kronprinsen begejstret for Aarhus. Her vænnede man sig hurtigt til at se ham i byen, og der var ingen, der, som i København, drejede hovedet af led, når han trådte ind på en bar.

Kronprinsen fandt sammen med en gruppe af studerende, der hver på forskellig måde repræsenterede andre lag i samfundet end dem, han kendte fra sin beskyttede tilværelse på Amalienborg. En var miljøaktivist i Greenpeace, en anden kom fra det københavnske bz-miljø, og fælles for dem var, at de var nogle år og en del erfaringer rigere end kronprinsen. De tog ham med på de uprætentiøse værtshuse, hvor bajerne var billige, og hvor man lagde en lO'er på kanten af poolbordet og spillede mod den næste tilfældige i rækken.

Der blev ikke taget særlige hensyn til kronprinsen, og det var lige præcis, hvad han søgte. Derfor gav han sig heller aldrig, når de andre pressede på for, om de ikke bare en enkelt gang kunne springe køen foran diskoteket over og gå direkte ind.

"Kom, nu skal vi vise dig, hvordan man er konge," prøvede de, men uanset om det sneede eller regnede, insisterede kronprinsen på at stå i kø og vente som alle mulige andre.

Han søgte det normale, som vi andre kan søge det eksotiske, og prøvede så vidt muligt at leve et almindeligt studenterliv. Så almindeligt, det nu kan være, når der konstant er to livvagter efter en, studerkammeret er på et slot, og man af og til må melde afbud tiilæsegruppen, fordi man skal hjem til København og holde statsråd.  



KRONPRINSEN VAR omtrent midtvejs i studiet, da han fejrede nytårsaften i 1991 med sin kæreste Malou Aamund i København. Efter en privat fest på Jazzhouse var de gået ned i bilen for at vente på sikkerhedsfolkene, der skulle køre dem hjem. Mens de ventede, havde Malou bedt om nøglerne for at kunne tænde for varmen i bilen. Hun fik tændt for varmen, men også for bilen, der stod i gear og derfor humpede 18 meter ned ad Niels Hemmingsensgade i det indre København. To kvindelige betjente i en patruljevogn fik mistanke om spirituskørsel og bad hende komme med på politistationen. Som enhver anden mand ville have gjort det, filigte kronprinsen med sin kæreste på stationen. Der sad landets kommende konge så og ventede sammen med ludere, sprittere, narkomaner, og hvem der ellers befinder sig på Station 1 i København nytårsnat.

Det var til den selvsamme politistation, den unge Benjamin Christian Schou nogle timer forinden var ankommet efter en brutal anholdelse foretaget af tre betjente på Rådhuspladsen. Den 18-årige Benjamin Schou var død ved ankomsten til stationen, men blev genoplivet af ambulancefolk og derefter kørt til Rigshospitalet. Han blev lagt i respirator, men havde været død så længe, at hans hjerne havde taget varig skade. Benjamin Schou blev senere erklæret 100 % invalid og døde som 34-årig i 2008.

Sagen blev kendt som Benjamin-sagen, men der gik lang tid, før pressen interesserede sig rigtigt for den, for journalisterne havde travlt med at dække en anden sag.

En - eller flere - fra politiet havde nemlig lækket historien om kronprinsens besøg på Station 1 til pressen.

Således kunne tabloidaviserne allerede 2. januar skrive, hvad politiet havde målt Malou Aamunds promille til, og den 3. januar kunne Berlingske Tidende citere fra politirapporten, at kronprinsen havde været "godt påvirket af spiritus".

Lækket fra Københavns Politi betød, at den stærkt kontroversielle sag om den 18-årige Benjamin Schou, der var død i politiets varetægt, fuldstændig druknede i forargede reaktioner på Malou Aamunds promillekørsel.

