Walther Christensen
Foto: Arkiv Walther Christensen (nummer to fra venstre) med holdkammeraterne i Frem.

Ingen kendte Walther Christensen, men han var muligvis bedre end Laudrup

De, der har set ham spille, siger, han er det største talent, vi nogensinde har haft. Walther Christensen lagde både modstandere og fans ned, men også kvinder og værtshuse. Under krigen blev han skudt, såret, tortureret og dømt til KZ-lejr, og han kom tilbage som en mærket mand. Christian Mohr Boisen fortæller en glemt danmarkshistorie om Walther Christensen, der ville være fyldt 100 år den 23. september i år.

Walther Christensen efterlod sig meget få levende spor. Han havde ingen søskende. Alle holdkammeraterne, på nær én, er døde.

Jeg er tæt på deadline og føler, at jeg har været hele vejen rundt. Jeg har været i Frøslevlejren, i Rigsarkivet, på kirkekontorer, i Folkeregistret og på Frihedsmuseet. Jeg har besøgt to fodboldklubber, lokalhistoriske arkiver og studeret mikrofilm, gamle telefonbøger, bøger og aviser. Jeg har hele tiden tænkt, at det er usandsynligt, at Walther Christensens tidligere hustru skulle være i live. Og hvis hun var, næsten 100 år gammel, hvor meget ville hun så være i stand til at sige?

Jeg har fået oplyst, at hendes navn ved giftermålet i 1946 var Henny Inger Larsen. Så jeg ringer til en person, der står opført på de gule sider under det navn og lægger et utal af beskeder uden resultat. Et par gange bliver den taget og lagt på igen med det samme.

Nej, det er jo også 70 år siden, de blev skilt, tænker jeg og bliver så i tvivl, om kvinder dengang i mindre ligestillede tider egentlig beholdt deres eksmands efternavn efter skilsmissen? Resten af livet? I 70 år? Næppe. Det er usandsynligt, og uden at tro på det, slår jeg alligevel navnet Henny Inger Christensen op, bare for …

Til min store forbløffelse findes en person ved det navn. Det må være et tilfælde, en fejl, en forglemmelse fra firmaet bag de gule sider. Jeg ringer op. Stemmen er alt for ung og frisk, 15-20 år yngre end en person født i 1922, og jeg er pinligt berørt over min fejltagelse, men spørger alligevel: Om det eventuelt kunne tænkes at være hende, der engang har været gift med fodboldspilleren Walther Christensen?

”Ja. Det var mig.”

Pelé har sagt, at George Best er den bedste fodboldspiller, verden har set. Som 19-årig havde Best hele verden for sine fødder, som 22-årig vandt han Ballon d’Or, og fra han var midt i 20’erne lignede hans karriere og liv en trafikulykke i meget langsom gengivelse – med smukke Best, champagnedrikkende, bag rattet. Publikums-yndlingen kunne besejre alle. Undtagen sig selv. Han døde i 2005, 59 år gammel, da hans anden lever stod af.

De færreste ved, at vi i Danmark har haft vores egen George Best. I sit og Dansk Boldspil Unions officielle firebindsværk ’Dansk Fodbold’ fra 1986-89 skriver den mangeårige landsholdsanfører Knud Lundberg om den for længst glemte Walther Christensen, at han er den største boldbegavelse, dansk fodbold har haft. Knud Lundberg (1920-2002, og en af blot syv danske fodboldspillere optaget i Idrættens Hall of Fame) var Michael Laudrups største beundrer og regnes blandt vores mest indsigtsfulde sportsjournalister nogensinde. ’Fodboldprofessoren’, som Lundberg blev kaldt, havde inkluderet Michael Laudrups storhedstid på det danske landshold i midten af firserne, da han afsagde sin dom.

Der findes ingen YouTube-klip med Walther Christensens Greatest Skills, Passes & Matches. Der fandtes hverken fjernsyn eller Champions League på hans tid. Han ville være fyldt 100 år den 23. september 2018, og de fleste øjenvidner er naturligt forhindret i at udtale sig. Men de få, der er tilbage, er enige med Knud Lundberg. I efteråret 1945 blev den i dag 91-årige Torgunn Juul Hansen rykket op som målmand på Frems førstehold, bestående af lutter A-landsholdsspillere. Han er den sidste nulevende person, som har spillet med – eller mod – Walther Christensen.

”Jeg kan kun bekræfte, at han var i en klasse for sig. Walther Christensen kunne alt. Hans uheld var, at han spillede under krigen, og nogle år før danske spillere blev professionelle i udlandet. Hvis han var kommet til en udenlandsk storklub, kunne han være blevet en international stjerne. Han var på niveau med Bobby Charlton (engelsk verdensmester og vinder af Ballon d’Or 1966, klubkammerat med George Best, red.). Men han var også sin egen. Det skabte nogle konflikter,” siger Torgunn Juul Hansen.

Flemming Nielsen, født 1934 og nøglespiller på det danske OL-sølvhold fra 1960, dækkede som sportsjournalist på Politiken og BT dansk fodbold indtil årtusindskiftet. Han så som dreng adskillige af Walther Christensens kampe i Idrætsparken og gentager, at ’Walther Christensen er blandt de absolut bedste, jeg har set’.

