HVORDAN FORSØGER MAN at overbevise omverden om, at man ikke har dollartegn i øjnene, når man udgiver ikke bare ét, men to posthume album, efter verdens største raptalent bliver skudt og dræbt i sit eget hjem? Man får selvfølgelig den pågældende rappers mor til at lave en spoken word-intro til pladen. Udgivelen af ’Faith’, det seneste album fra den afdøde megastjerne Pop Smoke, er blevet til af alle de rigtige årsager, må vi forstå. Bashar Barakah Jackson, som der står på Pop Smokes gravsten over det kuldegysningsfremkaldende ”1999-2020”, vil have dig til at tro på dig selv, fortæller hans mor på introen ’Good News’, inden hun lader et højstemt: ”The smoke will never clear” hænge i luften.

Og det har hun jo ret i. Pop Smokes entre på den amerikanske hiphopscene var så monumental og uigenkaldelig, at han for evigt vil blive husket som et af 20’ernes mest lysende talenter i amerikansk hiphop. Han forfinede og fornyede den lidt stagnerede drill-genre, og hans første mixtape ’Meet the Woo’ (2019) vil forblive en klassiker for kendere, mens det første posthume album ’Shoot for the Stars, Aim for the Moon’ (2020), der udkom kort efter Pop Smokes død, er et kommercielt hovedværk. Jeg havde en, måske naiv, forventning om, at man ville koncentrere alle kræfter om, at netop ’Shoot for the Stars, Aim for the Moon’ skulle være det første og sidste Pop Smoke-album.