LARS-CHRISTIAN BRASK HAR inviteret os til interview og fotoskydning på hans kontor i Himmelev, Roskildes artige lillebror, men det klenodiefyldte lokale kunne for så vidt lige så godt kvalificere til titlen ’museum’. Et Lars-Christian Brask-museum. Præmier, diplomer og dimser vidner om en karriere, der har trukket den tidligere bankmand godt rundt i afkrogene af den internationale kultur- og finansverden.

Her hænger en dobbeltplatincertificering for Aquas ’Greatest Hits’-plade (Brask var tourmanager for Aqua i 2008 og 2009), trofæer og legetøjsbiler fra racer-verdenen (Team Brask har vundet over 160 løb og været verdens største hold uden for Formel 1), en engelsk landsholdstrøje i glas og ramme med en signeret hilsen fra Wayne Rooney (Brask har lavet bankrådgivning for Rooney og andre Manchester United-spillere).

I midten af rummet står en stor plade i et luftigt, hvidt materiale med konturerne af Lars-Christian Brasks ansigt printet med sort skygge. Ansigtet skuer med tilfredshed ud over de mange artefakter. Det er en valgplakat på steroider, et visuelt virkemiddel, Brask med en forretningsforbindelses hjælp vil pynte Roskilde og omegn med, når valgkampen skydes i gang.

Den erfarne erhvervsmand vil i Folketinget, og det vil han for Liberal Alliance. Vi har mødt ham og tryktestet, om en mand med Lars-Christian Brasks meritter overhovedet kan repræsentere folkedybet.

Hvis man googler dit navn, ved du så, hvad det første forslag, der kommer op efter dit navn, er?

”Formue.”

Det er rigtigt.

”Er det rigtigt? Haha. Det er noget, journalister altid spørger om, så det kunne jeg godt forestille mig.”

Du har en lang karriere i erhvervslivet og bliver i medierne oftest opsummeret med titlen ’rigmand’. Ved du overhovedet, hvad der rører sig blandt danskerne, som de er flest?

”Ja, for jeg er som danskerne, som de er flest. Jeg er privat rimelig normal – at jeg så også har muligheden for at gøre noget, der ikke er helt så normalt, det er en anden ting. Jeg er arbejdsgiver for folk i alle sociale lag, fra ufaglærte til akademikere, så jeg har en rimelig god fornemmelse for, hvad der rører sig i befolkningen.”

Du er, så vidt man kan læse sig til, økonomisk uafhængig, du kunne leve et afslappet liv med bestyrelsesposter rundt omkring. Hvorfor vil du slide og slæbe med en tilværelse i politik?

”Mærsk sagde engang, at har du evnen, har du også pligten. Og når du brænder for en bestemt måde, vores samfund skal skrues sammen på, og samtidig har mulighederne for at påvirke de ting, så mener jeg også, du har pligten. Det var det, der i sin tid fik mig ind i politik, og det, der gør, at jeg fortsat har lysten til at påvirke samfundet.”

Mangler de nuværende folkevalgte erfaring fra det private erhvervsliv?

”Det er et faktum. Der behøver du ikke engang min emotionelle vurdering. Der er så begrænset erhvervserfaring i Folketinget. De, der er er ansat i det private erhvervsliv, står for hovedparten af skatteindtægterne. Det er ikke helt irrelevant, hvordan man behandler de organisationer, der skaber de job og ansætter de folk, der betaler til velfærden. Derfor synes jeg, måske lidt egoistisk, at det er meget relevant, at sådan en som mig kommer i Folketinget.”

Hvis man kun har en lille håndfuld års erfaring som public affairs-konsulent, og ellers har været i politik for resten af pengene, kan man så være en god politiker?

”Et erfaringsgrundlag er jo altid godt. Men det er jo vælgerne, der bestemmer, om det er godt nok. Jeg siger bare, at objektivt, subjektivt og faktuelt mangler der erfaring med den del af vores samfund, der skaber indtægterne til velfærdsstaten. Det kan jeg bidrage med.”

Jeres egen partiformand, Alex Vanopslagh, har jo ikke en stor karriere i erhvervslivet. Kan han så være en dygtig partiformand for Liberal Alliance? 