Dem, vi har spurgt, der har set Walther Christensen som helt unge, siger det samme. Det er svært at bevise i en retssal, og det giver altid mest mening at bedømme en spiller i forhold til den tid og kontekst, han spiller i. Men noget tyder på, at der engang har været en dansk fodboldspiller ved navn Walther Christensen, som 100 år efter sin fødsel kunne være nævnt i samme kongerække som Michael Laudrup, Allan Simonsen og Christian Eriksen.

I stedet er han det nærmeste, vi kommer en dansk George Best.

9Euroman bog2539.jpg

John Walther Christensen blev født på Rigshospitalet den 23. september 1918 som søn af Anders Christian Christensen og Gerda Franciska. Drengen levede sine første år på Valby Fælled, hvor hans far var kartoffelhandler og havde hus og mark, inden familien flyttede til præcis samme skarpe hjørne af Vesterbro, som Tove Ditlevsen har beskrevet i blandt andet ’Barndommens Gade’, og om hvilket filminstruktør Erik Clausen har sagt:

”Det her kvarter, det er Tove Ditlevsens kvarter, det er Boldklubben Frems kvarter.”

Walther Christensen og Tove Ditlevsen var født med ni måneders mellemrum og gik ind gennem den røde port på Enghavevejens Skole i 1. klasse på samme dag i 1924. Ditlevsen så arbejdsløshed, frustrationer og angst sætte sig i luften, og voksne, som ihærdigt selvmedicinerede sig med alkohol på Vesterbros brede udvalg af værtshuse.

Følsomme sjæle som Tove Ditlevsen, der efter mange års misbrug tog livet af sig i 1976, 58 år gammel, slog sig på brostenene ude – og hjemme, hvor det var almindeligt, at store familier var stuvet sammen i en mørk, kold og fugtig toværelses på 30 kvadratmeter. Walther Christensens far var arbejdsmand, hans mor gjorde sporvogne rent om natten og forgudede sin søn, enebarnet, om dagen. Ægteskabet mellem forældrene var ikke harmonisk.

Som så mange andre drenge fandt Walther Christensen glæden i Boldklubben Frem på Enghavevej, hvor han blev meldt ind syv år gammel. Med et image som arbejderklub og kendt for sine gode ungdomstrænere, der kunne inspirere og guide arbejderklassens livlige sønner, var Frem det helt rigtige sted for den uberegnelige Walther.

Frem var 1930’ernes og 1940’ernes storklub – fulgt af de andre københavnske klubber, AB, B93, KB og B1903. The Big Five, også kaldet Stævneklubberne, fordelte alle danmarksmesterskaber mellem sig helt indtil 1954, da Køge blev den første mester fra provinsen. De københavnske klubber spillede som regel i Idrætsparken på Østerbro med titusindvis af tilskuere til hver kamp. Frem trak over halvdelen af det samlede antal tilskuere, og resten af ugen var spillerne stjerner, tæt opdækket af en halv snes dagblade, som bragte mange sider om dansk fodbold hver dag. Frems kendetegn var mål på samlebånd og et formidabelt angrebspres, som gjorde holdet til periodens stærkeste og populæreste.

Til hverdag var Walther Christensen udlært møbelpolstrer og sadelmager med en arbejdsuge på 50 timer, og i weekenden var det ikke unormalt, at han scorede stribevis af mål. I lokalopgøret mod Valby Boldklub, hvor Frem vandt 24-0, scorede han 16 gange. Den mørkkrøllede midtbanespiller var allerede berygtet og frygtet af modstanderne, fortalte Knud Lundberg i DBU-krøniken:

”Når vi mødte Frem på ungdomsholdene, var det altid Walther, vi koncentrerede os om. Kunne vi holde ham, var en halv sejr vundet. Han fik alting til at se let og naturligt ud. Det var ikke bare effektivt og rigtigt, det han gjorde med en bold. Det var også smukt.”

Den tidligt udviklede dreng med de karakteristiske, intense øjne var velbygget, harmonisk og populær hos det modsatte køn. Som 17-årig målte han 180 centimeter. Det var dog især teenagerens eminente balance, boldsikkerhed, overblik, den overlegne sparketeknik og afleveringer, man lagde mærke til.

Drengen kunne også løbe. Han meldte sig ind i tidens dominerende atletikklub og storleverandør til OL, Københavns Idræts Forening (KIF), og vandt i 1936 sit debutantløb, klubmesterskabet i 3.000 meter terrænløb. Her besejrede han blandt andet den senere mangedobbelte danmarksrekordholder på 400 meter hæk, Ole Dorph-Jensen. Da lederne i KIF så Walther Christensen krydse målstregen, bed de mærke i, at han ikke var det mindste træt.

”Han er stærk og udholdende og har en god portion energi,” skrev KIF’s medlemsblad og spåede nybegynderen en stor atletikkarriere.

Skyerne trak sig sammen i horisonten over Europa, netop som Walther Christensen brød igennem i sin debutsæson som senior. Den 18. august 1937 blev den 18-årige midtbanespiller rykket op på Frems førstehold til københavnerbraget mod KB i Københavns Idrætspark. De store dagblade rapporterede udførligt om et tæt derby, 3-2 til Frem, og reportagen stod spalte om spalte med Adolf Hitlers ekspanderende adfærd i Tyskland og omegn.

Alsidige Walther Christensen begyndte som venstre innerwing efter datidens opstilling med fem i angrebskæden, men i sine første sæsoner på førsteholdet nåede han at spille alle forwardpladser samt venstre og højre halfback (defensiv midtbane) og højre back. Kort efter scorede han tre mål i én kamp for Frem, og snart var han i en alder af 19 år udpeget til at sparke alle dødbolde – herunder straffespark – på Frems hold, som havde vundet DM-guld og sølv de to seneste sæsoner.

