Peter Linck
Foto: Lasse Bech Martinussen

Peter Linck

Euromans far: "Jeg er våd, jeg har ikke noget kørekort, jeg kører på cykel, og jeg er personligt konkurs. Hvordan kan det så være, at jeg er så glad?”

1. del

EN SÆLGERS FØDSEL


HAN SKAL DEN VEJ.
Og han ved, at lige om lidt, når han kører forbi det moderne byggeri på Vanløse Byvej, bliver den knugende følelse, han har i maven, endnu værre.

Engang var de en familie, en rigtig familie, ham, Peter, hans to et halvt år yngre bror, Morten, og hans mor og far, Anne-Lise og Cai Ole. Det er de ikke længere, og han kan ikke forstå, at hans forældre bare sådan kan flytte fra hinanden og hans far og lillebror fra ham. Han kan simpelthen ikke få det ind i sit 10-årige hoved. Han kan heller ikke få det ud af hovedet. At en familie bare sådan kan slutte. At forældre kan svigte på den måde. Og nu er det, som om maven har overtaget problemet. Men den kan heller ikke løse det. Tværtimod. 

Han sidder på sin minicykel og er på vej tilbage til sin mor fra fodboldtræning ude i Vanløse, derude hvor familien for lidt siden boede i sådan et toplanshus med skråt tag, derude på Klidholmvej lige ved siden af Katrinedalskolen, hvor han gik, og hvor livet var så ukompliceret, så rigtigt. Nu er det hele bare forkert. Nu er han kun til låns i Vanløse og i klubben, hvor han spiller kant og er aggressiv på bolden og hurtig på de første meter. 

Efter træning skal han hjem til sin mor, i den lejlighed, hun har fået på Frederiksberg, den lejlighed, hvor han bor sammen med hende, mens hans lillebror er flyttet sammen med sin far på Vanløse Byvej. 


Peter Linck var en tryghedssøgende dreng. Da han var 10 år, blev hans forældre skilt, og hans verden brød sammen.

Peters mor er rødstrømpe, hun er sprunget ud, hvis det ellers hedder det, som kvindepolitisk aktiv, som en af de kvinder, der har gået hjemme med børnene, men som nu, i 1975, ikke vil finde sig i mere, og det er jo nok derfor, at det er gået galt mellem hans mor og hans far, der er 10 år ældre. For selv om faderen er erklæret socialdemokrat og som forsikringsmand har arbejdet under overborgmester Egon Weidekamp, da han var direktør i forsikringsselskabet Alka, så er faderen ikke med på den bølge, der skyller gennem landet. Peters mor, der også har uddannet sig i forsikring, er aktiv i Kvindehuset og med til at udgive rødstrømpebladet Kvinder, og når han kommer hjem fra fodbold, aner han ikke, om lejligheden er omdannet til mørkekammer, om hans mor er optaget af at fremkalde billeder eller skal redigere nogle artikler og derfor måske ikke har lavet mad. Eller også er hun ikke hjemme, måske er hun til et møde eller til en eller anden helt fantastisk udstilling, som hun bare måtte se, og så ligger der måske en seddel til ham om, at han skal møde hende senere inde i byen. 

Mange gange er han kørt forbi byggeriet på Vanløse Byvej, mens han har tænkt på den kasse med colaer, som hans far har stående, og som hans lillebror Morten bare kan tage af, nærmest når han vil. Sådan har det i hvert fald virket, de gange han har været der. Selv kan han drømme om en cola i dagevis, og han synes bare ikke, at det er rimeligt. 

I dag gør han det. Han sætter sin minicykel op ad muren og går op og ringer på hos sin far. Og faderen er ikke uvenlig, faktisk er han altid kærlig, når de er sammen, men Peter er ikke dum. Han kan sagtens fornemme på stemningen, at det er o.k., at han kommer uanmeldt i dag, men han skal helst ikke gøre det igen.

HAN KAN IKKE FORSTÅ, at hans mor giver ham lov. Måske har det noget at gøre med den forvandling, hun er i gang med. Før verden styrtede sammen, var hun en højtaljet nederdelsdame med opsat hår, og de holdt jul derhjemme, rigtig jul med rigtige gaver i et rigtigt hjem. Nu er hendes hår ikke opsat længere, det når ned til skuldrene, og den mellemblonde farve er skiftet ud med henna, ligesom nederdel og spadseredragt er blevet til cowboybukser og sjal og den slags. 

Og jul, det holder han nu nogle gange i nogle mærkelige jyske kollektiver med nogle mærkelige mennesker, der giver ham nogle mærkelige hjemmehæklede gaver, som han ikke rigtig aner, hvad han skal stille op med. Det er tanken, der tæller, siger de voksne uden at ane, at Peter mest tænker på rigtige gaver fra rigtige butikker. 

Og om sommeren er han og hans lillebror med deres mor på Femø på kvindelejr, hvor næsten alle er nøgne. Peter og Morten er ikke nøgne, de spiller mest fodbold med de andre børn, mens de nøgne damer ligesom bare flyder sammen og bliver til én og samme underlige voksenkrop. Egentlig er det nogle ret fede feriedage dernede i solskinnet på Femø, men det føles alligevel sært skamfuldt at komme tilbage i klassen, når nu de andre har været i Hornbæk og sådan. 


Moderen Anne-Lise Linck, der døde i 2007, var i 60'erne som taget ud af scenografien til 'Mad Men'. Senere blev hun en engageret rødstrømpe.