”Det kan han, så længe han skynder sig at bruge dem, der har det. Han har heller ikke været sygeplejerske, men derfor kan han jo godt finde ud af spørge nogen, der arbejder i sundhedssystemet. Så det handler også om evnen til at kunne lytte og suge viden til sig fra dem, der har fingeren på pulsen.” 

Tommy Ahlers tog også turen fra feteret erhvervsmand til folkevalgt. Han forlod Folketinget, blandt andet med frustration over, at spin og taktik begrænsede, hvad man rent faktisk kunne få igennem. Frygter du for, hvor meget eller lidt du kan påvirke i et lille parti i Folketinget?

”Nu har jeg siddet ni år i et byråd som total og absolut opposition, og der kan du stadig godt få noget igennem. Og i Danmark er vi kendt for at lave brede forlig. Jeg og vi skal bare sørge for at trække landet i så liberal en retning som muligt. Hvor mange af vores konkrete forslag, vi får igennem, det må tiden vise, men vi skal påvirke i den liberale retning.”

Du blev engang fyret fra et job i en svensk bank i Danmark, fordi du sagde om chefen, at ”det eneste, han kunne få til at vækste, var håret på hans hoved og græsset i hans have”. Er du diplomatisk nok til at være politiker?

”Jeg er blevet genvalgt med højt stemmetal til byrådet to gange og havde også et højt personligt stemmetal til mit første folketingsvalg i 2019. Et eller andet har jeg jo bevist. Diversitet – og det er sjældent, man som 59-årig hvid mand står for den del – bidrager jeg med, fordi jeg med min erfaring, utålmodighed og drivkraft kan bidrage med den diversitet, der også mangler i Folketinget. Men jeg har respekt for, at hvis jeg bliver stemt ind, så gør jeg mit allerbedste og bliver tiden ud. Man kommer ikke til at se mig stikke halen mellem benene og forlade skuden.”

Ved sidste folketingsvalg var du opstillet for Venstre. Hvad kan Liberal Alliance, som Venstre ikke kan?

”Liberal Alliance har en mere rendyrket og tydelig liberal profil, hvis du spørger mig. Vi skal ikke favne bredt, vi skal ikke være et folkeparti. Vi skal favne dem, der ønsker et friere samfund. Et samfund, hvor du ikke må være så egoistisk, at du glemmer de svagere i samfundet, men hvor vi som politikere blander os mindre i, hvordan du går og lever dit liv. Det kan du på en helt anden, rendyrket måde dyrke i et parti som Liberal Alliance.”

Øjnede du også, at muligheden for at komme i Folketinget var større, hvis du stillede op for Liberal Alliance, der ikke ligefrem bader i kandidater, i stedet for Venstre, der står til at miste et tocifret antal mandater?

”Jeg er glad for, at du spørger. Jeg blev officielt indmeldt i Liberal Alliance i november 2019. Allerede ved folketingsvalget samme år var jeg begyndt at indsamle materiale på Liberal Alliance og tænkte ’hold da kæft, det der er jo den forædlede version af den måde, jeg ser tingene på.’ Sammenholdt med, hvordan Lars Løkke blev behandlet af Venstre og så videre, besluttede jeg mig for at skifte parti. Jeg aftalte med Alex Vanopslagh, at jeg ville være i Liberal Alliance, lige så snart Venstres ekstraordinære landsmøde, hvor der skulle vælges næstformand, var forbi. Da jeg blev medlem af partiet, både før og efter, var meningsmålingerne under spærregrænsen. Så der er ikke noget populistisk i mit partiskifte, for så havde jeg eddermame valgt noget andet. Partiskiftet var med hjertet.”

Den borgerlige fløj stiller til valg med to statsministerkandidater. Foretrækker du Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen?

”Jeg fortrækker den, der vil varetage Liberal Alliances interesser.”

Det er jo det, alle i blå blok siger. Hvem, synes du, har de bedste visioner for landet af de to?

