Foto: Tobias Selnæs Markussen

Casper Christensen og Frank Hvams skole for komik

’Klovn’ er muligvis den største danskeseriesucces nogensinde. Her fortæller makkerparret Casper Christensen og Frank Hvam, hvordandu kan gøre det samme i tre nemme trin.

Trin 1- Få en idé

Gør som Frank Hvam og Casper Christensen: Find en god ven, og udvælg en arbejdscafé. Hver morgen mellem 8 og 9 sætter I jer med en kop kaffe og kigger ud på verden. I denne time er alt tilladt. I må snakke om, hvad I lavede i weekenden, om jeres kærester eller jeres børn, I må fortælle historier eller kommentere på det, I ser på gaden – alt er frit. Lad være med at tvinge ideerne frem, de skal nok dukke op. 
Casper og Franks trick til at udvikle gode ideer: Lad være med at kigge hinanden i øjnene.

Det er tidligt mandag morgen, og der går en mand ude på Gothersgade i København og klør sig i skridtet. Åbenlyst. Hvilket er mærkeligt. Ikke fordi det er unormalt at klø sig i skridtet, det gør de fleste af os. Men mærkeligt, fordi der lige bag ham holder en bil og dytter. Samtidig fører han en råbende samtale med sine venner, der står 20 meter længere nede ad gaden. I den situation ville de fleste holde op med at klø sig i skridtet. Man ville måske lade sin hånd glide elegant over på låret og som en afledningsmanøvre begynde at klø dér, men man ville under alle omstændigheder holde op. Det gør han ikke. Han øger indsatsen. 

Manden er klædt i løse joggingbukser, hvilket gør hele processen meget tydelig for Frank Hvam og Casper Christensen, der sidder på en fortovscafé på den anden side af gaden. De to komikeres samtale har gledet mellem det professionelle og det private – Casper røg vandpibe dagen inden og joker med, at hans kone måske har givet ham tuberkulose; Frank Hvam nægter at pakke præservativer til sin au pair-pige, der skal på Roskilde Festival, og er nu bange for, hvilket ansvar han har for en eventuel graviditet (”Skal jeg så flyve til Michigan en gang om året for at se til det barn?) – men der opstår en pause i deres snak, da de ser manden, der vralter forbi med hånden mellem benene. 

”Han går lidt alene derude,” siger Frank.

”Der er noget … noget, der klør,” siger Casper.

De sidder på cafeens bænk med hver sin kop kaffe og kigger ud på gaden. Sådan bruger de den første time hver eneste dag, når de arbejder sammen. Samtalen klipper brat mellem anekdoter, privat småsnak, praktiske småproblemer, observationer af mennesker på gaden. Nogle gange vokser én af de ting til en længere udveksling, og det er, som om de bevæger sig hen imod en idé – andre gange kan et emne flyve et kort øjeblik for så at dø ganske pludseligt. 

 I maj 2015 rejste Casper Christensen og Frank Hvam til Cannes i forbindelse med filmfestivalen for at markedsføre filmen Klovn Forever og for at pleje kontakterne til den internationale presse. På filmlærredet såvel som i kulissen fortsætter drillerierne mellem de to arbejdskammerater. 
 
De kigger næsten ikke på hinanden i denne arbejdsdagens første time. Det er for hårdt. Når Casper og Frank skal tænke sig frem til noget, der minder om ideer, er det, som om den andens ansigtsudtryk slider eller skaber friktion i tankerne. For man er ikke køn at se på, når man forsøger at tænke en idé frem. Casper ser fjern og en kende langsom ud. Frank bliver blank i blikket, mens han let hakkende smager ordene frem i en sætning. Men det kunne de måske håndtere – de har arbejdet sammen i 15 år. Endnu værre er det, at arbejdskammeratens reaktion i sig selv kan være med til at slå en idé ihjel, og det har de slet ikke brug for. Dårlige ideer leder videre til gode, så selvfølgelig stopper man ikke sin vens flow, og man siger ikke nej. Aldrig nej.

Den kløende mand sætter ikke gang i noget i Casper. Han drejer blikket væk, ud til de cyklister, der farer forbi et par meter foran dem. Men Frank holder fast. Når en mand klør sig så åbenlyst i skridtet, kalder det på en tanke. 