I kamp efter kamp slog Walther Christensen sine målgivende afleveringer diagonalt eller op langs kanten. En af hans specialiteter var at sparke under i bolden med en halvliggende, underskruet vrist, så bolden fløj hen over modstandernes forsvar og faldt brat ned, som en stopbold i tennis, på den anden side til Frems fritspillede angribere. Man sagde, at hvis man bad Walther Christensen ramme et bestemt græsstrå 50 meter væk, kunne man selv vælge, hvilken side af græsstrået han skulle ramme.

Man sagde også, at han havde et ’vanskeligt sind’. DBU’s 50-års jubilæumsturnering i juni 1939 mod de andre nordiske lande blev betragtet som årtiets største begivenhed, og for at få succes havde værtsnationen ansat Edward Magner, assistenttræner for det engelske landshold og leder af Englands trænerskole. Magner udtog 59 danske spillere til fællestræning, stillede dem op på række foran en lang cementmur på en meters højde med hver deres bold og satte dem til at sparke fladt ind på muren igen og igen. Sparkede man over den lave mur, måtte man løbe en rask omgang rundt om banen som straf.

Selv om 20-årige Walther Christensen var den, der sparkede suverænt bedst af alle danske spillere, sendte han bolden over muren og blev sendt ud på en strafomgang, som han løb i sit eget tempo, nærmest gående, hvilket førte til bortvisning på stedet. Stortalentet var sat af landsholdet, allerede inden han havde spillet på det.

Walther Christensen havde ellers scoret tre mål ugen forinden i kampen mellem Københavns og Jyllands bedste spillere, der endte 5-2 til København. Han havde været en af de bedste på det udvalgte fælles-københavnske hold (identisk med landsholdet) i to netop overståede kampe mod Arsenal og Wolverhampton i den årlige turnering ’Det internationale Fodboldstævne’.

Det nærmeste, man kom noget, der ligner Champions League, var denne årlige turnering mellem de bedste københavnske spillere og datidens stærkeste klubber i Europa, typisk fra England. Alle de engelske spillere fremhævede efterfølgende Walther Christensen som en klassespiller.

Men det blev trods alt ikke større end landskampene mod arvefjenden, svenskerne, som vi mødte flere gange om året. Dansk Boldspil Unions antikke amatøridealer betød, at professionel fodbold blev betragtet som en blanding af prostitution og landsforræderi, og det var under Danmarks værdighed at stille op mod de professionelle ved VM, så vi tilmeldte os slet ikke, selv om vi havde mange gode spillere. Dansk fodbold handlede om ære, ikke penge. Indtil slutningen af 1940’erne var kun ganske få danske spillere rejst til udlandet, og alle stjernerne gik derfor frit rundt på gaderne i København til daglig og passede i øvrigt deres fuldtidsarbejde som buntmagere, skolelærere, kontorister og murere.

DBU’s såkaldte Udtagelseskomité ophævede Walter Christensens karantæne efter den første kamp i jubilæumsturneringen og dikterede, at han skulle spille finalen mod stærke Norge, som havde elimineret favoritterne Sverige, og som ved VM året forinden først var blevet slået ud efter omkamp mod verdensmestrene Italien.

Efter en forfærdelig dansk forsvarsindsats i 1. halvleg førte Norge 3-2, men anført af debutanten med nummer 10 på ryggen udspillede Danmarks offensiv totalt nordmændene efter pausen. Walther Christensen scorede selv efter 57 minutter, og hans 18 år ældre klubkammerat og mentor fra Frem, nationalhelten Pauli Jørgensen, sikrede den endelige 6-3 sejr med tre mål.

”Sjældent har en spiller fået en så god debut på landsholdet som Walther Christensen,” skrev Politiken, og debutantens indsats medførte også store, yderst sjældne ord fra 1930’ernes megastjerne Pauli Jørgensen, der fremhævede Walther Christensen, som ’klarede sig særdeles fint og scorede et udmærket mål’.

I 1939 var ’særdeles fint’ og ’udmærket’ blandt sprogets højeste superlativer. Også den udenlandske presse gav topkarakter til debutanten, der ’spillede en virkelig stor 2. halvleg’, som Norges respekterede avis Sportsmanden noterede. Ugen efter var Walther Christensen igen med fra start mod Tyskland, hvor han kunne se hele det tyske landshold heile med strakt højre under nationalsangen i Idrætsparken. To måneder senere brød Anden Verdenskrig ud, lige før Walther Christensen fik valgret på sin 21-års fødselsdag.

12Euroman bog2544.jpg

Danske fodboldspillere måtte som amatører ikke modtage penge, så de blev ’aflønnet’ med en middag og drikkevarer i Parkrestauranten ved siden af Københavns Idrætspark efter kampene, og 3. halvleg fortsatte ofte på tidens hotteste danserestaurant, Wivex, og videre på beværtninger i Indre By og på Vesterbro. Det var almindeligt i fodboldmiljøet, at man gik i byen sammen efter alle kampe, og Frem-spillerne var ikke kendt for at gå tidligt hjem. I 1940 tjente Walther Christensen som faglært lige under to kroner i timen og en pilsner kostede 41 øre. Han betalte dog sjældent selv.

