På patrulje med landbetjenten
Foto: Tor Birk Trads

På patrulje med landbetjenten

Farvel til sherifferne

Hvis man ikke fortryder inden for den første uge, bliver man hængende til pensionsalderen. Sådan har det altid været for de danske landbetjente, men snart har den største reform af dansk politi nogensinde afskaffet landevejssherifferne.

Inden det er helt slut, tager Camilla Holck med en betjent på arbejde for at undersøge, hvordan én mand kan binde et lille stykke Danmark sammen.

Morgenen begynder med sort kaffe ved spisebordet. Katten Basse slynger sig om landbetjentens ben, og yngste teenager beder om hjælp til at få et armbånd på. Dagens første tur i den spritnye Mercedes-politibil går til den lokale Gudme Skole, hvor landbetjenten laver tilsyn med skolepatruljen kl. 7.45.

Steen Jørgensen har ellers været vant til at køre i civil politibil i de 11 år, han har været landbetjent på Sydøstfyn. Han har ansvaret for et område, der strækker sig fra vest for Brændeskov og Gudbjerg over Hesselager i nord, ud til Storebælt ved Bøsøre og Revsøre og ned til Skårup og Åbyskov i syd.

Området er ca. 135 km2, og der bor lige under 10.000 mennesker. Efter 600 km i sin nye bil har han stadig svært ved at vænne sig til, at det indvendige håndtag til døren sidder anderledes, end det plejer.

Flere af børnene hilser på ham med lige dele nysgerrighed og ærefrygt. De ved godt, at han er deres betjent. Landbetjenten står på den ene side af kørebanen og observerer. Smider små kommentarer over de brede, hvide striber og stikker i et stort smil, hvis der kommer en frisk bemærkning tilbage. Han deltager også i den efterfølgende morgensamling, hvor han synger højlydt med på sangene.

Herefter er det hjem på kontoret og tjekke op på dagens opgaver. Steen Jørgensen samler en bunke med sagsmapper fra skrivebordet, som han tager under armen. Han bliver afbrudt af sin mobiltelefon, der ringer med et gammeldags dingelingeling.

Han taler familiært med manden i den anden ende. Det viser sig, at opkaldet ikke er henvendt til politiet, men i stedet omhandler Steens engagement i det lokale forsamlingshus. Manden ringer for at få en fremvisning, da han snart skal holde en større fødselsdagsfest.

Før i tiden havde alle landbetjente, ligesom Steen Jørgensen, kontor i eget hjem. Og endnu før det hjalp deres koner (for landbetjente var altid mænd) til med det praktiske og fik derfor en slags hustrutillæg gennem mandens løn.

Kontoret er i virkeligheden et ekstraværelse i familiens hus. Det lille rum er fyldt op af ting og sager, som Steen Jørgensen har samlet og modtaget gennem de sidste 11 år. Cd’er med John Fogerty, Gasolin’, julenisser og sjove politifigurer, uåbnede pakker og gavekasser med vin.

Plakaterne på væggene har klassiske sort-hvide motiver a la ’Lunch atop a Skyscraper’ og hænger side om side med billeder fra hans tid på politiskolen.

Karl Johan Clemmensen. Pensioneret landbetjent, Rold Skov

Kontakten til lokalbefolkningen er den kæmpestore forskel på at være landbetjent og almindelig betjent. Arbejdet er som at balancere på en knivsæg – hvis du er for blød, egner du dig ikke til det. Og hvis du er for hård, er du et dumt svin. Engang var der en mand, som af en eller anden grund satte sig på togskinnerne om natten og blev kørt ned. Bagefter samlede vi rester af ham ind ved kunstigt lys. Dagen efter ringede chefen fra hovedstationen: ”Jeg har lige en opgave til dig.” Mandens mor gik nede på skinnerne og samlede de sidste stumper af sønnen op. Jeg tog derud og gik med hende i halvanden time og snakkede. Bagefter fik jeg posen med stumperne, som skulle i kisten.
For ganske nylig ringede en dame, som var flyttet fra byen for 13 år siden. Hun havde to drenge dengang på 12-13 år, hvor jeg på et tidspunkt havde dem inde på mit kontor til en alvorssnak. Hun græd i telefonen, mens hun fortalte, at hele familien sidste år havde været samlet, og der havde drengene, som er voksne nu, sagt: ”Der reddede han os godt nok fra kriminalitet.” I dag sidder de begge i gode job.

