Foto: Rasmus Weng Karlsen

Sådan føles det at være racerkører: Kevin Magnussen

Artiklen er første gang bragt i marts 2014 før Kevin Magnussens debut i formel 1.

Aftenen før løbet vil jeg gerne tidligt hjem til hotellet, men jeg skal først til debriefing, hvor man evaluerer, hvordan det er gået under tidskørslerne. Jeg sidder med ingeniørerne i garagen, og de fortæller, hvordan bilen har fungeret, fx gearkasse, motor, dæk osv. Til sidst fortæller jeg, hvordan jeg synes, bilen har kørt.

Der vil være nogle medier, jeg skal tale med, og jeg laver også noget træning, måske en halv times cykling eller løb, for at få syren ud af musklerne. Så sover jeg bedre. Om aftenen spiser jeg noget med meget protein, for det meste kylling. Måske ser jeg en film eller læser. Jeg læser tit biografier af sportsfolk, fx har jeg lige læst Zlatans bog, og jeg har også læst Andre Agassis. Og så går jeg tidligt i seng. Jeg prøver at slappe af og tænke på noget andet end løbet.

På løbsdagen skal jeg have meget væske, og det gælder også om at spise rigtigt, ellers løber væsken lige igennem. Samtidig skal man holde vægten, for hvis man vejer et kilo for meget, er det kilo med på hver eneste omgang.

Jeg vil gerne være ude ved banen i god tid. Der vil bl.a. være et pressemøde, jeg skal deltage i. Lige før jeg skal i bilen, laver jeg en let opvarmning, måske cykling. Når det nærmer sig, at jeg skal i bilen, vil jeg helst ikke have, at nogen taler til mig.



I 2011 og 2012 havde jeg nogle papirer, jeg udfyldte inden løbene: Hvor starter konkurrenterne, hvad er mine mål for løbet osv. Men så snart jeg havde foldet papiret sammen, glemte jeg alt, jeg havde skrevet ned, og gik ud for at vinde lige meget hvad.

Nu forsøger jeg i stedet at opnå et slags state of mind, en følelse af, hvad jeg skal. Det kan fx være, at jeg skal føle mig aggressiv, hvis jeg skal vinde, omvendt skal jeg føle mig rolig og afslappet, hvis jeg skal køre mere sikkert.

Den følelse, jeg opnår, bliver afspejlet i den måde, jeg kører på. Det ligger mest til mig at angribe, men jeg har virkelig arbejdet med at ændre det. Tidligere var det alt eller intet.

Man kan blive for aggressiv, og det skete tit for mig. I 2012 havde jeg pole position (forreste startplads, red.) på Silverstone-banen, og jeg førte de første tre omgange. Så blev det regnvejr, men vi var på tørvejrsdæk, og så er det ligesom at køre på is. Jeg ville bare vinde, og så kørte jeg i væggen og ødelagde bilen.

Der burde jeg have taget det stille og roligt og accepteret, at jeg var i en svær position, for det er svært at være ham, der kører forrest i regnvejr. Dem bagved kan se, hvor hurtigt den forreste kører, og så ved de, at de mindst kan holde samme fart uden at køre af banen. Jeg var sur over, at jeg havde lavet den fejl.

Man skal også tænke over, hvordan man ligger i konkurrencen om mesterskabet, hvor langt man er henne i sæsonen, og hvordan bilen fungerer osv. Hvis det er sæsonens første løb, nytter det ikke noget at satse det hele. Det er vigtigt at få nogle point, så man er med i kampen om mesterskabet fra start.

 Der er mange mennesker, der har arbejdet med at skabe sådan en Formel 1-bil, og den har kostet mange penge. Derfor er det en vild tanke, at jeg kommer til at smadre den på et eller andet tidspunkt. Men det er en smigrende tanke, at jeg har ansvaret for den, og jeg har lov til at presse grænserne og risikere at smadre den.

Når jeg skal på plads i bilen, tager jeg udstyret på i en bestemt rækkefølge. Højre sko, venstre sko, venstre handske, højre handske. Og jeg skal altid sætte mig i bilen fra venstre side. Så føles det rigtigt.

I bilen ligger jeg næsten vandret med let bøjede knæ og fødderne langt fremme. Rattet sidder, så jeg lige akkurat kan kigge udover og langt frem ad banen. Man kan ikke se noget som helst lige foran bilen.

Det er en fed følelse at sidde der, for bilen er lavet specifikt til mig. Selerne passer perfekt, sædet er formet efter min ryg, pedalerne sidder sådan, at jeg bedst kan få kraft i, og rattet er lige der, hvor det passer bedst. Det er som at tage en skræddersyet handske på, og jeg føler mig helt klar. Det er næsten, som om jeg kan føle ting gennem bilen.