”Der er noget i vejen,” siger han.

”En omskæring, der er gået galt.”

Casper kigger på manden igen.

”Eller en omskæring, der er undervejs,” siger han så. ”Det er nu, det skal ske. Han er nervøs.”

Et par dage senere sidder de med notesbøgerne fremme på Frank Hvams kontor på Nørrebro i København. Når Frank tager noter, foregår det i en sort bog i A5-størrelse. Formatet passer til hans lange tirader, hvor han over flere sider skriver sig død i et emne. Skriftstørrelsen følger ideens udvikling: Bogstaverne starter som store og afrundede og bliver langsomt til gnidret, utydelig skrift. 

”Det ender i sådan noget frådende spyt. Vanvittigt. Her fx. Jeg har fire sider, hvor jeg raser over, at stemningen omkring Teslaen har ændret sig. Den er gået fra at være et signal om, at man var bæredygtig bevidst. Nu er man bare blevet et rigt svin. Danskerne får ondt i røven over, at nogen har råd til at køre rundt i en fed bil, og så stopper vi Operation Red Verden lige på stedet.”

Han ryster på hovedet. Er det overhovedet en idé?
”Den note skal nok blive til noget. Det bliver nok en lidt tung monolog om det danske afgiftssystem.”

Casper sukker og ryster let på hovedet.

”Det glæder jeg mig meget til at høre.”


Det fire dage lange program i Cannes var pakket med møder med pressefolk og filmselskabsrepræsentanter, som viste interesse for at investere i Frank Hvam og Casper Christensens verden af pinligheder og forviklinger.
 
Casper tager noter på en smartphone. De fleste af dem er korte og uforståelige for alle andre end ham selv: ”Pikke-Prince – 23 positions in a one night stand,” står der i en. Herefter en anekdote om toiletdørene på restaurant Koi i Los Angeles. Et andet sted en idé til et filmplot: To mænd vil gerne holde et krebsegilde i forbindelse med den enes fødselsdag. Men det er lidt uden for sæsonen, så de beslutter sig for at købe krebsene og få frosset dem ned på en restaurant. Restauranten går konkurs, og nu går den vilde jagt for at finde krebsene, inden de tør op.

”Jeg tror ikke, den bliver til noget, men man ved aldrig! Den har jo et tidselement, der virker godt på film.”

En af Caspers veninder vil lave et dansehold for et par af sine veninder, står der på hans telefon. Men kun for millionærer. Casper knipser ud i luften og sætter sig frem i stolen.
”Det er sgu da det, vi gør, Frank,” råber han pludselig, med al den overstadighed og insisteren, man kender fra Caspers figur i ’Klovn’.

”Vi laver et dansehold, men det er kun millionærer, der må være med!”
Han glider ud af rollen igen.

”Det lyder meget besværligt, ikke? Man skal jo vide, hvor mange penge folk tjener, før de må være med. Den forståelse af ens egen position er lidt vanvittig.”
De to komikere hæfter sig ved én obskur detalje – overvægt, et par briller, rødt hår, millionærer – og slipper det ikke igen. Et enkelt træk ved en situation eller person bliver kørt ud i yderste potens.

”Det er det, vi lever af,” siger Casper. 

”Vi udkrystalliserer.”

”Vi kan bruge meget lang tid på at finde ud af, hvorfor det dansehold kun er for millionærer. Den snak kan selvfølgelig være ondskabsfuld,” siger Frank, ”men det kan lige så vel være hjertevarmt og nysgerrigt og …”

”… og liderligt …” skyder Casper ind.

”… og fyldt med håb på de her menneskers vegne. Og liderligt. Vi skal kunne fantasere på andre menneskers vegne. Når vi sidder på bænken og kigger ud, skal vi forstå, hvor de her mennesker er på vej hen, hvad der foregår, hvad der driver dem. Så kan vi lave en ny situation til dem, en idé, som vi måske kan bruge.” 

Manden, der kløede sig i skridtet på Gothersgade, er næsten en god idé.
”Det var ikke bare det, at han kløede sig i skridtet; han hev sig i pikken. Vi kan alle sammen lige rette til” – Casper rejser sig og går lidt ned i knæ for at vise, hvordan han plejer at mingelere – ”men han stod i lang tid og hev i den. Vil du ikke sige det?”
”Det var som om,” siger Frank ud i luften, ”at pikken på en eller anden måde forhindrede ham i at gå hurtigt.”

