Stort portræt af Claes Bang

Stort portræt af Claes Bang

Claes Bang: "Hvis mit udseende har været en sportsvogn, så har jeg aldrig formået at udnytte det potentiale"

Kan man få sit store, internationale gennembrud i en alder af 50? Eller er løbet kørt? Claes Bang er beviset på, at det godt kan lade sig gøre. Jonas Langvad Nilsson møder skuespilleren, som britiske medier har sammenlignet med en ung Pierce Brosnan, og får historien om tvivlesyge og anmeldertæsk. Og om kvinder, stædighed og mødet med en fantastisk, forbandet svensk instruktør.

Det var en stor aften for alle på scenen. Eleverne på teaterskolens afgangshold havde fordelt rollerne mellem sig, og alle havde fået en luns. Det var mest fair, så alle fik chancen for at vise deres talent for det særligt indbudte publikum den dag i juni 1996. Blandt gæsterne var repræsentanter fra den danske film- og teaterbranche, der skulle hyre eleverne, når de var færdige med uddannelsen lige om lidt.

Claes Bang spillede rollen som en mand, der havde forladt civilisationen og var flyttet ud i skoven. I en protest mod forbrugssamfundet levede han af bær og frugter og af de dyr, han selv kunne nedlægge.

Da han gjorde sin entre på scenen, kravlede han ned ad træstammen og stillede sig med front mod publikum uden tøj på. Hans hår var farvet grønt og strittede i alle retninger. Han havde spejlblanke solbriller på, og rundt om livet sad et bælte med en kniv i siden.

”Det var underligt at være nøgen foran så mange mennesker. Men på den anden side: Jeg gik på teaterskolen, ambitionerne var høje. Vi drømte om at skabe noget, der provokerede og chokerede. Vi gav den en tand ekstra i kunstens navn,” siger Claes Bang. Og tilføjer:

”Man vil jo heller ikke være en tøsedreng.”

I den lille sal havde 29-årige Claes Bang ikke øjenkontakt med sin familie, men så vidt han kunne bedømme ud af øjenkrogen, tog de det pænt. Bortset fra hans mor var ingen i familien særligt interesseret i teater, men de havde respekt for, at han havde gennemført uddannelsen på Statens Teaterskole i København.

Selv glædede han sig til at tage fat på sit arbejdsliv. Der var røre i den danske film- og teaterbranche. Under en happening i Cannes havde Lars von Trier og Thomas Vinterberg lanceret deres dogmemanifest og sat gang i en bølge af eksperimenterende danske spillefilm.

På Frederiksberg var Dr. Dantes Aveny blevet et samlingssted for ny dansk dramatik under mottoet ’teater til dem, der hellere vil se film’. Gode tider ventede dem, der havde talent.

Første del af afgangsforestillingen forløb planmæssigt, men da Claes Bang gik på scenen efter pausen, bemærkede han, at en af gæsterne var gået. Hans fars stol var pludselig tom. Sønnen undrede sig et kort øjeblik, men var så optaget af sin rolle, at han skubbede det i baggrunden og spillede videre. Det var først i årene, der fulgte, at det blev et tema i hans karriere som teaterskuespiller, at hans far forlod salen, før stykket var færdigt.

Efter forestillingen cirkulerede skuespillerne i baren og sludrede med instruktører, producenter og direktører fra branchen.

”Det eneste, jeg kan huske, er, at jeg stod og forsøgte at læse folks øjne: ’Hvad synes du? Er jeg dygtig? Har du tænkt dig at give mig et job?’”

Claes Bang trækker vejret dybt, betoner ordene og næsten råber: ”HYRER du mig?”

I teaterfoyeren faldt han i snak med en af gæsterne, en norsk teaterdirektør på besøg i København. Skuespilleren ventede med tilbageholdt åndedræt på direktørens bedømmelse af det arbejde, han havde leveret på scenen.

Nordmanden kiggede på Claes Bang, så svarede han: ’Du har pæne nosser.’

Det er en dårlig idé at blive skuespiller. Jo ældre, bedre og mere erfaren, man bliver, jo længere er der mellem rollerne. Sådan lyder paradokset i en branche, hvor hundredvis af talentfulde skuespillere konkurrerer om forsvindende få roller i et lille land.

Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Pilou Asbæk, Nikolaj Coster-Waldau og nogle få andre tilhører A-kæden. Det er mænd, som har fået store roller i Danmark og velbetalte opgaver i udlandet. Mere eller mindre modvilligt stiller de op til interview, fordi det står i kontrakten, at de skal være med til at lancere den nye film. Med årene har de lært at sige noget uden rigtig at sige noget. For at beskytte sig selv.

For flertallet af skuespillere er virkeligheden en anden. I Skuespillerhåndbogen er der billeder og beskrivelser af lige omkring 900 danske mandlige skuespillere og 1.000 kvindelige kolleger, unge som gamle. For mange danskere vil et flertal af ansigterne være ukendte. Set på afstand ligner branchehåndbogen et katalog over skuffelser.

Men det var skuespiller, Claes Bang ville være.

Som stor dreng opdagede han, at han egnede sig til at stå på en scene, og at han godt kunne lide det. I gymnasiet i Vejle spillede han med i et band og blev opfordret til at medvirke i skolens opsætning af musicalen ’Hair’.

Han var usikker på, om han kunne finde ud af det. Men det kunne han. Publikum klappede, og han varmede sig ved bifaldet. Det mindede ham om den samme gode følelse, når han kom hjem fra skole og meddelte sine forældre, at han havde fået et 11-tal.

”Så var man inde i varmen. Et 11-tal var der ingen, der kunne indvende noget mod,” siger han. ”Og slet ikke, hvis jeg var den eneste i klassen, der havde fået det.”

Det er en hverdagsaften i september i 2017. Klokken er lidt over otte, og uden for ligger gaderne øde hen i Københavns artigste brokvarter. Claes Bang har sat sig i en lædersofa i en lille stue oppe under taget i en hjørneejendom på Østerbro.

Lejligheden ligger på femte etage, og åbner man køkkendøren, står man for enden af en lang, lavloftet gang med loftsrum på begge sider og en dør ud til køkkentrappen. Fra lejlighedens hjørneværelse er der udsigt over Kartoffelrækkerne, og endnu længere væk anes Søerne, og bag dem rager Rigshospitalet op i mørket.

