”Gutter, jeg er sgu nødt til at gå hjem. Jeg har ik’ noget billede-id med!”
En ung mand i forvaskede jeans, læderjakke og sort tophue råber lettere opgivende efter sine venner. Men de er allerede forsvundet ind i mørket, i retning af hvid røg og regnbuefarvet diskolys, der sammen med den mudrede lyd fra en pumpende bas signalerer, at festen er i gang. Slukøret må han træde ud på den forkerte side af de guldfarvede kustoder, som afgrænser indgangspartiet til diskoteket, og give plads til de næste, der venter på at komme ind. Mens han lusker væk, bryder en diskussion pludselig ud i køen bag ham.
”Hallo! Hva’ med køkulturen?” råber en mand, der ser ud til at være lidt ældre end gennemsnittet denne fredag aften. Han peger anklagende på en bagvendt-kasket-bærende knægt i grå sweatshirt, som har udnyttet den korte opbremsning i indslusningen af kåde koldingensiske diskoteksgæster til at møve sig foran i køen.
”Jeg er sgu da ligeglad. Jeg har vundet fri bar,” svarer kasketten uden at vende sig om, inden han flasher sit spritnye kørekort og efterlader resten af køen ude i kulden. En anden fyr føler sig inspireret og forcerer kustoderne, men snubler i velourtovet og bliver stoppet af personalet med beskeden om, at hvis han vil skippe køen på Discoteque Tordenskiold, så koster det altså 200 kroner.
Knap 100 mennesker er mødt op på Akseltorv i hjertet af Kolding Midtby, hvor klokken er blevet lidt over elleve. De er særligt inviterede gæster, som er blevet lovet fri entré og fri bar i en time, hvis de til gengæld er ankommet inden midnat. På den måde sikrer Tordenskiold sig, at der er godt gang i festen fra start, og det lokker andre gæster til. Et klassisk diskotekstrick, der er ekstra vigtigt i en by som Kolding, hvor folk går sent i byen og beværtningerne ligger i hård konkurrence med billige dåsebajere fra Tyskland.
I døren til diskoteket står Alexander Damkjær Nielsen og tjekker id. I aften er det ham, der har ansvaret for at afvikle festen, men lige nu vikarierer han som dørmand. De rigtige vagter møder først ind klokken 24. Man skal være 18 år gammel for at komme ind om fredagen, 20 år om lørdagen, og på Tordenskiold er der ifølge diskotekets ejere ingen undtagelser. Andre steder i byen kan 17-årige godt snige sig ind, siger de, men ikke her.
”Jeg ved godt, hvem du er,” siger Alexander Damkjær Nielsen og sender en skuffet ung pige, der akkurat ikke er gammel nok, ud af køen. De næste gæster, tre mænd, slipper for at hive passet frem. De er stamgæster og har reserveret bord i aften, så dem er der ingen grund til at genere unødigt.
Ude på torvet har fyren med den sorte tophue tilsyneladende ikke helt opgivet at komme ind. Et par af hans venner, der allerede har fået det adgangsgivende, selvlysende stempel på håndleddet, er trådt ud for at hjælpe.
”Jeg har alt muligt andet id med, for eksempel min Facebook-profil. Men de’ pisseligeglade,” udbryder han frustreret og slår ud med armene.
”Lad os li’ prøve en gang til. Jeg kender en af ejerne,” siger en af hans venner og trækker ham med op til indgangen igen.
”Er ’Lunder’ her i aften? Han ved, vi er 21.”
Alexander Damkjær Nielsen ryster på hovedet. Tophuen forklarer, at han har glemt sit pas hos en kammerat i sidste weekend, og at kammeraten nu er i Tyskland. Men han er altså gammel nok, sværger han. Han forsøger at vise sin Facebook-profil en gang mere og derefter et sygesikringsbevis, der måske, måske ikke, er hans eget, inden Damkjær Nielsen endelig forbarmer sig og lukker ham ind. Tophuen er formentlig gammel nok, og han har i øvrigt set værre forsøg på at komme ind uden gyldigt id. Som dengang to unge piger forsøgte at entrere diskoteket, den ene udstyret med et kørekort, den anden med et sygesikringsbevis. Eneste problem: Der stod samme navn på dem begge.