”Og det var det vigtigste for ham på det tidspunkt,” bryder Casper ind.

”Ja, den skulle på en eller anden måde flyttes et sted hen, så han kunne få fart på benene.”


Makkerparret har crashet et middagsselskab bestående af en gruppe danske filmfolk. Der er østers og flasker på bordet, og Casper Christensen har indtaget festens naturlige midtpunkt, mens Frank Hvam kobler ind og ud af samtalen. Andre gange forsvinder han ind i sig selv eller får øje på noget, der foregår ude på gaden.

Og så dør den. Der er noget sjovt ved det: en mand, der så åbenlyst udfordrer de sociale
konventioner om, hvad man gør og ikke gør i det offentlige rum. Men det er ikke nok. Der bliver stille på kontoret, og ingen af dem forsøger at genoplive billedet. Måske havde det været rigeligt for Lars Hjortshøjs figur fra ’Langt fra Las Vegas’ – Robert, den klumpede fotograf. Men det er bare så … 15 år siden, er det ikke? Kan man udvikle på manden, der klør sig i skridtet? Åbner det nogen døre ind til en historie? Er vejen hen til denne her idé sjov? 

Casper og Frank ved, at en idé er god, når de har forelsket sig i den og ikke kan slippe billedet igen. De forelsker sig i simple billeder, som tager mere form af snapshots end af filmsekvenser: Frank sidder i et badekar med en 10-årig pige. Fire familiefædre tager heroin i en kælder på Frederiksberg. Casper og Frank torturerer fætter Andreas.

Trin 2 - Skriv dit manuskript

Du har en idé. Den virker måske simpel – måske er det bare en mand, der falder i en bananskræl – men det skal du ikke være bange for: De bedste ideer er simple. Manuskriptet er en anden sag. 

Start med at forestille dig manuskriptet som én stor matematisk ligning. På den ene side af lighedstegnet har du din idé, den situation, du gerne vil hen til. På den anden side af lighedstegnet har du hele regnestykket, der skal til, for at ligningen går op. Jo mere ekstrem ideen er, jo mere troværdig skal vejen derhen være. Hvad skal der til, før en voksen mand ender i et badekar med en 10-årig pige? Hvad skal der til, for at to almindelige danske mænd på troværdig vis kan ende i en situation, hvor de bliver nødt til at udøve tortur? 

Tænk på det sådan her: Hvis en mand skal falde i en bananskræl, skal den placeres – og i ’Klovn’-universet er det bedst, hvis hovedpersonen har placeret skrællen selv, længe inden han træder i den. 

Casper og Franks trick til at skrive manuskript: Skriv det uden replikker. 

Frank Hvams kontor er et dårligt sted at torturere et menneske.
”Hvis vi nu siger, vi holder dig fanget her” – Casper Christensen har lige taget sine solbriller af og kigger på mig – ”fordi du har nogle oplysninger, vi skal bruge … Måske vil jeg begynde med at råbe ad dig.” 

Sætningen får ham til at stoppe op og kigge rundt i det store, lyse værelse. Kontoret med udsigt over den ret trafikerede Ravnsborggade er kun møbleret med et halvstort spisebord, en bænk, tre stole og en gyngestol. På de hvide vægge hænger gule skilte med brudstykker af scener til det filmmanuskript, de arbejder på: Borgmester klipper sig i fingeren, står der på én. Spiontur til Randers. Fjelle er utro. 

”Kan vi overhovedet gøre det her på kontoret?” 

”Ej, vi skal på en eller anden måde …” starter Frank

”Vi skal have lukket vinduet.”

”Ja, vi skal i hvert fald lukke vinduerne,” bekræfter Frank, ”og proppe en strømpe i munden på dig.”

”Hvis strømpe skal det være?” spørger Casper. Frank hører det ikke rigtig og fortsætter:

”Men der er jo en masse problemer. Måske har du i lang tid forsøgt at sige, hvad vi gerne vil høre, vi kan bare ikke høre det, fordi du har en strømpe i munden.”

