Der er sket en forskydning i måden, mænd klæder sig på: Der
er med tiden kommet mindre fokus på det enkelte statement og i stedet en større
opmærksomhed på helheden. Og heldigvis for det. Tøjet skal fungere over tid, på
tværs af situationer, og det stiller andre krav til både snit, materialer og
farver.
Den tilgang har altid været den røde tråd i det danske
tøjmærke Samsøe Samsøes tilgang til tøjdesign, hvilket kommer tydeligt til
udtryk med deres Pre-Autumn 2026-kollektion, som er i butikkerne nu.
Kollektionen tager udgangspunkt i velkendte silhuetter.
Bukser, skjorter og lette jakker. Proportionerne føles afklarede. Intet virker
overdrevet, og det er netop her, styrken ligger. Tøjet indtager nemlig sin
naturlige plads på både kroppen og i garderoben, men uden at kræve den form unødig
opmærksomhed, som ender med at overdøve det væsentlige.
Denim spiller en helt central rolle i kollektionen. 90’s
Wash rammer en mid-blue tone med lette afblegninger, som leder tanken
mod noget, der allerede har været i brug. Aluminium Wash tilføjer en diskret
overgang i farven, mens Soft Natural Wash trækker udtrykket i en mere støvet,
næsten neutral retning. Fælles for dem er en fornemmelse af kontinuitet.
Referencer, der både gentages, men samtidig forskydes en smule i detaljerne.
I Soft Denim Wash ændrer materialet karakter. Stoffet bliver
lettere og mere fleksibelt, hvilket giver tøjet et andet liv. Bukser og
skjorter får et mere flydende fald, og det påvirker helheden. På den måde
arbejder tøjet med kroppen frem for imod den.
Farvepaletten holder sig inden for et roligt spænd. Mørkere
toner med reference til jord og sten giver tyngde, mens lysere nuancer som sage
og dæmpede beige toner åbner udtrykket og skaber en balance mellem det tunge og
det lette, som gør kollektionen anvendelig på tværs af sæsoner.
Flere af kollektionens dele er tænkt som sæt med kombinationer,
hvor overdel og underdel hænger naturligt sammen i både farve og snit. Det
skaber en garderobe, hvor beslutningerne bliver færre, og hvor resultatet
fremstår samlet. Det er en tilgang, der lægger sig tæt op ad både Samsøe
Samsøes design-dna og en generel skandinavisk forståelse af påklædning, hvor
enkelhed og funktion går hånd i hånd.
Selve kampagnen er skudt i Barcelona. Lyset er klart,
farverne varme, og tempoet lavere end i en klassisk storbyfortælling. Det giver
plads til at se materialerne arbejde. Bevægelsen i stoffet, måden, det falder
på, og hvordan silhuetterne ændrer sig, når kroppen er i ro eller i bevægelse.
Undskyld mig, men hvis det her var for enhver, kunne alle jo gøre det. Det er jo det, det at være cykelrytter handler om. At blive ved, selvom man tror, man ikke kan.