En time tidligere møder Alexander Damkjær Nielsen og resten af personalet ind for at gøre klar til aftenens fest. De ankommer på skift via bagtrappen på diskotekets førstesal, alle klædt i sort uniform med Discoteque Tordenskiolds logo printet på ryggen. De hænger lidt i personalekøkkenet og snakker, inden der skal skæres citron og lime, hentes isterninger og fyldes op i baren. En af bartenderne står og bakser lidt med at få skjorten ned i bukserne, og en ung, mørkhåret afrydder får sig en smøg.
”Hey, der står røgfrit køkken. Det skal vi altså lige overholde,” siger Damkjær Nielsen. Afrydderen må pligtskyldigt trisse ud på bagtrappen og suge videre på sin click-cigaret, mens bartenderne hvæsser frugtknivene. I det seneste kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen måtte Tordenskiold nøjes med den semi-glade smiley, så der er ikke plads til at bøje rygereglerne.
I garderoben er aftenens garderobepige ved at arrangere træbøjlerne til gæsternes jakker efter nummer. Hun bander, da hun opdager, at nogen har lavet rod i rækkefølgen. På et sort skilt bag hende kan man læse Tordenskiolds garderoberegler, blandt andet at forsvundne jakker kun erstattes op til 500 kroner.
Ved siden af, på en lille hylde, står seks parfumer og deodoranter på række. Det er dufthylden, hvor diskotekets gæster for en femmer i drikkepenge kan friske sig lidt op, hvis udskejelserne på dansegulvet i stueetagen har efterladt dem lige lovligt svedige. Udvalget tæller blandt andet en spraydeodorant fra Axe og en parfume fra Jean Paul Gaultier.
I det tilstødende lokale har Tordenskiolds ejere kontor. 38-årige Thomas Lunderskov og 27-årige Carsten Blicher – eller bare Lunder og Blicher, som de næsten udelukkende bliver kaldt – har ejet diskoteket sammen siden 2014. De startede begge deres karriere som ’gulvkanoner’, som man kalder afrydderne på Tordenskiold, og har siden arbejdet sig op gennem den jyske nattelivsbranche. Lunder har blandt andet været med til at drive diskoteker i Esbjerg og Tørring, en lille by med knap 3.000 indbyggere nord for Vejle, og var medejer af Crazy Daisy, dengang det stadig fandtes i Kolding.
Discoteque Tordenskiold er Danmarks ældste eksisterende diskotek. Et faktum, som de to ejere ikke forsømmer nogen lejlighed til at gøre opmærksom på. Det åbnede første gang i 1973 som en del af Danmarks første diskotekskæde, og siden har skiftende ejere alle valgt at beholde det oprindelige navn.
En årrække var Tordenskiold kendt som byens morgendiskotek, hvor folk kom, når de andre steder i Kolding lukkede, og der var ofte nogle ”fede slagsmål,” fortæller Lunder.
Dengang burde man nok have trukket en streg i sandet og skiftet navn for at komme af med det dårlige image, men i dag er han glad for, at diskoteket har haft samme navn og samme beliggenhed i så mange år. Der er heller ikke så mange slagsmål mere, selv om det gik galt til J-dag for et par uger siden, hvor to fyre røg i flæsket på hinanden ude på toilettet.