I det hele taget føler Peter, at omverdenen ser ned på hans mor og på ham. Fornemmelsen af svigt i maven vil ikke gå væk, og på en eller anden måde har han behov for at vise, at han da sagtens kan klare det. At ham kan ingen få ned med nakken. Den følelse veksles med en ørering. Og hans mor giver ham lov til det. Det er i 1977, det er på Frederiksberg, og der er ingen, der går med ørering på Lindevangsskolen – da slet ikke i femte.

Her kommer Peter, ham med øreringen, der har det svært med at blive sat på plads. Han slås ikke, men han snakker meget og brokker sig, og en dag, i sjette klasse, da han er 12 år, er han oppe at skændes med en anden elev. En lærer sætter sig imellem, og Peter, sådan føler han det, får igen skylden for noget, han ikke selv synes, han har gjort.  

Med maven fuld af uretfærdighed bliver han sendt op til inspektøren, der kigger nedladende og siger noget i retning af, at ”det er jo tydeligt, at din mor ikke kan magte dig, men kan man forvente andet af sådan en rødstrømpe, den slags fører jo kun til ballade.” Pludselig er det, som om Peters fornemmelse i maven springer og flyder ud i hele kroppen. Han rejser sig fra sin stol og smadrer den mod gulvet, og han skriger, det føles godt, vreden er varm, og dér ligger et ben fra den smadrede stol. Han tager stolebenet og råber, at inspektøren fandeme ikke skal tale sådan om hans mor, og så kan inspektørens vantro, pludselig angstfyldte blik følge Peters hånd, der med stolebenet rydder skrivebordet. Derefter går han hen til inspektørens hylde med skolepokaler og smadrer dem med benet. Inspektøren råber om hjælp og stikker af, mens Peter fægter med benet i lokalet og smadrer nogle glas. Det hele tager måske et minut, og da der kommer to voksne ind på kontoret, er vreden ligesom ovre, varmen er væk, og Peter overgiver sig med det samme.


På Lindevangsskolen på Frederiksberg smadrede Peter Linck som 12-årig inspektørens kontor met et stoleben. Derefter blev han erklæret adfærdsvanskelig.

DER ER IKKE noget at gøre. Peter er nu adfærdsvanskelig, og sådan en vil ingen kommuneskoler have. I stedet kommer han på Nordens Plads Skole, der går de andre adfærdsvanskelige, og skolen føles som et fængsel. Frikvartererne holdes i noget, der minder om et stort fodboldbur, og der er konstant opsyn, selv når Peter skal til svømning, bliver han fulgt derhen af en voksenvagt, der også følger ham hjem igen.

Men i Frederiksberg Kommune sidder en psykolog, som fortæller Peters mor om et andet sted for adfærdsvanskelige drenge. Dalhøjgård hedder kostskolen, der ligger i Lumsås i Odsherred, og der er heste og fodbold og byggelegeplads og 12 lærere til kun 17 drenge. Det er lige noget for en dreng som Peter.

Undervisningen foregår én til én, og Peter lærer rigtig meget af at sidde alene med en lærer, han går nu i syvende, men tager pensum fra ottende og niende med, og han spiller tennis og fodbold, han løber, han lærer at ride og at skyde, og han bygger sit eget hus på byggelegepladsen. Stedet er fyldt med stærke, dygtige mænd, og han savner ikke sin far og slipper også den nagende fornemmelse af, at faderen har valgt lillebroderen frem for ham. I det hele taget får han en ret fantastisk fornemmelse af, at det ikke er ham, der er noget galt med. Hans hang til at tale meget bliver ikke længere kaldt brok eller provokation, nu kaldes det diskussion. Og han begynder at udfordre andre, både de voksne og eleverne. En del af argumenterne er venstreorienterede, lånt af mor, det er sådan set lige meget, det handler mere om at vinde. Og han føler, at han er god til det, og det giver ham selvtillid. Ikke mindst da han efter en lejrskole får udleveret et diplom for at være ’den mest diskussionslystne’.

Et år senere, i ottende, sidder han på Vinde Helsinge Fri- og Efterskole ved Slagelse og glor forundret på de store fra tiende, der sniffer lightergas. Selv er han ret lille, og alle de andre har hår på den og kører knallert. Det er en gymnastik- og idrætsefterskole, der samler ottende, niende og tiende klasse og inddeler eleverne efter niveau, ikke alder. Peter har lært meget på Dalhøjgård og scoret højt i skolens tests, så han er i gruppe med de største. Og det er ikke sjovt, han er nederst i hierarkiet, stik-i-rend-drengen, han har ikke rigtig nogen venner, og det er her, han for første gang er oppe at slås. Han udfordrer en på sin egen størrelse og får en knytnæve på kindbenet, der synger i hele kraniet. Men udfordringen i sig selv kaster lidt respekt, og da de store efterhånden alle bliver taget i at sniffe lightergas og ryge hash, ender de fleste af hans plageånder med at blive verfet ud af skolen. Og så er det sjovt, så sjovt, at han ofte ikke tager hjem i weekenderne. Han vil være sig selv, han vil ud af den skygge, forældrenes skilsmisse stadig kan ramme ham med.

VIRUM ER IKKE kun et sted, det er også en tilstand. Både i dag, hvor byen og området er en modsætningsfyldt blanding af grimt, socialdemokratisk forstadsbyggeri og millionærvillaer med Furesø-udsigt til fortvivlende summer. Men også dengang i 1980, da Peter Linck kommer dertil fra efterskolen ved Slagelse. Der har været en del kærester i lejligheden på Frederiksberg, sådan nogle cand.polit.er, der om formiddagen i pibe, skæg og underbukser sad og drak rødvin og spillede skak og bridge, og frem af dem alle trådte Per, socialrådgiveren, anarkisten, kokken, musikelskeren. Anne-Lise, der nu bevilger lån i Kreditforeningen Danmark, har bevilget sig selv et forhold med Per i et lejet funkishus på Hasselvej tæt på Fuglsanggårdsskolen.