Torgunn Juul Hansen spillede i Frems ungdomsafdeling, da Walther Christensen brød igennem, og senere blev de holdkammerater:

”Når vi gik i byen, stod folk i kø for at give ham en pilsner. Mange af dem var rygklappere. Men Walther havde svært ved at sige nej. Den ene øl tog den anden. Det var også svært. Folk var virkeligt insisterende og kunne blive meget fornærmede, hvis Walther sagde nej. Og Walther kunne ikke lide at fornærme sine fans. Det gjorde han heller ikke.”

Walther Christensen spillede otte af Danmarks ni landskampe under besættelsen, alle mod Sverige og Tyskland. Mod Sverige neutraliserede og overgik han den svenske legende Garvis Carlsson, der vandt OL-guld i 1948 og blev professionel i storklubberne Stade de Reims og Atlético Madrid efter krigen.

”Nøglespilleren var Walther Christensen, den elegante og stilfulde højre half. Han beherskede centrum af banen, en ganske uhørt præstation,” skrev svenske Idrottsbladet.

I kampe i Dresden og Hamburg overstrålede han flere senere verdensmestre, blandt andre sin direkte modstander, verdens bedste halfback Andreas Kupfer, og anfører Fritz Walter. Walther Christensen blev udnævnt til bedste spiller af de tyske aviser, men på grund af krigen hørte ingen om danskerens klasse uden for Skandinavien og Tyskland.

Muligheden for at vise talentet frem uden for Valby Bakke var lukket: De store kampe mellem de bedste københavnske og de bedste engelske hold, hvor Walther Christensen var fast mand, stoppede med den tyske besættelse. Chancen for at blive set af verden forsvandt med krigen, og det fik afgørende indflydelse på Walther Christensens skæbne.

På klubholdet fejrede han fortsat store triumfer og vandt sit første danmarksmesterskab i 1941, konsekvent benævnt i alle aviser som Danmarks utvivlsomt bedste fodboldspiller, vores ’naturligste spiller’, ’sjælen i Frems angreb, den konstruktive kraft’. Men hans ry som besværlig fulgte ham som en skygge, som i en afgørende kamp i fjerdesidste spillerunde, da Frem førte 4-2 med otte minutter igen, og det kom til et opgør med anfører Pauli Jørgensen, der ellers ofte tog Walther Christensen i forsvar over for trænere, ledere og presse.

Jørgensen anklagede under kampen en halvskadet Walther Christensen for at være doven og sagde, at han bare kunne forlade banen, hvis han ikke gad at lave noget.

Aviserne kritiserede i en ofte moraliserende tone den ’utvivlsomt bedste’ blandt andet efter et ’uhøfligt sent afbud’ til en unionskamp mellem København og Fyn, ’fordi han var optaget af en familiefest’.

”Der er åbenbart intet at stille op med Walther Christensen. Han vil skabe røre om sin person,” skrev Berlingske, som konkluderede, at man ikke kunne forsvare hans adfærd længere, ’hvor godt han end spiller’.

Den 20. august 1941 skrev Aftenbladet på spisesedlen – lige under ’3 armeer ødelagt i 10 dages kamp’ om krigen på Østfronten – at ’Danmarks bedste fodboldspiller går sin vej’. Artiklen fortsatte:

”Der har gennem længere tid har været gnidninger mellem Boldklubben Frem og Danmarks bedste fodboldspiller, Walther Christensen. Man har ikke kunnet undgå at få det indtryk, at Walther Christensen var, hvad man vel kan kalde for – vanskelig.”

Da de nykårede mestre Frem skulle afsted til en kamp, bortviste holdleder Svend Olsen den unge stjerne, efter han havde fornærmet ham.

”Vi har så ofte haft vanskeligheder med Walther Christensen, at forholdet måtte briste en dag. Jeg tror ikke på, at denne sag kan ordnes. Jeg vil heller ikke mene, at det vil være til gavn for Frem,” sagde Svend Olsen til avisen.

To dage efter sagde Walther Christensen til det toneangivende Idrætsbladet:

”Nu havde jeg haft så meget at slås med i mit privatliv, at nerverne var lidt på højkant. Jeg gik direkte hjem og skrev min udmeldelse, som jeg sørgede for samme aften blev puttet ind ad brevkassen til formanden Aage Jensen. Jeg skyndte mig at løbe ned ad trapperne efter at have smidt brevet ind. Det var min fulde og faste overbevisning, at jeg ikke mere ville spille i Frem, men i løbet af onsdagen talte jeg med flere forskellige, og de mente alle, at jeg gjorde klogest i at blive. Det var dog først om eftermiddagen efter et forsonende møde, at det hele gik i lave igen. Jeg skyndte mig op til formanden for at bede om det brev, jeg havde smidt ind til ham, og det viste sig så heldigt, at han slet ikke havde lukket kuverten op endnu, således at min udmeldelse ikke var trådt i kraft.”

Sportsbladet fulgte op på sagen i sin leder:

”Walther Christensen er en hidsig krabat, der har ungdommens ubesindighed i ord og gerninger. Men han må se at blive lidt mere voksen. Han må lære at forstå, at da han nu en gang er – Walther Christensen og ingenlunde ufortjent nævnes som ’Danmarks bedste fodboldspiller’, så er det en ære, som forpligter ham til særlig god opførsel og ingenlunde giver ham frit spil.”