”Mange andre steder, både i provinsen og i København, må diskoteker og klubber skifte navn hvert tredje eller fjerde år for at holde sig relevante. Der skal hele tiden ske noget nyt. Men her i byen er det blevet en fordel for os, at alle ved, hvad Tordenskiold er. Vi er lidt en institution i Kolding,” siger Lunder, inden Blicher bryder ind:
”I går var der en midaldrende kvinde, som fortalte, at det var 30 år siden, hun sidst havde været på Tordenskiold. Hun stod med en yngre fyr og hamrede bajere hele natten, og da vi lukkede, tog hun på morgenværtshus!”
”Det var ikke ’Vibse’, vel?” siger Lunder og griner. Blicher ryster på hovedet.
Inde på kontoret går Blicher i gang med at skrive bordkort til de gæster, der har reserveret bord på Tordenskiold i aften, mens en flaske Bacardi-rom svæver rundt på computerens pauseskærm bag ham. Konceptet med bordreservationer og store flasker er inspireret af de københavnske natklubber, fortæller han.
Tordenskiold vil gerne være byens lidt smarte sted, så da man renoverede diskoteket forrige vinter, blev der sat guldtapet på væggene, og der kom fontæner i flaskerne. Den dyreste, en flaske vodka af det franske mærke Ciroc med LED-lys i bunden, koster 8.000 kroner, men dem bliver der ikke solgt særligt mange af i Kolding, så det er mest for syns skyld.
I stueetagen på Tordenskiold er der to barer, dj-pult, dansegulv og en række borde med sofaer af imiteret læder. I aften er alle borde optaget, de sidste reservationer tjekkede ind for et par timer siden. Blicher regner med, at der kommer mellem 200 og 300 gæster gennem døren, hvilket er et ganske pænt fremmøde for det koldingensiske diskotek.
Bag den ene bar, hvor disken går hele vejen rundt, får den ene af aftenens to bartendere sig en stor fadøl, inden diskoteket åbner. De ansatte må hver drikke fem genstande på en aften. Man bliver en bedre bartender af at komme lidt i stemning, men også en markant dårligere bartender af at blive for fuld, lyder det.
Mens bartenderen færdiggør sin fadøl, begynder køen ude foran så småt at tage form. Klokken nærmer sig 23, og Alexander Damkjær Nielsen gør klar til at tage imod de første gæster. Al gang foregår i løb, som man siger på Tordenskiold, så han sætter kurs mod døren med hastige skridt. På vej ud vender han sig om og råber til bartenderen:
”Sætter du røg på?”
Til den første fest på Tordenskiold i 1973 spillede Brødrene Olsen og Eddie Skoller op til dans. I aften er det DJ Znix, der også hedder Nikolaj, som skal sørge for festen. På Tordenskiold spiller man ”alt det nye” og ”lidt af det gamle”, men ikke for meget, for der skal ikke være after-ski-stemning som hos konkurrenterne Zwei Grosse Bier Bar og The Irish Pub. Man spiller heller ikke nydansk hiphop, heriblandt hitliste-rapperne Sivas og Gilli, fordi det tiltrækker et ”uheldigt klientel,” forklarer Lunder uden at uddybe nærmere.
DJ Znix er relativt ny på Tordenskiold, og han har stadig noget at lære, men ifølge Lunder og Blicher har han masser af potentiale. Han bliver da også taget godt imod, da han går på og hurtigt får fyldt dansegulvet med et veltimet Justin Bieber-hit. Inden da har der ellers mest været trængsel i rygekabinen og i baren, hvor de tidligt inviterede gæster, bevæbnet med hver sin plastikkop, har taget godt for sig af den frie bar.
”Hallo! Der er jo ik’ noget sprut i. Den smager ik’ af en skid!” råber en ung, mørkhåret kvinde i baren.
Hun vifter så voldsomt med sin plastikkop, at blonderne på hendes hvide top vibrerer med. Hun kigger anklagende på bartenderen, som har travlt med at betjene andre udstrakte plastikkopper, der skal fyldes med gratis sprut og helst med det vuns. Om få minutter er den fri bar nemlig slut, og alle skal nå en sidste omgang på husets regning.