Dengang sidst i 80’erne drømte Steen ikke om at være landbetjent. Han ville bare gerne i gang med politiarbejdet. Omkring 15 år senere, efter at have oplevet politiarbejdet i Helsingør, København og på Fyn, blev han prikket på skulderen af den lokale landbetjent i Gudbjerg på Sydøstfyn, hvor Steen selv boede. Landbetjenten var i gang med at overveje sin afgang og spurgte den yngre kollega, om det ikke kunne være noget for ham at overtage området.

De fortsatte samtalen det næste års tid, og Steen blev langsomt overbevist af den tætte kontakt med lokalbefolkningen og muligheden for at styre sin egen arbejdstid. 

Hæve-sænkebordet, som fylder det meste af gulvpladsen, er belagt med sagsmapper i plasticchartekker. Få gange har Steen oplevet, at der kun lå en enkelt eller to sager tilbage på bordet, for der kommer altid nye sager til, inden han er færdig med de gamle.

Dagens sager består af nogle stævninger, hvor fogeden ikke har kunnet træffe den stævnede på sin adresse og derfor beder politiet om hjælp. I næste chartek er der noget fikumdik med en flygtning, som måske, måske ikke er rejst tilbage til sit hjemland. Ham skal landbetjenten forsøge at finde.

Der er også en sag om en ung mand, hvis ekskæreste mistænker ham for jalousihærværk på sin bil, og en landmand, som har overtrådt harmonireglerne, fordi han har udbragt mere gødning, end han har tilladelse til. Altså det, man kunne kalde en bred vifte af sager. Men først det øverste chartek i bunken: en sag om nabostridigheder.

Landbetjenten forlader sit røde murstenshus med det karakteristiske grønne politiskilt. Der er dog sjældent nogen, som benytter sig af de officielle åbningstider, som knytter sig til skiltet (torsdage 15.00-17-00). I stedet får de fat på betjenten, når de har brug for ham. Sådan har det altid været, og det har han det fint med.

Efter en kort køretur bliver han modtaget af kvinden med naboproblemer. Hun er i haven her til morgen og byder straks på kaffe og danskvand på terrassen. ”Lad os se, hvad du er kommet frem til,” siger hun spændt og lidt utålmodigt, mens hun hælder vand i glassene og placerer hænderne i skødet.

For en måned siden modtog hun et telefonopkald fra hemmeligt nummer, hvor en mand truede med at klippe hendes fingre af. Men til kvindens skuffelse har Steen ikke noget nyt med. Han kommer blot for at finde ud af, om hun selv har hørt mere til manden.

Det har hun ikke, men hun er overbevist om, at det er endnu et kårdestød i den nabostridighed, som hun har fægtet i de sidste mange år. Landbetjenten konkluderer dog, at det ikke kan bevises, og han vil lægge sagen hen for nu.

Landbetjenten henter morgenbrød i den lokale brugs. Han er på fornavn med både kassedamen og brugsuddeleren – som han i øvrigt også er i herremadklub med.

De taler lidt om trusler, og han beroliger hende med, at det er et fåtal af den slags trusler, som nogensinde bliver ført ud i livet. ”Ja, så ville skadestuerne nok være fulde konstant,” siger damen, mens hun smågriner lidt nervøst.

Da Steen sætter sig i bilen, sidder det indvendige håndtag stadig forkert, så han griber ud i luften og griner lidt til sig selv. Landbetjenten sætter nu kurs mod Hesselager og nogle tidligere ældreboliger, der i dag huser flygtninge, som har fået opholdstilladelse i Danmark. Her skal han forsøge at finde spor efter en flygtning, som muligvis er rejst hjem.

Myndighederne har bedt om hjælp til at finde ham, fordi de vil stoppe udbetalingen af integrationsydelse, hvis han ikke befinder sig i Danmark. Det er tidlig formiddag, da landbetjenten ankommer, og lejlighedskomplekset ser ikke ud til at indeholde meget liv.

Døren knirker skingert, da Steen Jørgensen skubber den op. Han søger hurtigt mod første sal og finder lejlighed 9. Han banker og lytter. Banker, lytter. Banker, lytter. Der er intet svar. Han beslutter at komme igen senere.

