Hvorfor gled de fra hinanden? Hvorfor stoppede de med at tale sammen om vigtige ting? Hvordan er man en god far?

En hjerneblødning til Thomas Skovs far i efteråret satte en masse tanker om deres forhold i gang hos journalisten.

Skov er kendt som ham den sjove. Men i den nye P1-podcastserie 'Far, der er noget vi skal om' har han aldrig været mere alvorlig og personlig. I programmet hører vi en række forskellige mænd om deres relation til deres egen far. Det er Skovs håb, at lytterne kommer til at reflektere over, om de nu har det far-søn-forhold, som de drømmer om eller gør noget ved det, inden det er for sent.

Her beskriver Skov sit forhold til faren og tager dig med i sit private fotoalbum, hvor han udpeger de største og vigtigste øjeblikke med ham:

I efteråret faldt min far på 63 år om med en hjerneblødning derhjemme. Han lå der et kvarters tid, før min mor kom hjem og fandt ham. Jeg lavede på det tidspunkt et program om mobilafhængighed, så mobilen lå i skuffen. Min mor ringede derfor i stedet til min kone Emilie, og jeg ved godt, at når hun ringer til hende, så er der et eller andet galt eller vigtigt. Jeg kørte fra København så hurtigt, jeg kunne. Han var i livsfare. Lægerne sagde, at der ikke var noget at stille op, da jeg kom frem.

Men han gav alligevel på et tidspunkt et lille spjæt, og så begyndte de at operere ham. Han overlevede og lå i koma i en måned. I dag er han ved halvbevidsthed og vågen, men de ved ikke, hvor skadet hans hjerne er.

Thomas Skov

Født i 1986 og er opvokset i Sdr. Felding lidt syd for Herning i Midtjylland. Begyndte sin journalistiske karriere som praktikanten i Anders Lund Madsens 'Det Nye Talkshow'. Efter ni år i DR sagde han op i 2017 og er blevet freelancer. Ud over podcastserien ’Far, der er noget vi skal tale om’ er han også aktuel med comedyshowet ’HVA SÅ NU?’, som han har lavet med komikeren Geo. Privat bor han på Vesterbro i København med sin kone Emilie og datteren Ellen.

Hjerneblødningen gjorde, at jeg begyndte at tænke over mit forhold til min far. Der er sindssyg mange gode minder om ishockeykampe, fisketure og campingferier, men i de sidste 10-15 år er vi bare gledet fra hinanden. Det er ikke, fordi der har været et opgør eller noget, men vi har snakket mindre og mindre sammen. Vi har sms’et lidt om vejrforhold, hvis jeg skulle ud at køre eller om, hvad jeg ønskede mig til aftensmad, når jeg kom på besøg. Det har ligesom været det.

Efter jeg selv er blevet far, har jeg tænkt meget på, hvordan jeg gerne vil være far for min datter Ellen. Jeg drømmer om at få et tættere forhold til hende, end jeg har haft til min far. Jeg vil selvfølgelig også hjælpe hende med at sætte hylder op, som han har gjort, men jeg ønsker, at vi kan have et tættere forhold og virkelig lære hinanden at kende. Jeg ved meget lidt om min far. Jeg tror på, at hvis man lærer sine forældre at kende, så kan man bruge det til noget positivt. Man kan lære deres fejl og blive stærkere. Dét har jeg tænkt meget over, siden han faldt om.

Derfor fik jeg lov til at lave podcasten ’Far der er noget vi skal om’ på P1, der handler om det forhold, man kan have til ens far. Det er fem små programmer om forskellige fædre. Lige fra komikeren Geo, der har en far, der vil slå ham ihjel, fodboldtræneren David Nielsen, der aldrig har mødt sin far, til forfatteren Jens Blendstrup, der er besat af sin far. Alt sammen, fordi jeg håber, nogen kan nå at reflektere over, om de har det forhold, de drømmer om - inden det er for sent.

Min far er en ordentlig mand. Han er revisor, stærk i Excel og til at føre ting i kasser og bokse. Alting har skulle ligge på den samme plads. Der er aldrig noget, som er blevet væk for ham. Han har altid gået med skjorter med brystlommer, for så har kuglepennen kunne sidde der. Der har været styr på tingene i hans liv.

Men det hele er også gået i samme rille for ham. Han har fulgt samme mønster hver dag: taget på arbejde, kommet hjem, læst avisen, set ’Lykkehjulet’ i fjernsynet, gået i seng og stået op igen. For mig virker det lidt klaustrofobisk, at der skal ske det samme hver dag. Men han har haft det godt med, at alting er, som det plejer. Store forandringer har ikke været ham.

Det var ikke et opgør mod ham, men jeg sagde op i DR efter ni år af netop den grund. Jeg ville ryste posen og prøve noget nyt, så jeg kan udvikle mig. Det nemmeste ville være at fortsætte i DR, men jeg ville tage styringen selv.

Jeg fiskede meget sammen med min far som barn, og det var hyggeligt. Jeg håbede inderst inde, at vi ikke ville fange noget, for jeg kunne ikke lide at røre ved fisk. Jeg husker mange weekender, hvor vi var ude at fiske. Mine forældre havde en å i baghaven. Der blev ikke sagt så meget mellem min far og jeg ved de fisketure, men det skal man heller ikke gøre, når man fisker. Det var intenst samvær, uden at der skulle siges noget. Vi smurte en madpakke hjemmefra, og så stod vi ellers og ventede, om der ville komme bid. De ture betød meget for os dengang.

At have nogle fælles interesser med sine børn, er en god indgangsvinkel til at få talt med dem på. Min far og jeg havde ishockey som den helt store fælles ting. Det var ham, som fik plantet min interesse for den sport. Vi tog tit ind og så Herning spille kampe.