Hvis nogen snitter baghjulet med sin fod eller tager dæktrykket, kan jeg mærke det. I en personbil er det helt anderledes. Der sidder man næsten som på en almindelig stol, bare med et rat foran sig. Man har slet ikke samme føling. Der er servostyring i en Formel 1-bil, men det betyder ikke, at bilen er nem at dreje. Det betyder, at den er mulig at dreje.



Hvis der ikke var servostyring, ville intet menneske kunne klare det. Man skal ikke dreje rattet særlig meget, men man sidder og spænder og bliver træt i armene. Og man kan ikke bare træne og få store muskler for at kunne holde til det, for man må ikke veje for meget.

Der er 20 minutter inden start, hvor man kan køre et par opvarmningsomgange. Jeg er i radiokontakt med teamet og får at vide, om temperaturerne i motoren og dækkene er rigtige.

Når vi holder på gridden klar til start, skal jeg trykke på nogle knapper på rattet, så computeren indstiller koblingen rigtigt. Hemmeligheden ved en god start er at finde det rigtige koblingspunkt til det greb, der er i underlaget. Man skal vide, hvor meget greb der er i banen, temperaturen i dækkene, og om det går op eller ned ad bakke. Man skal ramme det gyldne punkt, hvor bilen er lige ved at lave hjulspin. Lige før start er der ikke nogen, der siger noget i radioen. Jeg skal være klar til at reagere hurtigt.

Når starten går, tænker jeg på at placere mig rigtigt og skifte gear på de rigtige tidspunkter. Det er meget intenst, og i den situation lægger jeg ikke mærke til accelerationen. Det er kun, når jeg laver prøvestarter, at jeg tænker: ”Det trækker jo helt sindssygt.”

Hele kroppen ryger tilbage. I Formel 1 kører man fra 0 til 100 km/t på 2,6 sekunder, og fra 100 til 200 er det endnu vildere. Hovedet bliver presset mod head rest’en bag hjelmen.

Når man kommer ned mod første sving, opstår der nogle muligheder, og man må lægge en plan. ”Skal jeg prøve at bremse senere end de andre?” ”Skal jeg prøve at køre højre om ham der? O.k., så skal jeg passe på ham derovre, for hvis jeg bremser for sent, rammer jeg ham.” Hvis der er en bagved, der bremser for sent, rammer han mig uanset hvad, så jeg kigger ikke i spejlene. Hvis jeg kender nogle af kørerne, ved jeg måske også, at ”ham der giver sig ikke, så jeg skal bremse meget senere end ham.” Eller ”ham der er forholdsvis nem, så jeg skal bare op på siden af ham inden svinget.”

Starten er ikke hård, for man bliver presset lige tilbage i sædet. Det er i svingene, det er rigtig hårdt. Den nedre ryg bliver hårdt belastet. Overkroppen er spændt fast, men hoved, ben og arme kan bevæge sig. G-kræfterne (G=gravitation. Fx opleves 5 G, som om man vejer fem gange mere end normalt, red.) er meget voldsomme i en racerbil, men de er også en hjælp for køreren. Man får en bedre fornemmelse for, hvor meget man bremser og giver gas. Hvis der er mange G-kræfter, betyder det, at man kører hurtigt.

Man kan ikke bedømme afstanden præcist, når man kører 330 km/t, så for at vide, hvornår man skal bremse, kigger man på nogle bremsepunkter i siden af banen. Det kan være et skilt eller et træ. Men det ændrer sig, hvor man skal bremse, for man skal tage højde for, hvor meget benzin der er på.

Med fuld tank kan man selvfølgelig ikke bremse så sent. Det er derfor, det tager lang tid at blive god som racerkører. Der er så mange ting, man skal vænne sig til, og som man ikke har mulighed for at øve hver dag.

Nedbremsningen føles fedt. Man bruger alle musklerne i benet til at træde på bremsen, så benet er låst fast, men man skal have gode nakkemuskler for at holde hovedet tilbage. Hele kroppen vil gerne fortsætte fremad. Hvis man bremser alt, hvad man overhovedet kan, i en personbil med ABS-bremser, svarer det til, at vi slipper gassen i en F1-bil uden at træde på bremsen. Så man kan jo forestille sig, hvordan det er, hvis man bremser alt, hvad man kan, i Formel 1. Der trækker køreren 5-6 G.