Og Peter Linck kan godt lide Per, der er sjov og har spolebåndoptager og er den første, der viser ham en remote-kontrol, og han kan på mange måder også lide byen og tilstanden Virum. Han kommer i niende klasse, og gab, det har han jo prøvet, endda to gange, både på Dalhøjgård og på efterskolen, rend-mig-i-røven, så er det sjovere at hænge ud med knallerterne, festaberne, pothovederne, slagsbrødrene. Og sådan går der tre år. Efter niende bliver han erklæret uegnet til gymnasiet, han fortsætter i tiende og derefter på EFG Handel og Kontor. Han går med morgenaviser, arbejder om eftermiddagen for en købmand og har også job i en farvehandel. Med succes forsøger Peter Linck sig som 80’er-bad boy, totalt ligeglad med lærerne, med omverdenen, og er der noget som helst, så skrider han da bare med ophøjet jeg-har-nok-i-mig-selv-attitude og tager ud på Christiania og køber pot.

STILEN GIVER POTE. Og piger. Første gang han har sex, er det med en storesøster til en, han går i klasse med, som direkte spørger ham, om han ikke vil gå i seng med hende. Jo, tak som byder. 

Han går ikke i mærkevaretøj, mest sådan fx i militærstøvler og sort, han er medlem af fanklubben Kiss Army, og hjemme hører han ’The Wall’ for fuld skrald sammen med Per. Den musik – sammen med Bowies ’Scary Monsters’ – er så svimlende.

Til gengæld går han mere og mere i snakketøj, han ævler derudad, og når han er til fest, hvilket han er hver weekend – der er jo altid nogle forældre, der er ude at rejse – finder han sin egen balance mellem ond kostskolehumor, charme og provokation. En måde at iscenesætte sig selv på. 

”Er din farfar død?” ”Nej.” ”Hvorfor går du så i hans sweater?” Eller til en pige: ”Kom, lad os skride fra de tabere.” Og inden hun kan nå at svare: ”Det var kun for sjov, jeg har aldrig været i seng med en pige før.” En aften tager han til en af de dengang legendariske beton-fester i Lyngby på DTH (i dag DTU), hvor han bliver passet op af et ordentligt brød: ”Hvem er du?” ”Jeg er Peter Linck.” ”Ja, dig har jeg hørt om.”

Derhjemme knaser det mellem Per og Anne-Lise, de to tager sig en af forholdets mange pauser, og Anne-Lise flytter tilbage til Frederiksberg sammen med Morten, der har haft det svært hos sin far og nu er hos sin mor. Peter Linck tager derind og går tavst rundt i lejligheden og kan ikke forstå, at der kun er to værelser. Da han endelig spørger hende, siger hun, at han de seneste år kun har brugt sit hjem som hotel, så mon ikke det er på tide, at han flytter for sig selv. Han er 17, sådan næsten 18, og o.k., så flytter han ud til Johan i Virum, som han har gået til karate med, og som har hele førstesalen i sine rummelige forældres villa. Det er på det tidspunkt, han får opkaldet. 

14. MAJ OM MORGENEN
1983 ringer telefonen ude hos Johans forældre. Det er Anne-Lise, der gerne skulle have fat i sin søn. Så snart han hører sin mors stemme, kan han mærke, at det er slemt. Nede i maven. Hun siger ikke, hvad der er sket, blot at han skal komme ind i lejligheden til hende på Frederiksberg. ”Er det noget med Morten?” ”Nej, han sidder her ved siden af mig og er her, når du kommer.”

Følelsen i maven bare vokser, da han kommer ind i lejligheden og kan se på sin bror, at den er gal, helt gal. Han ved allerede det, som Anne-Lise nu fortæller. Deres far har begået selvmord. Han har hængt sig. I en fængselscelle. 


Ungdomsbillede af faderen Cai Ole Linck. 14 maj 1983 begik han selvmord.

Senere finder de ud af, at faderen, sandsynligvis i et anfald af depression, var gået ind i en filial af Arbejderens Landsbank ude i Rødovre, hvortil han var flyttet. Med sig havde han en mursten i en plasticpose, og henne ved skranken havde han sagt, at der i posen lå en bombe, som han ville udløse, hvis ikke han fik 50.000 kr. Den aldrende røver fik sine penge, men i stedet for at stikke af satte han sig blot modløst ned uden for banken og ventede på, at politiet skulle komme og anholde ham. Samme aften hængte han sig i sin celle.

Og Peter Linck får følelsen igen, den samme mavefølelse, som han gik rundt med i årene efter forældrenes skilsmisse. Hvordan kan en far begå selvmord, når han har børn? Hvordan kan ens egen far gøre det, når man selv er i verden? 

Lillebroderen tager det endnu hårdere, føler storebroderen, men der er ikke rigtig nogen trøst at hente. Den er svær at give, svær at tage. Noget af det værste er blikkene til begravelsen. Tavse, medlidende blikke, der ikke gør andet end at gøre det værre. ”Lad så for fanden være med at glo på mig på den måde,” skriger det inde i Peter Lincks hoved. Og så beslutter han, at nu skal det være anderledes, ikke mere pot, druk, fest og sump. Han vil mærke sit savn, han vil være til stede. 


Første gang Peter Linck havde sex, fik han det tilbudt af en storesøster til en klassekammerat.