Drinks, pindemadder og Frank Hvam og Casper Christensen på ’scenen’ foran en indbudt skare af filmfolk og journalister ved arrangementet Meet the Danes under aftenhimlen i Cannes. 

Scenen foregår imellem dem lige nu. Frank og Casper, der står over en bagbundet mand og diskuterer, hvordan de skal torturere ham, er scenen. Manuskriptet fylder fem ord (Casper og Frank torturerer nogen), der er ikke skrevet en eneste replik på forhånd, men scenen kan tage adskillige minutter. 

”Der findes komik i det, hvis man virkelig kigger på det. For det er sikkert de færreste mennesker, der er i stand til at gøre det ordentligt. Og vi to ville være virkelig dårlige til det,” siger Casper og starter igen på det replikskifte mellem ham selv og Frank, der ville udgøre kernen i scenen:

”Jeg ved ikke, hvordan jeg ville starte. Med at true, selvfølgelig. Men altså … Vi kom frem til, efter vi havde snakket rigtig længe om det, at det nok var en lussing.” 

”Ja, en hård lussing,” siger Frank. ”Jeg kan også tage dig i armen og så ligesom ruske dig, men så tror jeg hurtigt, jeg mister noget autoritet i dine øjne. Og så ville jeg være nødt til at stikke dig med skruetrækkeren næste gang. En lussing kunne leveres ordentligt, samtidig med at du ville overleve.”

Han nikker kort og forestiller sig, hvordan scenen ville udspille sig, hvis den foregik hjemme i hans eget hus.

Efter en hel dag med interview er der tid til en ølpause.

”Vi ville formentlig slå dig med det, vi lige har ved hånden. En skovl ude fra skuret,” siger Frank. ”Eller en køkkenske. Jeg kunne knække en køkkenske i ansigtet på dig.”
”Ville du kunne gøre det?” spørger Casper igen. ”Hvad gør den anden imens? Skal den anden bare holde ham?”

Det eneste, der driver scenen, er situationen. Man behøver ikke at forstå et ord dansk for at se, at her står to mænd midt i noget, de overhovedet ikke er forberedt på at håndtere. Det gode manuskript fungerer, før der er skrevet replikker. 

”Når man skriver,” siger Frank, ”kan man komme til at forelske sig i en joke eller en god dialog. Og det stjæler overblikket. Jeg har ikke skrevet en replik ned i min notesbog i flere år, det er slet ikke sådan, vi tænker efter at have lavet ’Klovn’. Vi tænker kun situationer.”

Den replikløse tilgang har den store fordel, at manuskriptet bliver kortere. Manuskriptet til den første ’Klovn’-film fyldte kun 30 sider – en tredjedel af et normalt filmmanuskript. 

Torturscenen har stået i de to komikeres notesbøger i adskillige år, men de har endnu ikke fået brugt den til noget. Men det skal nok komme. De skal bare have regnestykket til at passe. 

”Vores seere ville elske at se os torturere fætter Andreas,” siger Casper og anerkender, at han og Frank også selv ville få en vis nydelse ud af det.

”Nogle gange tager det bare lang tid at få matematikken til at gå op,” siger Casper. ”I flere sæsoner skrev vi fx på det ’Klovn’-afsnit, hvor Frank sidder i et badekar med en 10-årig pige.”

”Det billede var jeg meget forelsket i,” siger Frank og fortryder med det samme ordbrugen. 

Ideen opstod, da Caspers lille datter havde besøg af en veninde. De to piger ville gerne i bad. Casper har ingen pædofile tendenser, påstår han, men han så sig alligevel nødsaget til at ringe til pigens forældre.

”Jeg siger til dem: ’Jeg er alene, er det her o.k.?’ For lige at sikre mig … du ved. Og det er jo idiotisk, at jeg overhovedet skulle have den tanke. Og ikke bare det, men at jeg plantede den tanke hos andre. Det var jo aldrig meningen, jeg skulle med i bad, men hvis man ikke er seksuelt interesseret i børn, er der jo ikke noget problem i det.”

Men selv om de to var meget forelskede i billedet, tog det 3-4 år, før de fandt ud af, hvordan det kunne blive brugt. 

