Jeppe fra Page 4
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

En popstjernes efterliv: ”Min selvtillid har været kunstigt boosted i fire år. Nu mister jeg 50 følgere – om dagen”

Pelle Højer var indtil maj en del af det største danske boyband i mange år, Page Four. Og efter gruppens opløsning skal han kæmpe for at tro på sig selv, nu hvor han har mistet sin karriere, sin persona og over 5.000 Instagramfølgere.

Hvad sker der, når alt hvad en teenagedreng kan drømme om bliver til virkelighed? Når han og hans bedste venner med ét bliver popstjerner, optræder for tusindvis af mennesker, laver hit på hit, får tilsendt alt det tøj, de vil have, når pigerne og Instagram-følgerne kommer helt af sig selv?

Boybandet Page Four har prøvet det. Som 16, 16, 16 og 18-årige skrev de kontrakt med Sony og brugte de næste fire år på at synge fløjlsbløde popsange for teenagepiger.

Hvis du ikke lige kender Page Four, kender du måske deres debutsingle ’Sommer’, der gik direkte ind som nummer ét på den danske Itunes-hitliste og gik platin. Måske fangede du et glimt af den fire afsnit lange DR-dokumentar, ’Teenagesuperfan’, om deres allermest inkarnerede fans, de såkaldte Pagers.

Boybandet optrådte på et udsolgt Plænen i Tivoli, med plads til 33.000 tilskuere, tre gange. Og når de skulle optræde i Boxen i Herning lørdag aften, lagde fansene sig i kø i soveposer allerede fredag morgen.

Men 13. maj i år var det hele slut. Efter fire år som popstjerner valgte bandet at gå hver til sit, og nu skal medlemmerne lære at vågne fra drømmen.

I et lydstudie i Københavns Nordvestkvarter sidder en 21-årig fyr og lægger stemme til en Pixar-animationsfilm om drager. Studiet er mørkt, men på indspilningslederens pult på den anden side af det lydisolerende glas lyser en skærm op, der viser drage-filmen, imens den 21-årige indspiller sine replikker i real-tid.

Betragter man scenen længe nok, glemmer man efterhånden, at der overhovedet sidder én omme bag glasset inde i mørket, indtil animationsdragen siger ’fuck’. Indspilningslederen spoler filmen tilbage, og den 21-årige i mørket griner. Der er noget ubekymret og frit over den ham i den mørke, isolerede kasse.

Og hvis han nyder anonymiteten, er der ingen, der kan bebrejde ham det. Pelle Højer hedder han, og indtil for bare et par måneder siden var han ikke bare en stemme i en mørk kasse, men snarere det omvendte. Han var nemlig den ene fjerdedel af det glinsende, hypereksponerede boyband Page Four.

Pelle Højer har ladet skægget gro ud siden. De tatoveringer, der på samtlige pressebilleder er dækkede, er kommet ud i sensommersolen. Alligevel har han ikke helt lagt boyband-vanerne fra sig. Fx ville han forud for dette interview gerne vide, om han kunne nå forbi frisøren.

”Jeg nåede lige at komme forbi Sonys faste i morges. Det plejede at være gratis, men det er det desværre ikke længere,” siger han og griner og kører en hånd gennem det afblegede popstjernehår. Han skubber også diskret lydstudiets askebæger ud af fokus, da der skal tages billeder.

Han kommer fra Roskilde, men dropper ud af 3.g og flytter til København for fem-seks år siden for at forfølge en karriere i showbiz, hvad end det måtte være. Uden at tænke nærmere over det følger han en trend med at lægge videoer på Youtube, hvor han spiller akustisk guitar og synger coversange, og det går over al forventning.

Kort efter bliver han inviteret ind i et fællesskab med tre andre drenge, der laver det samme, Lauritz Christiansen, Jonas Eilskov, Stefan Hjort. De begynder at optræde sammen under navnet ’New Collective’, hvor de skiftes til at synge solonumre.