MATERIELFORVALTER AF 2. grad står der på lønsedlerne fra Civilforsvaret i 1986-87. Peter Linck har udstået sin læretid som handels- og kontorelev i Civilforsvarets Materieltjeneste og fået job bagefter. Han er glad for sit faste arbejde, han har lært en masse om distribution og logistik, men han er ikke stolt af det. Ikke udadtil. Efter at han fire år tidligere, som 18-årig, har fået udbetalt penge fra faderens livsforsikring, har han købt en andelslejlighed på Østerbro, hvor han nu bor i fast forhold med faste indkøbsture. Der skal mere fart på. Peter Linck får job som marketingassistent hos Fiat i Valby og møder her et italiensk management, der med deres espressoer, skarpe jakkesæt og gennemført gode smag fascinerer ham dybt. 

Han vil gerne avancere i Fiat, men indser, at det vil tage ham ulidelig mange år. Tilfældigvis kender han en, der vil udgive et magasin. Insport Magazine skal det hedde, og de står og mangler en marketingchef. Eller, viser det sig, da han får jobbet, en annoncesælger. Peter Linck får udleveret en lille folder til at overbevise annoncørerne, men får alligevel et par store ordrer i hus. Og den evne, evnen til at overbevise andre om, at de skal købe noget af ham eller gå med på et projekt, det er noget, han kan. Han har det ikke fra nogen, kun fra sig selv. Han finder en salgsstil, der oser af begejstret vedholdenhed, en stil, der på mange måder bygger på hans charmeflabede teenageoptræden. Senere i livet skal han sige om sig selv, næsten fornærmet, at han ikke kun er sælger, at han aldrig kunne sælge timeshares eller kopimaskiner, at for ham handler det om at tro på det, om selv at synes, at det, man sælger, er fedt, og gør han det, kan han formidle det rigtig, rigtig stærkt.

En aften møder han Jørgen Strecker, der er kæreste med Peter Lincks kærestes storesøster. Strecker-brødrene og Bent Fabricius-Bjerre skal åbne noget, der hedder Scala. Og de skal bruge et magasin. Kan Peter Linck med sin erfaring fra Insport Magazine mon hjælpe med det? Jada, siger Peter Linck og satser højt. Han vil have 20.000 om måneden som konsulent på Scala Magasinet. Og han får det. Det er mere, end han tjener på sit faste arbejde. Og han skal lave meget mindre. Med den slags penge er der ingen risiko i at starte for sig selv. Det er jo nærmest dumt ikke at gøre det. Især hvis man ligesom hos Fiat skal vente i årtier på at blive til noget. 

Farten får også has på det faste parforhold. Peter Linck sælger sin lejlighed på Østerbro og flytter sammen med sin bror i en lejlighed på Lollandsvej på Frederiksberg. Morten kommer i militæret. Men en dag får Peter Linck at vide, at Morten er udeblevet. Ingen ved, hvor han er. Nogen tid senere ligger der et brev i entreen på Lollandsvej. Det har fransk frimærke på. Det er fra Morten. Han har skrevet under på en femårig kontrakt med Fremmedlegionen.

SLUT-80’ERNE og start-90’erne er hektiske år. Peter Linck gør, hvad han kan, for at opspore sin bror, og efter et halvt års tid finder han ham i Avignon. Han tager derned, men Morten vil ikke med hjem til Danmark, hvor Peter har fået sig en ny kæreste, som pludselig bliver gravid. Han er 24, hun et år yngre og ikke færdig med at gå i byen, mens han ikke er klar til at være far. De flytter sammen på Oehlenschlägergade, men det er noget rod.

Først efter et par år i Legionen har Morten fået nok. Morten vil tage hjem, når han næste gang er på udgang i Paris. Her sidder storebror klar til at hente ham. Og snart er de to barndomsadskilte brødre uadskillelige. Og svære at stoppe. 

Peter Linck hiver hele produktionen af Scala Magasinet samt en ny kunde – Filmmagasinet Kanalen – over på deres hænder, det er storebror Linck, der sælger og overbeviser og organiserer, mens det er lillebror Linck, der knokler som besat med produktionen. Pengene begynder at hobe sig op. Ikke i stakke, men i bundter, der er store nok til at plante ideen om at starte deres eget magasin. For mænd er der nærmest kun Ugens Rapport, og helt ærligt, prøv lige at se på GQ eller Esquire eller franske New Look. Hvorfor er der ikke sådan noget i Danmark? Nej, siger alle, sådan noget kan ikke lade sig gøre. 

Men så får storebror Linck en idé. Et sted har han set et hotelmagasin, der på bagsiden har et grafisk stempel som reklame for sig selv. Hvorfor ikke sælge – og trykke – forskellige bagsider på samme måde til detailhandelsbutikkerne? Altså få butikkerne til på forhånd at købe fx 100 stk. magasiner mod at få deres egen annonce på bagsiden. På den måde kan butikken reklamere for sig selv over for udvalgte kunder, der så vil tro, at den enkelte butik har tegnet bagsideannoncen for hele oplaget. 

”Prøv og hør, jeg er ved at starte et nyt kvalitetsmagasin for mænd. Det hele står og falder med dig,” siger Peter Linck uden at fjerne sit overbevisende, insisterende blik. Det lykkes ham at skaffe 100 butikker, der forpligter sig for 250.000. Det er en start, andre ikke har set.


Brødrene Linck (Peter tv.) i hardcore 90'er-stil.

EUROMAN SKAL BARNET hedde. Det er Morten, der finder på det. Det er også ham, der tegner logoet med blokbogstaver. Og selv om de tjener gode penge på at udgive magasiner for andre – det, der hedder client publishing – beslutter de to brødre sig for at gå all in og droppe det hele til fordel for deres eget projekt. De arbejder hårdt, satser, og det er en voldsomt berusende fornemmelse, det er de to, der sætter sig i et skib og sejler ud – bare de to – ud at fyre den af. 