Hvis man kommer ned mod et sving med 300 km/t, træder man rigtig hårdt på bremsen, og så letter man trykket på bremsen, efterhånden som farten falder gennem svinget. I svingene spænder man musklerne i hele kroppen, men lige meget hvor godt man sidder i sædet, bliver hele kroppen presset sammen. Ribben og brystkasse bliver presset, men det skal man kunne modstå og huske at trække vejret. Hvis man holder vejret, får man ikke et flow i vejrtrækningen, og så mangler man måske ilt i næste sving. Man har ikke overskud til at sige noget i radioen i svingene.

Den bedste overhaling, jeg har lavet, var i 2011, hvor jeg kørte engelsk Formel 3. Jeg kørte mod brasilianeren Felipe Massa (kører Formel 1 for Williams-holdet i år, red.). Det var på Snetterton-banen, og Massa skulle starte i pole, jeg var nummer to.

Første sving på den bane kan man tage med næsten fuld gas. Alle sagde: ”Du skal ikke prøve at overhale i første sving, det kan ikke lade sig gøre.” På første omgang kom der safety car (dvs. overhalinger er forbudt, red.), og da den var væk igen, overhalede jeg ham udenom i det sving. Dagen efter gjorde jeg det samme, og jeg vandt begge løb. Det er nok det fedeste, jeg har lavet. Jeg tænkte ikke så meget over det bagefter, ud over at man da sagtens kan overhale der.



De fleste overhalinger sker på vej ind i et sving. Det er som regel kun, hvis en kører har lavet en fejl, at man kan overhale på vej ud af et sving. Det gælder om at bremse så sent som muligt.

Min kørestil er at bremse meget sent og komme ind i svinget med høj hastighed. Jeg ved, at hvis jeg bremser så sent, jeg kan, kommer der ikke nogen forbi i svinget. Jeg kan have tendens til at bremse en smule for sent, så jeg kommer lidt langsomt ud af svinget. Andre bremser måske lidt tidligere, men slipper til gengæld bremsen hurtigere end mig. Det er små detaljer, som gør, at man kan ’forme’ sit sving. Det er måske et spørgsmål om at flytte bremsepunktet to meter.

Hvis man synes, det er ubehageligt at køre så hurtigt ned mod et sving, skal man lave noget andet. Det er det, vi racerkørere synes er fedt. Jeg har aldrig skullet overvinde mig selv.

Det er ikke det at køre 300 km/t ned ad en langside, der er sjovt. Det er i svingene, man henter tid på de andre. Når jeg kommer ud på en langside, kigger jeg lige i spejlene og ser, hvor dem bagved ligger. På langsiderne kan man også få pusten igen. Man kører med fuld gas, sidder bare og skifter gear og tænker over næste sving. Det er en fast rytme.

Jeg bliver tit overrasket over larmen, når jeg står ved en racerbane, for i bilen sidder man foran motoren og kører væk fra lyden. Man har også ørepropper, der er formet efter ørerne, så de sidder præcist, og højttaleren fra radioen er indbygget, så man kan høre radiobeskederne tydeligt.

Jeg får ikke at vide, hvem der ligger foran eller bagved, medmindre jeg spørger om det. Det er som regel ligegyldigt. Man koncentrerer sig bare om at køre hurtigt. Teamet kan sige, hvis nogen kører ind på mig, eller hvis jeg skal lade være med at forsøge en overhaling. Hvis de kan regne ud, at ham foran snart skal i pit, er der ingen grund til, at jeg slider for meget på dækkene ved at overhale.

 Jeg lægger ikke mærke til omgivelserne, når jeg kører. Det øger risikoen for fejl. Jeg har prøvet at køre, hvor jeg vidste, at der var nogen, jeg kendte, på tilskuerpladserne, og hvis jeg havde et stort forspring, kunne jeg godt komme til at kigge efter dem eller tænke på, hvor fedt det bliver at komme på podiet.

Det skal man lade være med. Man skal blive i zonen. Jeg er altid træt mod slutningen af et løb. Jeg er ikke lige så klar i hovedet, derfor er det vigtigt at være i rigtig god form.



Der ikke rigtig noget, der hedder normalt mht. min træning, men hvis jeg er hjemme i en uge, træner jeg to gange om dagen. Meget udholdenhedstræning og typisk to timer ad gangen, fx løb, cykling eller roning og så core-træning, dvs. de inderste muskler i kroppen, især omkring ryggen og maven. Jeg laver også styrketræning med mange gentagelser og hurtige bevægelser. Det er ikke noget med at løfte tunge vægte.

Hvis det er en krævende bane, og det er meget varmt, bliver jeg mere og mere træt, men som regel rammer jeg et niveau, hvor det er hårdt, men så forbliver det også på det niveau.