I min barndom brugte vi altid sommerferierne på camping i Tversted i Nordjylland. Jeg har mange gode minder om de ferier. Vi var sammen som familie, og der var ikke alt muligt, der kunne forstyrre os. Der var bare en anden nærhed, når vi sad i forteltet og lavede krydsord eller spillede yatzy. Det var fedt. Billedet viser meget typisk, hvordan fordelingen var på de ture: Min mor og jeg tog billeder, mens min far arbejdede.

Jeg er en kopi af min far. Vi er begge nogle generte og stille mænd, som har svært ved at tale om følelser. Det er også én af årsagerne til, at vi er gledet fra hinanden og ikke har haft et så tæt forhold. Inderst inde tror jeg, at min far gerne ville have, at vi var tættere, men vi har ikke vidst, hvordan vil skulle gribe det an. Der har manglet, at én af os tog initiativ til at nærme os hinanden. Det kan jeg sige nu, men måske er det for sent.

Vi har humoren til fælles. I min barndom viste han mig De Nattergale, Linie 3 og Ørkenens Sønner på VHS, og vi sad og storgrinede sammen. Men også den del har ikke været noget, vi har delt de sidste 10-15 år. Jeg tror, at han har syntes, at noget af det, som jeg lavede i 'Det Nye Talkshow', var rigtig sjovt, men det var ikke noget, han fortalte mig. Det er virkeligheden dét, som det handler om. Vi har ikke snakket sammen. Vi har formenligt mange af de samme interesser i dag, men vi har ikke dyrket og talt om dem sammen.

Min konfirmation i 2000 blev holdt derhjemme i Sønder Felding i Midtjylland. Det var første gang, at jeg holdt en tale. Jeg måtte bruge tid på at tage mig mod til at rejse mig op og takke mine forældre og for gaverne. Min far holdt ikke en tale til konfirmationen. Det var altid min mor, som holdt taler i vores familie, når der var store begivenheder.

Men det lavede han om på til mit bryllup. Her var det min far, der rejste sig op, og det er næsten det, som jeg husker bedst fra brylluppet, for han har aldrig været sådan én, der taler meget. Jeg tror, at han har følt et behov for at vise, at han kunne, og at han holder af os. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, og vi har talen på video. Det var ikke en lang tale, og man kommer nok ikke til at undervise i den, men bare det, at han gjorde det, var en kæmpe ting for mig.

På store dage i mit liv har jeg har aldrig tvivlet på hans stolthed og kærlighed. Her, hvor jeg blev student, kan jeg se på ham, at han var stolt. Da jeg kom ind på journalisthøjskolen, var han stolt. Da jeg fik job i DR, kunne jeg også fornemme, at han var stolt. Da Ellen blev født, var han nærmest ved at eksplodere af stolthed. Jeg har aldrig været i tvivl om, at han er stolt af mig. Men vi har bare aldrig været så gode til at tale om det. Måden han viser det på er ved at give et kram, som han normalt ikke gør, eller lave et spøjst smil.

Noget af det fedeste at mærke var, da han blev farfar. Der kom der en ny side af ham. Det har jeg også hørt fra andre, at når forældre bliver bedsteforældre, så sker der noget med dem. Jeg blev simpelthen så glad for at opleve, hvordan han strålede på ny. Han begyndte at skrive i sms’er, at jeg skulle sige til Ellen, at farfar elsker hende. Bare det, at han her kigger på kameraet, mens han holder hende, beviser, at han er stolt og nærværende. Men du kan også se, at kuglepennen er der stadig i lommen. ’Hvad pokker skal du skrive om? Du skal besøge dit barnebarn’.

Når vi er kommet tættest på hinanden, har det været på skrift. På mails eller på sms. Jeg fik i et af programmerne et råd fra Jakob Ellemann-Jensen om, at når han skal tale store og dybe ting med sin far, så skriver de sammen frem for at gå en tur i skoven. Dét råd kunne jeg godt have tænkt, at jeg havde brugt. Jeg tror, at det ville have været godt for os. At forholde os til hinanden, uden at skulle kigge på hinanden.

Det har været enormt rørende at høre fra de lyttere, som har handlet på mit program og har gjort noget ved forholdet til deres egen far. Der har været flere, som har arrangeret fodboldture eller lignende efterfølgende. Drømmen har været at sætte tanker i gang, og for nogle er det lykkedes.

Fordi programmet er så personligt, har det også været svært for mig at lave. Jeg plejer at lave sjove programmer, og der er ikke noget at grine over her. Det er en ny genre for mig, men det har givet mening for mig. Lige nu står jeg et sted, hvor jeg kan gå begge veje – vælge det sjove eller alvorlige. Ikke sagt, at jeg nu kun skal lave tunge ting.

Jeg ved ikke, om det har været vigtigt for mig at bevise, at jeg også kan være alvorlig. Men hvis jeg kun lavede sjove ting de næste 10 år, ville det nok være sværere for mig at komme ud af den rolle.

Jeg har spillet noget fra programmerne for min far, hvor han har smilet, men det kan ligeså godt have været, fordi han kan genkende stemmerne. Han kan godt snakke, men der er ikke nogen kontekst i det. På sigt håber jeg, at vi bliver bedre til at tale sammen. I første omgang bliver det nok over skrift.

 LÆS OGSÅ: Anders Legarth Schmidt, der mistede sin datter: "Sorg kan ikke måles. Den farver dit liv for altid"

LÆS OGSÅ: Jan Gintberg om sin opvækst: ”Min mor gik ind i en psykotisk tilstand, og hun kom aldrig rigtig ud”