Årets mest hypede sko kommer snart i en ny udgave.

Og hvor de fleste af de NMD-udspil, der er kommet fra Adidas’ side det sidste års tid, mest har adskilt sig i farvevalget, bliver der i denne omgang tilføjet helt nye egenskaber til skoen.

Den efterårsegnede NMD Chukka TR er nemlig designet med henblik på vandreturen, hvilket kommer til udtryk i læder- og gummiforstærkninger på hælen og en robust, skridsikker ydersål.

Er du ikke den store vildmarkstype, kan du stadig glæde dig over, at livsstilssneakeren med sin riflede sål får dig til at stå fast, selv når efterårets nedfaldne blade truer med at berøve dig vejgrebet.

NMD Chukka TR kommer til salg hos udvalgte Adidas-forhandlere fra 1. oktober. I første omgang kun i lysegrå. Men mon ikke der kommer en række andre farvekombinationer hen over vinterhalvåret?