Claes Bang er 50 år. Men han ser yngre ud, hvis ikke ligefrem ungdommelig. Han er skandinavisk i højde og drøjde, men med et strejf af noget sydlandsk i blodet, selv om han er født i Odense af danske forældre.

Han måler 194 cm og bøjer sig en anelse frem for at komme i øjenhøjde med det menneske, han taler med. Stemmen er rolig og tilbagelænet. Blikket er hasselbrunt og nærværende. Han er skåret af det stof, som gør noget særligt ved kvinder. Han er typen, som får kvinder til at beslutte sig allerede på første date.

Havde Claes Bang været amerikaner, var han selvskrevet som medvirkende i de fleste tv-serier. Han kunne være den mørke, mystiske, hårdtarbejdende overlæge, der redder menneskeliv, men kæmper med sine egne dæmoner, som smukke kvinder forsøger at befri ham for. For det meste forgæves.

Claes Bang har arbejdet professionelt som skuespiller i 20 år. Hvilket måske vil komme bag på nogle at høre. Måske har de set ham på gaden og tænkt, at han virker bekendt. Andre har set ham i film og serier som ’Anna Pihl’, ’Langt fra Las Vegas’, ’Lærkevej’, ’En soap’ og ’Far til fire gi’r aldrig op’.

Men størstedelen af Claes Bangs arbejdsliv har udfoldet sig – hemmeligt for et flertal af danskere – på landets store og små teaterscener i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Kollegerne kender ham som professionel og dybt engageret, og i lange perioder har han kunnet leve af teaterrollerne. Men der har også været måneder og år med tørke og tvivl.

Her til aften er han kommet hjem fra Odense Teater, hvor han går til prøve på en forestilling med titlen ’Byen’. Han spiller manden i en familie, der langsomt går i opløsning, da han bliver fyret fra sit job og mister sit selvværd.

Claes Bang har arbejdet med rollen i flere måneder. Ambitionen er den samme, som da han gik på teaterskolen. Han drømmer om at skabe en oplevelse sammen med sine kolleger, som rammer noget i publikum og får dem til at gentænke sig selv og deres liv, når de forlader salen. Hver aften er ny. Ingen forestilling er den samme. På sjældne aftener af den slags, som indtræffer få gange i en teaterskuespillers karriere, sker der noget særligt i salen.

”Alting går op i en højere enhed, alting spiller sammen,” siger han. ”Det er, som om forestillingen trækker vejret selv.”

Stykket får premiere senere på efteråret og spiller på Odenses lille eksperimenterende scene kaldet Værkstedet med plads til 90 publikummer. Gæsterne hører til det segment, som gerne vil udfordres. Musicals og andre mere kendte forestillinger spiller på teatrets store scene i hovedbygningen ved siden af.

På den måde er der ikke noget nyt i Claes Bangs liv. Sådan er vilkårene i et land, hvor de fleste danskere siger, at de godt kunne tænke sig at gå mere i teatret, men ikke gør det. Mens andre brokker sig over, at deres skattekroner går til at støtte en kunstform, de ikke forstår.

Og så alligevel. Måske står Claes Bang over for noget stort. Noget, som har potentiale til at ændre hans liv. Han spiller hovedrollen i svenske ’The Square’, en bidende og satirisk film, som blev hædret med De Gyldne Palmer, hovedprisen ved filmfestivalen i Cannes, i foråret 2017.

I konkurrence med danske og internationale stjernenavne har Claes Bang fået rollen som lederen af et anerkendt kunstmuseum i Stockholm, hvor medarbejderne forbereder en ny, ambitiøs udstilling, mens underlige ting begynder at ske i kulissen.

I branchen går der rygter om, at Colin Firth var i spil til hovedrollen. Men instruktøren valgte den i internationale kredse stort set ukendte dansker i stedet. Claes Bang afviser at kommentere rygterne. Det vil være kontraktbrud at sige noget som helst om de andre kandidater. Han er bare glad for, at det var ham, der fik rollen.

Nu går snakken, at Claes Bang står over for et gennembrud. Hollywood banker på døren. Agenter ringer med spændende tilbud i dyre produktioner, som han ikke kan udtale sig om.

Claes Bang tager en tår vin. Det lyder dejligt alt sammen, synes han. Men han er gammel nok til at vide, at i afdelingen for skuespil og scenekunst er der ingen garantier. Den sandhed opdagede han allerede for mange år siden: Du kan have nok så meget talent. Men du kan ikke regne med noget.

Selv om der ikke er nogen skuespillere i Claes Bangs familie, så støttede hans mor ham i ønsket om at gøre karriere på scenen. Hans far så hellere, at han søgte ind på handelsskolen og valgte en mere sikker levevej. Selv arbejdede faren som konsulent i skiftende rejsebureauer, og familien flyttede hver gang, han fik et nyt job. Da faren fandt sig en ny kvinde og giftede sig med hende, flyttede familien igen. Denne gang fra hinanden.

Claes Bang kalder sin opvækst for en rodebutik. Først boede han med sin mor og hendes nye mand i København. Men Claes og stedfaren havde det ikke let sammen, så Claes flyttede tilbage til sin far i Vejle. Samlet set har Claes Bang skiftet skole omkring ti gange.

”I en periode fik jeg nærmest nye klassekammerater hver mandag. Det var ret forvirrende. Hvis jeg har lært noget, så er det, at jeg er god til at omstille mig. Men det, jeg husker tydeligst, er, at det var svært at falde til ro. I dag har jeg en fornemmelse af, at jeg ikke kommer et sted fra.”

Hvis han alligevel skal vælge en by, bliver det Haarby, der ligger nord for Faaborg og syd for Glamsbjerg i det sydvestlige hjørne af Fyn. Her boede han i seks år, fra han var ti, til han blev færdig med folkeskolen. I dag kan nære venner høre på Claes Bang, når han bliver ophidset. Så kommer der en snert af noget fynsk i hans stemme, som ellers er teaterskolerenset for dialekter.

