DER ER NOGET kontrolleret kaos over animationskollektivet Gigis. Klokken 22.55 aftenen inden vores interview rykker de interviewet fra om formiddagen til om eftermiddagen. Og de har mange ting kørende rundt i kasketten netop i dag, da jeg slår mig ned i gården bag deres studie på Amager. Hele natten har de klippeklistret deres nye film ’Shabholm’, og den er nu helt og aldeles færdig.

De er her alle fem. Malthe Emil Kibsgaard (MEK), Troels Unneland (TU), Daniel Sanjari (DS) og Sorena Sanjari (SS) og Adrian Hosseinpour (AH). De svarer alle ivrigt, afslutter hinandens sætninger og kommenterer ironisk hinandens udtalelser. Gigis består af fem tætte venner; en flok shababs, der fra barnsben har kendt og støttet hinanden og altid gør tingene sammen.

Tillykke! Jeres anden spillefilm er færdig. Hvordan synes I, den er blevet?

MEK: Det er svært at sige, fordi den er ikke færdig endnu.

Er den ikke færdig endnu?

MEK: Jo jo, vi er lige blevet færdige med den her i nat, men vi har ikke set den færdige version endnu.

AH: Det er med blandede følelser. I alle vores projekter har vi altid følt, vi har kunnet gøre det bedre, når først vores projekter var færdige, og med den her film er vi gået all in, så den skal helst være perfekt. Den har løftet sig visuelt, for vi har ansat otte animatorer, og deres navne er også tilknyttet filmen, så dem vil vi ikke skuffe.

Hvad forventer I jer af modtagelsen?

AH: Vi har ikke nogen forventninger i forhold til antal solgte billetter. Jeg håber, publikum vil bide mærke i, at historien har løftet sig. At der er et bedre budskab gemt i den. At kvaliteten i historiefortællingen har løftet sig. Jeg håber, de udviklingsbuer, vores karakterer går igennem, vil blive lagt mærke til.

MEK: Mit mål er tre stjerner i Berlingeren (det lykkedes, red.). Vores første film fik nemlig to stjerner, da det var en mand på 60 år eller deromkring, der havde anmeldt den, og han forstod ikke, hvad karaktererne sagde. Så det kunne være en symbolsk belønning med en stjerne mere.

Er ’Shabholm’ så en film kun for de unge?

MEK: Sproget er jo et, de helt unge taler. Men jeg tror, tematikkerne også kan være spændende for de voksne.

DS: Det er ikke noget, vi på den måde tænker over, når vi laver filmen.

AH: Men den er primært til de unge.

DS: Ja, det er den.

AH: Vi har fx en reference til det gamle Mujaffa-spil, og der talte vi om, hvorvidt publikum mon ville fange den. Så det er ikke noget, vi laver filmen ud fra, men vi tænker over det. Vi er bevidste om, at det er den yngre generation, der ser filmen.

Jeg prøver at lytte til den yngre generation i forhold til mit stemmeskuespil. Det er fx kommet mere på mode at bruge det iranske ord for bror ’dadash’ i stedet for ’akhee’ på arabisk. Sådan nogle ting prøver jeg at lægge mærke til.

MEK: Modsat Anders Matthesen, der jo meget bruger sit eget sprog i sine film. ’Din taberkylling’ fx. Det har man jo aldrig hørt nogen sige i virkeligheden.

DS: Haha, så fik han den.

MEK: Ej, Anders er den eneste, jeg har respekt for.

Jeres seneste projekt, ’100 problemer’, var en miniserie, hvor hvert afsnit varede fem-seks minutter. Hvordan var det at gå over til at lave en rigtig spillefilm?

TU: Intenst. Vi havde kun en uges pause mellem ’100 problemer’ og ’Shabholm’. ’100 problemer’ er vi stolte af, men det var til en yngre målgruppe, og vi havde begrænsninger. Vores karakterer måtte ikke ryge smøger, drikke alkohol eller bande for meget. Eller sige for mange fremmedord, som en DR-seer ikke ville kunne forstå.