”Nu har jeg jo været i Venstre med Jakob Ellemann i lang tid, og jeg synes, han er utroligt professionel og dygtig. En god politisk håndværker. Jeg kan også rigtig godt lide Søren Pape. Jeg har kun mødt ham nogle gange, men han virker til at være et godt menneske. På den politiske eksekvering tror jeg faktisk, Jakob er bedre. Men som frontfigur har Søren en større appel som et menneske, der rammer bredt i befolkningen. Men hvem vil jeg pege på? Udover at vedkommende skal tilgodese vores interesser, vil jeg også pege på den bedste leder, det siger sig selv, og umiddelbart tror jeg, at Jakob Ellemann vil være den bedste, politiske leder.”

Hvis man kigger på Liberal Alliances folketingsgruppe nu med Alex Vanopslagh, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl, er det så en 59-årig hvid mand, den gruppe har brug for? 

”Ja, når det er mig. Jeg kommer med diversiteten i forhold til erhvervsindsigt, at være chef for tusind beskæftigede på Sjælland og de resultater, jeg har opnået i det, der er centralnerven i hele vores system.”

Men håber du ikke, at I også får nogle ind, der bidrager med en anden form for diversitet?

”Jojo, det håber jeg, men lige i det her tilfælde mener jeg, ikke helt objektivt, at jeg kan gå ind og bidrage også. Jeg har jo også levet et liv, hvor jeg blandt andet har arbejdet i London som 27-årig uden noget form for socialt sikkerhedsnet. Så jeg ved, hvor svært det kan være at skulle klare sig selv. Hvis jeg var blevet arbejdsløs i London, havde der ikke været nogen understøttelse.”

Har det påvirket, hvordan du ser det danske sikkerhedsnet i dag?

”Til en vis grad. Vi må ikke have så fint et sikkerhedsnet, at danskerne ikke vil yde en indsats. Man skal være motiveret for at gå på arbejde og gøre noget ekstra. Men det er godt, at vi har et sikkerhedsnet, så vi kan hjælpe de allersvageste, og også dem, der er uheldige i jobsituationer, hvor de får investeret forkert og har behov for, at der er nogen, der griber dem.”

Er der en substantiel del af befolkningen, der ikke er i arbejde, fordi de simpelthen ikke gider?

”Når jeg bevæger mig rundt i landet, på arbejdspladser, fodboldstadioner og gågader, så ser jeg mange, hvor det er en skam, at den ressource, de besidder, ikke bliver benyttet i en eller anden grad. Vi er alle en ressource, alle har noget at bidrage med. Hvis vi parkerer folk på passiv indkomst, er det heller ikke udviklende for dem og deres familie. Hvis du har fået en hjerneskade, er det nok begrænset, hvor meget du kan lave.”

Men er der virkelig folk, der bliver på sofaen, fordi ydelserne er for høje?

”Ja, det er desværre min erfaring, at der er nogen, der får så god en boligstøtte, understøttelse, tilskud til det ene og det andet, at det bedre kan betale sig at blive hjemme.”

Er det folk, du kender? 

”Ja, det er folk, jeg møder og kender. Det er også derfor, vi siger, at de første 7.000 kroner om måneden skal være skattefri. Det er da i hvert fald et incitament til at gå ud og foretage sig noget.”

Du vil også fjerne topskatten. Hvorfor?

”Fordi det skaber dynamik i samfundet. Mange af dem, der betaler topskat, er også dem, der skaber job til samfundet. Hvis de kigger på uret og tænker ’arh, nu er det torsdag, klokken er 15, nu er det tid til at tage ud på båden eller cykle en tur, for det kan alligevel ikke svare sig at arbejde. Det hele kører meget godt alligevel, og om jeg laver en million eller halvanden million på bunden denne måned, who cares?’. Den mentalitet vil jeg væk fra. Jeg synes ikke, jeg skal fortælle dig, at du ikke må tjene så meget, som du overhovedet kan. For hvis du tjener mere, så bruger du pengene på restauranter, taxa, tøj, og så ryger det tilbage til samfundet. Og du bliver jo stadig beskattet, for vi skal have til basisvelfærden. Men ved at slippe folk fri i den allermest driftige ende, får du også dynamik i samfundet.”

Har du selv prøvet, at du på grund af topskatten tænkte: ’Jeg løfter lige foden fra speederen’?

”Ja, jeg har da taget mig selv i at tænke ’fuck det, i stedet for at tage endnu en lønforhøjelse, så tager jeg en uges ekstra ferie’. Så ja.”

