scroll-down
Du vågner med fødselsdagsagtige forventninger til dagen, der venter, og den tan, du død og pine skal erhverve dig. Du cykler til Hellerup Strand, eller et andet sted der også er umanerligt dårligt at bade ved. Varmen rammer dig i det sekund, du betræder det tørre sand, og du mærker døsigheden indfinde sig.
Du vælger en plads væk fra vandet og menneskerne, tættere på solen og stilheden. Du lægger dig ned med ’Sara & Monopolet’ i ørene, og pulsen kommer hurtigt faretruende tæt på et kritisk niveau. Hver halvanden time løfter du dit dvaske korpus op i en katatonisk siddeposition, tager en slurk vand og betragter fra afstand de badende med en bedøvende arrogance. Derefter lægger du dig med ansigtet nedad mod tæppet igen.
Manøvren gentages, indtil du efter ni timer indser, at hvis du ikke rejser dig nu, kommer det aldrig til at ske. Du pakker tingene og trasker væk fra stranden, mens aftrykket af en menneskekrop i sandet bag dig fungerer som et slags permanent
’I was here’-tag.
Du ankommer til stranden med dine venner, og de første fem minutter går det fint med at foregive, at du hygger dig ved, at I sidder og snakker. Men varmen forkorter din tålmodighed, og før du ved af det, har du to gange inden for to minutter spurgt ’om ikke det snart er tid til en dypper.’ De andre siger endelig ja, og selvom de ikke er begejstrede for dit forslag om et kapløb ud mod bølgen blå, kan du ikke styre dig.
Du hamrer ind i den første bølge og udskammer de andre for at være for langsomme til at putte hovedet under vand. Og du bliver dybt skuffet, da de allerede efter fem minutter, som de landkrabber, de er, fortrækker op på stranden igen.
Mens de andre keder sig med at løse sudoku og spise dårlig vandmelon, går du på hænder, tager armbøjninger, laver kolbøtter og ser, hvor længe du kan holde vejret under vand. Du plager de andre, om de ikke please vil begrave dig i sandet, så kun dit hoved stikker op. Det gør de, og du føler faktisk aldrig, at du har haft det så sjovt, som da du vrikker dig selv fri. Du slutter dagen med at spise den største gammeldags vaffelis, strandkiosken tilbyder.
Du vågner tidligt og tjekker dagens vejr på YR. Efter at have forvisset dig om vandkvaliteten, tager du din bluetooth-højtaler, to powerbanks og telefon ud af strømstikkene. Det ryger ned til alt det andet grej, du har pakket i din 20 liters Haglöfs-backpack aftenen før. Du mødes med vennerne på stranden, og de roser dig for det store, flotte strandtæppe, du har medbragt, og som I alle kan sidde på. Du drikker din iskaffe fra din termokop og læser en gammel Hella Joof-bog, der får dig til at hvile i dig selv.
Da flere af dine venner giver udtryk for, at de igen keder sig, låner du dem hver et bind af Jakob Ejersbos Afrika-trilogi – du syntes selv, de var rigtig gode og indsigtsfulde. Begge dine powerbanks bliver også taget i brug, og da én i selskabet kommer i tanke om, at vedkommende har glemt at drikke vand hele dagen, stikker du personen din Stanley-termokande med let-smeltede isterninger i.
Du nyder, hver gang de andre siger tak, og selvom du med et smil brokker dig over, at de hele tiden skal låne dit og dat, er du i dit stille sind bare glad for at kunne hjælpe. Dagen slutter med, du fortæller de andre, hvilken bus de skal tage for at komme hurtigst hjem.
Du føler dig ret bedugget, da du åbner øjnene hjemme i din seng. Gajolsmagen fra aftenen før minder dig om, at du har glemt at børste tænder, så bisserne bliver ordnet, imens du hører ’God Dag’ med Kesi. Bagefter drikker du proteinshake, for i dag er no pain – all gain. To kufferter med de grønne bliver fisket frem bagerst i Netto, og afsted det ellers går.
Der er højt humør blandt dig og rødderne, da I på Den Permanente finder jeres plads tæt på den gruppe kvinder, der med jeres ord ’klart ser varmest ud, bror.’ Du fyrer op for Calvin Harris på Soundboksen og hiver den ene lajs efter den anden op af køletasken. Du snakker om fodbold (’United mangler seriøst kun en ordentlig træner og en defensiv midtbane-spiller, så skal de nok blive varme igen, bror’) og om damer (’Jeg var seriøst så stiv, men hun var helt varm alligevel, bror’).
I takt med, at promillen stiger, bliver dine sjove kommentarer til nabokvinderne sjovere – og hyppigere. Du slutter dagen af med at stå 30 minutter i kø til Fratelli Pizzeria nær stranden for bagefter at sluge din pepperonipizza i 10 bidder, inden du rejerød og halvt på vej til et solstik vender snuden hjemad.
Du vågner badet i sved, fordi du, på trods af tropenætter med +20 grader, altid sover med vinduet lukket. Du gruer lidt ved udsigten til en dag på stranden, men du glæder dig mægtigt over, at de nye solbriller, du har bestilt på Zalando, kom i går. På stranden finder du og dine kammerater en plads alt for tæt på vandet og alt for tæt på en børnefamilie, du allerede nu kan se, har alt for slappe opdragelsesteknikker.
Der går ikke lang tid, før din latente foragt for mennesker får for meget fat i dig. Børnene ved siden af er rigtig nok absurd dårligt opdragede, og deres infantile latter og evne til at hvirvle sand op på dine ben får dig til at sende dræberøjne til forældrene. Ellers hører folk omkring dig for dårlig musik og taler om for uintelligente ting, og du forsøger derfor at undslippe ved at tage en tur op til strandkiosken.
Gåturen er udmarvende, og din pistacieis smelter hurtigere, end du kan nå at køle dig ned på den. Efter to timer på stranden, siger du til de andre, at du er bagud med dit speciale, og at du bliver nødt til at smutte. Nu.