Efter niende klasse læste Claes Bang på handelsskolen i Assens og befandt sig godt. Han fik gode karakterer, men da hans far flyttede igen, denne gang tilbage til Vejle, og Claes startede på handelsskolen dér, mistede han interessen. Karaktererne raslede ned, og han meldte sig ud.

Det var først, da han 25 år gammel kom ind på Statens Teaterskole i 1992, at han genfandt glæden ved at studere. Han var sammen med mennesker, der drømte om det samme som ham.

Fire år senere, som nyuddannet skuespiller i 1996, fik han hurtigt de første opgaver i kalenderen. At den norske instruktør havde rost ham for hans genitalier og ikke hans præstation på scenen som nøgen øko-Tarzan i afgangsforestillingen, var en af den slags kommentarer, Claes Bang forsøgte at glemme så godt, han kunne.

Han havde travlt med roller på flere af landets teatre, og han fik også en mindre rolle som politibetjent i den nye tv-serie ’Taxa’, som kørte søndag efter søndag i 56 afsnit.

Snart ventede den første store hovedrolle i en dansk film. I thrilleren ’Under overfladen’ spillede han en ung biologistuderende fra provinsen, som i en sommerferie passer en villa i Rungsted.

Her kommer han i kløerne på den lokale ungdom, og det begynder for alvor at tage fart, da han forelsker sig i en af pigerne. Anført af en kokain-sniffende Lars Mikkelsen udsættes Claes Bang for jetset-drengenes udspekulerede practical jokes og får alvorlige skrammer på sjælen.

”Jeg syntes selv, jeg gjorde det godt,” siger Claes Bang. ”Jeg pissede ikke rundt med det. Jeg knoklede for det.”

Da filmen havde premiere en fredag i 1999, blev Claes Bang ringet op. Han husker ikke, om det var instruktøren eller producenten, der ringede. Men han husker indholdet af samtalen.

”Han spurgte mig: ’Er du stået op?’ Det kunne jeg sige ja til. ’Har du været nede og hente avisen?’ Nej, det havde jeg ikke, svarede jeg. ’O.k., drik lige en kop kaffe først.’”

Claes Bang skulle ikke have noget kaffe. Han kom i tøjet og skyndte sig ned i kiosken for at læse anmeldelserne.

”Det var fandeme ikke kønt.”

Filmanmelderne mente, at thrilleren var et mislykket forsøg på at skabe en amerikansk ungdomsfilm på dansk jord. Skuespillernes præstationer lod meget tilbage at ønske, og det gjaldt også Claes Bang.

En anmelder undrede sig over, at Bang skulle ligne en almindelig fyr fra provinsen, når han typemæssigt mere var i familie med filmens overklassemiljø, som udstrålede penge, magt og sex.

”Jamen for satan, altså,” siger Claes Bang. ”Jeg stod op til 40 anmeldelser eller sådan noget, hvor der stod, at jeg var verdens største idiot og spillede som en sæk kartofler, og at jeg var fejlcastet og talentløs. Hold kæft, hvor var det nedtur.”

Efter premieren på ’Under overfladen’ havde han et par forestillinger på teatret.

”Og så gik det i stå. Fuldstændig.”

I flere måneder hørte han ikke fra landets teaterscener. Så vidt han kunne forstå, var der ikke flere roller til ham lige her og nu. Endnu den dag i dag mistænker han, at det var den kuldsejlede ungdomsfilm, der indledte den første store krise i hans karriere.

”Jeg havde følelsen af, at jeg havde fået min chance. Og at jeg brændte den.”
Mens Claes Bang gik og ventede på at få noget at lave, havde den danske dogmebølge for alvor fået fat. I Cannes modtog Thomas Vinterberg specialprisen for ’Festen’, og for en lille håndfuld mandlige danske skuespillere var der masser af spændende opgaver på film og tv. Bølgen rullede og havde fået fart. Mens Claes Bang stod inde på land og kiggede på.

”Jeg blev depressiv. Jeg følte, at den funktion, jeg havde besluttet mig for at have, den kunne jeg ikke få lov til at indtage. Jeg blev funktionsløs og på en eller anden måde værdiløs.”

Følelsen har været en tro følgesvend lige siden. I perioder med arbejde er den fordampet. Den er blevet bleg, ligegyldig. I perioder uden arbejde er den dukket op igen og har generet ham.

Han har forsøgt at analysere den fra alle vinkler, holdt den op i lyset som en prisme. Han har gået til psykolog, og han ved godt selv, at han ikke er mindre værd som mand, ven, kæreste, ægtemand og far, fordi han ikke har noget arbejde. Men følelsen er der alligevel.

”Som skuespiller bliver jeg bekræftet i, at jeg kan finde ud af mit job, når nogen ringer mig op og siger, at de gerne vil bruge mig. Og at de gerne vil give mig en løn for det. Som skuespiller er jeg et produkt, nogen køber. Når ingen gider købe produktet, oplever jeg et sammenstød, hvor jeg har svært ved at skille mig selv og produktet ad. Har jeg ikke noget arbejde, rammer det mig personligt. Jeg føler mig ubrugelig.”

I perioder uden arbejde har Claes Bang gjort, hvad han kunne for at holde sig beskæftiget. Han har efteruddannet sig, han har taget kurser, han har indtalt reklamer, udbygget sit netværk, opdateret sit CV, lagt billet ind på spændende projekter. Nogle gange har han hørt tilbage. Andre gange ikke.

”I de måneder og år, hvor det ser skidt ud, kan branchen forvandle sig til et mangehovedet uhyre. Det er som at stå uden for og ikke blive lukket ind. Hver eneste gang jeg går hen til den der fest og banker på døren, slukker de lyset og skruer ned for musikken og lader som om, de ikke er der. Når jeg går hjem, kan jeg høre, at festen starter igen.”

Claes Bang er en rolig, afslappet og betænksom vært. Han skænker hvidvin i glasset og sørger for danskvand og kaffe. Han virker nærværende og mere åbenhjertig end de fleste skuespillere. Man er i godt selskab. Og så ligner han en Gregory Peck fra Sydfyn. Set på afstand har han ikke noget at klage over. Er det måske ikke videnskabeligt bevist, at kønne mennesker har en lettere gang gennem livet? Døre åbner uden at binde. Muligheder byder sig til.