Bartenderen kigger tilbage, ser ud til at beslutte sig for, at det ikke er diskussionen værd, og giver kvinden et ekstra skud Cuba Strawberry i glasset. Hun sætter sig ned på barstolen og vender det anklagende blik mod sin veninde:
”Du sagde, at han ikke ville komme i dag! Nu har jeg jo taget flade sko på.”
Bag dem ryger de første basarme i vejret på dansegulvet, da DJ Znix spiller en opdateret udgave af den tyske DJ-trio Sash!’s eurodance-klassiker ’Ecuador’. To store sølvfarvede bowler fyldt med flasker, is og spruttende fyrværkeri baner sig vej gennem den dansende skare. Deres destination er et reserveret bord i midten af diskoteket, hvor Rasmus Rubinke og hans venner netop er ankommet.
Sådan går det i det danske natteliv
”I løbet af de sidste 15-20 år er der sket en professionalisering af diskoteksbranchen. Førhen var det ofte sådan, at nogle unge gutter, som godt kunne lide at gå i byen, gik sammen og fandt et lokale, hyrede en dj og nogle bartendere og startede deres eget diskotek. I dag er det i højere grad professionelle virksomheder med gennemtestede koncepter, eksempelvis diskotekskæder som Buddy Holly og Crazy Daisy, der dominerer markedet.
Kunderne er i dag mindre loyale over for deres lokale diskotek eller bar end tidligere, fordi udbuddet af steder, man kan gå hen om aftenen, er blevet langt større. Det gælder især de unge. Hvis man eksempelvis bor i Kolding, er det ikke sikkert, at man går i byen på det lokale diskotek. Det kan lige så vel være, at man tager til en af nabobyerne, hvis der ligger et mere populært diskotek, spillested, café eller bar, som har længe åbent dér. Det er med til at øge konkurrencen og presse diskotekerne.
Det betyder også, at mange diskoteker og natklubber må lukke og genåbne med få års mellemrum, ofte med et nyt navn og et nyt koncept. Det er nødvendigt for at holde sig relevante over for kunderne. Man kan tale om en form for cyklus, hvor et sted åbner og tiltrækker sig interesse på grund af nyhedsværdien, men når den er toppet, og folk måske begynder at søge mod andre, nyere beværtninger, må ejerne enten lave nye investeringer eller lukke diskoteket ned og genåbne det under et nyt navn.”
Nadeem Wasi, medlemschef i Horesta, brancheorganisationen for det danske hotel- restaurant- og turisterhverv.
23-årige Rasmus Rubinke er stamgæst på Discoteque Tordenskiold. Efter kort betænkningstid kommer han frem til, at han i gennemsnit besøger diskoteket to gange om ugen. Han kunne også vælge tage til Vejle eller Haderslev og gå i byen, men så skal han enten tage hjem klokken 02, eller satse på at festen varer helt til klokken 07, hvor morgentoget går.
Til daglig arbejder han på et højteknologisk lager. Hans løn er ganske god, og en del af pengene bliver omsat til alkohol på Tordenskiold. Med sig har han en håndfuld venner, der er her næsten lige så ofte som ham selv – men også kun næsten. I Kolding er Tordenskiold det eneste rigtige diskotek, og alle, han kender, kommer her. Så hvorfor tage andre steder hen, forklarer Rasmus Rubinke.
”En fredag i Kolding er som København på en tirsdag,” siger en af hans venner, der har været i byen i hovedstaden for et par uger siden, og lyder som om en helt ny verden har åbnet sig for ham. Han griber en Bacardi Breezer og sender den videre til endnu en af vennerne, der fjerner kapslen med tænderne. Det er blevet tid til at ’skyde’.
At skyde går ud på at drikke en Bacardi Breezer hurtigst muligt. Rasmus Rubinke og hans venner putter et sort sugerør i hver flaske og bøjer den korte ende ned langs flaskens hals. På den måde kommer der ekstra lufttryk, når de vender bunden i vejret, og den søde, orange væske bliver nærmest presset ned i halsen.
