Irland - Danmark 14. november 2017

Det største statement

Oven på et efterår med flot fodbold rejste det danske landshold til Irland med ryggen mod muren i november 2017. Efter 0-0 i den første playoffkamp hjemme i Parken skulle danskerne score mindst ét mål for at sikre sig en billet til VM i Rusland den følgende sommer. Det satte sig helt usædvanligt i kroppen på Christian Eriksen.

Der er meget få kampe i min karriere, hvor jeg har været så nervøs som før kampen i Dublin. Jeg kunne ikke falde i søvn og havde en følelse i kroppen af at skulle til eksamen. Af at der virkelig var meget på spil, ikke kun for mig selv, men for hele holdet. To år tidligere var vi dumpet i playoffkampene mod Sverige om at komme til EM. Vi havde misset slutrunden, og der var en følelse i truppen af, at det ikke måtte ske igen.

Efter den første kamp mod Irland vidste vi, at det ikke ville blive nemt, men omvendt vidste vi også, at vi kom til en bane i Irland, der var bedre end den i Parken, og det ville passe godt til vores spil. Samtidig havde jeg en fornemmelse af, at vi simpelthen ikke kunne spille to kampe i træk uden at score. At jeg så ramte én af de dage, man altid drømmer om som fodboldspiller, er en anden sag.

Selvfølgelig stræber jeg efter at være lige god hver gang, efter at levere en ensartet præstation på et højt niveau, men der er så mange ting, der skal falde i hak, før det rent faktisk sker. Da jeg var yngre, stressede jeg nogle gange helt vildt over, at det ikke lige kørte, men i dag lader jeg mig ikke gå på af det på samme måde. Men mod Irland hang det hele sammen.

GettyImages-877902084.jpg

Timingen var på plads, boldene lå rigtigt, jeg tog de rigtige løb og havde de rigtige berøringer. Tingene går ekstremt stærkt på banen, og det var, som om sekunderne bare var med mig i de fleste situationer, hvor man i andre kampe føler, at tiden er imod én, så man lige kommer en brøkdel for sent, eller en modspiller lige når frem og tackler én. Men den dag føltes alt bare rigtigt.

Derfor gik vi heller ikke i panik, da irerne hurtigt kom foran med 1-0. Selvfølgelig nåede jeg lige at tænke, at det lignede et flashback til kampene mod svenskerne, hvor vi også havde været lige ved og næsten. Men de første minutter havde egentlig været fine, og efter scoringen trak irerne sig lidt tilbage, så vi fik mere plads og kunne kontrollere spillet.

Roen kom for alvor tilbage efter 29 minutter, da Andreas Christensen udlignede til 1-1. Jeg sparkede et hjørnespark ude i vores venstre side kort til Pione Sisto, der trak ind i feltet, lavede tunnel på Harry Arter og sparkede bolden ind midt for målet, hvor AC på en eller anden måde fik den kludret ind over stregen.

Tre minutter senere fik vi en kontra i vores højre side. Yussuf Poulsen spillede bolden fladt til Nicolai Jørgensen, der med en førsteberøring slog den fladt videre til mig på kanten af feltet. Jeg vidste med det samme, at jeg ville forsøge at sparke første gang og sætte den højt i det korte hjørne. Med den måde, bolden kom på, var det oplagt at skyde i det lange hjørne, men det ville Darren Randolph i målet formentlig læse, så det handlede om at overraske ham. Heldigvis ramte jeg bolden helt perfekt, så den tog overliggeren og gik ind. Vi kunne gå til pausen med en 2-1-føring, og jeg fejrede scoringen ved at glide på knæene ud mod hjørneflaget. Det er faktisk første gang, jeg har fået brandsår af at juble på den måde.

Kampene mod Irland var kulminationen på et fodboldår med sejre, der bare blev ved med at komme. Vi havde fået et wakeupcall tidligt i kvalifikationen, da vi tabte med 1-0 hjemme mod Montenegro i en kamp, hvor vi egentlig kørte dem ud af banen og havde mange chancer.