Georg Kanstrup. Pensioneret landbetjent, Pandrup

Jeg kan stadig i dag gå i Pandrup og snakke med de gamle forbrydere. Jeg havde jo kontakten med børnene lige fra gåprøve til cykelprøve og knallertundervisning. Når de senere i livet trådte ved siden af, og jeg blev sendt ud til dem, var de da lidt flove. 

Moseby (i Nordjylland, red.) er en bette by, og folk derfra havde ry for at køre den sådan lige til kanten. Jeg havde en gut, som jeg havde ledt efter i en tre ugers tid, og jeg vidste, hvor hans mor boede. En dag jeg kom forbi, var hans bil der pludselig, sammen med 5-6 andre biler. Jeg bankede på, og det var ham, der lukkede op. ”Shhh, du må ikke sige noget,” sagde han, ”mor har fødselsdag.” ”Hvem er det?” råbte moderen inde fra stuen. ”Det er landbetjenten.” ”Send ham da herind,” svarede hun. Jeg går ind og bliver budt på kaffe og fødselsdagskage. ”Hvorfor kommer du?” spurgte moderen senere. ”Jeg vidste, det var din fødselsdag,” sagde jeg så. Der kiggede hun godt nok lidt skeptisk på mig. 

”Har du glemt, at du var nede at få fornyet dit pas for nogle måneder siden?” svarede jeg. ”Nåå ja, det er da rigtigt.”
Da jeg så skal til at gå, følger hun mig til døren. ”Tak, fordi du ikke tog ham med i dag,” sagde hun. Helt dum var hun jo ikke. Dagen efter kom sønnen hen til mig helt frivilligt.

For nylig modtog Steen Jørgensen et brev fra Rigspolitiet, hvori der stod, at hans landbetjentstilling ville blive nedlagt. Det var et brev, han havde ventet, for han vidste, at Fyns Politi, i lighed med resten af politikredsene i Danmark, var i gang med en større ’reorganisering’ og planlagde at nedlægge landpolitistillingerne.

Forklaringen var: ”Nedlæggelse af landdistrikterne vil sikre en bedre ressourceanvendelse, stærkere faglige arbejdsmiljøer, mere ensartet politibetjening i landområderne samt et mere moderne politi, som matcher de nye kriminalitetsudfordringer og ændringer i infrastrukturerne.”

At have en landbetjent er lidt gammeldags, det passer ikke med de opgaver, som politiet har i dag. Det var sådan, Steen læste det i hvert fald.

Lige rundt om hjørnet fra flygtningeboligerne er en adresse, som står på et af de andre platicchartekker i bunken. Her skulle bo en mand, som landbetjenten skal udlevere en stævning til. På den trekantede grund ligger et hvidmalet murstenshus.

Steen hopper over det lave hegn og går mod fordøren. Han banker. Der kommer ingen – bortset fra en sort labrador, som svinger om hushjørnet i høj fart med tungen ud af munden. Steen ænser knap den hoppende hund. Kort efter følger hundens ejer, som bor i husets andet lejemål. Han fortæller, at manden, som landbetjenten søger, er på arbejde.

Hundeejeren spørger til fremtiden for landbetjenten, fordi han har læst om det i avisen, og Steen kan fortælle, at han snart stopper som landbetjent. Hundeejeren er ærgerlig over beslutningen. Han kan godt lide, at de har deres egen landbetjent i området.

Politibilen fortsætter over Oure, før den ankommer til næste stop i Vejstrup. Det er også en stævningssag. Dem er der mange af. Den stævnedes lejlighed ligger på førstesalen, som Steen kommer til via en udvendig ståltrappe. Han er adræt, har en mager skikkelse, og han tager trappen nærmest løbende.

Han sætter hånden over panden, kigger ind gennem glasset i døren og kan konstatere, at lejligheden er ryddet. Der bor ikke længere nogen Martin. Men landbetjenten kender bygningen og ved også, hvem udlejer er, så han kigger i sin telefonbog på politimobilen og ringer op. Mens han telefonerer, sidder en kvinde, som bor i bygningen ved siden af, med ryggen til. Hun er Mallorca-brun, omkring 60 år og opslugt af ’Mænd der hader kvinder’, den første bog i Stieg Larssons ’Millennium’-serie.

Hun drikker sig en formiddagspilsner til dramaet. ”Jeg skulle hilse fra Keld, din udlejer, han har det godt,” siger Steen henvendt til damen. Hun nikker og vender tilbage til Blomkvist og Salander og lyden af lastbiler, der suser forbi på landevejen. Landbetjenten har i mellemtiden fået opklaret, hvor Martin fra nabolejligheden er blevet af. Han sidder i fængsel.