Men sådan ser han ikke på det selv. Som teenager interesserede Claes Bang sig for piger, ligesom de andre drenge i klassen. I Haarby var der ikke nogen steder at gå hen fredag aften, ud over idrætshallen med cafeteriet, hvor man kunne købe bølgepomfritter i hvide bakker med remoulade til.

Skulle der ske noget, måtte man køre til Glamsbjerg, ti kilometer derfra. Byens diskotek hed Hjørnet. Her fik Claes og hans venner nogle gange lusket sig ind, selv om de kun var 14. Der var aftener, hvor han vovede sig ud på dansegulvet, og hvor modet til at gøre som John Travolta vandt over frygten for at ligne et fjols.

Men for det meste holdt han sig på afstand.

”Jeg var elendig til at danse og har altid været det. Når jeg danser, føler jeg, at jeg bliver afsløret. Det er, som om folk kan se mine inderste hemmeligheder. Jeg kan ikke forklare det bedre. Jeg kan ikke lide det.”

Var du god til det med piger som ung?

Han tænker sig om.

”Det har jeg aldrig rigtig været.”

I en engelsk avis sammenligner filmskribenten dig med en ung Pierce Brosnan. Så du kan vel ikke have stået bagest i køen, når det gjaldt piger?

”Jeg har haft nogle rigtig gode kærester. Og jeg er aldrig kommet ud af et forhold på en måde, som var så dårlig, at man ikke kunne mødes senere og hilse på hinanden og spørge til familien. Men jeg har ikke levet som en Don Juan. Jeg har aldrig været en del af kødmarkedet.”

Måske kræver det en kynisme at score en ny pige fredag efter fredag?

”Ja. Men det er også angsten for at få et nej. Jeg tror, man har det lettere, hvis man er typen, der ikke har noget imod, at hun siger: ’Det skal ikke være dig, du. Smut med dig.’ Men sådan er jeg ikke. Jeg har ofte tænkt: ’Jeg tør ikke spørge, for det bliver helt sikkert ikke til noget’. Sådan var det også, da jeg mødte min kone. Jeg havde aldrig forestillet mig at hun ville kigge min vej. Ever.”

Det var i sommeren 2006, at Claes Bang mødte kvinden, der skulle blive hans kone. Han medvirkede i komedien ’Den grønne elevator’, som spillede i Tisvilde.

Til en kostumeprøve fik han øje på forestillingens makeup-artist.

”Hun var fuldstændig overjordisk smuk. Hun var eksotisk, helt mørk, med iranske aner. Hold da for satan kæft, hvor var hun interessant. Der var noget 1001 nats prinsesse over hende. Jeg tænkte: ’Aldrig i et år af søndage kommer jeg i nærheden af det der. Aldrig.’”

Er det ikke falsk beskedenhed?

”Nej!”

Claes Bang retter sig i sofaen. Læderet knirker under ham.

”Det er sateme ikke falsk beskedenhed. Jeg kan lige så tydeligt huske den dag. Det er nærmest et fysisk minde. Min tanke var: ’Nå ja, det er ude af min liga, det der. Jeg kan slet ikke være med.’ Den selvtillid havde jeg ikke på kontoen.”
Han sidder lidt og kigger frem for sig.

Er du helt sikker på, at det ikke er falsk beskedenhed?

”Jamen, hvorfor siger du det?”

Der er undren i stemmen. Et strejf af indignation.

Det kan godt være, du er træt af at høre det. Men du ser jo pisse godt ud. Det må jeg gerne sige, ikke?

”Ja, ja, det er fair nok. Men hvad hjælper det? Kender du ikke det, at man engang i mellem møder en kvinde, hvor man tænker: Jeg tør ikke engang gå hen og sige dav. Ens udseende har ikke noget at gøre med, om man tænker på sig selv som specielt flot.”

Jeg tænker blot, at dit udseende må da give et rygstød til i det mindste at åbne ballet?

”Jo, men hvis ens rygrad er lavet af kakaomælk?”

Claes Bang griner. I vantro over sin egen formulering.

”Hvis mit udseende har været en sportsvogn, jeg kunne sætte mig ind og køre i, så har jeg aldrig formået at udnytte det potentiale. Jeg har aldrig tænkt: ’Jeg er bare en pisser-flotter-fyr, jeg kan gøre lige, hvad jeg vil.’

Og i forhold til mit fag får man et lidt nøgternt forhold til sit udseende. Man ser det som en indpakning, som giver visse muligheder og visse begrænsninger. En fyr på 28, som er 168 cm høj og skaldet, passer godt til nogle roller og mindre godt til andre. For mit eget vedkommende er der tusindvis af roller, jeg ikke passer til, fordi jeg ser ud, som jeg gør.”

Har du i perioder følt dig begrænset af dit udseende?

”Det er sket ret mange gange efterhånden, at jeg har fået et manuskript i hånden, hvor der står: ’Døren går op. En flot fyr kommer ind.’ Og det var så mig. Men egentlig handler det ikke om, at jeg har følt, at jeg var sat i bås. Det var mere, at jeg følte mig sat uden for døren.”

Efter nogle dage på teatret i Tisvilde faldt han i snak med makeup-artisten.

”Der var tvunget samvær, om man så må sige.”

Hver aften satte Claes Bang sig til rette i stolen foran spejlet, mens hun stillede sig tæt på hans ansigt og arbejdede med pudderkosten og satte hans hår. Hun hed Lis, havde to børn fra et andet ægteskab og duftede vidunderligt.

Nogle måneder senere, da forestillingen var færdig, inviterede hun ham med til sin fødselsdag.

”Jeg gik aldrig hjem. Da aftenen var omme, hjalp jeg med at følge gæsterne ud.

’Hej hej, kom godt hjem.’ Siden var vi kærester.”

I dag bor parret sammen på Frederiksberg. Lejligheden på femte sal på Østerbro, hvor vi sidder denne efterårsaften, bruger de som studie, atelier og værksted.

Claes Bang befinder sig et godt sted i sit privatliv. I forhold til sit arbejde har han de seneste par år været inde i en god stime. Han har fået flere roller i tyske film og tv-serier, og på de danske teaterscener har der været mere at lave.