Walther Christensen gjorde status over sin fodboldkarriere i et interview med Sportsbladet:

”Jeg synes ikke selv, at jeg endnu har spillet nogle gode kampe som senior, næh, som junior, dengang var der noget ved det. Det er den bedste tid, jeg har oplevet som fodboldspiller. Nu er der for meget alvor i spillet, man skal og skal, der er slet ingen leg i spillet mere.”

Da Københavns udvalgte unionshold skulle spille i Odense i oktober 1942, gik det galt igen.

Dagen inden kampen var der arrangeret en obligatorisk biograftur, som Walther Christensen og en fremtrædende B93-spiller ikke mødte op til. Da lederen på turen omsider fik kontakt med dem, var det blevet søndag formiddag, få timer før kampstart, og Walther Christensen blev omgående sendt hjem og idømt ni måneders karantæne fra al fodbold.

Landskampen mod Sverige i oktober 1942 blev dermed Walther Christensens sidste. Han var udelukket fra krigens sidste landskamp i juni 1943 og sagde i et stort interview, at han var forfulgt af DBU. I et interview året efter fik han støtte af sin anfører, Pauli Jørgensen, som fortalte, at ’udsigten til ikke at komme på landsholdet mere havde gjort Walther Christensen deprimeret’.

Det var tydeligt at se, at Walther Christensen var på en mission for at vise den autoritære DBU-top, at den havde taget fejl. Ved karantænens udløb 1. august 1943 vendte han tilbage for at dominere i samtlige kampe for Frem – ’bedre end nogen sinde’, skrev aviserne.

Som de største spillere gjorde han forskellen i de største kampe, som danmarksturneringens sidste og afgørende kamp den 30. maj 1944 mod AB. Over 50.000 tilskuere sprængte gitterportene i Idrætsparken, så man måtte løfte børnene over rækværket om banen, hvor de sad langs sidelinjen. Midt i 2. halvleg med kampen på vippen bragte Walther Christensen Frem foran 3-2, og kort før tid blev mesterskabet cementeret.

”Walther Christensens spil er fuldstændig artistisk,” skrev Berlingske Tidende.

Walther Christensen, 25 år, var – trods balladen og mange skader – på toppen af karrieren, og hans status kunne læses samme år, da Dansk Idræts-Forbund, landets højeste idrætsmæssige instans, udgav sin autoriserede kanon, Dansk Sportsleksikon: ’Sadelmager, fodboldspiller Walther Christensen’ beskrives som ’utvivlsomt øjeblikkets dygtigste tekniker med de mest perfekte afleveringer’.

Hans gamle angrebsmakker og anfører, Pauli Jørgensen, var efter den aktive karriere blevet træner for Frem, som han førte til mesterskabet. I sin selvbiografi fra samme år skrev han:

”Egentlig burde man ikke fremhæve nogle af spillerne, men jeg må lige nævne Walther Christensen, vores højre half, det er en fodboldspiller af klasse.”

Han skrev, at i modsætning til andre kan Walther Christensen blandt andet ’i fuld fart sende bolden til en medspiller, og jeg har aldrig set noget lignende i dansk fodbold, som den måde, hvorpå han tackler og straks sørger for, at spillet fortsættes’.

Et stort samtidigt interview med Pauli Jørgensen bar overskriften ’Walther Christensen den bedste danske fodboldspiller’. ’Nogensinde’, tilføjede oraklet i interviewet.

Frems hold i september 1944 bestod af spillere, der alle enten var eller blev landsholdsspillere. Men den bedste spiller var på vej væk fra guldholdet og et liv med evig offentlig interesse. Han var på ny skadet, og ved et bal i Boldklubben Frem traf Walther Christensen den tre år yngre Henny Inger Larsen.

Hun interesserede sig ikke synderligt for fodbold, om end hendes far var medlem af Boldklubben Frem, og hendes onkel var formand i klubben. Da spillerne ikke længe efter var i byen på en danserestaurant ved Rådhuspladsen, dansede Walther og Henny Inger igen og blev herefter faste kærester.

Det var lige efter sommerens folkelige oprør, der var begyndt i Frems territorium under slagordet ’Istedgade overgiver sig aldrig’. ’Folke-strejken’ var danskernes stolteste – og blodigste – reaktion over for den tyske besættelsesmagt, og for Walther Christensen var det en periode med store beslutninger og handlinger, som måtte udføres i det skjulte.

3Euroman bog2557.jpg

Fodboldspilleren var som en stigende del af unge københavnere på dette tidspunkt af krigen blevet involveret i modstandsbevægelsens arbejde. Eftertiden har gemt meget få oplysninger om hans virke.

Mange oplysninger gik tabt, da Gestapo-hovedkvarteret i Shell-huset brændte i marts 1945, ligesom det lykkedes tyskerne at destruere meget i besættelsens sidste dage. I Rigsarkivet findes ingen oplysninger, da der ikke foreligger en sag i Erstatningsrådet. Walther Christensen søgte i modsætning til mange andre modstandsmænd ikke erstatning efter krigen. 

Hans arbejde i modstandsbevægelsen var ekstremt nedtonet og anonymt, fordi hans ansigt var så kendt. Navnet på den modstandsgruppe, han var med i, er heller ikke kendt, men vi ved, at en ven ved navn Jørgen også deltog, og vi ved med sikkerhed, at de udførte risikofyldte aktioner i de københavnske biografer, der ofte var under tysk bevogtning.

Walther Christensen var med til at afbryde de tyske propagandafilm, der blev vist for publikum, og erstatte dem med modstandsbevægelsens ucensurerede nyheder om krigens virkelige gang.