Det danske politi begyndte som en københavnerinstitution i slutningen af 1600-tallet og bredte sig herfra til resten af landet. Første gang, man hører om landbetjente, er i 1800. I starten af 1970’erne, landpolitiets storhedstid, var der omkring 270 landbetjente i Danmark.

Næsten hver gang en landbetjent skal forlade sin post, går lokalsamfundet sammen og protesterer. De vil beholde deres egen betjent, de vil have den sikkerhed og tryghed, som de synes følger med. På Fyn oplevede de tre resterende landbetjente også et opråb, da meldingen kom ud.

Protesterne lagde sig dog hurtigt, for de fleste kunne godt se, at det ikke førte nogen vegne. Men folk snakker stadig rundtomkring, og mange er kommet til Steen og har sagt, at de er trætte af beslutningen, trætte af, at alt bare skal centraliseres.

Politiet argumenterer for, at man stadig vil gøre brug af de snart tidligere landbetjentes lokalkendskab, men de pensionerede landbetjente – dem, som har været ude i de små samfund gennem 20 og 30 år – har svært ved at holde mund. De er sikre på, at afskaffelsen af landbetjenten kommer til at få stor betydning.

Den nære kontakt til lokalbefolkningen, som starter allerede, når landbetjenten kommer og laver gåprøver i børnehaveklassen, går tabt. Muligheden for at sætte ind med en kærlig, men fast hånd i tide, hvis de unge i området er ved at blive nogle rødder.

Dem har Steen set mange tilfælde af gennem årene, og som landbetjent støder man på de samme unge mænd igen og igen. Så laver han det formelle politiarbejde, men han snakker også med dem. Om deres nye bil eller deres nye hund – et eller andet skal de jo tale om, når de ikke længere behøver at udveksle navn og adresse. De bliver fortrolige med hinanden.

Carlo Nielsen. Pensioneret landbetjent, Varde

Der flyttede en rocker til mit område, og ham fik jeg et godt forhold til. Som han selv sagde: ”Du er ikke bange for mig, du sparker jo bare døren ind, hvis du vil noget.” På et tidspunkt havde nogen anmeldt ham for at holde kamphunde og skyde med en luftbøsse, og pludselig ser jeg 10-12 betjente ude foran hans bolig. ”For fanden,” sagde han til mig senere, ”hvorfor kom du ikke bare alene? Så havde vi klaret den.” Sådan har tingene udviklet sig i dag. Før i tiden blev vi landbetjente sendt alene ud til de voldsomme ting.
Mit motto blev de tre L’er: Lad lortet ligge. Det er jo det, du sommetider gør som landbetjent. I nogle situationer kan du bare ikke komme videre med dialog og politiarbejde. Så må folk se at blive voksne og klare sig selv. Det gælder fx i nabostridigheder – jeg mener ikke, det rager politiet, hvis en knejt skyder bolden ind i en nabos have.
Som betjent skriver og skriver og skriver man og bruger en masse tid på at lave kontrol. Det er derfor, der ingen er på gaden. I dag skal alt skrives ned og dokumenteres, og det er blevet endnu værre, siden jeg er holdt op.

Politibilen triller ud af Vejstrup, gennem Øster Åby og videre mod Skårup. Ved vejkanten går en dagplejemor med sine fem dagplejebørn. På hver side af barnevognen går to børn og holder fast, mens den mindste af ungerne sidder i vognen og vugger.

Landbetjenten sænker farten og hilser på dem alle. ”Må jeg lige give dig et godt råd?” siger han til dagplejemoderen gennem det nedrullede vindue. Hun nikker lidt tøvende, og Steen foreslår hende, at børnene alle sammen skal gå på indersiden af barnevognen og ikke lige ud til vejen.

Hun bliver lidt befippet, men sender straks de to børn om på den anden side. Steen tænder for politibilens udrykningslys, og børnene kigger med stor beundring efter deres betjent.

Uden for Skårup drejer landbetjenten ned ad en allé, som fører mod en gårdsplads. Sydfyn viser sig fra sin bedste side på denne dag, hvor solen titter ned gennem allétræerne. En kvinde kommer politiet i møde, hun rynker bekymret på øjenbrynene.