Han spillede med i Dostojevskijs klassiker ’Idioten’ på Aarhus Teater. Han turnerer med den anmelderroste monolog ’Ondskaben’ på basis af Jan Guillous roman.

Og på Københavns mindste teaterscene, Teater Får302, som er indrettet i en lejlighed i Toldbodgade med plads til 49 mennesker, har Claes Bang og en kollega spillet sig selv helt ud over kanten i forestillingen ’Squash’ om to 40-årige mænd, der ikke mangler noget.

De har familie og karriere, men de mærker også, at herfra går det ned ad bakke. De mærker rastløsheden og lysten til sidespring og ekstremsport. Det ender fatalt for dem begge.

Lønnen for rollen i ’Squash’ var beskeden, ca. 55 øre i timen, som Claes Bang formulerer det. Men den faglige tilfredsstillelse var enorm, ligesom i mange andre forestillinger. At hans far for det meste gik i pausen, lærte Claes Bang for længe siden at ignorere.

Med årene blev deres forhold mere og mere kompliceret.

”Jeg glædede mig som regel, når jeg skulle besøge ham. Men der gik ikke mere end en halv time, så havde vi fået talt forbi hinanden på en eller anden åndssvag måde, så det bare blev dumt. Det lykkedes altid at komme op at skændes.”

Om hvad?

”Ingenting, hvad som helst. Jeg syntes, han var en fucking provinsfrikadelle. Han sad der i sit ligusterhelvede i en forstad til Vejle og drak minimum otte genstande om dagen. Han var ret beset alkoholiker og havde været det, siden han var 18. Han var på en knaldhård diæt af hårdt stegt bacon, røde Prince og rødvin, som han havde været nede over grænsen til Tyskland og hente. Jeg følte, at jeg havde travlt med at leve et stort og spændende kunstnerliv i København og kunne slet ikke høre, hvad han sagde. Den arrogance tror jeg, jeg havde.”

I 2006 så Claes Bangs far sin søn i en rolle, der gjorde indtryk. I TV2’s nye dramaserie ’Anna Pihl’ medvirkede han som politimanden Martin, der er kæreste med den kvindelige hovedrolle spillet af Charlotte Munck.

”Dét var noget, min far kunne forholde sig til. Jeg kunne mærke, at nu syntes han, det hang sammen. Jeg optrådte i bladene, og naboerne kom ind og sagde, at han er vel nok dygtig, din søn. Men jeg havde det mest sådan: ’Far, for fanden. Jeg har været pissedygtig i hundrede andre ting, som du ikke har set.’”

Claes Bang sidder lidt uden at sige noget.

Historien minder ham om en anden episode med samme tema. En aften var han til sin søsters fødselsdag i Brønshøj. På det tidspunkt arbejdede han på Aalborg Teater og havde endnu ikke haft særlig meget at lave på film og tv.

”Efter fødselsdagen fik jeg et lift ind til byen af min søsters veninde, som jeg havde mødt et par gange før. Mens vi kørte, spurgte hun ud af det blå: ’Hvad er egentlig forskellen på dig og en rigtig skuespiller?’ For hende var man ikke en rigtig skuespiller, hvis man ikke var en af dem, hun kendte fra bladene. Hendes bemærkning ramte mig som en damptromle.”

I mange år arbejdede Claes Bangs far i et tysk rejsefirma, som havde hovedkvarter i Køln. Han var ansat som firmaets repræsentant i Danmark. Han havde sit kontor i familiens hus, hvor han stod for kontakten til de danske rejsedestinationer, og han tog imod opkald fra tyske feriegæster, som var utilfredse med, at bruseren ikke fungerede, eller at afløbet var kalket til.

Claes Bang forventede ikke, at hans far skulle troppe op til samtlige forestillinger rundt om i landet. Men han savnede, at han i det mindste spurgte til hans arbejde. Bare engang imellem.

”Jeg tænkte for mig selv: ’Prøv og hør, far. Du gider ikke engang prøve at forstå, hvad jeg laver. Prøv og spørg mig om, hvordan man overhovedet laver sådan en teaterforestilling. Tænk, hvis du bare ville spørge fuldstændigt fra nul: Hvad gør I egentlig? I mødes på teatret den første dag, og hvad sker der så?’ Men det gjorde han ikke. Jeg tror, han havde det sådan, at hvis han stillede et spørgsmål, så afslørede han, at der var noget, han ikke vidste noget om. Men det er egentlig bare det, de fleste mennesker vil kalde nysgerrighed.”

Han sidder lidt og tænker.

”Når jeg dengang var på besøg hos ham, skulle jeg passe på, at jeg ikke fik den der sygdom, man fik i det hus. Det var, som om der var en … ”

Han lader sætningen hænge i luften, og starter forfra: ”Jeg forsøgte at vokse op og blive mig selv. Blive min egen mand. Og det faldt sammen, lige så snart jeg trådte ind i det hus. Jeg blev gjort til noget, jeg ikke var. Jeg faldt ned i et mønster eller en rolle, som jeg forsøgte at slippe fra. Altså, vi kan jo ikke rende fra den, vi er. Men jeg havde fornemmelsen af, at jeg ikke kunne få lov til at blive til mig selv.”

En aften inviterede Claes Bang sin kæreste med ind og se en forestilling. Hans far og papmor var også taget med. Uden at Claes kunne se det fra scenen, var hans far gået i pausen. Igen.

”Min kæreste spurgte bagefter, om det ikke var lidt underligt. Jeg forklarede, at det var såmænd ikke noget særligt. Men hun blev ved med at prikke til det: ’Helt ærligt, er du sikker på, at du ikke er træt af det?’ Og lige pludselig kunne jeg godt mærke … så væltede det ud. ’Fuck, nej. Aldrig mere i livet.’ Jeg ringede til ham og sagde: ’Hvis du kommer, så bliver du siddende. Jeg vil gerne sørge for, at du får en plads ude i kanten, så du ikke får klaustrofobi. Men hvis du kommer, bliver du siddende.’”

Hans far lovede, at det ville han huske til næste gang. Og ved de næste forestillinger blev han siddende til tæppefald.

