"Vi er fem’ begynder sådan set stille og roligt. Tormod bor i den lille bygd Råset, hvor han efter en turbulent ungdom finder sig til rette med Siv og stifter familie. Valget af Siv handler mest om, at udvalget ikke er så stort. ’Der var et par dusin unge på hvert klassetrin, og de måtte fordele sig indbyrdes,’ som Matias Faldbakken beskriver det i et af de små, sarkastiske slag med halen, som bogen er fuld af.

Men senere begynder det at blive virkeligt mærkeligt. Tormod er tæt på genial, når det kommer til elektromekanik og fysik, og for at trøste børnene, efter hunden er forsvundet, eksperimenterer han med ler og kvælstof. En dag bliver leret levende. Og så begynder det at gå galt.