En aften i begyndelsen af februar 1945 var Walther Christensen samlet til møde i sin modstandsgruppe på tredje sal i en ejendom på Bjelkes Allé i København, da det bankede på døren. To af modstandsmændene gik ud for at lukke op og blev mødt af fire af tyskernes danske hjælpere, de såkaldte hipoer, som åbnede ild og trængte ind i stuen, hvor de skød vildt omkring sig.

Angrebet tog de ubevæbnede modstandsmænd på sengen, men en af dem fik fat i en adskilt maskinpistol, der lå på bordet, og de fire attentatmænd trak sig tilbage i opgangen.

Modstandsgruppens medlemmer vidste, at de måtte skynde sig væk fra lejligheden, og selv om Walther Christensen var ramt i lyske og hæl, lykkedes det ham at hoppe via en brandmur og en altan ned fra tredje sal. Da cirka 50 uniformerede og civile Gestapo-folk kort efter havde omringet ejendommen, fandt de trods en omfattende menneskejagt ingen af modstandsmændene.

Walther Christensen blødte så meget, at han i største diskretion måtte transporteres til Rigshospitalet. Henny Inger fik efterretning om sin sårede kæreste gennem en medicinstuderende kusine.

Den kendte fodboldspiller blev indlagt under falsk navn, men trods stor forsigtighed blandt sygehusets ansatte blev han genkendt af en stikker, og mandag formiddag rullede biler fra Gestapo ind foran Rigshospitalet og besatte flere af sygehusets bygninger.

En flere timer lang husundersøgelse gik i gang, og til sidst udpegede en af Gestapos danske håndlangere sportsstjernen, der blev ført ned til bilerne og kørt væk.

Efter brutale forhør hos Gestapo tilbragte Walter Christensen 14 dage i et overfyldt Vestre Fængsel, lige ved siden af Frems gamle bane. Han hørte 10 af sine medfanger, alle danske modstandsmænd, blive hevet ud af deres celle og henrettet ved skydning af tyskerne i fængselsgården.

Selv blev han dømt til ophold i en koncentrationslejr i Tyskland. I det tyske kommandantskabs såkaldte Aufnahmebefehle – et stamblad over fangen – stod der: ”War für ein KZ in Deutschland vorgesehen” (tiltænkt en KZ-lejr i Tyskland, red.). Den 28. februar 1945 blev Walther Christensen sammen med 80 andre fanger overført fra Vestre Fængsel til Frøslevlejren nær Padborg ved den dansk-tyske grænse.

Cirka 1.600 danske fanger blev sendt videre fra Frøslev til tyske koncentrationslejres rædsler. 220 af dem døde. Frøslevlejren var opført i 1944 til cirka 1.500 fanger, men den 2. marts 1945, da Walther Christensen ankom til Frøslev, var fangetallet over 3.000.

Først da de nordiske KZ-fanger begyndte at ankomme til Frøslev, evakueret fra Tyskland, i slutningen af april 1945, kunne Walther Christensen ånde lettet op. Han blev ikke sendt i tysk KZ-lejr.

Krigen nærmede sig sin afslutning. Der var ingen deportationer sydpå længere, og to dage efter befrielsen, den 7. maj 1945, skrev Politiken:

”Frem har fået Walther Christensen hjem i fuld vigør, hans form er dog endnu ikke til at optræde på førsteholdet, men det vil antagelig ikke vare længe, før man ser ham i Idrætsparken, hvor han vil pynte svært på Frems hold.”

Det er sagt om Walther Christensen, at han aldrig blev helt den samme efter besættelsen. Det var i hvert fald en forandret spiller, der løb ind i Københavns Idrætspark til kampen mellem Frem og B1903 den 13. maj 1945, med overskæg og langsommere efter opholdet i Frøslevlejren.

Walther Christensen så markant ældre ud end sine 26 år. Inden kampen blev den populære spiller hyldet taktfast af 14.000 tilskuere og modtog op til flere blomsterbuketter.

Politiken skrev, at selv om ’den længe savnede Walther Christensen naturligvis ikke var i tilstrækkelig træning, fik han dog vist at han med hensyn til at sparke til en bold er i særklasse’. Walther Christensen sagde selv efter kampen, at det var ni måneder siden, han sidst spillede en kamp, ’så jeg havde ventet, at det var kommet til at knibe meget mere med luften end tilfældet var’.

Han tilføjede, at han ikke ’gik ind i noget. Jeg skulle ikke slås i stykker med det samme’. Walther Christensen spillede sæsonens sidste fem kampe og blev udtaget til befrielsessommerens store kampe mod engelske militærlandshold.

”Jeg er sluppet forholdsvis godt fra det. Jeg fik to kugler i benet – en gennem låret og en i hælen, men det var heldigvis begge to kødsår, og de er helet fint,” sagde den hjemvendte modstandsmand i et interview i Politiken.

”Hvordan er det at være fri for slavelænken og frygten for den grusomme mulighed?,” spurgte avisen.

”Ubeskriveligt,” svarede Walther Christensen:

”I tre lange måneder har jeg været i fangenskab.

Resultatet af et dramatisk og blodigt forspil, der vil sidde i min erindring, så længe jeg lever.”
Om sin anholdelse fortalte han:

”I den situation så jeg, at populariteten har skyggesider. En udpegede mig som Walther Christensen.