Claes Bang rejser sig fra sofaen. Der er noget, han vil vise. Ved siden af skuespillet har han spillet musik, siden han var ung. Han tænder for computeren og afspiller en af de sange, han har arbejdet på de seneste måneder. Han håber, at pladen er klar til udgivelse i Danmark i løbet af efteråret. Claes Bangs baryton fylder stuen under ledsagelse af en let og hurtig instrumentering, der leder tankerne i retning af Pet Shop Boys. Det er et nummer med oplagt radiopotentiale.

Why don’t we run away, dear
Let’s run and leave it all behind …

Sådan fortsætter omkvædet, indtil det banker på hoveddøren. Claes Bang skruer ned og går med hurtige skridt ud for at se, hvem det er. Det viser sig at være underboen, den mandlige litteraturprofessor.

”Spiller vi for højt?” spørger Claes Bang forsigtigt.

”Det er meget, meget højt,” lyder det.

”Undskyld, det kommer ikke til at ske igen.”

”Det gør ikke noget,” svarer underboen tørt på vej ned ad trapperne. ”Vi var bare gået i seng.”

Da Claes og Lis blev gift en sensommerdag i 2010, gjorde hans far noget uventet.

”Om formiddagen, inden arrangementet, ringede han og fortalte, at hans kone var blevet syg og desværre var forhindret i at deltage. Jeg var sikker på, at han ville sige, at det betød, at han heller ikke ville komme.

Han kendte ikke nogen af gæsterne, for vi har ikke nogen familie ud over os selv. Der var ingen onkler, tanter, fætre eller kusiner, han kunne sludre med. Der var kun nogle enkelte af mine gamle venner, han kendte. Ud over dem var han on his own. Men han tog med,” siger Claes Bang. ”Det gjorde indtryk på mig.”

Festen blev holdt i den store sal på Borups Højskole, der har adresse i et palæ fra 1700-tallet over for Christiansborg Slot ved Frederiksholms Kanal. Da gæsterne var samlet, blev de ledt hen til Stormbroen, hvor Claes og Lis ventede ombord på en båd. De hundrede gæster fik en kanalrundfart med fællessang og champagne, og undervejs på turen blev parret viet af Manu Sareen.

”Det var den bedste dag i mit liv. Alle folk holder så meget med én. Jeg var høj af det længe efter.”

Men det var også en dag, hvor der blev sagt nogle sandheder. Sent på aftenen sad Claes Bang og sludrede med sin far.

”Jeg sagde til ham, at jeg ikke orkede at være sammen med ham på den måde, vi altid var sammen. Hvor vi bare sad og dyrkede hans yndlingshobby, nemlig at drikke en helvedes masse rødvin. Jeg sagde: ’Hvis vi skal være sammen, skal vi gøre et eller andet, som er sjovt. Om vi så skal tage til Formel 1 i Tyskland eller flyve i ballon.’ Jeg var nærmest ligeglad, bare vi lavede noget andet. Han svarede, at det lød som en skide god ide. ’Det vil jeg gerne.’”

En uge efter brylluppet havde hans far besluttet sig for, hvor turen skulle gå hen. Han ville besøge den by i England, hvor han havde været i lære som ung. Sønnen svarede glad, at den var han med på.

Der gik et par uger mere. En aften i oktober 2010 var Claes Bang lige blevet færdig med en forestilling på Husets Teater i København, da han blev ringet op. Det var fra hospitalet i Odense.

Hans far var blevet indlagt, og situationen var alvorlig. Tidligere på året havde han fået en rift på armen, da han arbejdede i haven. Riften var uskadelig, men den havde skabt en betændelse i kroppen, og fordi han var i dårlig form, og fordi han havde ventet med at gå til lægen, havde den bredt sig. Lægerne turde ikke behandle med de store mængder antibiotika, der skulle til, eller åbne ham og fjerne betændelsen. Nu havde betændelsen sat sig på rygsøjlen og var begyndt at kravle op mod hans hjerne.

”Da jeg kom ind på stuen, lå han spændt ud som en flitsbue med voldsomme trækninger gennem kroppen. Han lå nærmest på hælene og baghovedet.”

Claes Bang besøgte sin far hver dag. Men der var stort set ingen kontakt.

”En dag vågnede han og forstod ikke, hvor han var. Han krævede at blive kørt hjem med det samme. Han var rasende. Vi kom op at skændes. Der gik ikke lang tid, så forsvandt han igen.”

Der gik nogle dage mere. Så skete der noget.

”Han slog øjnene op og sagde, at han godt kunne tænke sig en øl. Jeg fik fat i personalet, som svarede, at han gerne måtte få en alkoholfri øl. Jeg skænkede op i et glas, og så delte vi en øl. Det var det hele. Han sagde ikke mere. Han var ikke længere sig selv. Men jeg kunne se i hans blik, at han havde en rest af bevidsthed. Det undrede ham, at han ikke kunne sige noget.”

Claes Bang sad på stolen ved siden af sin fars seng med en underlig følelse i kroppen. Efter mange års skænderier var de havnet i en blindgyde.

”Jeg fik at vide, at hvis han overlevede det her, ville det være med svære skader på hjernen. Han ville aldrig blive sig selv. Der var ikke nogen vej tilbage. Jeg ønskede bare at få det overstået.”

Claes Bang tøver.

”Jeg ønskede at slippe …” siger han, stopper og trækker vejret dybt, som for at samle energi til at færdiggøre sætningen:
”… fri af ham.”
Få dage efter døde hans far. Han var 69.

Gennembruddet begyndte som en henkastet samtale til en julefrokost et sted i København i 2015. En kvindelig caster havde fået en opgave ind ad døren, som hun mente, passede perfekt til Claes Bang.

Den svenske instruktør Ruben Östlund havde skabt sig et navn med filmene ’De ufrivillige’, ’Play’ og ’Force Majeure’. Nu søgte han efter den mandlige hovedrolle til sit næste store projekt, ’The Square’. Claes Bang meldte sig til prøveoptagelserne, der foregik i det nye år.