I seks dage i træk var kronprinsen på forsiden af Ekstra Bladet, og kærestens 18 meter ned ad Niels Hemmingsensgade kom til at handle om, hvorvidt kronprinsen overhovedet var egnet til at blive konge, eller om den yngre, tilsyneladende mere disciplinerede Joachim ikke var en bedre kandidat. DR sendte et helt debatprogram, der handlede om monarkiets fremtid, og BT fik et analyseinstitut til at spørge danskerne, om de mente, Frederik stadig var egnet til at blive konge.

Dækningen kulminerede den 12. januar, hvor Ekstra Bladet på forsiden skrev: "Fri os for Frederik som konge." Ekstra Bladet havde lavet en såkaldt folkeafstemning blandt sine læsere, hvor man blandt andet skulle svare på, om man ville stemme på kronprins Frederik, hvis der var kongevalg i Danmark. Avisen kunne så afsløre, at næsten to tredjedele af deltagerne ikke ville stemme på ham som konge.

Episoden og de voldsomme reaktioner illustrerede, hvor ualmindelig kronprinsen var, og hvor farligt det var for ham at prøve at leve det almindelige liv.

Af alle de mange artikler, der blev skrevet de dage var det Annelise Bistrups artikel i Berlingske Tidende den 5. januar, der havde gjort mest ondt på ham:

"Hvor gerne han end vil ligne en almindelig ung mand og leve en almindelig ung mands liv, så blev kronprinsen i alt fald nytårsnat pinlig opmærksom på, at det har været en illusion. Hans rolle i affæren i Niels Hemmingsensgade i København kan være juridisk uangribelig, men ingen er i tvivl om, at landets fremtidige statsoverhoved har været i faretruende nærhed af afgrundens rand, sin egen og monarkiets."

Og længere nede: "Hvad der eventuelt er bygget op i de sidste par år med rejser til Mongoliet, en mere sikker offentlig fremtræden og nydelige taler, er revet ned."

I dagene efter var kronprinsen ude at løbe med sin gode ven, lektor på Aarhus Universitet Erik Albæk. Han foreslog sin nedslåede ven, at de sammen trænede til at løbe maraton i maj. Erik Albæk tænkte, at det ville være godt for kronprins Frederik at få noget andet at tænke over. Og han fik mere ret, end han kunne ane. Kronprinsen kom i mål efter 3 timer, 22 minutter og 50 sekunder. "En tid, der aftvinger den største respekt," skrev BT, og stemningen omkring kronprinsen var nu helt ændret.

Mere skulle der åbenbart ikke til, før køreturen var om ikke glemt, så tilsyneladende tilgivet. Helt så let gik det ikke den anden vej.

Da Berlingske Tidendes journalister Olav Hergel og Annelise Bistrup godt fire år senere henvendte sig til hoffet for at høre, om kronprins Frederik ville medvirke til et stort portræt i avisen, var beskeden tilbage, at det ville han gerne. På en betingelse. At det kun var Olav Hergel, der interviewede ham.

Annelise Bistrup var ikke velkommen hos kronprinsen.

DER ER NOGLE sætninger, der går igen, når man taler med kronprinsen om hans skæbne. En af de mest centrale er en formulering om, at han vil gøre noget andet end det, der er forudbestemt. At han vil vælge en anden vej end den, der er lagt.

I den forstand blev 1995 et skelsættende år. Det var det år, han færdiggjorde sin uddannelse som scient.pol. og dermed blev den første kongelige, der gennemførte en akademisk uddannelse.

Det var også det år, hvor han uden at fortælle det til sine forældre meldte sig til optagelsesprøve på Søværnets Frømands uddannelse. Den hårdeste fysiske prøvelse, han kunne udsætte sig selv for, og den ultimative test på, hvem man er uden titler og privilegier.

Sandsynligheden for, at han ikke ville blive optaget, var til stede. Men det var intet at regne mod sandsynligheden for, at han ikke ville kunne gennemføre. Det år var der flere end 300, der søgte ind. Ud af dem blev 13 optaget, men kun fire gennemførte hele uddannelsen.

Han vidste godt, at han løb en stor risiko ved at melde sig til optagelsesprøven. At hvis han ikke blev optaget eller faldt fra undervejs, ville alle bladene skrive om det. Men han var ligeglad. Han ville kunne sige til sig selv, at han i det mindste havde prøvet.

