Fem stjerner: Kendt kok har åbnet restaurant i Odense med retter fra øverste fransk-fynske hylde

Yves Le Lay forlod sidste år À Terre og Yves at Park Lane, som han begge stod i spidsen for. Nu er han rykket til Odense, hvor han har åbnet Restaurant Madeleine, der er opkaldt efter den kendte scene i Marcel Prousts hovedværk.

Fem stjerner: Kendt kok har åbnet restaurant i Odense med retter fra øverste fransk-fynske hylde
Offentliggjort

At stå på skuldrene af Marcel Proust og Per Hallundbæk (tidligere Falsled Kro) er ikke nogen lille bedrift. Men det er præcis, hvad Yves Le Lay gør i Odense, hvor han sammen med sin gamle læremester har åbnet Madeleine – en restaurant, der jagter den tabte tid og gør Yves Le Lays minder til en personlig fortælling i 13 serveringer.

Vi gik med ’Oplevelsen’ med fem tilhørende vine (1.995 kr.), og fortællingen begyndte i en blød læderstol i Vestergade. Mørkegrønne gardiner faldt tungt, og på bordet stod en brun kuvert med grønt segl fyldt med små anekdoter til hver ret.

Vi begyndte med seks snacks. Den franske radis beurre med koldt ansjossmør var udformet som en blomst, men blev overgået i smag af løg-cigaren med braiseret vildt og den umamifyldte tatar med bison fra Ditlevsdal. Et fougasse kom lige fra ovnen, drysset med fennikelblomst og ledsaget af luftigt smør med essensen af Provence: krydderurter, nødder og tørret frugt.

Retten med hønseæg fra Maglemose var et minde om Sydfyn og hans tid på Falsled Kro. Ægget kom sprødt og friteret med salt fra røget kuller og syre fra havesyresauce. En enkel ret, hvor ægget stod i centrum og lod sit solgule indre stråle ud over tallerkenen, da vi skar det over.