Glem alt om fastliggere, fællesbad og opvaskerum. Det handler ikke om camping. Det handler om at campe. Om at komme tæt på naturen og opleve den ultimative frihed ved at have alt, hvad man skal bruge, med i en bil, som man bor i. Overnat i vandkanten, i skovbrynet eller der hvor sporet ender. Da alle sommerhusene var udlejet, kastede danskerne sig sidste år over lystbåde og campingbiler som aldrig før. En populær camper som VW California blev i 2020 solgt i 306 eksemplarer mod 166 året før, og kigger man på markedet som sådan, steg det med 70 procent.

Principielt kan du udleve drømmen om at campe i alt fra en stationcar med en madras i bagagerummet til et decideret mobile home med vaskesøjle og brusebad. Personligt er jeg for magelig til førstnævnte og for ivrig efter at komme frem til at lunte afsted i et skrummel af en campingbil, marineret med klistermærker fra Harzen og Gardasøen. Den perfekte mellemvej er en camper som føromtalte California eller Mercedes’ pendant Marco Polo. Her får du personvognskomfort i et format, der stadig kan få dig omkring i byen, kombineret med en fold-ud campingløsning, der tæller to dobbeltsenge, køkken med vask, køleskab og gasblus, samt en mangfoldighed af skabe.