Tanken var opstået i slutningen af 80'erne, da han i hæren' var stødt på nogle frømænd. Deres rolige og stærke udstråling havde gjort indtryk, og han lovede sig selv, at han ville søge optagelse en dag. Og knap var han færdig med studierne, før han meldte sig og blev optaget.

Søværnets Frømandsuddannelse tager ni måneder og stiller ikke kun hårde krav til fysikken. Mentalt er man konstant under pres, fordi man i lange stræk ikke får søvn og aldrig på forhånd kan vide, hvilke opgaver der bliver stukket ud til en. Efter at have løbet maraton en weekend kan man godt om mandagen blive sat ud på en øde ø uden mad i en uge. Så lærer man at spise kogte gule skovsnegle, og hvad der ellers findes i naturen' . Typiske øvelser kan være at svømme 50 meter bundet på hænder og fødder, marchere 120 km eller gå 30 km om natten og selv skulle finde vej.

En af dem, der gennemførte uddannelsen sammen med kronprinsen, siger om ham som frømand:

"Han var god til at bevare overblikket i stress-situationer, god med et kompas og rigtig god under vand. Løbemæssigt og fysisk lå han i den tungere ende. Alt i alt er han en gennemsnitlig frømand. Hvis det kun havde handlet om hans fysik, havde han aldrig klaret det, for han var fysisk mere presset end os andre. Det var hans stålsatte vilje, der fik ham igennem. Et langt, sejt træk over ni måneder, hvilket er ret imponerende. Men jeg tror heller ikke, han helt var klar over, hvad det var, han gik ind til."

Det var også tæt på at gå galt undervejs. 



DA DER MANGLEDE en tredjedel af forløbet, skulle de seks, der var tilbage, ud på en løbetur iført kampuniform, støvler og våben. De skulle løbe 2.400 meter i kuperet terræn på under 11 minutter. Kronprins Frederik var den langsomste af de seks og løb den på 11 minutter og 43 sekunder. Det betød en moderat advarsel, og sammen med to andre, der heller ikke klarede den, fik han en chance til. Men heller ikke anden gang lykkedes det, og så var det ind på kontoret. Her blev det gjort klart, at hvis han ikke bestod prøven inden for de næste 14 dage, måtte han afbryde sin uddannelse. Først ved tredje og sidste forsøg klarede han den lige nøjagtig, i tiden 10.53. Kronprinsen var lettet, men oversergenten var ikke begejstret. Nok havde kronprinsen en stærk viljestyrke, men han havde også en selvdisciplin, der af og til svigtede. Og i utvetydige vendinger fik kronprinsen at vide, at han var en kylling, og at det var for ringe, at han ikke kunne tage sig sammen, før han fik et los i røven.

I november 1995 kunne kronprinsen, eller Pingo' som han hed i Frømandskorpset, så endelig kalde sig frømand. Hans diplom var samtidig et bevis på, hvor langt han var nået uden sin titel og sine mange privilegier:

"De første seks måneder til et år efter var der folk, der sagde til mig, at jeg havde mere rank ryg og en skarpere udstråling, når jeg gik ind i et lokale, også når jeg var i civil. Den uddannelse blev et vendepunkt for mig. Den betød, at jeg endelig kunne sammenligne mig med andre, fordi jeg vidste, jeg ikke havde fået noget forærende," fortæller kronprinsen.

En måned efter sad han i et studie sammen med radioværten Alex Nyborg Madsen. Scenen var en ganske anden, men det handlede stadig om at gøre noget, ingen forventede af en kronprins. 

ANTI-ESTABLISHMENT. Det var det første, Alex Nyborg Madsen tænkte, da han så kronprins Frederiks spilleliste til musikprogrammet Maskinen, hvor kronprinsen skulle optræde som gæste-dj. På listen stod navne som gangstarapperne N.W.A. (Niggaz Wit Attitudes), Porno for Pyros, Led Zeppelin, Cv. Jørgensen, Soundgarden, Dizzy Mizz Lizzy, D.A.D. og Sort Sol.