De begrænsninger havde vi ikke prøvet før, så da vi skulle lave filmen, ville vi gerne tilbage til det, vi oprindeligt gav karaktererne. Hvis man går forbi fem shababs, der står på gaden, er det umuligt, at der ikke er minimum én, der ryger. Der er også altid en, der godt kan lide at drikke. Og de karaktertræk ville vi gerne have tilbage, for det skal være autentisk.

Hvordan og hvornår kom I på idéen om Shabholm?

TU: Helt tilbage i 2016 kom vi på titlen.

MEK: Den kom flyvende ud af Adrians mund. Hele idéen kom af, at vores karakterer i et afsnit af det oprindelige Gigis havde overtaget Christiansborg, og Lars Løkke gav dem så Bornholm for at få dem ud derfra. Og så siger Hassan-karakteren så: ”Det kan ikke hedde Bornholm. Det skal hedde Shabholm.”

SS: Den er også inspireret af situationer fra vores eget liv. Der er en scene i filmen, hvor karaktererne skal på natklub, men det er kun Davito, den etnisk danske dreng, der må komme ind.

Da Troels og jeg var 18 år gamle, stod vi i køen til et diskotek, og dørmanden var så venlig at tage sig tid til at komme hele vejen ned til os og sige, at jeg ikke kunne komme ind. Troels kunne godt. Men Troels opførte sig heldigvis ordentligt og gik videre derfra sammen med mig. Men de udfordringer, karaktererne møder i filmen, har vi oplevet på egen krop.

TU: Hassan-karakteren er jo sur på danskerne og Danmark i den her film. Han er træt af racismen, og det mindset, han har i filmen, har mange af os mødt i vores opvækst. Den der, hvor nogle bare er så sure på Danmark – og ofte med god grund. De har oplevet uretfærdigheden.

Diskoteksturene, der ikke blev til noget, eller andre diskriminerende oplevelser gør, at nogle får den der ’fuck Danmark’- og ’fuck danskerne’-mentalitet. Han kalder jo Davito-karakteren en dansker, som om det er et skældsord. Det har jeg også hørt, da jeg var barn. Eller også var der nogle, der spurgte min venner, hvorfor de hang ud med en dansker.

SS: Joken er jo på dem, for du er halvt nordmand.

I har en del karakterer med, der er karikaturer af dem selv. Abdel Aziz Mahmoud og Gilli blandt andre. Nogle lægger stemme til sig selv, mens andre ikke gør. Prøvede I at få alle de rigtige personer til at lægge stemme til dem selv?

AH: Noget af det gode ved animationsgenren er jo, at hvis vi vil have en karakter med, der findes i virkeligheden, men som ikke vil deltage, kunne vi bare tegne vedkommende alligevel.

TU: Og det er ikke Gilli, vi snakker om. Ham vil vi ikke udstille på en dårlig måde.

AH: Gilli er vores bror.

Prøvede I at få ham med?

AH: Ørh…

MEK: Nej, nej

AH: Vi kender ikke hans postkasseadresse desværre.

MEK: Umut kom med. Abdel kom med. Vi spurgte dem, vi vidste ville have selvironi til at stille op. Vi gad ikke spørge Morten Messerschmidt, du ved. Fuck ham.

AH: Vi har spurgt mange, nogle sagde nej, andre kunne ikke, og så må folk gætte sig til, hvem der sagde hvad.

TU: Vi er meget taknemmelige for dem, der gad. Vi har også kendte personer med, der lægger stemme til nogle karakterer, der ikke er dem selv.

AH: Ja, fordi de var her i forvejen, og så vibede vi bare med dem.

MEK: Gulddreng var fx med i ’Blokhavn’, vores forrige film.

SS: Joey Moe er med i ’Shabholm’.

AH: Jan Elhøj har lagt et par stemmer, og det samme har Iben Hjejle og Hav og Kamal. Og så har en masse af vores barndomsvenner også hjulpet os, bare fordi det er grineren at have dem med.

