Man kan ikke ramme plet hver gang. Og det gør filmverdenen bestemt heller ikke, når de sprøjter den ene film eller den anden ud af den store Hollywood-maskine. Der har været nogle grumme bommerter, som vi slet ikke kan forstå har forladt idébordet. Hvem har fx sagt ja til, at den middelmådige tv-serie ‘Baywatch’ skulle laves til en spillefilm? Forhåbentligt en person, der nu er blevet fyret. Vi giver dig her listen over årets dårligste film - baseret på anmeldelser, vores egen og biografgængernes mening. Som altid er du nok ikke enig i alt, hvad vi skriver - og vi hører gerne fra dig, hvorfor vi tager fejl.

Baywatch

Personen, der fandt på denne idé, skylder en kvajebajer. Længere er den ikke. ‘Baywatch’ var ikke en god serie - omend den er blevet kult med tiden - hvorfor skulle den nogensinde blive en god film? Det blev den heller ikke. Den nye film lever højt på nostalgien fra 90’er-serien, men formår ikke at bidrage med andet en platte og lumre jokes, der ikke er sjove. Det er ikke nok at smide et par muskelbundter i badeshorts og derefter køre på autopilot. Filmen er med god grund blevet savet i stykker af alverdens anmeldere.

King Arthur: Legend of the Sword

Guy Ritchies filmversion om den legendarisk kong Arthur er blevet spiddet af anmeldernes skarpe ord - og af publikums udebliven fra biograferne. Filmen er blevet kaldt alt fra ‘dum’ til ‘forfærdelig’, hvilket da også passer nogenlunde. Ritchie har fået intet mindre end 175 millioner dollars til at kickstarte, hvad der skulle være en franchise på intet mindre end seks film. Men eftersom den første i rækken ikke engang er i nærheden af at tjene sig selv hjem, ser det ud til, at de fremtidige planer bliver begravet.

La La Land

La La Land (eller Kejserens nye klæder, som vi også kalder den) er årets mest overvurderede film. Intet mindre. Den var nomineret til et hav af Oscars, og vi forstår simpelthen ikke hvorfor. Her på redaktionen er vi ved at rive håret af os selv, når vi ser, hvordan filmen er blevet anmeldt positivt over hele linjen. Folk er endda også valfartet til biografen for at se den. Vi synes, den er klichéfyldt og mest af alt minder om en parodi på en musical. Hovedpersonens kjole skifter farve i takt med hendes humør. Come on! Og når det nu er en musical, havde det også hjulpet at finde et par skuespillere, der kan synge.

The Great Wall

Allerede da traileren til ‘The Great Wall’ blev udgivet, var der ramaskrig i de amerikanske medier. Her var endnu et eksempel på whitewashing i Hollywood, mente de, fordi Matt Damon spiller hovedpersonen i en film, der foregår ved Den Kinesiske Mur. Da filmen så udkom, fandt anmelderne ud af, at det ikke var det eneste problem. Den var simpelthen også dårlig. Ord som ‘langtrukken’, ‘kedelig’ og ‘uinteressant’ går igen i anmeldelserne. Desuden tjente den heller ikke nær så mange penge, som filmstudiet bag håbede på. Derfor er den blevet døbt en fiasko.

Fifty Shades Darker

Det er næsten for let at smide denne film på listen - for selvfølgelig hører den hjemme her. Den er faktisk så dårlig, at den næsten ikke fortjener opmærksomheden. Men når den har indtjent over 2,4 milliarder kroner på verdensplan er vi nødt til at tale om den. For hvordan kan man markedsføre noget så ringe så godt? Det er især manuskriptet, historien og hovedrolleindehaveren Jamie Dornan, der har fået massive hug af anmelderne. Det forstår vi godt. Men ikke desto mindre kommer der endnu en film næste år.

The Mummy

Tom Cruise bliver ved med at presse citronen. Måske var det på tide at gå på pension? I hvert fald er hans seneste projekt en kæmpe fiasko på alle parametre. Anmelderne hader ‘The Mummy’, som har været en dyr affære at producere. Så dyr, at den slet ikke har tjent nok penge til at blive en finansiel succes. Det er ellers Universals bud på en helt ny filmfranchise, hvor de vil vække gamle monstre til live. Men ét af kritikpunkterne af filmen er netop, at det er for tydeligt, at den er startskuddet til en masse andre film. Bedre held næste gang.

Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales

Money talks. Det er helt tydeligt i denne filmserie, som har været i gang siden 2003. Johnny Depp og co. har desværre ikke formået at stoppe, mens legen var god. I den femte film gakker han igen ud som Jack Sparrow, men filmen bliver både kaldt ‘usammenhængende’, ‘opblæst’, ‘drænende’, ‘kedelig’ og ‘ensformig’. Der er for mange karakterer, og for mange plotspørgsmål man aldrig får svar på. Men filmen er den femte mest indbringende i år, så mon ikke også, vi kan frygte en sjette film?

All Eyez On Me

Vi glædede os. For potentialet til endnu en ‘Straight Outta Compton’ var til at tage og føle på i denne biografiske film om afdøde Tupac. Men vi blev slemt skuffet. Vores kollega gav filmen to stjerner, bl.a. fordi den føltes som én lang musikvideo - og ikke mindst fordi gangsterrapperen stadig kun føles som en idolplakat efter det to timer og tyve minutters lange filmportræt. Andre anmeldere var lige så hårde i deres kritik af filmen, som kun akkurat har tjent sig selv hjem.

Alle for tre

Var der behov for en 3’er? Var det behov for en 2’er? Var der overhovedet behov for den første film i rækken? Nej, nej og nej. ‘Alle for tre’, og hvad de andre film ellers hedder, er noget af det værste danske filmcomedy, der nogensinde har fundet vej til biograflærredet. Desværre er det noget af det, som danskerne af helt uforklarlige årsager elsker allermest. De er en succes, det kan man ikke komme udenom. Men ikke med vores gode vilje. Vi krydser fingre for, at der aldrig kommer en 4’er. Det gør resten af den danske anmelderstand formentlig også, da denne film kun fik én eller to stjerner i alle danske medier.