Steen får i det samme et opkald på mobilen, og han bliver siddende og taler et øjeblik. Kvinden venter utålmodigt. ”Bare rolig, der er ikke sket noget,” siger Steen, da han træder ud af bilen, og løfter hænderne i en beroligende gestus.

Hun ånder lettet op. ”Man bliver sgu så nervøs, når betjenten kommer, man ved jo aldrig,” siger hun og tager sig til panden.

Steen skal egentlig have fat i hendes 20-årige søn, som bor hjemme, og som af sin ekskæreste er blevet anmeldt for hærværk. Moderen sukker dybt. Hun fortæller, at så vidt hun har forstået, er det længe siden, der har været noget mellem de to.

Moderen folder historien ud for landbetjenten, som lytter opmærksomt og tager notater, og hun sender ham til slut i retningen af sønnens arbejdsplads. En stor, savlende rottweiler er i mellemtiden kommet til syne fra gårdspladsen. Den tørrer sin våde snude af i landbetjentens bukser.

Han har uniform på med lyseblå, kortærmet skjorte. Om hoften sidder et sæt håndjern, som han har brugt en 4-5 gange, en peberspray, som han har trykket på en enkelt gang, hvor han skulle anholde en tyveknægt, som han drillende kalder det, og en pistol af det tyske mærke Heckler & Koch, som aldrig har været knappet ud af hylsteret i hans tid som landbetjent. Politibilen triller igen ud fra gårdspladsen, mens småstenene knaser under dækkene.

Betjenten kører forbi stationen i Svendborg for at se, om der ligger flere nye sager til ham. Det gør der. Han tager den lille stak fra sit dueslag og sludrer kort med en kollega. Over for dueslaget hænger en række skudsikre veste til folk i de forskellige operative afdelinger.

Landbetjenten har selv sin bag i bilen, for man ved jo aldrig. Han sætter sig igen i bilen og kører til den unge mands arbejdsplads. En landbetjent træder ikke ubemærket ind i et lokalt supermarked, så Steen trækker hurtigt ned i bunden af butikken og finder frem til salgsassistenten, som er i gang med at fylde frostvarer op.

Radioen står indstillet på P4 Fyn, når landbetjenten kører over markerne i sit ansvarsområde på Sydfyn.

Den unge mand er overrasket over, at landbetjenten vil tale med ham, men han virker ikke afvisende. Landbetjenten foreslår, at de går ud bagved. Den unge mand tænder en smøg, da de står på en repos ved vareindleveringen, mens han ryster en smule på hænderne.

Steen spørger ind til hans forhold til den unge kvinde. Han svarer, at forholdet er slut for længst. Steen får lidt mere af parrets historie og fortæller til sidst, hvad ekskæresten har anmeldt ham for. Den unge mand griner forlegent, han virker meget overrasket over anklagen.

Da der ikke er nogen konkrete beviser for ekskærestens påstand, fortæller landbetjenten den unge mand, at han melder case closed og forventer, at parret nu er helt færdige med hinanden. Den unge mand slukker smøgen, nikker ivrigt og viser Steen vejen ud, mens han selv drejer venstre om og går tilbage til sine frostvarer.

På vej ud af supermarkedet går landbetjenten og summer lidt over sagen. Var smøgen og de rystende hænder et tegn på skyld eller bare almindelig nervøsitet? Men så længe der ikke var vidner til hærværket, er der ikke noget at komme efter. Også i sit hoved melder han sagen lukket, og da han igen smækker døren til politibilen, er han allerede videre.

Steen Jørgensen tager ikke sine sager med over i privaten. De fleste dage slukker han bare for skærmen og rejser sig fra kontorstolen. Den bevægelse i sig selv er nok til at lukke ned. Det var sværere, da han var yngre. Her var der nogle sager, som kunne hjemsøge ham i månedsvis.

Fx dengang han oplevede sit første alvorlige trafikuheld. Han drømte ofte om den unge mand, som bare hang dér, livløs, ud ad vinduet på sin bil. Eller dengang han var første betjent på gerningsstedet, hvor en far havde sat ild til sit hus efter at have skudt sine børn inde i huset. Faderen lå på jorden, mens røgen steg op fra hans krop, fordi den havde været i brand. På det tidspunkt vidste de ikke, at han havde tændt ild med vilje. 

Efter frokost i privaten fortsætter Steen Jørgensen med dagens opgaver i tjept køretempo forbi gyldne marker med røde valmuer stikkende frem hist og her ved vejkanten. En landmand, som har forbrudt sig mod gødsknings- og harmonireglerne, skal have et besøg.