Faktisk var det så anti-establishment, at Alex Nyborg Madsen følte det nødvendigt at censurere i kronprinsens musikvalg. Kronprins Frederik havde oprindelig valgt det nummer med N.W.A., der hedder 'Just Don't Bite It' og som helt eksplicit handler om en mand, der får oralsex. Det mente Alex Nyborg Madsen trods alt ville være for kontroversielt, og i fællesskab fandt de et andet nummer med gangsta-rapperne. Her sang de kun 'motherfucker.'

De to havde mødt hinanden første gang backstage til en koncert med Led Zeppelin-jam, hvor Alex Nyborg Madsen er forsanger. Her havde kronprinsen spurgt ham, hvorfor de egentlig kun spillede numre fra de fire første album til deres koncerter.

"Der fik jeg virkelig respekt for ham," fortæller Nyborg Madsen.

Forud for P3-programmet havde kronprinsen sagt, at han gerne ville have, at de skulle være dus. Alex Nyborg Madsen var nervøs for, at det udadtil ville virke respektløst, hvis han som den første sagde 'du', og derfor aftalte de, at kronprinsen skulle indlede med at spørge, om de ikke kunne 'dusse' den.

Om kronprinsens optræden i Maskinen siger Alex Nyborg Madsen:

"Jeg så det som et stille opgør, han var i gang med."

Et opgør, som kronprinsen fortsatte, da han kort efter lod sig interviewe til Berlingske Tidende af Olav Hergel.

Da portrættet blev bragt i januar 1996, blev det ikke bare citeret i stort set alle medier, men som noget helt usædvanligt valgte Radioavisen at læse højt fra det i adskillige minutter.

Det var i det interview, at kronprinsen fortalte, at han som teenager af og til havde tænkt, om han mon kunne slippe for at blive konge.

"Jeg syntes, det var for ubehageligt. Det var lige så meget det, at man vidste, at man ville blive så offentlig, så kendt, så tilgængelig for alle og så afbildet. Det brød jeg mig ikke om," sagde han til Berlingske.

Han fortalte også, at han fik talt med for få mennesker om det skræmmebillede af fremtiden, der voksede og voksede i hans bevidsthed. Og om sine forældres rolle i det sagde han:

"Jeg synes måske nok, de skulle have talt med mig om det."

Barndommen og teenageårene summerede han op på følgende måde:

"Skal jeg være rigtig grov, og det vil jeg da egentlig også gerne stå ved, så har jeg tit sagt, at jeg først rigtig begyndte at leve, da jeg blev 18 år. Siden da har jeg fået lov at prøve mig selv."

Hverken kronprinsen eller andre i hoffet fik interviewet til gennemsyn og spurgte heller ikke efter det. Det var derfor en spændt Olav Hergel. der flere år efter mødte kronprinsen til et arrangement og gik hen og præsenterede sig som den journalist, der dengang havde interviewet ham til Berlingske.

"Nå ja, dav med dig. Det gik da meget godt, ikke?" sagde kronprinsen. 



EN AF DE FÅ GANGE, danskerne har kunnet opleve en flig af den afslappede version af kronprinsen i tv, var i TV 2 Sportens to portrætudsendelser 'Kronprins af tiden' fra 1998 med Morten Stig Christensen som vært.

Den oprindelige plan med udsendelserne var et traditionelt interview på Amalienborg, men få dage før det aftalte interview måtte hoffet udskyde aftalen på grund af en kongelig begravelse.

I mellemtiden var der en producer, der fik ideen til at ændre konceptet for hele portrættet. De skulle i stedet møde kronprinsen på hans hjenmlebane.

Og således blev Amalienborg skiftet ud med en af Forsvarets handlings baner.

"Hele pointen med portrættet var netop, at vi ville have de sider frem af ham, som mange fra sportsverdenen kender, men som flertallet af danskerne ikke har oplevet," fortæller Morten Stig Christensen.

