Er du ikke kommet med på læsebølgen endnu? Her er fem fremragende bøger, du nemt kan kaste dig over
De fysiske bøger oplever et gedigent comeback. Pludselig virker det, som om alle læser. Men hvad gør du, hvis du endnu ikke er kommet med på bølgen? Euromans redaktionschef Anders Hjort guider her til fem gode (nye, som gamle) bøger, du let kan dykke ned i.
2023 Neil Mockford
Af: Anders HjortAf: AndersHjortAf: Anders HjortFoto: Getty Images og PR
Tallene i rapporten
viste, at salget af bøger herhjemme er steget med 8,5 procent fra 3. kvartal i 2022
til og med 2. kvartal i 2024. Fagbøger topper listen med 31 procent af salget,
mens børne- og ungdomslitteratur udgør 29 procent og skønlitteratur 28 procent.
Samtidig kan man,
ud fra de seneste opgørelser fra landets biblioteker, se, at flere og flere af
os låner bøger. Det samlede udlån, inklusiv eReolen, nåede i 2024 op på 32 millioner,
heraf var der tale om knap 25 millioner fysiske bøger. Det er tredje år i træk,
at udlånet stiger, og det er det højeste niveau i 10 år.
Læg dertil, at den
politiske samtale om litteratur og læsning i løbet af det sidste par år
har foretaget et hidtil uhørt skift. Fra at vi gik og talte om, at den fysiske
bog nærmest var uddød, er vi nu der, hvor der er blevet indgået en aftale på
Christiansborg om at bruge 540 millioner kroner på indkøb af fysiske bøger
i den danske folkeskole.
Oveni det har regeringen og De Konservative indgået en
aftale om, at man fra i år vil afskaffe den 25 procent moms, der ellers
tidligere har været på bøger (både trykte bøger, e-bøger og lydbøger), et
tiltag, der skal gøre bøger billigere generelt og styrke læselysten. Både hos
unge og gamle.
ALT DETTE LIGGER fint i tråd med, hvad der ellers sker, når vi
taler om bøger. Læseklubber, læseudfordringer og forfatterarrangementer
er i fuldt flor, se bare på den britiske popstjerne Dua Lipa, hvis bogklub
Service95 Book Club er et tilløbsstykke af den anden verden.
Dua Lipa anbefaler hver måned en ny bog (det har blandt
andet været Ocean Vuongs ’Vi er kortvarigt smukke her på jorden’, Max Porters ’Sorg
er et væsen med fjer’ og Hernan Diaz’ vildtvoksende og eksperimenterende ’Tillid’).
Og hendes interview med forfatterne selv er, spørger du mig, ofte bedre end hvad jeg
ellers kan få/læse i de medier, jeg ellers normalt frekventerer.
Derudover, hvis jeg bruger bare cirka et minut på at
scrolle enten mit Facebook- eller mit Instagram-feed igennem, så falder jeg straks
over fire forskellige litterære arrangementer, blot i de kommende to uger, hvis
vi kigger lidt frem: Theis Ørntoft, onsdag den 11. på Roskilde Festivals
højskole, Åsne Seierstad, fredag den 20. på Københavns Hovedbibliotek, og forfattermøde
i Riddersalen, både onsdag den 11. og onsdag den 25., med blandt andre Thomas
Boberg (du ved, autofiktion, ikke-autofiktion, eller måske fiktion om
lokalsamfundet på Fejø) og Malte Tellerup.
Annonse
Det er ikke så lidt, der er at komme efter. Samtidig er
der selvfølgelig også alt det andet, der ellers sker. Fx alt på Booktok og de
utallige muligheder, vi allesammen har for at lave udfordringer for sig selv,
når det gælder, hvor meget vi får læst på et år (her er Goodreads’ reading
challenge et rigtig godt tip).
Alt dette er medvirkende til, at samtalen om litteratur formentlig
ikke forstummer lige foreløbig. Hverken herhjemme eller i udlandet.
Men, og der er altid et men, hvad gør man så, hvis
man endnu ikke er kommet med på bølgen? Hvad gør man, hvis man føler, at alle
de andre er i fuld gang med fordybelsen, mens man selv står tilbage på perronen,
lettere fortabt, og tænker, hvor i alverden skal jeg egentlig begynde?
Her er fem forslag til rigtig gode bøger, som er lette at
gå til - og som samtidig ikke kræver, at du sætter en hel (vinter)ferie af for
at komme igennem dem.
Klassikeren
Vi kommer ikke udenom Ernest Hemingway, og ’Solen går sin
gang’ er et af de bedste steder at starte. I Hemingways debutroman følger vi den
såkaldte ’fortabte generation’, personificeret ved den amerikanske journalist Jake Barnes og en
flok andre
expats i Paris og Spanien, han hænger ud sammen med i årene efter Første
Verdenskrig, hvor de lever stærkt og hårdt på barer og værtshuse, mens de
prøver at undslippe sig ligegyldigheden.
’Solen går sin gang’ er fra 1926, og den var stærkt inspireret
af den store mesters egne oplevelser i Paris, hvor han var korrespondent for The Toronto Daily Star. Den slog samtidig
Hemingways navn fast, ikke mindst på grund af hans enkle og realistiske
skrivestil, der betød, alt fyld på linjerne var barberet væk.