”For billedet er så grænseoverskridende på den forkerte måde,” siger Casper, ”så seeren kan sagtens vende sig mod os og sige: ’Nu er I gået for langt.’ Det tog os lang tid at stykke det afsnit sammen, så seeren kun tænkte, at Frank bare var en kæmpetorsk, uden at der var noget seksuelt i det.”

Løsningen blev som følger: Mia, Franks fiktive kone, passer sin nevø på 12 år og tager ham med i brusebad. Det synes Frank er meget mærkeligt, men Mia nægter at indrømme det. Der opstår et skænderi, og Frank vil vise Mia, helt præcis hvor forkert det er. Så han får fat på en 10-årig pige og sætter sig nøgen i badekarret sammen med hende, kalder på  Mia og råber: ”KAN DU SE, HVOR FORKERT DET HER ER?”

 Frank Hvam og Casper Christensen har lejet sig ind i en villa i Cannes og kommer i det hele taget tæt på hinanden under turen. Soveværelset deles de også om

”Vi blev nødt til at komme derhen, hvor Frank selv råber, at dette her er forkert. Det var den eneste måde, vi kunne få lov til at lave det billede på. Når man bare ser afsnittet, virker det til, at der ikke er andre muligheder, men når man sidder med et hvidt stykke papir og skal skrive det ud, er der jo tusind veje at gå for at komme derhen,” siger Frank.

De blev nødt til at få følgende regnestykke til at passe: Hvor kværulerende skal Frank være, før seeren tror på, at han nægter at lade sådan en diskussion ligge? Hvor vred skal Mia være på Frank, før han bliver så stædig, at det slår klik i hovedet, og han gør noget, som han aldrig ville gøre i en normal situation? Og et sideregnestykke: Hvordan får man på troværdig vis placeret en fremmed 10-årig pige i Franks hus?

”Det vigtigste for os er at holde realismen. For jo mere virkeligt det er, jo mere pinagtigt er det. Det skal alt sammen passe. Hvis vejen hen til det ekstreme bliver unaturlig eller utroværdig, bliver det også uinteressant for Frank og mig at lave det,” siger Casper. 
”Så tror folk ikke, det er sket, og så er det lige meget.”

Trin 3 - Sælg 850.000 biografbilletter, bred din film ud til et globalt publikum, skriv en 2’er, og tjen vildt mange penge. 

Du har din idé, du har dit manuskript – nu skal dit produkt ud at erobre verden og gøre dig rig. Men kig lige dit manuskript igennem igen: Har du ladet dig forføre af, hvad du tror, der er kommercielt? Du får ikke et globalt publikum, hvis dit manuskript lever af pruttejokes og falde på halen-komedie. Da Casper og Frank begyndte at skrive om deres eget liv, opdagede de, at den bredeste appel ligger i det mest normale, i alle de små misforståelser eller konflikter, der opstår mellem mennesker, uanset hvor på kloden de er fra. Og uanset hvor man er henne i verden, er der få ting, der er sjovere end en mand, der har næsen så meget i sky, at han falder over sine egne ben. 

Casper og Franks trick til at erobre verden: Drop alt, der minder om punchlines.  

Frank Hvams seksårige søn er stor fan af den amerikanske komiker Peter Sellers. Han zapper rundt i de små YouTube-videobidder fra film som ’The Party’ og ’Den lyserøde panter’, hvor den komiske mester konstant gør sig til grin.

”Peter Sellers er ekstremt fysisk i sin comedy, og han har dannet skole for alle i generationen efter ham,” siger Frank, den stolte far. 

Der er især én situation, Frank og Casper har set på repeat de sidste par dage, hvor Peter Sellers styrter ned ad en trappe. Et godt gammeldags fysisk gag. Casper Christensen finder sin telefon frem. Hvad fanden hedder det klip? 

For det blotte øje har Den lyserøde panter masser til fælles med en karakter som Robert Dølhus fra ’Langt fra Las Vegas’: en kikset figur, der altid kan hive et grin hjem ved at fjolle. Og da ’Langt fra Las Vegas’ sluttede i 2003, og Casper og Frank skulle skrive en ny serie, ville TV 2 gerne have, at der også var en Robert-figur i den nye. De to komikere var egentlig ikke uenige.

