Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Fem virkelig sjove film, du skal streame straks!

Fem virkelig sjove film, du skal streame straks!

Der er rig mulighed for at få stærke og markerede lattermuskler på streamingtjenesterne for tiden.

Uanset om du er til det underfundige, det platte eller til det hysteriske, kan du få din lyst styret med disse fem bud på et godt septembergrin.

7 Days in Hell

Kit Harington (’Game of Thrones’) og Andy Samberg (’Brooklyn Nine-Nine’) er et par vaskeægte tennisidioter i denne fiktive dokumentar fra 2001, hvor verdens to førende tennisstjerner udkæmper en kamp på og uden for banen over syv dage, mens virkelighedens tennisstjerner som Serena Williams og John McEnroe mindes begivenheden. Det er såvel fysisk som verbal humor med overskud, nerve og elegance. Sådan har du i hvert fald aldrig set gentlemansporten præsenteret før.

Kan streames på HBO Nordic

Top Fem

I USA diskuterede man efter premiere på filmen sidste år, om Chris Rock nogensinde har været bedre. Det har han nok, men under alle omstændigheder er han hylende morsom som populær komiker, der er hamrende succesfuld, men som på sin vej til humortoppens tinde, har tabt sin identitet ned i afgrunden. Det står han frem med i et større interview, men mødet med journalisten åbner nogle uventede sider op af komikeren, der både er sjove, interessante og til tider også rørende.

Kan streames på C More Play

The Kings of Summer

En lille indie-komedieperle, hvor tre teenagedrenge vælger at bygge en hytte i skoven for at bevise (mest over for sig selv), at de er ved at være voksne. Det er coming-of-age, når det er allerbedst og allermest morsomt. Det er manddomsfortællingen genfortalt, men på en let og sommetider gal måde. Man kan da også lige så godt begynde at lægge mærke til instruktørnavnet Jordan Vogt-Roberts, for den talentfulde instruktør er efterhånden ved at være det bedst kendte ukendte navn i amerikanske tv-komikerkredse med den udsyrede serie ’Mash Up’ og den forrykte kortfilm ’Successful Alcoholics’ som højdepunkter.

Kan streames på Netflix

Enough Said

James Gandolfini blev ikoniseret som Tony Soprano i ’The Sopranos’, hvor hans mellemting mellem ustabil psykopat og hyggelig familiefar blev leveret til perfektion. I én af sine sidste film inden sin alt for tidlige død sidste år funkler han da også hyggeligt igennem over for Julia Louis-Dreyfus (’Veep’ og ’Seinfeld’). Men der er nu også bittersødme at spore, da to fraskilte middelklasseamerikanere, Albert og Eva, møder hinanden til en fest og får et noget pudsigt forhold til hinanden. Det viser sig nemlig, at Eva kender Alberts ekskone – og derfra kommer der ikke mange pæne ord. På den måde kan Gandolfini pludselig spille på flere strenge. For hvem er Albert egentlig? Sin ekskones eller Evas version? Eller måske ligefrem sin egen.

Kan streames på C More Play

Moonrise Kingdom

Det er altid kringlet, når Wes Anderson laver film. Men ’Moonrise Kingdom’ kan alligevel noget helt særligt i Andersons oeuvre. Humoren funkler på en mere nærværende måde, end den eller så typisk distancerede og ikke mindst distingverede, som instruktøren ofte lægger fra dagen. Alligevel er filmen klassisk Wes Anderson. En stjerneparade af skuespillere hvirvler rundt imellem hinanden på en lille ø, hvor et purungt elskende par i 1965 vælger at stikke af i en uges tid fra hverdagens tyngende opgaver. Det er ganske enkelt en sjov artfilm. Og det er ikke hvert år, at man oplever netop det. 

Kan streames på TV2 Play

LÆS OGSÅ: Jason Schwartzman er Coppolas nevø og en af Wes Andersons yndlingsskuespillere

LÆS OGSÅ: Fem sublime sommerfilm

LÆS OGSÅ: Verdens 10 ringeste film de seneste år

Se, hvad vi ellers skriver om: Casper Hindse