Regnestykket bag manøvren om at fjerne topskatten er jo til evig diskussion, men hvordan vil du lykkes med at overbevise vælgerne om, at du ikke bare er en rigmand, der vil føre politik, der gavner dig og dine venner, men politik, der gavner alle danskere?

”Jeg er jo ikke den karikatur, du giver der. Jeg er bare et menneske i Danmark, der har nogle erfaringer og nogle berøringsflader, der gør, at jeg kan komme ind og have en anden baggrund. Jeg lever ikke isoleret på en eller anden piedestal, og jeg har både venner og ansatte, der kommer fra alle lag og områder. Jeg elsker mennesker, og jeg elsker at forstå, hvor de er i livet. Og det er måske også en evne, der gør, at din karikatur er for ensidig.”

Forstår du, hvis folk i lavere samfundslag tænker, at det er i hvert fald ikke deres interesser, Lars-Christian Brask går til valg på’?

”Så skal de gå ind og kigge på hjemmesiden, eller endnu bedre; ringe til mig. Hvis de virkelig mener, at jeg kun er der for mine rige venner, så skal de ringe til mig og udfordre mig på det. Men det gør de ikke, for der er den her forudindtagede holdning til, hvordan jeg er, og det er derfor, det altid er godt at komme ud og møde folk.”

Hvordan bliver ens tilværelse konkret lettere af, at din politik føres igennem, hvis man fx er sygeplejerske eller pædagog?

”Det gør den blandt andet ved, at vores sundhedspersonale skal have mere i løn. De skal ikke rejse til Norge og rejse væk fra venner og familie for at få mere i løn. Der må vi kompensere i Danmark, når vi mangler personale. Det er et samlet samfundssyn, at vi simpelthen ikke må gå ned på vores kernevelfærd. Vi skal passe på vores ældre, der har skabt det samfund, vi lever i. Vi skal passe på de unge, der skal uddannes til arbejdsmarkedet, så de skal komme ud af skolen og kunne skrive og tale og regne, måske have en smule økonomisk indsigt. Der er det politikernes rolle at definere, hvad der skal ske, ikke hvordan det skal ske. Det skal vi lade frontpersonalet styre. Lad nu dem, der ved, hvad de laver, lærerne, sygeplejerskerne, politibetjentene, styre det. Det skal vi ikke blande os i.”

Du skriver også på din hjemmeside, at du står for en ”bæredygtig tilgang til drift af vores samfund med CO2-udslip som erkendt udfordring”, men mindre om, hvordan Danmark skal nedbringe det udslip. Det lyder lidt som noget, der skal stå der, mere end noget der er reel hjerteblod for dig?

”Du tager fejl. Jeg investerer en del i bæredygtig teknologi, i vedvarende energi, i økologisk landbrug. Da jeg sad i bestyrelsen i Fors (forsyningsfirma, red.), var jeg med til, at vi ud af spildevand, affald og slam kunne få energi til opvarme 3.000 huse i Roskilde. I det lokale, hvor vi sidder nu, har jeg to-tre gange om måneden besøg af folk fra de fineste bankinstitutioner. De kommer med alle mulige spændende investeringsforslag på det grønne område. Det er noget, jeg interesser mig rigtig meget for. Men! Det nytter ikke noget at være tosse. Det nytter heller ikke noget, at vi lukker en dansk branche i Aalborg, og så flytter de til Flensborg. Brænder jeg for den grønne omstilling? Ja, det gør jeg, for det er vores planet, og vi skal kraftedeme passe på den, men vi skal gøre det rigtigt.”

Regeringen har jo ikke iværksat initiativer, der vil nedbringe udledningen med 70 procent i 2030, hvad der ellers er målsætningen i klimaloven. I Liberal Alliance vil I nedbringe udledningen med 100 procent inden 2030. Hvad er det, der skal gøres, der ikke bliver gjort nu?

”Jamen, hvorfor fanden får vi ikke atomkraft? Hvorfor ikke?”

Det virker som en politisk dødssejler, der ikke har nogen realistisk mulighed for at blive realiseret i det nuværende politiske landskab. 

”Nej, men der er nogen, der skal sige det.”

Men er det ikke et problem, at I går til valg på noget, der realpolitisk ikke kan blive til noget? Skal I så ikke byde ind med andre løsninger også?