Senere gjorde jeg opdagelser om menneskelig grusomhed, som jeg ville have forsvoret, hvis man ikke havde oplevet dem. På Politigården var der uhyggeligt og beskidt. Forhørsmetoderne kender vi af referaterne, der ikke har overdrevet.”

I efteråret 1945 debuterede Torgunn Juul Hansen på Frems førstehold i 5-2-sejren over B1909. Men allerede i sin anden kamp havde den 18-årige målmand en uheldig dag i 4-8-nederlaget til KB og fik skylden for flere mål. Frems hold havde store stjerner og etablerede landsholdsspillere. Et klart hierarki. Da Torgunn Juul Hansen ved en fejl kom til at hænge sit tøj i den forkerte side af omklædningsrummet, svinede landsholdsspiller Johannes Pløger den unge keeper til.

Walther Christensen overhørte skideballen og gav i lige så bestemte vendinger Pløger besked om at behandle de unge spillere ordentligt.

”Han sagde til Pløger: ’Sådan skal du ikke tale til de unge’,” husker Torgun Juul Hansen.

”Man sagde, at Walther var speciel og egenrådig, det var han måske, men jeg husker ham som et meget venligt menneske, der behandlede alle ens.”

Torgunn Juul Hansen blev sammen med sin forlovede inviteret til middag hjemme hos Walther Christensen, der også var populær hos pigerne, husker Torgunn Juul Hansen.

”Han var altid meget elegant i tøjet, en laps, eller det vi kaldte en ’modesheik’. Pigerne var vilde med ham. Han var også meget glad for dem. Han var helt afgjort en playboy.”

Turene i byen med Walther Christensen var aldrig kedelige.

”Jeg kan huske, at vi havde været på en bytur og endte på Enghave Café. Der var Walther så beruset, at vi måtte samle ham op fra gulvet og bære ham hjem i hans lejlighed.”

Den 11. maj 1946, tre dage efter sæsonens sidste kamp, blev Walther Christensen og den 24-årige Henny Inger viet i Sct. Matthæuskirken. I november vandt han sin fjerde pokalfinale med Frem.

Muskelskader plagede ham i stigende grad. Han blev ikke længere udtaget til landsholdet, selv om hans beundrere krævede det i avisernes læserbreve. I sæsonen 1946-47 var Walther Christensen på grund af skader ikke med i Frems sidste otte kampe. I august 1947 gjorde han comeback på sin gamle plads som højre midt, hvor han ikke skulle lave så meget.

”Så godt sparkede han stadig til en bold, at Frem brugte ham som tilbagetrukken højre wing, selv da han, overvægtig og utrænet, ikke kunne bevæge sig ret meget. Han flyttede sig næsten ikke fra sin faste plads på midtercirklen ude i højre side, men med sin eminente sparketeknik kunne han derfra lægge op til scoringschancer op til Frems heade-specialister foran modstandernes mål,” skrev Knud Lundberg i ’Dansk fodbold’.

”Mange har ment, at han blev fældet af sin succes. På Idrætsparken og hos pigerne, men især på de mere eller mindre ydmyge steder på Vesterbro. Hans succes var jo enorm alle vegne, hvor han kom frem.”

Den 16. november 1947, klokken 16.05, gik Walther Christensen fra banen foran 21.500 tilskuere i Københavns Idrætspark i sin 139. kamp for Frem. Han kom aldrig tilbage igen. Efter en forstuvning i foden løbetrænede han alene op til sæsonstarten i 1948 og deltog ikke i Frems træning.

Efter nogle få kampe på klubbens tredjehold indstillede han karrieren i en alder af 29 år.

Samme år vandt Danmark bronze ved OL i London med et hold, som indtil 1980’ernes dynamitlandshold blev stående som dansk fodbolds største.

Succesen havde som direkte konsekvens, at Walther Christensens landsholdkammerater – Johannes Pløger, John Hansen og flere andre – blev højt betalte, professionelle stjerner i verdens dengang stærkeste og rigeste liga, den italienske Serie A.

waltermain.jpg

Walther Christensen kom ikke mere i Frem, hvor der ellers var tradition for, at nuværende og tidligere spillere blev ved med at mødes hele livet for at få en øl og et slag kort, spille oldboys, se en førsteholdskamp om søndagen.

Han havde dog en annonce i Frems medlemsblad i juni 1949, hvor Walther Christensens forretning i Ingerslevgade på Vesterbro lovede, at ’alt i møbler, persienner, tegninger og tilbud, kvalitetshåndværk, omstopning og reparationer udføres’. Det gik egentligt godt, der var kunder nok, og Henny Inger ordnede regnskab for sin mand. Men annoncen lovede mere, end den kunne holde.

”Walther havde ikke evner til at drive forretning. Det lå ikke rigtigt til ham,” siger Torgunn Juul Hansen.

Møbelpolstreren havde flere svende ansat, men når man kom forbi i arbejdstiden, var mester som oftest gået hen på det nærmeste værtshus. Han kom beruset hjem om aftenen.

Når han demonstrerede sit utrolige boldøje, skete det nu ved billardbordet på et af Enghave-kvarterets mange listige steder, som i stigende grad udgjorde hans hverdag. Ægteskabet med Henny Inger gik i stykker.

Ved Frems store 75-års jubilæumsbanket lørdag den 22. juli 1961 på Restaurant Wivex var der levende musik og fire retter (oksefilet garni med sauce bordelaise) og vin ad libitum.