Man så kronprinsen som effektiv røgdykker, springe faldskærm med blafrende kinder, ramme plet med riflen, galopperende langs strandkanten, og når han rapellede ned ad stejle skrænter. Man så ham lære sportsværten, hvordan man bruger et kompas, og man så ham sidde i græsset med dressing i mundvigen og spise en sandwich.

Da alle prøvelserne var overstået, og kronprinsen havde hjulpet Morten Stig Christensen det sidste stykke op ad den stejle skrænt, spurgte den stakåndede og svedige studievært:

"Jeg er nødt til at have at vide, om det her virkelig var hårdt for dig også?"

Og meget symptomatisk for kronprinsen var det ikke de fysiske udfordringer, der havde været hårde:

"Jah, det synes jeg, men det er mest fordi, man ikke er så vant til at stå foran kameraet, det skal man lige vænne sig til."

Der var andre, der tænkte, at det skulle kronprinsen lige vænne sig til. Og at hvis den træning foran kameraet kunne kombineres med noget sport, ville det være ideelt. 

TIL AT STARTE med var der var ikke begejstring blandt embedsmændene i Statsministeriet. Hoffet ville gerne indstille kronprins Frederik til optagelse i Den Olympiske Komite, IOC, men i Statsministeriet var man bange for, at korruptions skandalerne, der klæbede til komiteen, og hele sammenblandingen af sport og politik ville blive en belastning for kongehuset og den politiske neutralitet, det er underlagt.

Det var daværende komitemedlem Kai Holms ide, at kronprinsen skulle efterfølge ham, når hans periode udløb i 2009, og det var ham, der havde taget kontakt til hoffet. Der var mange, der forsøgte at tale kronprinsen fra det, men der var også dem, der kunne se det som en stor fordel. Deriblandt daværende formand for Team Danmark, Carl Holst. Ikke så meget for IOCs skyld som for kronprinsens personlige udvikling. Carl Holst mente, at IOC ville være en god platform for ham at øve sig på til sit fremtidige hverv som konge. Gennem IOC ville han skulle agere i en masse officielle sammenhænge, holde taler og pressemøder, og det var en god mulighed for at få erfaring. Og med kronprinsens oprigtige interesse for sport var Den Internationale Olympiske Komite et oplagt valg, mente Carl Holst.

Han henvendte sig derfor til sin partifælle, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Også Fogh kunne se fordelene for kronprinsen, og han fik dermed overbevist sine embedsmænd.

For at undgå, at kronprinsen landede i situationer, der kunne bringe hans politiske neutralitet i fare, oprettede man et koordinationsudvalg i Statsministeriet, der udelukkende skulle beskæftige sig med potentielle kritiske sager i forbindelse med hans medlemskab af IOC.

Og således blev kronrinsens kandidatur præsenteret ved et stort anlagt pressemøde i oktober 2006 på Amalienborg. Også ved den lejlighed skrev pressen kritisk om hans retoriske evner, men det var ikke noget, der kunne ændre på, at han blev valgt ind i den olympiske bevægelse tre år senere. 

SOM IOC-MEDLEM skal kronprinsen for eksempel rejse til Viborg i april 2012, når en folkeskole afholder skole-OL. Så møder han op i træningstøj, holder tale for eleverne om OL's historie og om, hvor vigtigt det er at bevæge sig, og bagefter løber han nogle omgange med børnene.

På vejen hjem til København er der afsat tid til et tredje interview med Euroman.

Der er gået et år siden det første interview i Mozambique og godt to uger siden det andet, som fandt sted i Frederik VlII's Palæ på Amalienborg.

På slottet var der blevet serveret kaffe, småkager og vand, og under hele interviewet havde hans privatsekretær siddet og lyttet med. Sådan er det, når man skal interviewe kronprinsen. Han dukkede op inde fra sin gigantiske lejlighed og var så afgjort den, der var mest afslappet klædt; i sneakers, chinos, spraglet T-shirt og cardigan. Til gengæld virkede han endnu en gang knap så afslappet under interviewet.

