For syv år siden fik Simon Iversen hjælp fra en kollega med at skyde en kombination af Trenbolone, Deca og Sustanon ind i sine vener i låret. Simon Iversen havde mødt kollegaen gennem sit arbejde som murer, og selv om de ikke ligefrem brød sig om hinanden til at starte med, begyndte de at lufte hunde sammen i Dragør. Det var på ingen måde realistisk, at den anden mand, en hårdt pumpet stilladsarbejder, havde nået den størrelse, han havde, med ren viljestyrke i stedet for beskidte stoffer, så samtalen faldt naturligt på steroider. Kort efter skød kollegaen de indiske præparater i låret på Simon.
Det var den sommer, hans daværende kæreste havde kaldt ham splejset. Den sommer, han spiste, som han aldrig havde spist før. Når han var færdig med dagens træning, spiste han en onsdagssnegl. Alle ugens dage.Efter fire måneder var hans vægt steget fra 75 til 100 kilo.
Simon Iversen har altid været fascineret af store arme og hårdtpumpede muskler af den størrelse, man ikke kan træne sig til uden hjælpemidler. Måske er det, fordi han voksede op i et voldeligt hjem i et socialt boligbyggeri i Hundested omgivet af narkomaner og alkoholikere.
Det har han flere gange tænkt. At han fik en forvrænget forestilling om, at man skulle være stor og stærk for ikke at få bank af verden. Det var i hvert fald grunden til, at han excellerede i kampsport. Men det er ikke kun på grund af en hård barndom, hvor moren fik tæsk, at han nu på syvende år bruger steroider. Det handler også om den følelse, han får af at gøre det, det miljø han er kommet ind i, og det, at han udstråler, at han går op i sig selv.
De første mange gange Simon tog steroider, følte han sig som narkomanerne i Hundested. En måned senere var det ikke anderledes for ham end at børste tænder.
”Den kur af Trenbolone, Deca og Sustanon var helt hen i vejret. Det er meget stærke præparater, som har forskellige virkninger. Selvom jeg steg i vægt, var det ikke kun muskler. Jeg blev så fyldt med væske, at jeg til sidst ikke kunne bukke mig ned og binde mine snørebånd. Samtidig blev min sexlyst helt ekstrem. Man skulle ikke tro det, men det var så ulideligt, at jeg næsten havde lyst til at droppe det.”
Med en libido i konstant løbetid, er der intet, der er for sygt eller for underligt. Hvis Simon så en ældre dame, ville hans hjerne straks begynde at tænke i liderlige baner. En slags erotiske tvangstanker. Det er en generel bivirkning ved steroiderne. Simon Iversens træningsmakker husker en ellers rolig aften foran fjernsynet, hvor han seriøst overvejede at slikke skyr ud af røven på sin daværende kæreste, mens de så ’Avatar’.
Men den hårdtpumpede liderlighed er kun en kortvarig bivirkning. Efterfølgende bliver sexlysten typisk mindre, indtil den helt forsvinder. Hvis man bliver ved med at tage steroider, stopper kroppen med at producere testosteron af sig selv. Ens sædkvalitet bliver dårlig, man kan få ekstreme udbrud af akne, og man kan blive impotent, fordi kroppen omdanner testosteronet til østrogen.
”Din krop bliver forvirret. Den ved ikke, om du er en mand eller dame, så du begynder at få knuder i brysterne, og dine nosser begynder at forsvinde. Derfor tager jeg HCG, som sætter gang i testiklerne, og klomifen citrat, der sætter gang i hypofysen, for at få kroppen til at producere testosteron igen. Jeg har haft en knude i mit ene bryst og et enormt akne-udslæt, hvor jeg fik bumser over hele kroppen. Jeg lignede en, der var blevet skudt bagfra med et haglgevær, og det er noget rigtigt lort, når man er så udseendefikseret, som jeg er.”
Alt føles stærkere og mere ægte på steroider. Simon kan græde over film, der aldrig før har rørt ham, han sover tungere, og han har generelt en anden velvære i sin egen krop. Men med et vægelsindet indre liv kommer også et iltert temperament.
