Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Camilla Boraghi er journalist, tv- og radiovært. Du husker hende måske som udsendt reporter, da hun var på 'Tæt på sandheden', og hvis du går op i cykling, husker du nok også, at hun var vært på julekalenderen 'Jul i Feltet', som jeg også selv havde glæden af at gæste.

I dag er Camilla sportschef på Ekstra Bladet, og hvis man følger hende på Twitter, vil man vide, at hun også er pænt begejstret for cykling. En fornøjelse at byde velkommen til Camilla herunder.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

”Hvide fødselsdagsboller med smør og flødeskum. Fødselsdagsboller flankeres ofte af varm kakao med flødeskum, men jeg står meget alene med at bruge flødeskummen som pålæg, selvom det virker oplagt. Folk synes gennemgående, at det er ulækkert, men I tager fejl.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

”Værdiløse genstande. Jeg har intet i mit hjem, som ikke må blive stjålet. Bortset fra min kæreste og mig selv. Vi må ikke blive kidnappet. Og så har jeg en meget gammel fladskærm, og det fornemmer jeg, at andre ikke har. Altså et tv. Men hvor skal man ellers se sport og Vanderpump Rules?”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

”Det giver mig angst at bruge over 400 kr. – uanset på hvad. I visse tilfælde bliver man dog nødt til det, og sidste gang var nok på husleje. Som selvfølgelig er højere end 1.000kr.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

”Min seng. Jeg er ikke det store rejsemenneske. Apropos hypes, så forstår jeg ikke rigtig folks rejsehype. Men skal faktisk til Mallorca i næste uge. For anden gang i denne måned (marts. red.).”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Det må tiden vise. Jeg synes, at jeg er helt okay. Og god til at være mig og gøre mit bedste. Men hvornår er man god? Det føles meget definitivt. Man kan ikke være god til alt jo. Men jeg er virkelig god til at ryge cigaretter. Vil gerne snart blive dårlig til dét.”

Følg Camilla her.