Han følte selv, han gjorde en udmærket figur i rollen som en kunstmuseumsdirektør i personlig og professionel knibe. Men han forlod mødet med Östlund uden forventninger, da han fik at vide, at svenskeren ikke kun fiskede efter hovedrollen blandt danske mænd. Han var også på udkig efter store navne i England og USA, navne af den slags, som ville lokke investorer med ombord. Med en Golden Globe i ryggen for ’Force Majeure’ havde Ruben Östlund frit valg på alle hylder.

Tre måneder senere, en eftermiddag i marts 2016 var Claes Bang til prøve på en forestilling på Edison Teatret på Frederiksberg, da hans telefon ringede. Telefonen lå i hans jakke på et sæde i den tomme sal. Prøven fortsatte, mens en scenemedarbejder fandt telefonen og satte den på lydløs.

”Jeg var sikker på, at det var Ruben, som ringede. Jeg vidste, han ville ringe besked den dag. Men jeg kunne ikke afbryde forestillingen, jeg måtte spille videre.”

Da prøven var færdig, gik han uden for og ringede tilbage til det svenske nummer. Solen skinnede. Det var forår i København.

”Ruben sagde til mig, at han gerne ville have, at det var mig, der spillede den rolle.”

Den svenske instruktør interesserede sig ikke for A-listen af danske og internationale skuespillere. Han havde lyst til at prøve noget nyt.

”Det var mit held,” siger Claes Bang. Han kan ikke lade være med at smile.

”At komme ind på teaterskolen var det vildeste, jeg havde prøvet. Men det her var endnu vildere. Jeg gik med min telefon og havde lyst til at skrige. Men man kan ikke skrige ind i telefonen, når man taler med en fin, anerkendt instruktør. Man må vise en vis værdighed: ’Nå, for Søren, det lyder sørme dejligt. Det vil jeg virkelig gerne.’ Alt dette sagde jeg ovenpå lysten til at hoppe, skrige, danse, gå helt amok, råbe som en sindssyg.”

Claes Bang fylder lungerne med luft og bryder ud i et urbrøl, der strider mod de fleste ordensregler på Østerbro: ”UAARRRGHHHHHHHH!!!!”

I sommeren 2016 tog han hul på 73 intensive optagedage fordelt over fire måneder i Sverige i det store, brede filmformat som museumsdirektøren, der drømmer om at gøre alt det rigtige, men ikke formår at gøre det. ’The Square’ er et portræt af en hyklerisk og kynisk verden af kalkulerende kunstnere, gallerister og PR-folk.

Handlingen nærmer sig ind imellem det absurde, som da Claes Bang kommer op at skændes med den kvindelige journalist, han lige har været i seng med. Stridens kerne? Kvinden tilbyder at smide kondomet ud, men noget i hendes blik siger ham, at hun har tænkt sig at bruge indholdet til at blive gravid. Claes Bang nægter at give slip på gummiet, og derfra udvikler det sig.

I stuen ved siden af soveværelset bor en gorilla. Som publikum er man ikke sikker på, om den er et produkt at museumsdirektørens fantasi. Men gorillaen er ægte nok. Den er fransk og ankom til optagelserne med en manual og otte medarbejdere.

”Den var sød og tæmmet, men jeg var bange for den. Sådan en abe er stor og muskuløs. Vi fik at vide, at vi ikke måtte være højrøstede, ikke løbe, ikke stirre den i øjnene. Blev den urolig, var der risiko for, at den gik til angreb. Jeg sørgede for at holde afstand, når den var i nærheden.”

Efter fire måneders arbejde på sin største filmrolle nogensinde var Claes Bang udmattet og lykkelig.

”Når man rigtig godt kan lide sit arbejde, kan man også godt lide at arbejde hårdt og blive skubbet derhen, hvor man bliver udfordret 5-7 procent ud over det, man har på kontoen. Hvor man står med livet i hænderne og tænker: ’Fuck, kan jeg det her?’ Og det viser sig, at det kan man.”

Forventningerne var store, da ’The Square’ blev udtaget til filmfestivalen i Cannes i maj 2017. Allerede i løbet af få dage gik snakken blandt filmfolk og kritikere. Claes Bang var i spil til prisen for bedste mandlige hovedrolle. Den amerikanske journalist Wendy Mitchell, der skriver for det britiske filmmagasin Screen, havde set filmen og var begejstret for danskeren.

På Facebook indledte Mitchell en flere dage lang kampagne med titlen ’The Daily Bang’ med det formål at få juryen til at give prisen til Claes Bang. Andre internationale medier tippede, at han ville vinde, og når han gik rundt i filmbyen, en by, han aldrig havde besøgt før, blev han stoppet af forbipasserende, der takkede ham for en god oplevelse i biografen.

”Jeg prøvede at tage det roligt. Men det var svært ikke at blive revet med.”

Om søndagen, på festivalens sidste dag, blev holdet bag ’The Square’ bedt om at møde op til prisceremonien. Det betød, at filmen ville blive præmieret, men ingen vidste for hvad. Claes Bang og hans kolleger snakkede om, at filmen næppe kunne vinde hovedprisen, De Gyldne Palmer. Dertil havde filmen for mange komiske elementer, selv om den grundlæggende var alvorlig. I Cannes siger erfaringen, at kun de alvorlige film vinder hovedprisen. Men hvad skulle ’The Square’ så præmieres for?

Da Claes Bang og hans kone Lis satte sig i salen, havde han forberedt, hvad han ville sige, når han modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle.

”Jeg ville sige tusind tak. Jeg ville sige: ’Jeg deler den her pris med dig, Ruben. Den her pris står jeg kun med på grund af dig.’ Han havde skrevet en fantastisk historie, og jeg følte, at jeg med den rolle havde levet op til mit eget ideal som skuespiller.

Jeg betragter ikke mig selv som en fortolker, men som et instrument, musikken flyder igennem. Som en violin, instruktøren piller ned fra væggen og spiller på. Det ville jeg have sagt. Og så ville jeg have takket min kone for at holde mig ud. I sådan en fire måneder lang filmproces er man ikke nødvendigvis den sjoveste at være sammen med. Jeg var gone. Jeg havde mit hoved op i min egen røv, mens jeg filmede. Det åd mig. Fuldstændig.”

Fra sin plads i salen kunne han se prisen, der funklede i lyset fra projektørerne.