Kollektivet er en dag inviteret til at synge til et Vi Unge-arrangement. Ikke på scenen, men for dem, der står i kø. Efter selve arrangementet har publikum mulighed for at få taget billeder sammen med aftenens hovednavne, men to piger vil hellere tage billeder sammen med de fire, kønne teenagedrenge. De stiller sig lidt forfjamskede op, så kommer to piger mere, så to mere, og pludseligt er de centrum for billedtagningsseancen.

Ad omveje hører nogle fra Sony om optrinnet. Det multinationale pladeselskab har tidligere stået bag boybandsucceser som Backstreet Boys, N*Sync og One Direction, så de ved, hvornår der skal slås til, og snart ligger der en kontrakt klar til musikerfællesskabet, som deres forældre må skrive under på. Pelle er på dette tidspunkt, i 2014, 16 år.

”Vi jokede med, at vi kom frem på 30% musik og 70% udseende. Det er bare sådan det er at være boyband,” siger han.

Først og fremmest skal gruppen have et nyt navn. Sony får den idé at lade potentielle fans komme med forslag, så i samarbejde med Vi Unge bliver der bedt om idéer til navnet, hvilket genererer 10.000 beskeder. Så kommer næste trin på vejen:

Boybandmedlemmer har typisk forskellige arketypiske roller. Robbie Williams var bad boy’en i Take That, Nick Carter var den lækre i Backstreet Boys, Zayn fra One Direction var den mystiske og så videre.

”Vi er naturligvis forskellige drenge, så det var ikke noget, vi planlagde, men både fra vores egen og Sonys side blev der skruet lidt ekstra op for de forskelligheder,” siger Pelle og fortæller, at deres tøj på en gang matcher og fortæller forskellige historier om dem:

Lauritz er den stille, indadvendte og poetiske. Han synger typisk de dele af sangene, hvor musikken er lav, der kommer lige inden omkvædet. Jonas er den søde, ham med de runde kinder og kæreste-smilet. Stefan er den lækre med et ansigt, der fra naturens side er photshoppet, og en kæbe, som tegnet med lineal. Pelle er den sjove, ham, der altid laver sjov, smiler og griner.

Drengene aftaler et uskrevet kodeks for, hvordan de skal præsentere sig selv: Ingen af dem drikker eller ryger, når der er et kamera i nærheden, og især i begyndelsen er de alle fire perfekt glatbarberede.

Og så mangler de egentligt bare en sang. Sony får nogle danske sangskrivere i Los Angeles til at sende forslag, og valget ender på nummeret ’Sommer’, der går platin, ryger direkte ind som nummer et på Itunes hitlisten, og på trods af den danske tekst kommer på top 100 i Europa.

Debuten skulle senere vise sig at være typisk for både gruppens senere udgivelser og for boybandgenren. Først og fremmest er selve nummeret tilnærmelsesvist en overdosis D-vitamin om ung, ubesværet kærlighed og lange sommernætter akkompagneret af en video med de fire smukke, unge, glatbarberede drenge, der pjatter rundt og peger ind i kameraet.

Teksten handler om en ikke nærmere defineret pige. Der er ingen kendetegn, ingen ’du har rødt hår og bor i udkanten af Lyngby’, for at så mange kvindelige lyttere som muligt kan identificere sig med teksten og forestille sig, det er lige nøjagtigt dem, Page Four synger om. Og så er den catchy som efterårets første influenzaepidemi.

Derfra tog det fart for. Boybandets fire mest afspillede sange på Spotify har i dag alle over seks millioner afspilninger. Til sammenligning har L.O.C. kun to sange med over seks millioner afspilninger, Thomas Helmig har kun én.

På Spotify kan bandet og Sony også følge med i, hvem der hører musikken. Det er primært 15-20-årige piger, men også de 20-25-årige, altså drengenes egen aldersgruppe.