Denne gang, på turen fra Viborg til København, bliver båndoptageren i tasken. Og som ventet bliver det derfor et helt andet interview.

På forsædet af den sorte Maserati med det beigefarvede læderindtræk sidder chaufføren i uniform og med kasket, og ved siden af sidder kronprinsens privatsekretær. Kronprinsen selv kaster sig tilbage på bagsædet og tager en pose M&M's med peanuts frem. På sædet ligger også nogle små marcipanbrød, som privatsekretæren nåede at tage med fra buffeten på skolen, og kronprinsen smiler og spørger, om vi skal spille mus' .

Det er ham, der har teten. Han er veloplagt og venter ikke på spørgsmålene, men fortæller løs, mens han skiftevis spiser og byder af sine M&M's. På turen til flyvepladsen i Karup når vi bl.a. at runde sportens indflydelse på integrationen, og kronprinsen kan referere til en masse forskning. Vi når også at grine af hans lyse mulepose, der ligger på gulvet ved hans fødder. 'Årets fjernvarmebruger', står der på den.

"Er flyet klar til at lette?" spørger han chaufføren, da vi er fremme. Det er det. Det er et helt almindeligt rutefly, en af de sidste ture med Cimber Sterling inden det gik konkurs. Den sorte Maserati kører helt ind på landingsbanen, der er ikke noget med at tjekke ind ved gaten eller vise billet. Kronprinsen går ind i bagenden af flyet og sætter sig på et vinduessæde. Der er tilsyneladende ingen, der bemærker ham i det halvtomme fly fra Karup til Kastrup denne tirsdag eftermiddag.

Oppe i flyet tager han sin iPad frem og viser billeder fra sin seneste tur til Grønland', hvor han havde sin mor med. På spørgsmålet om, hvornår han skal af sted igen, svarer han:

"Arrhhh, så snart som muligt." Han udpeger store gletsjere og isbjerge og taler om klimaforandringer. Den globale opvarmning er kronprinsens andet centrale arbejdsområde blandt de mange forskellige ting, han deltager i, og han vender tilbage til muleposen fra før.

Han viser billeder af sine fire børn, og vi taler om, hvem der ligner hvem. Om hvordan man får småbørn til at sove', og om, hvem der i hans parforhold er den strukturerede. Det er Mary, som han konsekvent omtaler som kronprinsessen. Med tryk på 3. stavelse. Kronprinsessen.

"Ja, hun har klart mere selvdisciplin. Men det skal ikke komme hende til last. Eller mig, for den sags skyld," griner han.

Vi taler om den frihed, han følte i Aarhus og senere i Paris, da han arbejdede som diplomat' ved den danske ambassade. Og om hans tid i militæret.

Han kan godt lide jargonen der. Det militære sammenhold gjorde, at han følte sig mere sikker og tryg. Han kan godt lide uniformerne, fordi de ligestiller folk. Og han kan godt lide, at vi i Danmark har et forsvar, hvor et bredt udsnit af befolkningen er repræsenteret. Et forsvar, der, som han formulerer det, "gør, at en prins kan træde ind, en bondesøn fra Viborg-egnen kan træde ind, og så bliver vi ens."

Han fortæller om de sene teenageår og om sine tyvere. Han siger, at han dengang var alt for underspillet. Han bruger udtryk som, at han var 'håndsky over for janteloven'.

Han kan huske, hvordan han og Joachim som de eneste på skolen skulle på vinterferie for at stå på ski i Frankrig. Dengang havde skolerne ikke vinterferie, men hans far insisterede på, at de skulle af sted alligevel. Og det affødte misundelige kommentarer fra de andre. Det gjorde det også, da han som en af de første i landet blev udstyret med en mobiltelefon. Han siger, at han bekymrede sig alt for meget om, hvad folk tænkte om ham.

"Da jeg endelig kom igennem Frømandskorpset, tænkte jeg: Fandeme nej, nu gider jeg ikke undskylde mere. Jeg har alt for længe tænkt alt for meget over, hvad folk tænkte om mig. Jeg gider ikke længere skulle undskylde, at jeg er prins, og jeg har x antal privilegier". Nu har jeg givet den en skalle, nu har jeg gjort det her."