Netop som de skal til at gå i gang, kommer Blicher tilfældigvis forbi, får stukket en Breezer i hånden og besked om at skyde med. Tre sekunder senere har han med største selvfølgelighed tømt dens indhold, hurtigst af alle, til stort bifald.
Blicher er ikke så ofte til stede til selve festerne længere, højst et par gange om måneden. Han skulle egentlig kun være her en times tid efter åbningen, men har besluttet sig for at blive hængende og hjælpe til lidt endnu. Aftenen er blevet en anelse travlere, end man først havde regnet med, men det klager han ikke over. Lunder er for længst gået hjem i seng.
Festen på Tordenskiold kan bedst beskrives som uprætentiøs. Der bliver langet rigelige mængder billige shots over bardisken, og dansegulvet er tætpakket. Ud gennem højttalerne rapper TopGunn, at han er for kendt til det her sted, og at han vil se dig poppe seks-liters vodkaflasker, men selv ved de borde, hvor gæsterne brænder flere tusinde kroner af på sprut, lader de til at gå mere op i at drikke igennem end i at blive set. Tordenskiold er ved at være fyldt med glade gæster, og selv kvinden i den hvide top med blonder er kommet i betydeligt bedre humør.
”Hvad har du puttet i den?” råber hun til bartenderen og peger på sin drink.
”Det smager fucking godt. Lidt som champagnebrus.”
Ved Rasmus Rubinkes bord er der heller ingen sure miner. Det skulle da lige være hans ven, der er tydeligt utilfreds med, at en anden fyr lige har været henne og spørge, om han er bøsse. Men ellers har flaskerne tiltrukket en håndfuld piger til bordet, som holder resten af slænget beskæftiget.
Gæsterne på Tordenskiold er typisk mellem 18 og 30 år gamle, og det gælder om at ramme en balance. Lidt for mange af de 18-årige skræmmer de 30-årige væk og vice versa. I aften ser vægten ud til at være tippet lidt til den unge side. En enkelt gæst er på Tordenskiold for første gang og har stadig kørekortet limet til hånden, da hun kommer op til baren og stolt bestiller sin første drink.
I baren står også Alexander Damkjær Nielsen, når han ikke har travlt med at halvt-gå-halvt-løbe rundt på diskoteket og sikre sig, at det hele spiller. Indtil videre forløber aftenen smertefrit, bortset fra et enkelt optræk til slagsmål mellem to unge mænd af anden etnisk herkomst, der hurtigt blev opløst af dørmændene. De kan tilkaldes med et tryk på to forskellige knapper i baren – den ene grøn, den anden rød – alt efter hvor meget det haster.
Mens Damkjær Nielsen står og kigger ud over dansegulvet, kommer Blicher forbi. Han er pludselig kommet i tanke om, at de helt har glemt at tage billeder fra aftenens fest.
”Henter du ikke lige kameraet?” spørger han Alexander Damkjær Nielsen. Weekendens billeder bliver hver uge uploadet på Discoteque Tordenskiolds Facebook-side, og blandt de kvindelige gæster kåres ugens ’Miss Tordenskiold’. Weekenden efter kan hun indløse en flaske Cuba Watermelon på husets regning som præmie.
Da klokken nærmer sig 02, bliver der pludselig lavet en udskiftning i dj-pulten. Dansegulvet har tabt pusten, og DJ Znix har netop spillet et nummer med rapperen Pattesutter.
”Den slags spiller vi altså ikke her,” siger Blicher. Han har tilkaldt assistance i form af den lidt ældre og mere erfarne DJ Smör, som tidligere har været dj på fuld tid på Crazy Daisy i Vejen. Han er lige blevet færdig med at spille et andet sted i byen, men Blicher fik ham overtalt til at komme forbi og give sin urutinerede kollega en hånd. DJ Smör griber straks mikrofonen og sætter ’La Macarena’ med Los Del Rio på:
”Mine damer og herrer, velkommen til Tordenskiold, Danmarks ældste diskotek.”