Landbetjenten kører ind på gårdspladsen og banker på. Lyset er tændt i køkkenet, bemærker Steen, men ingen åbner. Han går en rundtur på gården for at se, om landmanden er i gang med at arbejde et andet sted. Solen varmer i nakken, og duften af halm og ammoniak går lige i næsen.

”Han får sgu lov til at sove sin middagslur,” beslutter Steen. ”En bonde gemmer sig ikke, han vil ud og høre, hvad det drejer sig om, når landbetjenten kommer forbi.”

Bilen runder Lundeborg Strand, hvor kun en kongeblå Chevrolet Spark på plejehjemmets parkeringsplads blokerer udsigten til Langeland. Steen forklarer, at der bor mange ’københavnere’ i Lundeborg, selv om de ikke nødvendigvis er fra København.

Det er intellektuelle typer, som er lidt lukkede om sig selv. Et specielt og afsidesliggende lokalsamfund, som ikke giver meget arbejde til landbetjenten. Der er ligesom ikke efterspørgsel på hans hjælp. De klarer nok det meste selv, forestiller han sig.

Politibilen kører nordpå mod Hesselager og flygtningeboligerne. Landbetjenten fik ved en af dagens tidligere opgaver at vide, at mange af flygtningene går på sprogskole og som regel først er hjemme igen om eftermiddagen.

Han skubber til den skingre dør og finder lejligheden på første sal. Banker på. Låsen bliver drejet omkring, og en spinkel mand fra Syrien åbner. Steen vurderer hurtigt situationen: ”Hi, just take it easy, there’s no problem,” siger landbetjenten på nydeligt engelsk, og manden griner nervøst.

Manden er kun iført små shorts, og han beder om et øjeblik til at gå ind og skifte. 15 sekunder senere viser han venligt indenfor, nu i lange bukser og T-shirt. Landbetjenten spørger, om han kender den mand, han søger efter. Men den unge syrer, som kun lige er ankommet for to uger siden, har ikke mødt ham.

Han kender dog navnet, fordi han har fået hans post. Han byder på te, Steen takker nej og spørger, om der er nogen i bygningen, som har boet her i længere tid. Han viser Steen nedenunder til en anden lejlighed. Den anden beboer har heller ikke hørt om manden i sagsmappen, men han vil til gengæld gerne melde sin cykel stjålet.

Han har mistet den tidligere i dag, da han var i skole inde i Svendborg. Han forsvinder ind i lejligheden og kommer tilbage med en grøn post-it. Landbetjenten noterer stelnummeret og lover at tage sagen med videre.

Uden for bygningen ser han et par beboere fra Eritrea sidde i deres vindueskarm. Én mener, at manden fra sagsmappen muligvis er rejst til Tyskland, men ingen ved med sikkerhed, hvor han er. Landbetjenten nedfælder sine opdagelser i sagsmappen, så han kan rapportere tilbage til myndighederne.

Preben Bundgaard. Pensioneret landbetjent, Sejlflod

På et tidspunkt var der nogle ældre mennesker, som ringede til mig og sagde, at der var en frygtelig trafik ved et bestemt sommerhus mellem klokken 22 og 01. Jeg tog derud og bankede på, og ud kom en stor afrikansk kvinde. Hun sagde: ”Værsgo, tag plads.” Og inden jeg nåede at sige noget, var hun gået igen. Så sad jeg dér. Da hun kom tilbage og var klar til at ’modtage mig’, forklarede jeg hurtigt, at jeg ikke var der af dén grund, men at jeg kom med politiforretninger. Hun gik ind og tog sit tøj på igen, og vi fik en snak. Men hun havde altså også nogle problemer, som hun ville drøfte. Folk ville nemlig ikke altid betale for hendes ydelser, og kunne hun anmelde det? Der måtte jeg jo skuffe hende. Hun fortalte mig, hvem der stod bag, og så stoppede det kort efter. Der er mange ting, politiet normalt ikke får at vide, som en landbetjent får at vide. En efterforsker har fx haft en aflytning af noget narkovirksomhed, og der bruger de kriminelle jo øgenavne. Så ringede de til mig og gav mig alle øgenavnene, og så kunne jeg fortælle, hvem de var. De sager var aldrig blevet opklaret, hvis ikke jeg havde kendt folk herude.