Jeg kan forestille mig, at det er som at løbe et maraton, hvor det er hårdt, men man kommer ind i en rytme. Efter et løb kan jeg mærke belastningerne i kroppen, ofte i ryggen. Hvis jeg har trænet hårdt i et træningscenter, føler jeg mig træt bagefter, men efter et racerløb er jeg tit øm. Der samler sig syre i ryggen og nakken, og det kan ikke komme væk, for man sidder i den samme position i to timer og spænder i hele kroppen.

Der er sindssygt varmt i bilen, og jeg kan tabe to et halvt kilo på halvanden til to timer.

Efter løbet får jeg noget massage og noget at spise for at komme tilbage til live. Der er også presse og debriefinger, der skal passes, så jeg kan ikke bare lægge mig og slappe af.

Den adrenalin, jeg har mærket under løbet, forsvinder, så snart jeg er ude af bilen. Men jeg er stadig i zonen. Koncentreret. Tit har nogen spurgt: ”Er du o.k.?” eller ”Er du ked af det?” fordi jeg måske ikke siger noget efter et løb. Jeg vil helst hjem og sove eller være sammen med nogle personer, der er tæt på mig. De ved, hvordan jeg er om aftenen efter et løb.

Mange spørger: ”Er det ikke farligt at køre?” Det er lidt irriterende, men jeg kan godt forstå, at det første, folk tænker, er, at det går hurtigt, og derfor må det være farligt. Det er også farligt, men jeg er racerkører, og der er ingen grund til at tænke over det. Det bliver kun mere farligt, hvis jeg tænker over det.

Hvis man kører galt i en almindelig bil, kommer man til skade, for man sidder ikke spændt fast som i en racerbil, hvor man også sidder i en karbonskal, som er meget stærk. Man sidder lukket helt inde og føler sig nærmest udødelig.

Jeg ved, at jeg kan få et ordentligt slag, og det kan gøre ondt, men jeg føler mig sikker, for jeg ved, at den karbonskal ikke går i stykker. Hvis jeg har haft et uheld, er jeg sur over at være udgået. Det er den ærgrelse, der fylder. Jeg tænker ikke: ”Der var jeg heldig, at jeg ikke kom til skade.” Hvis man bliver bange, kører man automatisk lidt langsommere.

Hvis det sker for mig en dag, stopper jeg som racerkører med det samme. Jeg har kørt mod nogen, hvor jeg vidste, at de var bange, og de var ikke særlig gode racerkørere. Du er nødt til at elske det. Du er nødt til at være helt sindssygt vild for at køre.

Jeg har haft et uheld, hvor jeg var bange, lige da det skete. Det var i Macau i 2011, hvor min bil lettede med 280 km/t og slog nogle baglæns saltomortaler i luften. 280 km/t er rigtig hurtigt, når man har hovedet nedad.

Det var en by-bane, ligesom Formel 1-løbet i Monaco, og da jeg fløj gennem luften, kunne jeg se, at jeg havde retning mod en mur. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Bilen fløj sidelæns med mit hoved forrest hen mod muren, men den ramte heldigvis lidt skævt.

Jeg brækkede ryggen, fordi ryghvirvlerne blev trykket helt sammen. Jeg kørte igen en måned senere. Egentlig var jeg ikke helt klar, så det var lidt dumt, men jeg var ikke nervøs for det.

Da jeg blev verdensmester i World Series, var det svært under det sidste løb. Det var ikke
frygt, men min hjerne gik amok. Jeg vidste, at jeg bare skulle det sidste stykke rundt på banen, og så ville jeg være verdensmester.

Jeg kunne ikke styre det. Mine tanker fløj. Jeg vidste, at der var stor chance for at blive Formel 1-kører, hvis jeg vandt det mesterskab. Jeg følte, at hele mit liv, hele mit liv, siden jeg var to år gammel, lå på den sidste omgang.

Alt var på spil på de 60 sekunder. Jeg har ellers altid kunnet fange koncentrationen hurtigt igen, men på den omgang havde jeg ikke styr på noget som helst. Jeg kunne ikke huske, hvor jeg skulle bremse.

Hver gang man er i et sving, har man en rytme, og man ved, hvor der er et lille bump. Men alt det var væk. Jeg lavede også en stor fejl og var ved at køre af banen. Men den holdt hjem.

LÆS OGSÅ: Fem frygtelige biler vi alligevel drømmer om

LÆS OGSÅ: 10 klassiske biler du ikke taber penge på

Se, hvad vi ellers skriver om: Kevin Magnussen og Formel 1