En dag Simon Iversen kom hjem fra en tur på Oslobåden med nogle kammerater, ”nogle ordentlige lokummer”, havde hans daværende kæreste pakket sine ting og var skredet. Han besluttede sig for at køre en tur rundt i Ørestaden. På et tidspunkt begyndte en bilist at køre op bagfra og blinke med det lange lys. Simon huggede bremsen i, så bilisten bankede op i ham, hvorefter han stod ud af bilen, åbnede den anden mands bildør og ildrød af raseri rev ham ud med et fast tag i kraven.
”Jeg slyngede ham igen og igen ind i bilen, indtil han ikke råbte mere. Så steg jeg ind i min bil og kørte væk … Det havde jeg jo aldrig gjort, hvis jeg ikke havde taget steroider. Det gør virkelig noget ved ens følelser. Alt føles meget stærkere, specielt ens temperament. Temperamentet bliver udlignet over tid, men det er jo helt sindssygt. Jeg har aldrig været en voldelig person, og det kan jeg nok takke taekwondo for. Jeg er blevet indoktrineret med, at det kun er tabere og tosser, der løser deres problemer med vold.”
Kort efter Simon Iversen havde ramt de 100 kilo, skiftede han vennekreds. Flere af hans gamle venner ville ikke kendes ved ham, og langsomt blev han en del af de store drenges klub med halstatoveringer, technofester og feststoffer. I stedet for at hænge ud med nogle ”tynde, lidt hashede typer,” brugte han al sin tid med de store fyre fra træningscentret, som han begyndte at ligne mere og mere.
”Du bliver afhængig af steroider. Du bliver ikke fysisk afhængig, som med smøger, kokain eller alkohol, men du bliver afhængig af, at din identitet bygger på, at du er stor og bred. Du føler dig ikke som dig selv, når du holder en pause med steroiderne. Men det skal man en gang imellem, og det giver nogle enorme mindreværdskomplekser.”
Simon er godt klar over, at han er ekstrem. Det kan han se på den måde, folk reagerer, når han fortæller, at han tager steroider. Men han gider ikke skjule det, for han føler sig ikke selv ekstrem. Det er bare den måde, han har valgt at indrette sit liv på, og de risici, han har valgt at tage for at få den krop, han finder perfekt. Selv om han aldrig bliver helt tilfreds.
”Man får et totalt forvrænget selvbillede. Der er perioder, hvor jeg tænker: ’Nu er den der bare’. Så vågner jeg op dagen efter, og så er hjernen nulstillet. Jeg har nogle gamle billeder, hvor jeg er helt hakket, men der var jeg heller ikke tilfreds. Hvis jeg tager i Fitness World, så er jeg jo klart den største, men i vores jernhule føler jeg mig ikke særligt stor. Det er en motivationsfaktor, men det kan også være farligt, fordi man hele tiden vil have mere. Hver gang jeg når et mål, så rykker det sig. Så er jeg ikke hakket nok, eller så har jeg ikke store nok skuldre. Der er hele tiden et eller andet, jeg vil forandre.”
Det har aldrig været meningen, at Simon Iversen skulle blive så stor, som han er nu. Det var heller ikke meningen, at han skulle tage steroider i syv år. Ideen var oprindelig, at han skulle have en kur at komme i gang på, og så skulle han stoppe. Men nu er steroiderne efterhånden blevet en del af hans identitet.
”Det kan godt være, at der er en øget risiko for blodpropper og hjerteproblemer og sterilitet, men det er den risiko, jeg har valgt at tage. Jeg håber selvfølgelig, at jeg er en af dem, der slipper gennem nåleøjet, men risikoen er der jo. Når jeg en dag skal have børn, så bliver jeg nødt til at stoppe med at tage det, og det er jeg parat til. Så håber jeg, at der er et andet liv, der bliver mere interessant. Jeg kommer helt sikkert til at savne det, og jeg kan ikke udelukke, at jeg kommer til at falde tilbage på steroiderne, men det er planen at lægge det på hylden til den tid. Men det bliver ikke i dag, og det bliver ikke i morgen.”