En lang række af Frems tidligere spillere med fruer var blandt de 156 æresgæster ved de 25 borde. Pauli Jørgensen var der. Johannes Pløger var kommet hjem fra Italien sammen med Juventus-topscoreren John Hansen, for længst kanoniseret.

Toppen af DBU og Dansk Idræts-Forbund sad her i galla. Knud Lundberg var der. Københavns overborgmester Sigvald Munk. Alle sportsredaktørerne fra aviserne i smoking. Gamle landsholdsspillere fra andre stævneklubber, AB, KB, B93. Det meste af OL-Bronzeholdet fra 1948.

Walther Christensen var der ikke.

I de år kunne eleverne fra Baunehøjskolen, som lå ved siden af Vestre Fængsel og Frems gamle bane, hver morgen se en mørkhåret mand, der sad og fik sin morgenbajer på en bænk.

Han var i midten af fyrrerne, men så ældre ud. Han var opvokset i kvarteret, boede nu rundt om hjørnet, flyttet hjem til sin mor på Tranehavevej.

Skolebørnene vidste det ikke, men folk, der havde set den kraftige mand på bænken spille fodbold i en fyldt Københavns Idrætspark 20-25 år tidligere, sagde, at han var den bedste spiller, Danmark nogensinde har haft.

Man kunne ikke bebrejde skolebørnene noget. Det var svært at se. Også for lægerne på Københavns Kommunehospital, der var på vagt den 30. november 1965. De kunne blot konstatere det samme, som Falck-redderne havde gjort en halv time forinden hjemme i moren, Gerda Franciskas, lejlighed. Walther Christensen var død, 47 år gammel.

”Walther Christensen opnåede kun 10 landskampe, men havde utvivlsomt fået mange flere, hvis ikke han havde haft sin bedste tid under besættelsen,” skrev BT i en kortfattet notits under overskriften ’Dødsfald’.

I et afsluttende kapitel om dansk fodbolds skæbne konstaterer Knud Lundberg i 1986, at vores største talenter først kunne folde sig helt ud, når de kom til udlandet.

”Men under krigen var der ikke noget verdensmarked – og vores største kunstnere blev aldrig så gode, som de kunne være blevet. Walther Christensen, vel det største talent af dem alle, spillede blændende, når han var i det humør, men spolerede sin karriere og mishandlede sit talent. Måske fordi han ikke kunne bære populariteten og de mange bajere, den forærede ham. Hvis Walther var blevet professionel i en europæisk storklub, kunne han være blevet lige så god som Bobby Charlton – eller måske snarere som George Best.”

John Walther Christensen blev bisat den 4. december 1965 i Søndermark Kirkegårds nyopførte askefællesgrav ned mod Magnoliavej, officielt kaldet Birkelunden. Det var Pauli Jørgensens 60-års fødselsdag den dag. I sin biografi fra 1944 skrev Pauli Jørgensen om at blive tiljublet:

”Her vil jeg give mine unge kammerater et godt råd: Lyt aldrig til den slags smiger – for andet er det ikke. Bagefter, når rusen har lagt sig, når de almindelige dage begynder igen, når du er begyndt at sakke lidt bag ud af dansen, og når du ikke mere kan følge med i det forrygende tempo, så vil du opdage, hvem der var dine sande venner, og hvem der bare vil tækkes en ’berømthed’.”

Henny Inger Christensen husker alt. 96 år gammel bor hun i egen lejlighed på femte sal. Henny Inger fortæller, at hun holdt umådeligt meget af sin mand, men kærligheden blev slidt. Hun vil ikke gå yderligere i detaljer. Det var ikke så kønt, siger hun.

Efter få års ægteskab begyndte det at gå helt skævt. Så skævt, at Henny Inger ikke synes, der er grund til at tale om det, fordi hun dengang besluttede sig for, at hvis hun skulle videre i sit liv, måtte hun lukke døren til fortiden og til sin eksmand Walther Christensen.

”Det er mærkeligt at tale om,” siger Henny Inger Christensen, der ikke havde kontakt med sin eksmand efter de blev skilt. ”Det er jo næsten 70 år siden.”

En berømt anekdote om George Best foregår på et luksushotel i London, hvor den efterhånden blegnende superstjerne har bestilt champagne til værelset. Tjeneren, der skal servere den, åbner døren og møder synet af George Best i en dobbeltseng omgivet af cirka 20.000 pund i sedler og den daværende Miss World, og han siger: ’Mr. Best, where did it all go wrong?’

”Det gik ham trist,” siger Henny Inger Christensen, om sin tidligere mand, og jeg spørger hende, ’where did it all go wrong?’ Hvorfor tror hun, at det gik Walther Christensen så skævt efter den lovende start?

”Han blev sat op på en piedestal, først af sin mor og siden af alle andre, men han kunne ikke tåle al den virak, og han kunne heller ikke finde ud af at undvære den.”

Det er det sidste spor efter den slukkede stjerne, tænker jeg. Nogle får et monument i Hall of Fame, andre får en plads i de ukendtes grav. Og så er det, at Henny Inger afbryder min tankerække og siger med varme i stemmen:

”Men jeg fik en dejlig søn.”

Walther Christensens søn er 71 år. Han har ikke set sin far, siden han var helt lille, men han har en scrapbog fyldt med udklip og en hel skotøjsæske med fotografier, som hans farmor har givet ham. Han bor lige der, hvor Boldklubben Frems baner lå.

walter.jpg

Tak til statistikfører Steen Bjerre, Boldklubben Frem.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Historie og Landsholdet