Euroman kommer på markedet i februar 1992. Også selv om meget på mange måder er ude af kontrol. Euroman går konkurs. Og konkurs en gang til. Men bliver reddet alligevel. For der er noget i ideen, det kan selv de fleste kreditorer se. Hemmeligheden er god journalistik. Og ægte mandefølelser, dem, der handler om det, mænd i virkeligheden er, og det, mænd gerne vil være. Pakket ind i sportsvogne, tynde, storlæbede modelpiger, jakkesæt, ure, eksklusive vaner og dyr selvopfattelse. 

Ordet yuppie er en hippie-forkortelse for young urban professionals. I ordbogen ’Den Store Danske’ står der: ”Yuppie, et ungt, højtlønnet karrieremenneske, der arbejder i en storby, er forbruger af udsøgte mærkevarer og søger viden om bl.a. eksklusive vine, feriemål (…) for at kunne omgive sig med statusgivende kvalitet. Udtrykket opstod i 80’ernes USA.”

Selv om betegnelsen først var en slags forbavset ros, derefter hurtigt et skældsord og sluttelig, i dag, mest kun er et bedaget ord, som mænd med maver og høje tindinger bruger, er det svært at finde en bedre beskrivelse af Peter Linck, af den tid og af det magasin, Euroman var. 

Men på redaktionen er der ofte kaos, og meget af det, der foregår, forekommer mindreværdsmanisk og uden større planer bortset fra sidste-øjebliks-redningsplaner. Ikke bare økonomisk og arbejdsmæssigt, men også privat. 

Peter Linck, der nu både bor og arbejder sammen med sin bror i de lokaler på Vesterbrogade, hvor Euroman holder til, skal ofte passe sit barn. Det har han ikke tid til, han skal sgu arbejde. Nogle gange henter marketingmanden og den senere moderedaktør Mads Christensen, andre gange er det en sekretær, der står dernede i børnehaven og spørger efter Sophie, men værst er det, da han en dag beder Budstikken om at hente sin datter.


På Vesterbrogade i København både boede og arbejdede brødrene Morten og Peter Linck i Euromans hektiske start. I opgangen var der en del modeagenturer, hvis lagerplads Peter Linck lejede og brugte som kontor.

Morten har et voldsomt temperament, og det har hans storebror også. En dag gentager de på redaktionen en slåskamp, som de havde dengang, de boede på Lollandsvej. Detaljerne står uklare, men det er angsten for ikke at lykkes, for ikke at få anerkendelse, der er baggrunden. For dem begge. Dengang på Lollandsvej stak Morten først sin storebror en knytnæve i skrinet, hvorefter storebroderen blev sindssyg og jagtede lillebroderen rundt i lejligheden, indtil han skjulte sig på toilettet.

Ca. samme optrin udspiller sig i redaktionen på Vesterbrogade. Efter slagsmålet kører en annoncesælger Morten på Rigshospitalet, mens Mads Christensen kører Peter Linck på Frederiksberg Hospital. Så kampen ikke skal fortsætte. 

Peter Linck har brækket næsen. Han får en skinne på, og han beder lægen om at lave skinnen, så den kan tages af og på. Han har en grund. Dagen efter, om aftenen, skal han i TV 2 Lorry for at fortælle om Euromans uventede succes.


2. del

EN SÆLGERS DØD?


HUSET LIGGER IKKE
i selve ’Hipsterleje’. Man skal lidt væk fra storby-selviscenesættelsens sommerresidens, ned ad nogle smalle veje og ud til kanten af Tisvilde Hegn. Dér ligger det store stråtækte sommerhus, som tidligere finansminister Thor Pedersen solgte til Peter Linck i 2006. Dengang det gik godt for køberen, der efter sin offentlige bankerot med Dagbladet Dagen var i fuld gang med at skabe sig en hæsblæsende formue på ejendomshandel. Først herhjemme og så i fuld skala i Berlin med bl.a. den fallerede IT-milliardær Erik Damgaard som partner. Nu er det hele væk. Verschwunden. 

Med fine matgyldne bogstaver står der stadig L I N C K på dørskiltet, men det er en ven, der i dag har købt huset på tvangsauktion og indtil videre lader den tidligere ejer blive boende.

49-årige Peter Linck kommer slank og veltrænet til syne med en fremstrakt hånd og med øjne, der ikke slipper målet. Engang havde han den hellerupske ghetto-frisure – det stramt tilbagesatte Michael Douglas-pandehår, der til stadighed er på mode på de kanter – men nu har alderen taget toppen. Til gengæld, siger han, løber han bedre end nogensinde, det kan han mærke på sin 13,9 km rute i det Tisvilde Hegn, der begynder lige dér, hvor sommerhusgræsplænen hører op. 

Og sådan er der mange ting, der føles bedre nu. Også selv om han har mistet sin formue, er personligt konkurs med en gæld på 200 mio. kr., har mistet sit ægteskab og ikke længere er tæt på sin bror. Det meste af det ofre på forfængelighedens bål, det kan han godt se. Nu. Det kunne han ikke før. 

”Jeg er ikke bange for mig selv mere,” siger han.



Engang gjaldt det for Peter Linck om at være top of the town. I dag er han personligt konkurs.

