Foto: Ole Hein Pedersen

Her er 5 vigtige moderne kunstværker du skal kende

Kunst kan være meget. Lys, hesteofringer, skulpturer og malerier. Kunst er en meget subjektiv smagsvurdering. Men nogle kunstværker er objektivt set vigtigere end andre og har været med til at skrive kunsthistorien. 

Det 20-århundrede var en meget begivenhedsrig periode for kunsten. Der blev brudt med det gamle og eksperimenteret som aldrig før. Kunsten gik i mange forskellige retninger, men fælles for det meste er, at det er kategoriseret moderne kunst.

LÆS OGSÅ: 10 stole der ikke mister værdi

Euroman.dk har bedt overinspektør fra det århusianske kunstmuseum ARoS, Lise Pennington, om at finde de fem vigtigste værker fra 1900-tallet og op til i dag, som museet har hængende. 

Vilhelm Lundstrøm (1893-1950) ’ Vindueskarm med montage, Papir, avisudklip, vandfarve, oliefarve mm på lærred’ 1917

 

Kubismen strømmede for alvor gennem verdens kunstmiljøer i disse år med store pariser-kunstnere som Pablo Picasso og Georges Braque i spidsen. Herhjemme var Vilhelm Lundstrøm vigtig. Han var sammen med tidens andre store kunstnere med til at bryde med det klassiske maleri. Indtil 1900-tallet har man i kunsthistorien talt om, at et smukt maler skulle forestille en flot udsigt. Og i 1917 brød Lundstrøm med den illusion. 

På dette værk har han valgt at male en annonce for en translatør, hvilket skal symbolisere, at værker i denne tidsperiode har brug for oversættelse for at opnå en forståelse. 

Man kan godt se, at maleriet forestiller et vindue, men man kan ikke se ud af det, som man ellers har været vant til med fortidens mange landskabsmalerier. Her er ingen smuk udsigt, blot en gammel dåse, noget af et spejl og en avisannonce. Netop den måde at opbygge et maleri på blev meget skelsættende for kunsthistorien.

Efterfølgende begyndte der at opstå en stor interesse blandt kunsterne for at bryde med al det kønne og velfriserede. Nu går kunstnerne imod og fortæller, at kunst handler om meget anden end et smukt landskab. Det handler blandt andet om at skabe et rum, bryde med rum og få malerierne til at skure i beskuerens øjne. 

LÆS OGSÅ: ”Nordvest er Københavns næste smarte bydel”

Det særlige ved kubismen er billedekonstruktionen, og de skæve linjer, der går på tværs af horisontlinjen, så synsaksen bliver bremset. Perspektiverne bliver lavet af lag på lag i stedet for en centralperspektivisk linje ind i billedrummet, som især var kendetegnende for gulalderen og impressionismen. Med lag på lag-metoden vil billedrummet blot føles som et par centimeter dybt, og da man ikke kan kigge dybt ind i billedet, vil det føles som om, der er noget galt. 

Lise Penningtons vurdering:

”Kunsthistorie bliver tit skrevet ud fra, hvornår nogle har turde tænke ud af boksen og sprænge rammerne for det normale. I kunst hylder man dem, som både løser opgaven og bryder med forventningerne. Og det var præcis dét Lundstrøm gjorde med dette maleri. Derfor har værket en meget vigtig plads, ikke kun i dansk kunsthistorie, men i hele verden.”

Bjørn Nørgaard (1947-) ’Hesteofringen’ 1970 



I 1970’erne var performance- og happening-kunstens stortid. Og især de politiske og debatterende performances var meget populære blandt tidens kunstnere. Bjørn Nørgaard var en af foregangsmændene og formåede at skabe et værk, som for alvor nåede ud til de danske hjem ved at benytte sig af populærkulturens mekanismer. 

I 1970 var Bjørn Nørgaard inviteret til at udføre en performance i forbindelse med en udstilling på Louisiana. Han tog sammen med sin hustru og en anden samarbejdspartner en hest med ud på en mark tæt på Humlebæk. Her slagtede de hesten, mens de spillede musik og sang - udklædte med pandebånd og kutte. Hesten skar de i 100-200 skiver og syltede den på syltetøjsglas. I dag har man en video med performancen og de her syltetøjsglas. 

Denne performance gav virkelig danskerne kaffen galt i halsen, da de så det i medierne, som selvfølgelig kastede sig over historien som sultne hunde. Den ramte samtidig med, at der dagligt var billeder fra Vietnamkrigen i nyhederne. Billeder af døde børn og bomberamte områder røg ubesværet ned sammen med aftenkaffen, mens Nørgaards hesteofring virkelig fik folk op i det røde felt. 

