Er du klar til at få indsat en chip i din hjerne?

Hvis det står til Tesla- og SpaceX-stifter Elon Musk, som man ikke just kan beskylde for mangel på vilde idéer, kan det spørgsmål blive aktuelt allerede til næste år.

Virksomheden Neuralink, et hemmelighedsomgærdet startup som Elon Musk stiftede i 2016, har i dag annonceret, at det vil begynde tests med mennesker af såkaldt brain-computer interface-teknologi i 2020. Det skriver flere medier, heriblandt britiske The Telegraph.

Ifølge den 48-årige amerikanske iværksætter – der foreløbig har investeret over 100 mio. dollars i Neuralink – kan chippen "kurere hjernesygdomme af alle slags," som han ifølge Telegraph sagde ved præsentationen.

Teknologien består af en 4x4 millimeter stor chip, der indopereres bag øret og kobles til hjernen ved hjælp af tusind mikroskopiske tråde, der kan læse og påvirke dens elektriske impulser og sende feedback retur til en smartphone-app.

Den første udgave af chippen skal hjælpe lamme patienter med at kontrollere mobiltelefoner og computer-keyboards, men ifølge Elon Musk vil teknologien på længere sigt gøre det at "parre" menneskelig intelligens med AI og dermed forøge menneskehjernens kapacitet.

Indtil videre har Neuralink testet teknologien – med succes – på aber og rotter, og virksomheden forventer at have udstyret den første menneskelige testpatient med en chip inden udgangen af 2020.