Det lignede et tidligt exit, men i stedet hjalp nederlaget os til at tage os sammen og kæmpe for den andenplads, der kunne give playoffkampe. Pludselig kom sejrene: 4-1 over Kasakhstan hjemme, 3-1 over Kasakhstan ude, 4-0 over Polen i Parken og 4-1 over Armenien på udebane. Vi red på en ubeskrivelig bølge af tro på os selv. Det var ikke alle kampe, vi lavede mange mål i, men vi var altid gode i forsvaret – og da vi først kom foran 2-1 i Irland og kunne nøjes med uafgjort på grund af reglen om udebanemål, vidste vi, at de ville få svært ved at overhale os.

Efter en times spil modtog jeg bolden fra Pione i en omstilling lidt uden for feltet. Jeg fik en super førsteberøring og lagde bolden lidt til venstre for mig selv og vidste, at den ikke skulle have alt for meget fart på. Jeg kunne se, at Darren Randolph stod i midten af målet, og lagde den blødt i hans højre side. Heldigvis sad den så yderligt, at han ikke havde en chance for at nå den. 3-1! J

eg nåede at tænke, at de nu skulle lave tre mål mod os, og at det næppe var sandsynligt. VM-billetten måtte næsten være hjemme. Denne gang kunne jeg juble ud mod vores egne fans, og jeg tog endnu en glidetur på knæene. Jeg når i virkeligheden ikke at tænke noget, når bolden går i nettet, og det skal fejres. På et splitsekund skal man beslutte, hvor man skal løbe hen, og hvad man skal gøre – og jeg plejer at vælge den med knæene.

GettyImages-874350702.jpg

Det giver altid lidt ekstra, når det er foran ens egne fans, og jeg nåede faktisk at kigge op på tilskuerpladserne og se, hvor mange danskere der var, før holdkammeraterne omringede mig. Det er svært at fornemme kampene, når man er midt i dem. Jeg prøver selvfølgelig at tænke fremad hele tiden og forestille mig, hvad der vil ske i næste sekvens af kampen.

På den måde er fodbold en form for skak, hvor man kan vinde mange bolde og lave mange mål, hvis man er forud for modstanderen og kan regne næste træk ud. Men det betyder ikke, at jeg kan huske det hele bagefter – og derfor googler jeg tit kampene, når jeg kommer hjem, især hvis jeg har scoret, men også for at kigge på, hvorfor jeg brændte en chance eller ramte en bold underligt.

Jeg har altid trænet spark og især frispark, både hjemme i haven i Middelfart og til træning, når de andre er gået i bad. I perioder spiller vi så mange kampe, at jeg ikke får lov til at blive ude, fordi de er bange for, at jeg kommer til at overtræne, men selv i pressede uger bliver jeg hængende og tager 5-10 spark.

Og i uger, hvor vi har mange træningsdage, fordi vi kun spiller om lørdagen, kan jeg godt stå og sparke på kassen både tirsdag og torsdag efter træning. Jeg elsker at sparke, og i mit hoved er jeg stadig 20 og kan sagtens sparke, selvom jeg kommer ud til træning og er helt kold.

Men det kan min krop ikke mere, så jeg sparker kun bagefter. Det, jeg øver mest, er gentagelser, så jeg ved, hvor meget højde og hvor meget fart bolden skal have i en given position på banen. Det kan både være direkte på en dødbold, eller når der kommer en bold trillende hen til mig.

Så beder jeg nogen blive ude hos mig og spille bolde hen til mig, så jeg kan løbe til den igen og igen. På den måde kan jeg både øve vristspark, hvor bolden får et særligt riv, og et mere bananlignende spark, hvor bolden slår i luften. Der er også altid en målmand, der bliver hængende på træningsbanen.

Aldrig Hugo Lloris selv, men gerne en af ungdomskeeperne. Målet er, at jeg kan ramme bolden på den samme måde hver gang, og at jeg har et perfekt spark at gå efter, men jeg træner også altid et reservespark, hvis jeg ikke lige føler for at sparke på den måde, jeg plejer.

Andre gange forbereder jeg mig på at sparke til en bestemt type bold. I Premier League spiller vi med en bold fra Nike, og det er selvfølgelig den, jeg er mest vant til og derfor også er mest glad for. Den føles større og lidt mere blød end for eksempel bolden fra Mitre, som vi spillede med i Irland. En bold fra Select, som vi spiller med i Parken, skal have noget mere kraft, for den er næsten som en betonkugle.