I ET STORT
, åbent køkken tilskriver han hurtigt sin opvækst sit store indre behov for ydre anerkendelse. Han er selverkendende, men ikke i fare for at kamme over i selvhad. Han har helt sikkert gjort ting, han ikke skulle have gjort. Fx i ren og tænderskærende grådighed i sine heydays at have skrevet under på en dødfødt pantebrevsportefølje, der var med til at knække ham. Og ja, ofte var han enten ikke dygtig nok eller for hurtig på aftrækkeren. Det siger han åbent. Men det der med at sidde og fortryde, at køre the blamegame, det gider han ikke. Og dog. 

”Nogle gange tænker jeg på nogle middage, hvor det for mig kun handlede om at blære mig med min velstand på en kikset måde. Det skammer jeg mig over. Men jeg havde enormt meget brug for at fortælle, at jeg havde succes. Det kom nok fra noget skam inden i mig selv – fra min opvækst.  Men jeg var ikke til at tale til fornuft dengang, det var der ingen, der kunne have gjort.”

Skulle du ned med nakken for at komme til fornuft?
”Ja, det var kun et spørgsmål om tid. Var det fx gået godt med Dagbladet Dagen, havde jeg sikkert været endnu mere langt ude at høre på, så havde jeg haft endnu mere storhedsvanvid. Og hvis jeg bare var fortsat med at have succes, ved jeg ikke, hvor jeg var endt. Så havde jeg nok haft sådan en stab omkring mig, du ved, livlæge, advokat, frisør, personlig træner … og havde opført mig rigtig dumt … du kender den der overdrevne selvhøjtidelighed og pylrethed, der er så komisk fjollet. Engang kunne det mindste irritere mig. Hvis jeg fx holdt et middagsselskab, blev jeg skidesur, hvis alt ikke bare skinnede. Fuldstændig. Hvis der ikke var dækket ordentligt op, hvis der var noget andet bestik end det, jeg havde bestilt, hvis maden ikke var klar nøjagtig til tiden, hvis jeg ikke selv havde haft tid til at organisere det tøj, jeg skulle have på … alt skulle være fuldkommen flawless i forhold til de penge, i forhold til det setup, jeg havde. I dag har jeg en anden ro og er bare glad, hvis der er nogen, der gider komme over og spise.”

Hvor mange penge skulle du bruge … skal man bruge? Hvor går grænsen? 
”Jamen, som Erik Brandt sagde: ’Man bliver aldrig for rig eller for slank.’”

Men det er jo løgn …
”Det var heller ikke mig, der sagde det, det var Erik Brandt. Det er svært at sætte sådan en grænse. Et af mine problemer var, at jeg bare blev ved og ved at hæve overliggeren. Med min familie var jeg i 2008 på vej til at flytte til New York, vi havde skrevet under på en lejlighed, og børnene havde fået plads på en Rudolf Steiner-skole ved siden af Bloombergs kontor på Manhattan. Og mens vi var derovre, krakkede Lehman Brothers, og de tyske ejendomshandler, jeg havde gang i, brød sammen eller gik kolde. Camilla (Peter Lincks ekskone, red.) har sagt det til mig mange gange: ’Prøv og hør, vi boede på Strandvejen, vi havde det hele, det fedeste, lækreste liv, man kunne forestille sig, og det eneste, vi snakkede om, var at flytte til Manhattan.’ Som om det hele ikke var godt nok. Det var jo et fantastisk liv, men for mig var det bare ikke godt nok, det skulle bare være federe og federe hele tiden. Altså … den rigtige tur havde været, hvis vi faktisk ønskede at tage til Manhattan, men her var det setuppet, der var afgørende, altså den rigtige adresse, børnene på den rigtige skole, alt det der. Nu har jeg bare lyst til at tage derover uden at vide, hvor jeg skal bo. Bare af sted,” siger den hurtigsnakkende mand, der meget ofte, inden hans mund atter fyldes med ord, først prøvesmagende spidser sine læber. 

Men, tilføjer han, med henblik på både Euroman og Dagbladet Dagen og de mange millioner, han først vandt og derefter tabte på det tyske og danske ejendomsmarked:

”Det har været fantastisk for mig at prøve de her ting af, tænk at få lov at realisere sig selv på den måde. Jeg er så glad for, at jeg ikke har levet på håndbremsen. Og der er jo ikke sket noget, jeg er bare gået konkurs, der er jo ingen, der er døde, ingen, der er syge, og der er ikke sket noget med børnene.”



RUNDT OM OS er der nok af symboler på hans liv. Dér – oven på det store vinkøleskab – ligger Wall Street Journal med hvidt abonnementsklistermærke, og ved siden af en stor Pellegrino-flaske på spisebordet skal vi være forsigtige med ikke at støde til brikkerne i det spil Monopoly, han ikke har spillet færdig med sine børn.

Det er et liv, hvis dårlige drivkraft han måske nok har forladt, men også et liv, som han stadig gerne vil have. Bare på en anden måde. I en mere voksen, mere moden og mere indsigtsfuld udgave af sig selv. Inden det kan lade sig gøre, skal han dog forsøge at komme ovenpå igen. Forsøge atter at skabe sig en slags formue. Så det prøver han. Selv om han som personligt konkursramt ikke kan eje noget af betydning af frygt for kreditorerne. 

Det handler derfor om at arrangere sig. Hvordan Peter Linck præcis gør det, vil han ikke sige. Ikke ud over at han stadig er involveret i ejendomshandel. Og han har svært ved at se, at der skulle være noget voldsomt galt i det.

”Når man er personlig konkurs med en gæld så stor som min, må man spørge sig selv: ’Skal jeg nu gå ind i et hamsterhjul og være der resten af mit liv for at betale en umulig gæld tilbage?’ Jeg har aldrig hørt om nogen, der er villige til det. Min gæld er så stor, at jeg skal arbejde resten af livet blot for at betale renterne. I stedet kan man – udenom og i andet regi og uden selv at eje noget – forsøge at bygge en formue op. Og derefter måske indgå forlig med kreditorerne. Det er i deres interesse, det er i min interesse, og det er i samfundets interesse.”