”Jeg følte, jeg nærmest kunne røre den.”

Og han tænkte, at når han lige om lidt blev kaldt op til scenen for at modtage prisen, ville han én gang for alle stemple ind til festen.

”Så ville jeg kunne sige: ’Nu er jeg en rigtig skuespiller.’”

Da vinderen af prisen for bedste mandlige hovedrolle skulle annonceres, rettede Claes Bang sig i stolen. Uden på kunne man ikke se noget. Men inden i var han ved at rejse sig op, da vindernavnet blev læst op.

Et par rækker foran ham stillede Joaquin Phoenix sig pludselig op med et forvirret udtryk. Han traskede op på scenen i gummisko og kløede sig i håret, beæret og overrasket over at have fået prisen.

Til festen bagefter stod Claes Bang i periferien af forsamlingen af festklædte filmfolk. Ruben Östlund var lykkelig. Mod alle forventninger havde han i prisceremoniens finale fået guldpalmerne for årets bedste film. I sin tale takkede han Claes Bang for hans store præstation i filmen og sagde, at uden ham, ville han ikke have stået der.

Lis var med til festen. Hun havde glædet sig. Men Claes Bang var ikke i humør.

”Jeg sagde til hende: ’Vi er nødt til at gå hjem.’ Jeg kunne ikke stå og lade som om, jeg ikke var muggen. Folk ville kunne se det på lang afstand. Jeg har lavet mange dumme ting, når jeg var fuld, og jeg fornemmede, at jeg var på nippet til at gøre noget dumt den aften. Jeg kunne mærke det fysisk i kroppen: ’Han har stjålet min pris, den lille svenske wanker. Nu går jeg over og kvæster ham og brækker prisen midt over og løber med den ene halvdel.’ Det var helt sikkert bedst at gå hjem. ’Det kan du ikke mene,’ sagde Lis: ’Dér sidder David Lynch, dér står Pedro Almodóvar, dér står Will Smith og Uma Thurman. De har alle sammen set filmen. Jeg tror faktisk, de alle sammen gerne vil snakke med dig. Du spiller hovedrollen i en film, der lige har fået guldpalmerne. Hvad fanden er problemet?’”

Han ville hjem. Lis så opgivende på sin mand. ’Din spade,’ sagde hun og fulgte med til hotellet.

Det er blevet sent på Østerbro. Klokken er over midnat. Højt over os passerer et fly hen over himlen som en hvid meteor. Motorbrølet anes kun lige akkurat, forsinket og fortyndet på sin bane gennem mørket. Claes Bang strækker sig i sofaen. Han skal tidligt op i morgen og tage toget til Odense, hvor prøverne på ’Byen’ er gået ind i den afsluttende fase.

Siden forårets filmfestival i Cannes har han haft travlt. Han har været i kontakt med flere internationale agenter, som har præsenteret ham for spændende roller i store produktioner. Men her og nu er intet afgjort. Claes Bang kender branchen. Der er ingen garantier.

Et kort øjeblik overvejede han, om han skulle melde afbud til forestillingen på Værkstedet i Odense, fordi det er begyndt at knibe med tiden i forhold til de mange henvendelser. Men han har ikke tænkt sig at løbe fra sin aftale. Han har lavet teater i 20 år. Det er kernen af hans profession. Den glemmer han ikke. Og hvem ved, måske ender ’Byen’ med at blive en af den slags forestillinger, hvor skuespillere og publikum trækker vejret sammen.

I efteråret 2017 har han fået begivenhederne i Cannes på afstand. Han siger, at han aldrig nogensinde kommer i nærheden af den pris igen. Det er bare sådan, det er. Han var så tæt på, og alligevel glippede det.

”Men på den anden side: Havde jeg vundet den, ville jeg sikkert have fundet noget andet at være utilfreds over.”

Til gengæld tegner ’The Square’ til at blive et forrygende udstillingsvindue for ham og de andre medvirkende. Som guldpalmevinder er filmen selvskreven i biografer verden rundt. Måske vil filmen åbne nogle døre, som før har været lukket.

”Potentielt er der edderhakkeme mange, der kunne sidde derude og have brug for en mand fra Danmark på 194 cm med mørkt hår og brune øjne til et eller andet.”

Claes Bang har allerede været på rejse med filmen i flere lande. For nylig medvirkede han ved gallapremieren i Stockholm, hvor interessen var stor. Blandt svenskerne vækker det en vis morskab at se en svensk film med en dansk hovedperson i alvorlige problemer. På samme måde som danske tv-seere hyggede sig med ’Riget’, hvor den hidsige svenske hospitalsdirektør bandede danskerne langt ind i helvede fra toppen af Rigshospitalet.

Ved premieren i Stockholm blev Claes Bang indlogeret på et af byens fineste hoteller, i bydelen Norrmalm ud til vandet. Efter filmen forlod han biografen sammen med nogle af sine kolleger fra produktionen og gik ud for at finde en bar. I den lune sensommeraften blev han ind imellem stoppet af forbipasserende, som lykønskede ham med filmen. En kvinde rakte ham sin autografbog, og han lænede sig frem mod hende, beredvilligt og smilende, og skrev en personlig hilsen, inden han gik videre.

Få uger efter gik turen videre til filmfestivalen i Toronto, og i slutningen af november får ’The Square’ premiere i Danmark. Claes Bang kan mærke, at der er mere på spil for ham, når filmen vises på hans hjemmebane.

”Jeg er ikke stolt af det …” siger han og rykker frem i sofaen, så den knirker.

”Men jeg tror, det er den der følelse: ’Prøv nu for helvede at se her, røvhuller. Alle jer klap-fucking-oddere, der ikke har hyret mig i 20 år. Jeg kan faktisk godt finde ud af at passe mit arbejde.”

LÆS OGSÅ: Mads Brüggers nye bog om menneskesmugling, mexicanske fængsler og bedrag: ”Det er en fortælling om en verden, der er blevet hyper kompleks”

LÆS OGSÅ: Filip Nielsen fra Frømandskorpsets første dusin: ”Jeg forestillede mig palmer og strande, men mødte et helvede”

LÆS OGSÅ: Carl Emil Petersen: ”Det sidste år var det værste i mit liv"