Nogenlunde sådan kom det ud.

Han siger, at der er mange, der mener, at det med at være kronprins bare er at vente og vente, mens man bliver gråhåret. Men han synes slet ikke, det er nogen straf at vente. Tværtimod synes han, det giver ham tid til at dygtiggøre sig og samtidig have tid til sin familie.

Han bliver spurgt om, hvilket råd han ville give sig selv, hvis han mødte sig selv som 13-årig.

"Du skal forfølge en enkelt sportsgren mere. Mere helhjertet. Brug din fysik," siger han, holder en kort pause og siger så:
"Og en ting mere: Vær stolt over, hvem du er. Det fik jeg ikke selv nok at vide dengang."

Vi taler om, hvilken slags konge han skal være. Om hans morfar, som han helt ærligt ikke kan huske, men han kender alle historierne. Han ved, at han 'forlod den forudbestemte vej som 17-årig', og at han bliver husket som en jovial og atypisk konge.

Han bliver spurgt, om han også gerne vil være en atypisk konge.

Det vil han. 



I FLYET BLEV DET endnu en gang tydeligt, hvad hans gode ven havde ment, når han havde sagt, at kronprinsen var den mindst formelle, den mindst kronprinsagtige blandt alle hans baronvenner. Det var den adelige del af kronprinsens vennekreds, han hentydede til. Kronprinsen er den skæve, gøgleren, i det selskab, sagde han. Sådan en, der holder en tale til sin hustrus 40-års fødselsdag, hvor han spørger, om hun mon egentlig bedst kan lide hans overkrop eller underkrop. For derefter at få en tryllekunstner til at save ham over, så hun selv kan vælge.

Vennen havde også sagt en masse andet om kronprinsen. Han kaldte ham hjertelig og eftertænksom. Pissesjov. Og 'eddermame en god kammerat'. Det var de ord, han brugte.

Vi talte også om filmen 'Kongens store tale '. Om kong George VI, der begynder at stamme, når han skal tale til folket. Vennen havde tit snakket med kronprinsen om hans offentlige fremtrædener. "Bryd nu de sætninger op'" havde han sagt til ham. Masser af gange. Og kronprinsen vidste det jo godt. Pressen havde skrevet om det masser af gange. Til pressen havde han sagt, at han tog kritikken til sig, og han ville prøve at forbedre det. Til vennen havde han sagt noget lignende.

Vennen sagde også, at han ikke troede, at kronprinsen syntes, det var så voldsomt et problem, som 'I journalister synes det'.

Og ved du hvad, sagde han: "Frederik er god til så mange ting, og han er fantastisk i mødet med mennesker, uanset hvem han møder. Jeg synes faktisk, det både er menneskeligt, men også charmerende, at han har den side." 

DET ER DAGEN FØR kronprinsens 44-års fødselsdag. Amalienborg, 25. maj 2012. Det allersidste interview med kronprinsen. Og tid til det allersidste spørgsmål, siger hans privatsekretær, der igen har siddet med under hele interviewet.

Jeg spørger, hvordan han gerne vil huskes. Han bruger lang tid på at svare. Kommenterer først spørgsmålet. Siger, at det er et godt spørgsmål, og at han ville lyve, hvis han sagde, han ikke havde tænkt over det.

"Jeg tror gerne, jeg vil huskes som en, der gør en forskel, når jeg møder folk," siger han så.

Dette portræt er blevet til på baggrund af fire møder med kronprinsen mellem maj 2011 og maj 2012. Via hoffet har vi fået adgang til interview med tre af kronprinsens allernærmeste venner. Ingen af de tre har haft lyst til at blive citeret. Euroman har desuden på egen foranledning interviewet en række andre, der kender kronprinsen professionelt eller privat. Derudover indgår udsendelser i tv og radio, en lang række avisartikler samt portrætbogen 'Frederik' i researchen.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Kongehuset, Portræt og Interview