Jeg har jo set den (næsten) færdige version. Hvad, synes I selv, er moralen i filmen?

MEK: Handler den ikke om at have et ståsted? At være en del af et fællesskab, og hvordan det føles ikke at være en del af et. Både Hassan-karakteren og Davito-karakteren har den følelse.

TU: Det er også en fuckfinger til racister. Jeg håber, de kan se den og blive rigtig sure.

MEK: På filmen eller på dem selv, ha ha? ”Årh fuck jeg er bare sådan et svin.”

TU: Jeg synes ikke, den her historie er fortalt før. Altså, vennerne, der bliver delt op. Davito-karakteren vil gerne vise, han er en shabab som de andre, men han var det måske alligevel ikke, når han så gerne ville ind på diskoteket, selvom de andre ikke måtte komme med. Til sidst forstår han godt, hvorfor Hassan blev så sur. Han forstår, han har det nemmere end Hassan på mange måder.

AH: Og de er ikke en skid bedre på Shabholm. Der bliver de afvist i køen til et somalisk diskotek. Nydanskere er jo også racistiske over for hinanden. Iranere synes, tyrkere er dumme. Arabere synes, iranere er dumme. Mange synes, kurdere er dumme.

Kroatere synes, serbere er dumme, albanere hader slovenere, og armenierne hader tyrkere. De har deres interne stridigheder. De har altid været der, og der vil være gode og dumme mennesker over det hele. Men man skal ikke acceptere racismen, vil jeg lige indskyde.

TU: For os har det altid været en selvfølge at have venner af alle nationaliteter. Det har aldrig været noget, vi har tænkt over. Nu har flere af os arbejdet med unge, når vi ikke har lavet animationsfilm med Gigis, og vi ser desværre en tendens til, at man samler sig i grupper ud fra ens nationalitet.

DS: Er det rigtigt?

TU: Ja, de danske drenge leger sammen og omvendt. Men budskabet i filmen er: Vær nu bare venner.

SS: Forestil dig, hvor underligt det var, når vi sad tre indvandrere hjemme hos Malthe, dengang vi var børn, og fjernsynet var tændt, og vi så, Pia Kjærsgaard sige nederen ting om indvandrere. Alle blev utilpasse.

AH: Man skal jo heller ikke dømme Davito-karakteren for meget. Det er jo ikke hans skyld, han får en lejlighed hurtigt. Hassan bliver jo så sur over det. Han har en overdreven reaktion.

Vil I gerne prøve at påvirke noget politisk?

SS: Ikke på den måde. Vi vil gerne kommentere noget politisk, men det er jo ikke, fordi vi har nogle konkrete løsninger på problemerne. Derfor belyser vi dem i stedet. 

MEK: Jeg har tidligere været meget engageret rent politisk. Og jeg fandt hurtigt ud af, hvor meget af det, der skete bag dørene, som er ligegyldigt. Hvis vi kan lave en film, der ændrer de normale menneskers holdninger, altså ikke dem, der er på Christiansborg, er det bedre. Det er jo de normale mennesker, der skal påvirkes.

Hvis en, der ikke så godt kan lide indvandrere, går ind og ser ’Shabholm’ og bagefter synes, vores karakterer virker meget sjove, så har vi da påvirket en person.

Siden I lavede jeres første animationer i 2016, er I blevet meget populære med et ret skørt univers. Hvad er det, I har ramt, tror I?

MEK: Hovedet på sømmet.

AH: Noget man kan spejle sig i. Det er ikke MyLittePony eller RoboCop. Det er til dels realistisk, men universet giver også plads til fantasier.

SS: Vi har fortalt historier fra mennesker, der ikke er blevet hørt før. Vores drenge er jo ikke terrorister eller bandekrigere. Jeg har ikke kunne se mig selv i ’Alpha’, ’Shorta’ eller ’Underverden’. I Gigis-universet er jeg repræsenteret, og de normale shababs’ historie har vi fortalt godt. Jeg tror, vi er de rigtige til at fortælle den.