Her er børn under 12 år ikke velkommen – af hensyn til stedets øvrige gæster. Sådan har en københavnsk frokostrestaurant for nylig meldt ud. Det er pænt af dem, men for mit vedkommende må jeg melde, at det hensyn behøver de ikke at tage, for jeg ville aldrig have lyst til at frekventere et sted med en sådan udmelding.

Restauratøren må naturligvis helt selv bestemme, hvilke regler vedkommende vil udstikke, og man kan sige, at man hermed prøver at imødekomme et problem, før det opstår. Men er det et reelt problem, og hvis det er, er løsningen så et forbud mod en bestemt aldersgruppe? Jeg synes det ikke.

Der findes ikke umulige børn. Eller jo, det gør der i høj grad, men skytset skal rettes mod forældrene, for problemet er ikke børnene, men deres forældre, der ikke er i stand til at styre ungerne og sætte grænser for dem. Som forældre er det ens ansvar at sikre sig, om ens børn og et givent sted nu også er et heldigt match. Man tager eksempelvis ikke fire højenergiske og overspeedede børn med til Svinkløv Badehotel, når man ved (eller bør vide), at det er sted, andre gæster netop kommer til for at få ro og geare ned.

Jeg har spist ude tusindvis af gange – og jeg mener tusindvis – de sidste 20-25 år, og jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om episoder, hvor jeg har været generet af børn. Jeg kan til gengæld huske mange tilfælde, hvor andre voksne gæster har været helt urimeligt højrøstede eller har opført sig på en måde, der har påvirket min restaurantoplevelse negativt.

For noget tid siden spiste jeg med en kollega, som jeg på grund af geografisk afstand ikke har mulighed for at være sammen med så tit. Vi sad i en spisebar i København, og ganske ufrivilligt blev vi talt i hegnet af et vennepar, der også sad i baren. Kvinden i det selskab var i særklasse beruset, og det blev kun værre. Hun var først og fremmest bare pisseirriterende, men hun var også grov, uforskammet og intimiderende. Og hun endte faktisk med at ødelægge vores aften.

Her ville ingen forbud havde hjulpet – hvordan forbyder man idioter adgang – men jeg synes faktisk, at restauranten den aften svigtede sin værtsrolle ved ikke at gribe ind og simpelthen smide den plørefulde gæst ud.

Det er ikke nogen nem eller behagelig situation at tackle, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Ingen gæster skal generes af andre, og hvis det er børn, der er problemet, og deres forældre ikke er deres opgave voksen, så må restauranten bede dem om at gå.

Kort før jul blev jeg afvist i døren på en cocktailbar i byen. Grunden var, at stedet var proppet af julefrokostgæster, så brandsikkerhed etc. gjorde det umuligt at lukke flere ind. Det er fuldt forståeligt, men jeg nåede lige at minde mig selv om, hvor meget jeg hader, når steder ser deres gæster an, før man bliver lukket ind. Er man smart nok, rig nok, velklædt nok, vigtig nok …
Fint nok, hvis man vil være en klub for særligt udvalgte, men det er en balanceakt, hvor grænsen mellem eksklusivitet og ugæstfrihed er hårfin.

Jeg kan ikke se den store mening med små børn på restaurant, hvis de end ikke kan sidde op og spise selv. Men så snart de er store nok, så er det en fantastisk mulighed for at danne dem i almindelighed og danne dem gastronomisk i særdeleshed. Og det er vidunderligt at blive taget imod og blive serviceret og at kunne kvittere med glæde og tilfredshed.

Nu har jeg ikke selv længere små børn, men jeg vil ikke desto mindre til enhver tid holde mig fra steder, der decideret forbyder mindre børn adgang. Det er et vissent signal at sende som restauratør og et misforstået hensyn at tage til andre gæster fremfor at tackle problemet, når det opstår. Man burde snarere forbyde forældre, der ikke kan styre deres børn – så bliver børnene nok også hjemme!