”Vi snakkede meget om, at sådan en Robert – en dum, vulgær figur – gav bredde,” siger Frank. ”Men vi havde bare ikke lyst.”

”Vi ville skrive om hverdagen,” siger Casper.

De skrev to pilotafsnit med inspiration fra deres eget liv og fra den amerikanske tv-serie Curb your enthusiasm. Det ene pilotafsnit havde Casper som hovedperson, det andet havde Frank – og af dem var Frank-afsnittet det suverænt sjoveste.

”Der var en helt anden komik i Frank, det føltes mere frisk, fordi han kunne spille rollen som helt gennemsnitlig mand,” siger Casper.

De ville skrive om virkeligheden, og i virkeligheden er der hverken punchlines, oplæg til vitser eller personer, der kommer til at udbryde, hvad de rent faktisk tænker, for derefter at sige: ”Øhm, jeg mener …” 

Problemet var, at ude i virkeligheden levede Casper og Frank et liv, der ikke nødvendigvis var så nemt at relatere til eller passede specielt godt på en tv-skærm. Deres almindelige liv, selv om de er komikere, har ikke nogen punchlines, og derfor skulle der heller ikke være nogen i deres nye serie. 

Da de gik i gang med at filme, troede Casper og Frank, at serien ’Klovn’ ville være det smalleste, de nogensinde havde lavet. De tog fejl. Fem år efter serien startede, havde ’Klovn’-universet fået nok momentum til, at film-udgaven kunne sælge over 850.000 billetter. Vi skal tilbage til ’Olsen-Banden’ eller ’Walter & Carlo’-filmene i 80’erne for at se lignende tal. 

”Da vi startede, havde vi ikke opdaget, hvor det brede lå,” siger Frank.

”Vi var bange for, om folk kunne relatere til den verden, vi levede i, og alt det der med at være kendt. Men vi opdagede på et tidspunkt, at kendtheden faktisk ikke interesserede os. Vi brugte det til meget lidt, når vi skrev episoder, højst som et opblæst karaktertræk i Casper-figuren,” siger Casper selv. 

”’Klovn’-universiet handler om de situationer, der opstår mellem mennesker, og så er det ligegyldigt, om de er kendte eller ej.”

Små akavede samtaler, en ven, der kommer tre minutter for sent, eller at ens kone griner lidt for meget af en charmerende ven – ”det kender de overalt i verden. Og så har vi også Afrika med,” siger Frank.  

”Men i det øjeblik, man siger en punchline i retning af ’Din pik er så hård, at den kan bruges til at gravere pokaler med’, står 90 % af verden af.”

Punchlines er farlige, fordi det er en kulturel ting, om den rammer rent eller ej. Grænsen for en pik-joke varierer ekstremt fra land til land. Hvad der fungerer i Kina, er måske for kedeligt i Danmark. Men i sin kerne handler ’Klovn’ om, at Casper og Frank blæser sig op – over for hinanden, deres venner og i særlig grad deres koner – og det kan alle nikke genkendende til. Serien er blevet solgt til remake i Holland, Belgien og USA. Filmen har åbnet Hollywood for dem (de har netop afleveret et manuskript til komikeren Sacha Baron Cohen), og i 2011 fik de den måske største ros, et medieprodukt kan få: Der begyndte at dukke piratkopier af ’Klovn: The Movie’ op på det kinesiske marked. Forsiden var stadig prydet af Casper og Frank, men der var også photoshoppet kinesiske højhuse og et par kinesiske kvinder på. Det, at nogen kæmper med selvhøjtidelighed og for alt i verden ikke vil tabe ansigt, er en global menneskelig tilstand. Alle de store komikere har spillet på det, især Den lyserøde panter.

”Hvad fanden hed det klip?” siger Casper.

Han jagter klippet, som Franks søn ikke kan få nok af. Sønnen ser det igen og igen derhjemme, fortæller Frank – måske også fordi han nyder, at hans far sidder ved siden af og griner endnu højere. Sønnen elsker faldet, som alle seksårige gør. Men det er ikke faldet, der er det centrale, siger faderen. Det er, hvor man falder fra.

Det blev sent i nat. Mens Casper Christensen samler kræfter, snakker instruktøren Mikkel Nørgaard og Frank Hvam om dagens program i Cannes.  Hverken Hvam eller Christensen lægger skjul på, at rejsen til det sydfranske er både forretning og drengerøvstur.