”Jeg har ikke andre teknologiske løsninger, der så let kan give os den energi, vi og udviklingslandene har brug for. Er det realistisk? Måske ikke, du er nødt til at have noget, som du i bund og grund brænder for og tror på. Hvis atomkraft er en løsning, hvor vi uden at udlede CO₂ kan få energi, så bliver jeg nødt til at prædike det.”

Forstår du, hvis unge, klimafokuserede vælgere tænker, at der hos dig og Liberal Alliance er en tendens til at forlade sig på ønskescenarier og hockeystavseffekter, frem for egentlig, konkret handling, der nedbringer vores udledning nu og her?

”Nej, jeg synes faktisk, vi har en ret god klimaplan. Og den er sgu realistisk. I forhold til nogle af de andre partier har vi konkret snak og ikke populistisk snak og ønsketænkning. Jeg synes faktisk, vi har en konkret og god plan med havvind, sol, aquaenergi og atomkraft. Så det er forkert at sige. Liberal Alliance og Lars-Christian Brask har forståelse for, hvad det er, der skal til.”

I kan blive støtteparti for en borgerlig regering efter valget. Ser du for dig, at Liberal Alliance, som det grønne, ambitiøse parti du påstår, I er, kommer til at være mere ultimative i kravene til klimahandling, end den nuværende regerings støttepartier har været?

”Jeg vil sige, at jeg var i Venstre i sidste valgkamp, og Venstre var ikke ubekendt med miljøet, Konservative er klare og tydelige i deres klimapolitik, og jeg er helt overbevist om, at Liberal Alliance har nogle gode løsninger på den front. Jeg tror, at blå blok kan løse rigtig mange af vores klimaudfordringer, og hvis vi også kan blive inspireret af nogle ting fra den anden side af salen, så skal vi da gøre det. Men vi skal bare gøre det begavet.”

Så hvis vi kan se om et par år, at den her 2030-målsætning er vi stadig ikke på vej til at nå, bliver I så ultimative i jeres krav til regeringen? Det er der vel mange vælgere, der ønsker sig.

”Det er jeg ikke sikker på, for vi kender ikke udviklingen af de forskellige teknologier. Carbon capture er jo også noget, vi kan bruge skadesbegrænsende, og som kan hjælpe os til at nå målsætningen, indtil vi har andre teknologier, der gør, at vi kan flyve, køre biler og lave cement uden CO₂-udtryk. Så hvis vi bare forædler, skubber og motiverer dem, der forsker og gør Danmark til et foregangsland i den grønne omstilling, så kommer vi også derhen, uden at jeg helt præcis ved, hvor meget bagud vi er nu.”

Så det er regeringens hockeystavsargument, du også abonnerer på?

”Hør her, jeg har investeret i mikrochips, jeg har investeret i software, i healthcare-udstyr. Der er hockeystavseffekter i alle de her ting. Lige pludselig har du teknologien, der får tingene til at ske. Jeg investerede i den største genbrugsvirksomhed i verden i 1991. Den hockeystavseffekt, der er kommet i forhold til genbrug og genanvendelse, den er altså stor. Det er facts of life.”

Til sidst bliver jeg nødt til at spørge ind til din karriere som koncertarrangør og tourmanager. Hvordan hænger et liv på landevejen med Gnags, Aqua og så videre sammen med et liv i finansverdenen og senere i politik?

”Jeg tror, det bunder i min interesse for mennesker og min måde at være nysgerrig på. Jeg har altid elsket at udleve de ting, der interesserer mig, og jeg startede i musikbranchen, før jeg kom i bank- og finansverdenen. Aqua turnerede jeg med i 2008 og 2009, og det var noget, der skulle prøves, når muligheden nu opstod. Det var en fantastisk oplevelse. Det netværk, du får ud af det, og den læring, jeg fik ud af det, de oplevelser, jeg fik ud af det, det var helt utroligt.”

Hvem fra Aqua ville blive den bedste politiker?

”Det ville Søren Rasted. Han har en stor grad af humor og varme i sin måde at være på. Og fordi han interesserer sig for mennesker og har nogle kerneområder, som han brænder meget for. Søren ville blive den bedste politiker af de fire.”