Bjørn Nørgaard ønsker at sætte tingene lidt i relief. Han ville diskutere tidens mediebillede og at nyhederne viste billeder fra Vietnam-krigen i bedste sendetid. Hesten var gammel, og skulle alligevel have været på slagteri, og den blev slagtet af en professionel slagter. Alligevel gik det lige i hjertekuglen på den almindelige dansker. Det var en politisk-happening og ikke køn kunst, men det skabte den forventede debat. 

Der skete meget i samfundet i 70’erne. Udover Vietnamkrigen havde vi ungdomsoprøret, porno- og abortfrigivelsen og en masse demonstrationer med autoriteter. Alt dette smittede af på kunsten. Det handlede meget om at provokere og sætte samfundsdebatter på dagsorden. Det var ikke længere hyggelig og smuk kunst; kunstnerne ville gerne prikke der, hvor det gjorde mest ondt i debatten. 

Bjørn Nørgaard var sammen med Paul Gernes og Per Kirkeby de kunstnere, som var mest fremme i 70’erne, og var ikke kun med sit at sætte dagsorden på kunstscenen, men også i samfundet generelt. De tre var en del af en lille gruppe kunstnere, der sidenhen blev professorer på Kunstakademiet og blandt dansk kunsthistorien grand old men.

Lise Penningtons vurdering: 

”’Hesteofringen’ er virkelig et værk, der formåede at få danskerne op af sofaen. I den store mængde af performance og happenings, skrev dette værk sig tydeligt ind i kunsthistorien. Da det blev et tydeligt bevis på, hvordan populærkultur-mekanismerne fungerer. Det formåede at fylde rigtig mange avisspalter ud, og ikke kun i 1970, men i mange år efterfølgende. Selv i dag får værket meget plads i medierne, og det indgår i undervisningsmaterialet hos mange dansklærere.” 

Maurizio Nannucci (1939-) ’My sense of your sense of language’ 1994



Italienske Nannuccis værk er to meter høje bogstaver, som er bøjet i neon. Og når man siger, at noget er ’bøjet i neon’, betyder det, at det er meget klar tale. Men når man kigger på værket, er det meget svært at tyde, og titlen ’min fornemmelse af din fornemmelse af sprog’ sætter kommunikationsvanskeligheder i fokus. De utydelige bogstaver blev meget typiske og ikoniske for 90’ernes konceptkunst. 

Mens man langsomt får hakket sig igennem hele sætningen, begynder tiøren at falde, og samtidig bliver værkets budskab tydeligt: selvom noget er bøjet i neon og fremført i kæmpe store neonoplyste bogstaver, kan det stadig være uklart. 

Værket handler om vores fornemmelse af sprog og forståelse for hinandens sprog, hvilket nogle gange gør kommunikation på tværs af kulture svær. Værket bliver lavet i en tid, hvor landegrænserne smeltede mere sammen og indvandringen fra fattigdoms- og krigsramte nationer var stor. 

Det som skete i 90’erne ligger i fin tråd med 70’ernes kunstfokus. Men den nye måde at debattere på, er ikke forbundet med provokation eller politik, men forholder sig til blødere emner, som fx kommunikation mellem mennesker. I forhold til Bjørn Nørregaard og de andre performance-kunstnere er Nannuccis værk ikke så bombastisk, men mere teoretisk, intellektuel og æstetisk. 

Nannucci blev 90’ernes store lys og konceptkunster. Han var en af forgangsmændene for den nye måde at fortælle historier på, hvor man inddrager det fysiske værk i højere grad end den klassiske billedkunst. 

Lise Penningtons vurdering:

”Dette værk er vigtigt, fordi Nannucci finder endnu en ny måde at lege med billedetsproget på. Nu er det faktisk ikke et billede længere, det er kommunikation, og så skaber det en tydelig debat omkring, hvad kommunikation er og hvordan vi mennesker taler sammen på.”

James Turrell (1943-) ’Milkrun III ’ 2002



Den amerikanske lyskunstner James Turrell arbejder med, hvordan farve- eller lyspåvirkning kan ændre rumopfattelsen efter at tilskueren har tilbragt nogle minutter i et rum. Og et af de bedste eksempler på det, er ’Milkrun III’, som er et helt tomt rum oplyst af rødt lys. 