Med 20 minutter igen lagde Nicolai Jørgensen en sløj aflevering ind foran mål, men Stephen Ward fik ikke sparket bolden ordentligt væk. Derfor kunne jeg se, at jeg kunne sprinte frem til den og nå at sparke den i kassen.

Det eneste, jeg tænkte på, var at nå derhen, før Ward kom ordentligt på benene, og jeg nåede lige at ramme den med vristen, så den gik gennem benene på ham og røg op i højre hjørne til 4-1 uden chance for målmanden. Hattricket var prikken over i’et på en ualmindelig dag på kontoret. Vi nåede også at score til 5-1, da Nicklas Bendtner blev nedlagt i feltet og selv scorede på straffesparket. Jeg skulle egentlig have sparket, og bagefter var der flere, der spurgte, hvorfor jeg gav den væk.

Men Nicklas var så ivrig. ”Jeg vil gerne tage det. Jeg vil gerne tage det,” blev han ved med at sige. Delaney plagede også om at få lov – og så valgte jeg at give Bendtner noget selvtillid! Resten husker jeg kun i små glimt. Dommeren fløjtede af, og jeg var i tvivl om, hvor jeg skulle løbe hen og juble. Vi endte nede hos Schmeichel og fik ens trøjer uddelt.

GettyImages-874351372.jpg

Bagefter løb vi op i den anden ende til de danske fans og prøvede at komme tæt på dem, så vi kunne juble sammen. I omklædningsrummet drak vi øl og skrålede med på Thomas Helmig-sange. Allerede der vidste vi, at vi ville have ham til at indspille VM-slagsangen, og heldigvis sagde han ja. Jeg har spillet mange vigtige kampe for både landsholdet og mine klubhold, men hattricket mod Irland var alligevel det største statement at lave som professionel fodboldspiller.

Det gav status hjemme i klubben, fordi vi havde slået et hold fra de britiske øer, og fordi jeg havde lavet tre mål. Men vigtigst af alt så skete det i en kamp, vi skulle vinde – og så endda i min landskamp nummer 75.

Dagen før kampen havde jeg fået et par specialdesignede fodboldstøvler fra Nike med tallet 75 vævet ind, og der var altså tre mål i dem. Støvlerne har jeg gemt – sammen med trøjen fra kampen mod Bulgarien i 2016, hvor jeg scorede mit første hattrick for Danmark.

Målene mod Irland vil altid stå som noget særligt. Selvfølgelig fordi de var vigtige for holdet, men også fordi de var så flotte. De er helt deroppe sammen med blandt andet et langskudsmål mod Chelsea i 2018 og en halvflugter mod Everton samme år. Men det er noget helt særligt at score for Danmark.

Jeg er ikke en type, der let bliver imponeret eller meget entusiastisk, og det er ikke sådan, at jeg hele min barndom drømte om at spille for Danmark, men jeg var i Parken et par gange som barn – og selvfølgelig voksede jeg op med at se op til de stjerner, der var dengang.

Jeg spillede Football Manager på computeren med Totti og Roma som mit hold, og da jeg blev teenager, begyndte jeg at interessere mig for, hvad Michael Laudrup kunne med en bold, læste bøger om ham og studerede hans spil på YouTube. På mange af de hold, hvor jeg kom ind, var jeg den yngste og blev sat til at hente bolde før træning eller gå ind efter overtræks- trøjerne, hvis nogen havde glemt dem i omklædningsrummet. Det var en del af det at blive professionel, en del af rejsen frem mod at kunne kalde sig landsholdsspiller – og det, der skete i Dublin den aften, var på mange måder det første virkelig store højdepunkt på den rejse.

Bogen 'Min største kamp' indeholder interviews fra spillere som Jan Mølby, Morten Olsen, Preben Elkjær, Peter Schmeichel og mange flere. Den er skrevet af Christoffer Stig Christensen g Ole Sønnichsen og udkommer den 3. juni.

Christian Eriksen (født 1992) debuterede på det danske landshold i en venskabskamp mod Østrig i februar 2010; 18 år gammel og som den yngste debutant siden Michael Laudrup. Han har siden spillet 85 landskampe for Danmark og scoret 25 mål. Han begyndte klubkarrieren i Middelfart G & BK og skiftede til OB og Ajax Amsterdam, inden han kom til Tottenham Hotspur i 2013. Eriksen har fem gange været kåret som Årets Mandlige Fodboldspiller.