”Jo større følelser, jo mere selvhøjtidelig og autoritær en karakter er, jo større kan man lave faldet,” siger han.

”Det er her!” udbryder Casper. 

Frank kommer over og stiller sig bag ved ham. De stirrer på telefonskærmen og nikker begge i ærgerrig forventning, indtil man kan høre et gennemtrængende skrig, og Casper slår en latter op.  

Peter Sellers, i skikkelse af detektiven Den lyserøde panter, ulasteligt klædt i et beige jakkesæt, er i gang med at undersøge et hus i selskab med en butler. Han går ind i et gymnastikrum med brede skridt, brystet fremme og hænderne bag ryggen.

”Ah yes!” siger han.

”Ze parrallell bars! My speciality.”

Sellers går ind mellem barrerne og begynder at gnide sine hænder frem og tilbage på dem. Han var en mester i denne kategori, da han var ung, forklarer han – quite the athlete, in fact. Han sætter hænderne på, hans ben begynder at svinge frem og tilbage, højere og højere.

”Ah yes,” gentager han, ”it’s all coming back now. Ah yes, I remember …”
Han drejer kroppen over den ene barre og sætter af til en landing med samlede ben – og styrter ned gennem den trappeopgang, barren står lige ved siden af. Han triller ned ad trappen, mens han skriger for fuld hals, ned i en stue (hvor der af uransagelige grunde sidder en kok og en biavler) og havner med et dumpt brag bag et grønligt sofaarrangement. 

Sellers rejser sig så hurtigt, han overhovedet kan, retter på sit slips og skyder brystet frem. Han kigger hurtigt rundt i stuen.

”Well …” 

Han klapper hænderne sammen. 

”That felt good!”

Casper Christensens åbne, grinende mund fylder halvdelen af hans ansigt, den klemmer kinderne sammen, og hans øjne bliver smalle. Frank Hvam går en runde på gulvet, hans hoved er kastet tilbage, og han griner mod loftet. Den lyserøde panter gør det, Robert Dølhus aldrig gjorde: Han blæser sig op. Robert mistede igen og igen sin værdighed, han faldt og faldt, men han stræbte ikke efter noget, han forsøgte ikke at knejse med nakken eller gøre sig til. Det er det, klovnene Casper og Frank har lært, og som har gjort, at deres ’Klovn’-univers er på vej ud i verden: Uden opstigning betyder faldet intet. Frank Hvam går over og kigger Casper Christensen over skulderen. 

Makkeren skruer helt ned for lyden og spiller klippet igen. 

Casper Christensen om...

At være kendt

”Jeg var faktisk meget likeable, inden vi begyndte at lave ’Klovn’. Folk syntes måske, jeg var lidt fræk, men jeg var fandeme en god fyr. Efterhånden som ’Klovn’ har grebet om sig, tænker folk: ’Han er vist en rigtig skiderik.’ Og det er jo ikke fordi, jeg har tævet nogen eller lavet noget kriminalitet de seneste 10 år. Vi har bare fremstillet min figur som en skurk. Og så skal der ikke så meget til, før der dukker dumme historier op. Jeg blev beskyldt for at råbe ad en handicappet. Det var en mand, der går dårligt, som skrev på Facebook: ’Jeg er lige gået forbi Casper Christensen, som sidder sammen med tre andre. Da jeg går forbi, rejser han sig op og siger: ’Gå ordentligt’, og alle griner. Det synes jeg var virkelig dårligt.’ Så blev jeg kimet ned af medier og TV 2 Nyhederne og svinet til på Facebook – den situation har aldrig fundet sted. Men folk har så nemt ved at tænke, at det er klassisk Casper. Men det er jo figuren Casper. Han kunne til gengæld godt finde på sådan noget.”