Det røde lys brydes af en gul og blå stribe, som giver en fornemmelse af tredimensionalitet og er med det at skabe følelsen af et uendelige rum. Når man kigger et stykke tid ind i lyset, vil det føles som om, at lyset bevæger sig; som en dør der svinger langsomt op. Det handler om øjets måde at opleve både farve og lys på. Det ’fucker med ens hjerne’ for at sige det på moderne tv-sprog. Og som beskuer tager man hele kroppens sanseapparat i brug. 

LÆS OGSÅ: Stor guide: Sådan får du det rigtige ur med hjem

James Turrell vil gerne skabe en pause i en travl hverdag. Han vil gerne fortælle, at kunst ikke kun opleves med øjnene, men med hele kroppen. Et museumsbesøg indbefatter en masse indtryk, men James Turrells rum kræver, at man stander op og lige mærker efter et øjeblik. Den ro, der kan indfinde sig, er efterhånden en sjældenhed i vor tid. 

’Milkrun III’ vil gerne være fri for større fortællinger. Det er meget typisk for James Turrell og meget andet moderne kunst, at man går væk fra den klassiske fortælling om fx en familie på en mark, der høster. Der sker generelt rigtig meget på kunstscenen omkring årtusindeskiftet. Den går i mange forskellige retninger, men der er mange eksempler på kunstnere, der bruger den kropslige fornemmelse og oplevelse i tid og sted. 

Grunden til denne udvikling skal findes i, at måden vi levede og arbejdede på i 2002 ikke længere er så endimensionelt. Og måden, vi mennesker lever på, er altid blevet afspejlet i kunsten. 

Lise Penningtons vurdering:

”James Turrell er mesteren over alle til at arbejde med lys og skabe et mentalt rum. Det er en individuel oplevelser, der beror på sanserne og skaber ro, hvilket efterhånden er en sjældenhed i dag. Han førte virkelig tidligere tiders idé om at bryde med det klassiske billedrum ud i livet. Her oplever du kunsten med dine tæer og nakkehår og bliver en del af værket.”

Elmgreen (1961-) og Dragset (1969-) ’Too late’ 2015 



Den dansk-norske kunstnerduo er nogle af samtidskunsten store stjerner og er eminente til at fortælle historier gennem deres kunst. De blev verdenskendte med deres 1:1 kopi af en Prada butik, som de opførte i en ørken i Texas.

Dette værk er en kopi af en natklub med stripperstang, tomme ølflasker og cigaretskodder. På pladeafspilleren kører en sang på repeat. I et spejl kan man se nogle go-go dansere, som viser sig at være nøgne, veludrustede mænd. Hurtigt danner der sig et billede af en tom natklub for homoseksuelle, hvor der har været en sjov fest, som man er gået glip af. Man er kommet for sent.

Mens man går rundt i denne natklub, vil de forskellige efterladenskaber være med til at fortælle historien, og det er op til den enkeltes fantasi at digte videre på fortællingen.
Det kommer til at handle om at være inkluderet eller ekskluderet. Hvad er det for en fest, man er gået glip af? Værket kan principielt fortælle en historie om alle miljøer, men det mest nærliggende er homo-miljøet, hvor det nu er den heteroseksuelles tur til at føle sig ekskluderet. 

Samtidigt kan det også være en historie om kunstmiljøet, hvor der er store statuskampe i gang, hvor det handler om at være inde eller ude. Når der fx er fernisering i London, som kun er for særligt inviterede, er der også fest for vips, hvor der er vip-afdeling for ekstra vips. På den måde møder de fleste en vip-dør, der står i vejen for dem. 

Værket sender også en tydelig parallel til tidens stressede samfund, hvor de fleste halter efter at være med på moden. Man kommer altid for sent til en fest, og søgen efter det næste gode billede til vores Instagram-profiler bliver ved og ved. Især trends kommer og går hurtigere, og i næsten hver eneste situation kan man sige, at det ”so last year”. 

Lise Penningtons vurdering: 

”Emgreen og Dragset er fantastisk gode til at fortælle historier, tage fat om væsentlige emner og skabe følelser med deres kunst. Dette værk er vigtig for nutiden, da det debatterer vores lyst til at forny og forbedre os selv hele tiden, at vi næsten kun kan komme for sent. Men også vores nervøsitet over ikke at være med, dér hvor det sker”

Alle kunstværker kan opleves på ARoS

LÆS OGSÅ: 7 typer du altid møder på kunstmuseer

LÆS OGSÅ: Gadekunst-forfatter: ”Street arten skal redefinere sig selv”

LÆS OGSÅ: Gallerist og model Sophus Ritto: ”Jeg bruger kun frisk blod i min kunst”

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide og Kunst