Hvis man lider af det, Peter Linck sikkert vil kalde ’35,5-tankegangen’ – med henvisning til ambitionen om størrelsen på en livssikret månedsløn – så kan det at gå konkurs og skylde andre penge måske opfattes som forkert. I andre kredse, og det er ikke noget, Peter Linck har fundet på, er det at gå konkurs ikke nogen skam. Langtfra, det er et vilkår, der signalerer foretagsomhed. 

Og konkurs, det har han været mange gange, ikke personligt som nu, men selskabskonkurs. Som da det ambitiøse og offentligt larmende Dagen-avisprojekt gik ned i december 2002. Peter Linck siger selv, at han gik all in, at han satsede de millioner, han havde tjent på at sælge Euroman og Eurowoman til Egmont-koncernen, og at han – mod sin kone Camillas vilje – skrev under på personlige hæftelser, så han kom til at skylde i omegnen af 30 mio. kr. 

”Jeg kunne ikke lade være. Jeg var desværre ikke dygtig nok, men når man gør alt, hvad man kan, og bruger alle de penge, man har, og hæfter personligt for lejeaftaler og leasingkontrakter, så kan man ikke gøre mere.”

DENGANG FIK PETER Linck efterfølgende lov af kreditorerne til at forsøge at tjene penge igen, så han havde råd til at indgå en aftale med sine skyldnere. En aftale, der endte med forlig og med at gøre ham gældfri, så han kunne starte forfra med bl.a. indbringende tyske ejendomskøb. I dag friholder han sig ikke fra ansvar, men fra skyld. Både i moralsk og økonomisk forstand. Til gengæld har han i dag, 12 år senere, stadig svært ved at frigøre sig fra den offentlige mediekonkurs, hans navn led i forbindelse med Dagbladet Dagen.  

”Dagen var efter min opfattelse en redaktionel succes. Konceptet var rigtigt. Forestil dig en forestilling på Broadway, hvor teatret er fyldt, der er god kritik af opsætning, instruktør og skuespillere – men dem, der skal stå for billetsalg, ejendomsudlejning og hele back-office-delen, de fejler. Det er ikke nogen undskyldning, jeg kunne jo bare have haft egen-kapital nok. Men man kan ikke have en passion og så bare walk away, det kan man ikke, så lever man jo ikke. Man er nødt til at brænde.”

Også selv om det koster?
”Jamen, det koster jo ikke noget, tænk på, hvilken rejse du har været på.”

Det koster da i den forstand, at man kommer til at skylde folk penge. Folk, som ikke har valgt at gå all in på dit projekt, men som blot har leveret en vare …  
”Jeg kunne have stoppet udgivelsen nogle måneder inden og oplyst i en pressemeddelelse, at der ikke var den forventede opbakning blandt investorerne. Jeg kunne også have sørget for, at der var en bedre økonomisk polstring på Dagen, inden jeg sagde go, men så havde det kostet vores overordnede redaktionelle frihed. Så ja, jeg fejlede, men jeg gik all in og sad med en privatgæld på 35 mio. kr. bagefter. Jeg tabte alle mine penge og mit hus på Strandvejen, og så får man bare svineren. Jeg troede, det var omvendt. At man fik respekt for at prøve. Jeg følte et svigt i forhold til, at journalisterne vendte sig mod mig, i stedet for at føle, at jeg havde lavet en platform, hvorfra de kunne skabe noget. Hvorfor skulle jeg risikere mine penge, mit hus, min familie, alting, på den platform? Og så blive svinet til på den måde bagefter. Altså, hvis jeg havde kunnet forudse det, der skete, så havde jeg nok ikke gjort det, vel? Min skabertrang forsvandt i det der, det gjorde den.” 

Men hvad skal en kreditor, der har tabt penge på dig, bruge det til?
”Prøv og hør her, når et selskab eller et projekt går ned, er der jo gået noget galt. Men hver dag, når du sender en faktura af sted for en vare, du har leveret, så løber du en risiko. En risiko for, at din faktura ikke bliver betalt. Sådan er forretning. Men på Dagen var det jo ikke sådan, at vi bestilte mad til kantinen og så ikke forventede at betale. Det er jo ikke sådan. Det er selvfølgelig ærgerligt, når noget lukker, men stop whining. Det er en kommerciel risiko.” 

Men du tjente penge, mange penge, efterfølgende på ejendomshandel. Hvorfor var du ikke en gentleman og betalte fx de freelancere eller andre lavindkomstgrupper, der mistede penge på Dagen? 
”Det kunne jeg også sagtens have gjort for at få aflad. Men jeg betaler ikke til nogen, der udstiller dækningsløse checks i pressen og er med til at puste til ilden. Og den kritik, jeg offentligt fik efter Dagen, gjorde mig nok også hård. Sådan er det jo, når man selv bliver angrebet hårdt. Havde jeg fokuseret på selskabet Dagens kreditorer og ikke på mine egne, var jeg gået personlig konkurs. Det gjorde jeg alt for at undgå. Men i andre sammenhænge, også senere, så har jeg betalt.”

Det 90’er-Euroman-image af sportsvogn og lækre piger og to gale brødre, der slås, følte du, at det fulgte med dig over på Dagen? 
”Nej, men prøv og kig dig rundt om i verden. Kan du forestille dig nogen, der har et magasin som Euroman, som ikke har en sportsvogn? Kan du forestille dig det?” 