Effekten viser sig omgående. Dansegulvet fyldes på ny, mens stroboskoplamperne bader hele lokalet i blitzlys. En halv time senere har DJ Smör bygget festen op til sit klimaks, og konfettirørene slippes løs – til stor jubel fra de stadigt mere berusede gæster. Kort efter kan DJ Znix overtage igen og køre aftenen sikkert i hus med hjælp fra Suspekt-hittet ’Kinky Fætter’, der mere end 15 år efter dets udgivelse stadig kan få et helt provinsdiskotek til at rappe i kor.
Rasmus Rubinke og hans venner har sørget for flere flasker til bordet, hvor forsamlingen omkring sølvbowlerne efterhånden er tyndet lidt ud. Nogle har kastet sig ud på dansegulvet, og et par stykker er smuttet. Det samme gør en ung, lyshåret pige ved siden af, der ikke er helt så begejstret for festen som det øvrige publikum.
”Jeg tager altså på Old Irish,” siger hun til sin veninde, inden hun rejser sig og går.
Omkring klokken 04 er det blevet tid til Fernet Branca-shots. Det mener Rasmus Rubinke og en af hans venner i hvert fald, og bartenderen går straks i gang med at line shotsglas op på disken. Ét shot bliver til to, plus en Breezer mere, men drengene synes at være i træning, så de efterhånden massive mængder alkohol slår ingen af dem ud. Flere i selskabet ser ud, som om de uden problemer kunne fortsætte festen i timevis, da der gives signal til, at aftenen er ved at nærme sig sin afslutning.
”Mine damer og herrer, vi er desværre nået til aftenens sidste nummer.”
DJ Znix overleverer den triste besked til et efterhånden halvtomt dansegulv på Tordenskiold. To mænd, der lige har købt 10 shots med flødeskum på toppen, ser ud til at fortryde deres investering, da det pludselig går op for dem, at klokken om få minutter er 05. De øvrige gæster trækker mod garderoben for at hente deres jakker. Her kan garderobepigen fortælle, at flere gæster har taget godt for sig på dufthylden med parfumerne, så der er kommet lidt drikkepenge i kassen denne fredag aften.
Alexander Damkjær Nielsen stiller sig i døren og sørger for at sende gæsterne godt af sted med hjælp fra dørmændene. Ikke alle er dog klar til at forlade Tordenskiold, så det kræver en del overtagelse og al den tålmodighed, Damkjær Nielsen kan mestre, at få tømt stedet. En ung fyr er fast besluttet på ikke at lade den halve flaske shots, han næsten lige har købt, gå til spilde, men snubler og taber den, så den smadrer på Akseltorvs brosten i det sekund, han træder ud fra diskoteket. Dørmændene får dog hurtigt sat fyren til selv at samle glasskårene op.
På torvet er der kø ved pølsevognen, som er strategisk placeret få meter fra Tordenskiolds indgang. Nogle skal bare have en bid natmad, inden de skal hjem, andre har brug for lidt at styrke sig på, inden turen går til byens eneste morgenværtshus. Men går man derhen, er det ”sat’me på eget ansvar,” advarer en mand i pølsevognskøen, der har set flere slagsmål på stedet, end han kan tælle.
Ved siden af står Rasmus Rubinke med en Breezer i hånden. Flere af hans venner er taget hjem, men han og en veninde skal videre til morgenfest. Sammen forsvinder de ned ad en sidegade og ud i vintermørket, der stadig ligger tungt over Kolding. Inden for på Tordenskiold er personalet allerede så småt i gang med at gøre diskoteket klar til i morgen, hvor festen starter forfra igen, ligesom den plejer, weekend efter weekend. Nogle ting ændrer sig bare aldrig. Heller ikke i Kolding.
