Der er reklamer, og så er der fodboldreklamer. Store,
vel nærmest gigantiske, velproducerede fodboldreklamer, som opererer i helt
andet luftleje, hvor der er ikke er noget, der hedder snoldede budgetter og
forskellige afarter af ”nej, det kan ikke lade sig gøre”-fraser.
00’erne var storhedstid for disse kulturelle nedslagspunkter,
der i dag står som fodboldhagiografier.
Hvem over 30 år husker ikke Nikes Joga Bonito-reklamer med
spillere som Ronaldinho, Ronaldo, Cristiano Ronaldo, Thierry Henry, Zlatan
Ibrahimović – og Eric Cantona til at styre løjerne.
Eller de nærmest endnu mere ikoniske Pepsi Max-reklamer,
hvor David Beckham, Francesco Totti, Roberto Carlos, Alessandro Del Piero og
andre af datidens topspillere fører sig frem som fodboldspillende gladiatorer.
Heldigvis er det stadigvæk en tradition, der synes at blive holdt
i hævd. I dag landede nemlig en fem minutter lang reklamefilm fra Adidas, der
har fået navnet ’A Legend is Born’, i anledning af dette års VM i fodbold i
Canada, Mexico og USA. Og vi skulle hilse og sige, at den tyske
sportstøjsgigant har kørt det helt tunge skyts i stilling og går helhjertet
efter akut kultstatus.
Reklamefilmen, der har en spilletid på fem minutter, er én
stor magtdemonstration og stjernekoncentration.
Timothée Chalamet – som i
øvrigt er stor fodboldfan og fan af det franske hold St. Etienne – optræder
ikke bare som det fortællende bindeled i filmen, men også som en ambitiøs
træner for et hold på tre mand, og han får blandt andet slået fast over for
puertoricanske Bad Bunny, at det altså hedder ”football” og ikke ”soccer”.
Derudover støder vi også på Lionel Messi, Ousmane Dembélé, Jude Bellingham,
Pedri, Lamine Yamal, Raphinha, Florian Wirtz, ligesom unge versioner af
Zinedine Zidane og David Beckham dukker op på en lille streetbane.
Det er, tør vi godt at sige, lige til
fodboldreklamehistoriebøgerne.
Filmen kan ses her.