Foto: Martin Bubandt

Zlatan stjæler forsiden af Euroman

Zlatan Ibrahimovic er en af verdens største fodboldspillere og rejsen dertil har ikke været uden problemer. Vreden kværner som en evig motor for den svenske angrebsstjerne, der voksede op i den socialt belastede bydel Rosengård i Malmø og følte sig stemt uden for, stemplet som en fremmed.

I det nye nummer af Euroman, som rammer kioskhylderne i dag, går vi tæt på manden og mennesket Zlatan, som har scoret 48 mål for Sverige og nu er ved at genrejse Paris Saint-Germain på helt igennem forrygende vis.

Vi har opsøgt et bredt udsnit af Zlatans barndomsvenner, tidligere holdkammerater, trænere og modstandere, som analyserer mandens særlige talent, fysik, ego og temperament.

I denne måneds Euroman kan du også møde Ahmed Akkari, som i 2005 rejste til Mellemøsten for at hælde benzin på bålet oven på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Vi portrætterer manden, der vågnede og vendte sig mod de fundamentalistiske miljøer, han var en del af.

I dag er han aktuel med en bog om sit liv og rejser Danmark rundt, under opdækning fra PET, og forsøger at finde fodfæste i det land, han svigtede.

Læs også om de magtfulde amerikanske komikere Stephen Colbert og Jon Stewart og deres kolleger (de har så meget magt, at du ikke drømmer om det).

Mød radioværten Michael Jeppesen, instruktøren Woody Allen, skuespilleren Peter Plaugborg og ishockeyspilleren Frans Nielsen, der fræser igennem for New York Islanders. Og find inspiration til forårsmoden og 50 ting, der gør de lyse dage endnu bedre.

Se, hvad vi ellers skriver om: Forside og Zlatan Ibrahimović