At skrive filmmanuskripter til Hollywood 

”Manuskriptet til ’The Lesbian’ (plot: en kinesisk forretningsmand udlover en dusør på 65 mio. dollars til den, der kan omvende hans lesbiske datter, red.), som vi har afleveret til komikeren Sacha Baron Cohen, laver han måske til en film. Men han og hans folk betragter det kun som første udkast. Lige nu går det på omgang blandt de skribenter, han bruger, og måske bliver det solgt videre til nogle andre. De kan så sælge det videre, og så dukker filmen måske op om fem år hos nogle helt andre og i en helt anden form eller genre. I USA kan du leve godt af at sælge manuskripter, der aldrig bliver lavet, men det føles lidt ufrugtbart. Vores store fordel er, at vi allerede har fået så meget ud her i Danmark. Der er ikke mange skribenter, der kan vise et CV med to tv-serier med 60 afsnit.”

At være kommerciel


”Hvis vi skulle have været virkelig kommercielle med den nye ’Klovn’-film, skulle vi have kaldt den ’Tour de Fisse 2’. Vi skulle have haft Bo med igen, vi skulle tage på endnu et roadtrip osv. Det at tage på kanotur med drengene kan alle danske mænd identificere sig med. Plottet i ’Klovn Forever’ er smallere. Der er ikke så mange, der kan nikke genkendende til drømmen om at komme til USA og slå igennem. Vi håber så bare, at de andre ting i historien appellerer til publikum. Hvis man gerne vil sælge mange billetter, er det i hvert fald ikke det rigtige udgangspunkt at sende sine hovedpersoner til USA. Er der nogensinde en dansk film, der er sluppet af sted med det, bortset fra ’Walter og Carlo’?”

 

Frank Hvam om...

At være kendt

”Måske ved seks ud af 10 danskere, hvem jeg er. Måske syv. Men inde i ens eget hoved kan det hurtigt blive til 100 %, for der er en afgrundsdyb forskel på ens selvopfattelse og på, hvor kendt man egentlig er. Vi har kolleger, der har lavet radio i tre måneder og spørger os: Er jeg 70 eller 80 % kendt nu? Hvor vi siger: 3 %. Højst. Jamen, folk kigger efter mig på gaden? Nej nej nej, det er noget, du bilder dig ind. Der er ingen, der ved, hvem du er. Dronning Margrethe ved folk, hvem er. Det føles, som om jeg egentlig er meget vellidt, når jeg kommer ud. Folk har en slags medlidenhed med mig. Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke har skullet spille den vanvittige karakter, som Casper har taget på sig. Det skal han have ros for.”


Hvad du bør se lige nu

”Tv-serien ’Last Man on Earth’ starter med, at næsten hele jordens befolkning dør af en eller anden sygdom. Der er kun én mand tilbage. Han har som sådan ikke nogen problemer – der er mad nok og ingen fare på færde – han er bare frygtelig ensom. Og så pludselig møder han en kvinde. Og han vil selvfølgelig gøre alt, kan han, for at komme i seng med hende. Langt det meste comedy handler om forholdet mellem mand og kvinde, og hvordan det forhold fungerer i en moderne verden. I ’Last Man on Earth’ er det skåret ind til benet, og det er comedy i sin reneste form.”

Købmændene i Cannes

”De fleste er jo nogle købmænd og ikke så kreative i det. Der var et tyrkisk tv-selskab, der bare skulle finde et eller andet, og en tysker, der sagde: ’’Klovn’ er det mest frygtelige, jeg nogensinde har set, jeg bliver nødt til at købe det.’ Vi er ikke bare en metervare, så de er nødt til at tage stilling til det. Købmændene skal kunne stå inde for det, når de kommer hjem til deres chefer og har brugt mange penge. Vi er stolte af det, vi har lavet, så det er fedt at sælge det. Der er en kæmpe glæde i at se det, vi lavede for mange år siden, blive brugt. Men købmændene skal kunne noget, før ’Klovn’ kan bruges til noget i andre lande, for vi er der ikke til at følge det til dørs. I Holland kører der et ’Klovn’-remake på tredje år, men det er kun fordi, ham, vi solgte det til, er en truck, der brager igennem alle forhindringer. Han er et bralrehoved, men han har forstået seriens dna.” 

LÆS OGSÅ: Charme, diplomati og røverhistorier - 90 dage i hælene på en minister

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj"

LÆS OGSÅ: "Min kone tør ikke sige, hvad jeg laver, når vi er til middagsselskaber” 

Se, hvad vi ellers skriver om: Frank Hvam, Casper Christensen og Klovn