Inden længe skal Steen Jørgensen lukke sit hjemmekontor ned, og så skal han tilbage på treholdsskift i Svendborg, som han også var, før han blev den lokale mand i Gudbjerg. Måske bliver det spændende igen at komme ud over et bredere område og ikke kun køre i det lille pastorat. Men han var da ikke stoppet nu, hvis han selv havde bestemt.

”Mange af de lokale ønsker den nære relation til mig, også hr. og fru Danmark, som kun kommer et par gange i deres liv. De vil gerne have fat i mig, fordi de kender mig. De venter lige med at ringe deres sager ind til om mandagen, for så ved de, at jeg er på kontoret.

Blandt alle dem, jeg har arbejdet sammen med, også de sigtede, har jeg været accepteret og været anderledes for dem end den tilfældige betjent fra Svendborg. Jeg har helt klart følt, at jeg har hørt til herude, og det har jeg også en fornemmelse af, at de har følt.”

Landbetjenten sætter kursen hjemad mod en kop eftermiddagskaffe og lidt skrivebordsarbejde. Men inden han når så langt, får han i bykrydset i Hesselager øje på en mørkegrøn Audi A4 fra 1994, der svinger ind i en baggård.

”Ham skal jeg sgu lige have fat i, han har ikke noget kørekort,” siger landbetjenten, tager en hurtig beslutning og svinger til venstre efter Audien, over den brostensbelagte fortovskant, så den nye Mercedes bliver udfordret på sine støddæmpere.

Ejeren sætter bilen i gear på den lille parkeringsplads, så den hopper lidt frem og tilbage, og stiger ud. ”Goddag Mogens,” siger landbetjenten og beder om et kørekort. Mogens hiver sin pung frem fra baglommen og kan fremvise et noget hvidbleget, men dog gyldigt kørekort. Steen tjekker både bil og kørekort over politiradioen, og alt skulle være i orden.

Bilejeren ser lettet ud, men så får landbetjenten pludselig øje på noget. Ingen af Audiens fire dæk har noget mønster tilbage. Mogens, i posede jeans og Simpsons-T-shirt, tænder en cigaret uden filter. Suger røgen dybt ned i lungerne, mens landbetjenten cirkler rundt om hans bil. ”Det går sgu ikke, det her, Mogens, du får sgu en bøde for dem.” 

”Arh,” siger Mogens og stikker hovedet sammen med landbetjenten og argumenterer for sin sag på ærkekøbenhavnsk. Han lover at få dem skiftet, landbetjenten accepterer, og de aftaler, at han skal komme tilbage og tjekke op på det om en uge.

”Godt, så siger vi torsdag den 17., Mogens. Der kommer jeg forbi, og der har bilen nogle andre dæk på. Og det skal ikke bare være nogle andre dæk, det skal sgu være nogle med mønster i,” siger betjenten og skriver aftalen ned i sin lommekalender.

”Og så må du ikke køre i regnvejr indtil da.” Mogens er lettet over at slippe for bøden, især fordi han lige har lavet en afbetalingsordning på en anden.
”Det er sgu rart at have en betjent, som man kan snakke med,” siger han og smiler, mens de tre tilbageværende tænder lyser op i solen.

Nogle gange lykkes det at slå en handel af med landbetjenten

Landbetjenten kender Mogens, som han før har brugt som vidne i nogle småsager. Og der går ikke noget af Steen for at give ham denne chance. Hvis Mogens ikke har tingene på plads i næste uge, klapper fælden bare dér. ”Kan du ha’ det, Mogens, jeg kigger ned i næste uge.”

Landbetjenten rammer forkert på håndtaget, da han skal lukke døren, kører ud fra baggården og hjem mod Teglværksvej 30 og det grønne skilt. Han har kørt omkring 100 km i dag, og et sted på vejen over Broholm til Gudme og hjem til Gudbjerg kommer en 10-årig dreng cyklende på en alt for stor cykel, mens han med helt åben hånd vinker til landbetjenten, der venligt vinker tilbage.

Da landbetjenten var forbi hos Mogens ugen efter, var dækkene skiftet som aftalt. 

LÆS OGSÅ: Tidligere souschef i Rejseholdet: "Der er syv hoved-motiver til mord"

LÆS OGSÅ: Simon Kvamm i Klitmøller

LÆS OGSÅ: Klitmøller i Vestjylland: Mød ildsjælene bag succesen i vandkants-Danmark