De fleste af os har læst Homer i gymnasiet, enten
’Iliaden’ eller ’Odysséen’ – eller begge. Men hvis du vil have en lidt mere
letlæselig indgang, så er den britiske forfatter (og skuespiller og tv-vært)
Stephen Fry i gang med et ret omfattende bogprojekt, hvor han genfortæller de
græske myter.
Annonse
I sin seneste roman i serien genbesøger Fry det store
helteepos, hvor Odysseus har erobret Troja og gennem 10 lange år er på rejse
hjem til sin kone, Penelope, på øen Ithaka. Dramaet er fyldt med
vanvittige guder og legendariske helte og alt muligt andet skørhed, og Stephen
Frys mesterlige træk her er, at han tilfører sin distinkte britiske humor til
den ellers voldsomme historie om Odysseus kamp for at vende hjem.
Haruki Murakami har en – fortjent – kæmpe, trofast
fanskare, og japaneren, der engang i tidernes morgen ejede en jazzklub, men
bestemte sig for at hellige sig forfattergerningen, er også en kompetent
maraton-løber.
Der er skrevet mange bøger om løb og udholdenhed, endda
endnu flere end tidligere i de seneste år, men Murakamis bog er noget, der ikke
ligner andet. Den lavmælte, poetiske og subtile tone fra hans mange romaner går
igen her, og faktisk er det en befrielse at læse ham, når der ikke hele tiden
går magisk, japansk realisme i den – selvom det jo også er godt.
’Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe’ (med en fin
hommage i titlen til Raymond Chandler, Murakamis litterære forbillede) er en
kort, let sag at fordøje. Men samtidig bliver den siddende i dig i lang tid
efter endt læsning.
Hvis der er én forfatter, der skriver ikke alt for lange romaner
i disse år, så er det franske Édouard Louis. Hans bøger er i gennemsnit cirka 800
sider kortere end hver af Knausgårds udgivelser i den seks bind store ’Min
kamp’. Mindst.
Men selvom Louis’ bøger ikke er lange i omfang, så er de dirrende
og uafrystelige, og de er så fænomenalt skrevet, at man sluger dem i ét væk. Siden
Louis for snart mange år siden debuterede med ’Færdig med Eddy Belleguelle’ om sin
opvækst som homoseksuel i et arbejderklassemiljø, der var hårdere end de fleste
andre, er hans popularitet bare vokset og vokset. Det forstår man godt, for han
gør om nogen det hårde stof, han beskriver og bevæger sig i, let at læse om –
og han har fundet en formel, der virker.
Annonse
Den franske stjerneforfatter tager og har konstant taget af
hovedstolen, han har fx tidligere skrevet om både sin mor og sin far – og sig
selv. I ’Kollaps’ er omdrejningspunktet hans bror, der døde, efter de ikke havde
set hinanden i 10 år, og var, ja, lad os bare sige det, som det er, et dumt
svin.
Det føles stadig vigtigt at læse om, og Louis’ nyeste bog sætter endnu en
tyk streg under, hvorfor han regnes for en af sin generations vigtigste litterære
stemmer.
Det
er rimelig svært at regne ud, hvornår noget virker, når det gælder bøger. Og
sådan er det vel faktisk også med al anden kultur – podcasts, musik, film,
medier, tv-programmer etc. Men
nogle gange kommer der noget, hvor alle bare skal være med. Altså alle.
Hvis
vi holder os til bøgerne alene, så lad os nævne Linea Maja Ernsts ’Kun til
navlen’, som pludselig var på alles læber forrige år, Yahya Hassan for år
tilbage, og Leonora Marie Skovs selvbiografi, ’Den, der lever stille,’ som
udkom for snart 10 år siden. Og fyldte alt lige der.
Netop
sådan er det lige nu med Janus Kramhøfts ’De nærmeste’. Hvis man tager en
hurtig rundtur på de mest væsentlige influenceres sider i den seneste uges modeuge
i København, så vil man hurtigt se, at hvis der er én bogforside, der optræder
og ses nærmest alle steder, så er det ’De nærmeste’.
Det
er også en god bog. Og den har også et smukt omslag. Men det er også en
meget mandet bog. Hovedpersonen, Martin, er en midaldrende mand, hvis
nærmeste ven truer med at begå selvmord. Han selv kæmper med, at han har været
utro med en yngre kvinde et par år tilbage, og at hans kone, hans livs
kærlighed, forståeligt nok, står tvivlende over for, om hun stadig kan stole på
ham.
Ikke
desto mindre har vi her at gøre med en dansk forfatter, der ud af det blå
popper frem som et af de mest lysende talenter, vi længe har set. Kramhøft bor
i Oslo, hvor der om noget sted i verden lige nu bliver skabt vigtig,
skelsættende, fantastisk litteratur, igen og igen.
Midt
i det står Janus Kramhøft og blinker med en meget, meget fin roman. Hvis det
skal være den første bog, du vælger, når du virkelig skal i gang med at læse,
så er det her et rigtig godt sted.
Jeg tog en fast beslutning om, at det skal være mig, der bestemmer, hvem der kan påvirke mit humør og mit indre liv. Det er mig, der bestemmer, hvem der bliver lukket ind i min sjæl. Det har haft den afsmitning, at det ikke går mig på eller påvirker min nattesøvn, når nogen vil banke sig ind i mit hoved.