Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

”Det er for alvor blevet sjovt at se cykling med danskerbrillerne på, for vi kører stærkt. Vi kører rigtig, rigtig stærkt”

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

”Det er for alvor blevet sjovt at se cykling med danskerbrillerne på, for vi kører stærkt. Vi kører rigtig, rigtig stærkt”

Intet kan få danskerhjerter til at banke som, når vores atleter har succes, skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i lederen til vores majnummer.

Jeg var ikke mere end 10 år i sommeren 1996, da min far i samråd med vores nabo tog en lynbeslutning, pakkede vores og naboens bil og stak afsted med begge familier til Paris.

Det var højsommer og der var cykelfeber, for Bjarne Riis havde på vidunderlig vis kørt sig i gult i Tour de France og lå pludselig til at vinde verdens største cykelløb.

Det skulle vi opleve fra første række. Afsted til Frankrig det gik, kør-selv-ferie og forlænget weekend på et lurvet hotel et sted i byen, flere detaljer husker jeg ikke. Men at se feltet køre ind på Champs-Élysées den 21. juli det år er et af de klareste øjeblikke i min barndom.

Spontaniteten i beslutningen om at køre til Paris for at tage del i en kæmpestor sportsbegivenhed fortæller først og fremmest noget om nationalfølelse. Det var det samme, der skete i sommer, da hele landet først rykkede tættere sammen i bussen, da Christian Eriksen faldt om i Danmarks åbningskamp ved EM mod Finland, og siden gennemlevede en forløsning af eufori, da vi begyndte at spille rigtig godt. Intet kan få danskerhjerter til at banke som, når vores atleter har succes.

Og nu er det ved at ske igen: euforien. Eller, den har faktisk allerede været i gang i en håndfuld år, hvis man følger de danske cykelryttere ude i Europa. Det er for alvor blevet sjovt at se cykling med danskerbrillerne på, for vi kører stærkt. Vi kører rigtig, rigtig stærkt.

Vi har vundet Amstel Gold Race, Lombardiet Rundt, etapesejre i både små og store løb, Omloop Het Nieuwsblad, Liège-Bastogne-Liège, sølv til OL, Flandern Rundt og sågar den smukkeste trøje af dem alle, verdensmestertrøjen. Og det er bare på landevejen. I fjor kørte Jonas Vingegaard fra Glyngøre sig på podiet i Tour de France som den eneste reelle udfordrer til verdens i øjeblikket bedste cykelrytter, Tadej Pogačar.

Senere i år starter netop Tour de France i Danmark, når feltet over de første tre etaper kører først i København, siden Roskilde til Nyborg og slutteligt fra Vejle til Sønderborg.

Der er lagt op til folkefest. Og der er allerede vist gode takter i toppen af det professionelle Cykeldanmark.

At køre på cykel er en integreret del af det at være dansker. Når man først har lært at cykle, glemmer man det aldrig. Og uanset om man skal til håndboldtræning som barn, til stranden som teenager, på studiet eller arbejde som voksen eller forsøge at træde nogle mellemlederkilo af sidebenene som midaldrende, er cyklen oplagt som transportmiddel.

Uanset om du kun bruger cyklen til at komme fra A til B eller ifører dig lycra hver weekend for at holde fast i gamle venskaber på landevejen, så er du en del af den samme klub. En klub, der dyrker det magiske ved at kunne balancere på et stel på to hjul, som er i fremdrift udelukkende ved hjælp af din rugbrødsmotor.

I denne udgave af Euroman dyrker vi cykelsporten. Vi har talt med Kasper Asgreen, Jonas Vingegaard og Michael Mørkøv, tre af de største, danske profiler, der på hver sin måde tegner sig for den succes, alle kan tage del i.

God fornøjelse med magasinet. Vi har gjort os umage. Skriv endelig til mig, hvis du har kommentarer eller synes, vi kan gøre noget bedre. Vi vil gerne holdes på stikkerne. For som Greg Lemond engang sagde: ’It never gets easier. You just go faster.’

Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør

Unknown-1.jpeg