Ja, det kan jeg vel … 
”Jamen, kan du forestille dig nogen, der selv udgiver sådan et livsstilsmagasin, som ikke har en sportsvogn? Jeg kan ikke forestille mig det. Jeg har ikke set eller hørt om nogen, der i den alder og på det tidspunkt ikke havde en sportsvogn. Altså, du kan jo ikke lave sådan noget og have succes med det og så ikke have en sportsvogn. Jamen, det kan du ikke, jamen, det kan man ikke, og du kan ikke have en bror, der er to et halvt år yngre, uden at komme op at slås en gang imellem, det kan man ikke. Vi arbejdede sammen, vi boede sammen, vi gik til fitness sammen, og vi prøvede at få noget på benene sammen uden at have penge til det. Under de omstændigheder synes jeg, vi klarede det meget godt.”

Hvorfor skal man have en sportsvogn?
”Jamen, jeg kan ikke forklare dig det. Men det er jo megafedt at køre i en fed bil. Der er ikke noget så skønt som at køre i en lækker bil. Og hvis man har succes, vil man gerne signalere, at man har succes. Og ung, som jeg var dengang, havde jeg brug for at vise, at det gik godt, Det er med til at afstive ens selvtillid, med til at signalere, at det, man har knoklet for, er blevet til noget. Jeg ville gerne synliggøre, at jeg havde succes, og jeg kan godt lide biler. Det var naturligt for mig. Jeg kan stadig godt lide biler. Og jeg vil ikke afvise, at jeg igen kommer til at få en sportsvogn. Den nye Porsche 911 kunne jeg fx godt tænke mig. Men i dag tænker jeg meget mere over alt det, man skal have styr på i sit liv, før man kan have sådan en. Det tænkte jeg ikke på dengang. Da tænkte jeg kun på første udbetaling.”


Efter forældrenes tunge skilsmisse forsvandt Peter Lincks far i første omgang til Kay Fisker-byggeriet på Vester Søgade i København. Derefter flyttede han med en ny kone til Vanløse Byvej.

MÅSKE HAR PETER Linck ændret sig, måske ikke. Det er ikke noget, en artikel som denne skal bilde sig ind, at den har svar på. Tilbage står, i efteråret 2014, at Peter Linck ikke længere har noget tæt forhold til sin bror, Morten, der på mange måder var den egentlige idémand bag Euroman. 

På et tidspunkt lavede de to en handel sammen om et hus i Hellerup og blev uenige om, hvem der havde gjort hvad, betalt hvad og skulle have hvad. På den der stædige, uløselige måde, som kan opstå mellem mænd. Og brødre.

En uenighed, der på overfladen måske handler om et hus, om nogle penge, den ene eller den anden skulle have haft, men nedenunder – i dette og så mange andre tilfælde – handler om en grundliggende følelse af svigt. I 1997, året efter at de to solgte Euroman til Søndagsavisen A/S, blev Morten Linck fyret af Søndagsavisen og købt ud. En hændelse, Peter Linck er ked af. Han burde have skabt den nødvendige plads til sin bror. 

Tilbage står også, at Peter Linck, romantikeren, ikke længere er gift med Camilla, som han engang slog vejrmøller foran, da de var på date på en restaurant. Camilla, den tidligere Euroman-sekretær, som han blev vildt forelsket i og gift med. Camilla, som har præget ham, og som har stået bag ham og støttet ham, uanset hvor åndssvag han var. Lige indtil nu. 

Den korte version af bruddet er, at Camilla mener, at hendes livsledsager og mand – én gang for meget – har taget forkerte, uovervejede beslutninger. På egen selvisk svigtende hånd.

”Efter konkursen med Dagen stod hun bag mig hele vejen, hele vejen. Men at jeg fx i grådighed køber en stor, tvivlsom pantebrevsportefølje uden at involvere hende, altså satser vores liv og tryghed, og at jeg ikke sørger for – hvilket jeg sagtens kunne have gjort – at der er penge nok, mens vi har penge nok, det bliver et personligt svigt for hende. Hun føler ikke, at jeg har været der for os, kun for mig selv. Det er konsekvensen af mine handlinger.”

Til gengæld ser Peter Linck sine børn, Sophie på 25, Arthur på 11 og Barbara på 14. På en ny måde. Og, måske, ser han også sig selv sådan.

”Fra 2005 til 2012 boede jeg fire dage om ugen i Berlin. Jeg fløj næsten altid, men en gang imellem, hvis jeg skulle have større ting med, kørte jeg i min Range Rover. For et par år siden blev jeg taget i at køre for stærkt og fik en betinget frakendelse af kørekortet. Det betyder, at man skal til prøve igen. Det fik jeg aldrig gjort, det var jeg ligesom hævet over. Indimellem blev jeg så stoppet uden kørekort, indtil jeg en dag på Strandvejen blev stoppet af en overordnet færdselsbetjent, som sagde: ’Linck, nu tager jeg din bil. Næste gang tager jeg dig, og jeg lukker dig ikke ud igen.’ Efter det turde jeg ikke køre. En aften hentede jeg derfor på cykel min søn, der havde været til tennis inde i KB. Da vi cyklede hjem, begyndte det pludselig at regne, og jeg kørte der sammen med min søn, bare os to, og jeg tænkte: ’Jeg er våd, jeg har ikke noget kørekort, jeg kører på cykel, og jeg er personligt konkurs. Hvordan kan det så være, at jeg er så glad?’” ■

Denne artikel er kommet i stand efter tre dages intense samtaler, i Tisvilde og på Frederiksberg. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Medier og Portræt