”Jeg kan ikke huske første gang, vi spiller på Plænen i Tivoli,” siger Pelle. ”Det er stort set bare et sort tomrum i min hukommelse udover enkelte billeder af mig selv, der fortæller jokes på scenen og laver sjov imellem numrene. Det var så overvældende at stå foran 33.000 mennesker, at det føltes som en drøm og et mareridt på én og samme tid.”

Når han er på scenen, når han møder fansene, og når han bliver interviewet i Go’Morgen Danmark er det et skuespil. Der skruer han op på alle knapper, og jo mere han giver, jo mere giver publikum ham igen. Men når han kommer hjem på sit værelse, bryder han sammen i aggressivitet og gråd. Han bor på et værelse hjemme hos Lauritz’ forældre, der er tomt bortset fra en seng, et skab og en snavstøjskurv fuld af sponsortøj.

”Misforstå mig ikke: Det er en sindssyg fed oplevelse at være i Page Four. Men jeg kan ikke finde ud af at gå fra at stå på scenen og være så værdsat, og så lige bagefter ligge alene derhjemme.”

Føler du dig under pres på det her tidspunkt?

”Ja. Jeg ville ikke skuffe nogen. Og jeg gjorde mig nok for umage med at leve op til mit image som ’den sjove’ hele tiden. Desuden startede vi med at gå platin, og de næste tre eller fire sange gik lige så godt, og så skulle vi også gøre igen næste gang og næste gang.”

Og for bandet virker det selvfølgeligt at følge pladeselskabets råd. De er jo trods alt en del af en multinational pop-maskine og må derfor også vide, hvad der skaber næste hit.

”Rent karrieremæssigt er det nok gået så godt, det kunne, så jeg bebrejder ikke Sony noget som helst, men det ville være rart at have haft sig selv mere med.”

Især i begyndelsen har bandet en urokkelig respekt for Sony-maskinen, men efterhånden bliver de mere og mere selvstændige. Enkelte gange kommer det til, om ikke til skænderier, så i hvert fald diskussioner mellem pladeselskabet og Page Four, der gerne vil prøve at lave musik til et mere modent publikum. Fx har de en et seks måneder lang diskussion omkring nummeret ’Bedre end din eks’.

Dét nummer har bandet helt selv skrevet, og de var også meget tilfredse med det, men fordi omkvædet lyder ’Jeg gør det bedre end din eks, jeg giver dig bedre sex’, stejler Sony – sådan noget kan man ikke sælge til unge teenagepiger.

Bandet er derimod stædige for at få de linjer med, fordi det netop ikke er så detaljeplanlagt målrettet helt unge teenagere. Efter et halvt år bliver kompromiset, at nummeret bliver udgivet, men uden promotion og uden musikvideo. Sangen er i dag et af deres største hits.

6. januar i år mødes drengene i øvelokalet. I løbet af december har de promoveret deres julesang, ’Koldt udenfor’, der er blev udgivet i stedet for et nummer, de har lavet sammen med Mads Langer og ellers havde håbet på at få ud.

Videoen til ’Koldt udenfor’ er lavet sammen med DR Ultra-programmet ’Klassen’ og viser Page Four i nissehuser, der deler pebernødder ud til en folkeskoleklasse.

I øvelokalet er Lauritz den første til at sige det, de alle sammen ved skal siges: ’Jeg er mig,’ siger han. Og det føler han ikke, han kan være fuldt ud i Page Four. Derfor vil han gå solo. Det samme vil Stefan og Jonas. Pelle er enig i at stoppe bandet, men prøver alligevel at argumentere for en sommerturne, inden de stopper for alvor. Men det vil de tre andre ikke, så de aftaler, at den planlagte forårsturné er deres sidste.

”Jeg har helt klart mest været i det for oplevelserne,” siger Pelle. ”De tre andre var i det, fordi de elsker at lave musik, og den kærlighed havde de mistet imod at være en del af det dér polerede rod.”

Da de offentliggør bruddet på de sociale medier, skriver fan-pigerne, at de ’dør’ og ikke kan ’leve uden dem’. En skriver tak for de 51 fantastiske koncerter, hun har været til.

Kort tid efter bliver Pelle alvorligt syg med en infektion i kroppen og har været i behandling lige siden. Faktisk er han umiddelbart inden afskedskoncerterne i fuld narkose fem gange på to uger, og derfor er han til lægetjek hver morgen inden koncerterne.

Kan man godt gå på scenen under sådan et forløb?

”Ja, det spurgte jeg også om. Men alle sagde, at jeg var så ung, så det gik nok. Det var eddermame hårdt, så der havde jeg ondt af mig selv.”

Sidste gang gruppen spiller sammen er i Koncerthuset 13. maj. Bagefter er der stille og for første gang, siden han var 16, er Pelle ikke popstjerne.

”Jeg er stadig i gang med at komme ned igen. Og med at være mig selv, hvad det så end handler om. De år, jeg brugte på at være en del af Page Four, er nogle år, man skal finde ud af, hvem man virkelig er. Mine år var ikke gode til at fortælle mig det.”

”Min selvtillid har været kunstigt boosted i fire år. Hele tiden har der været nogen, der har sagt til mig, at jeg var en fed fyr. Siden maj har jeg mistet 5.000 følgere på Instagram og mister stadig 50 hver dag. Først for nyligt lærte jeg at sætte pris på de få, der til gengæld kommer den anden vej.”

Efter den sidste koncert føler han en lettelse, men efterhånden kommer der et tomrum, hvor rygklappene ikke er der længere, og han endnu ikke har lært at sige til sig selv, at han var god nok. Ud over de dage, han er på hospitalet, har Pelle aftaler med sine venner hver dag for ikke at være alene.

Har du følt dig ensom?

”Ja, meget. Heldigvis har jeg haft venner, familie og min kæreste, men inde i mig selv har jeg en form for angst, fordi jeg mangler mit drug – altså at være til koncert og møde fans. Det er afhængighedsskabende.”

Pengene er stort set brugt alle sammen på byture, lejlighedsindskud, kameraer og computere. Der kommer en lille smule penge fra KODA hver måned, men sponsortøjet er holdt op med at komme, og frisøren er ikke længere gratis. Men tanken om at gendanne Page Four har ikke strejfet ham.

”Jeg føler mig mere fri i dag... fra presset. Nu er jeg bare mig selv, nu kan jeg ikke skuffe nogen, for man kan ikke købe billet til mig længere.”

For tiden arbejder Pelle som indspilningsleder i lydstudiet og lægger også selv stemme til filmene engang imellem. Og så planlægger han at lave en fiktionsreportageserie sammen med Youtuberen Rasmus Brohave, hvor Pelle skal spille en falleret popstjerne.

Først skal han dog til, forhåbentligt, sidste tjek på hospitalet. Efterhånden skal han også lære at slå sig til tåls med, alt det, der er sket – både det gode og det mindre gode. Han siger, det har været en vild tur, en der er de fleste forundt, og som han ikke ville have været foruden.

”I morges var jeg med bussen. Den var propfuld, men jeg kunne se to piger give mig det dér blik fra den anden ende. De vidste godt, hvem jeg var, så de smilede over til mig. Jeg smilede igen og tænkte på, at før i tiden havde jeg reddet deres dag ved sådan et øjeblik. Men i dag redede de min.”

LÆS OGSÅ: Sådan går det med… Laid Back

LÆS OGSÅ: Malte Ebert: ”Gulddreng købte mig et bedre studie og en bedre kontrakt”

LÆS OGSÅ: Casper Christensen med 'Klovn'-afsløringer: "Min karakter er blevet ti år ældre, så han jager ikke kun unge damer, men mere nogle på 40 år"

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Portræt