Jeg ville ønske, jeg havde lavet … ’Elefantmanden’ (1980) af David Lynch. En film om et menneske, der er blevet skubbet ud på samfundets yderste kant, om frygten for det ukendte og den ensomhed, der følger med at være udenfor. En fortælling om, hvordan de såkaldte monstre ofte viser sig at være mere menneskelige end dem, der foregiver at være ’normale’.
Det, der gør filmen så rystende, er, at den ikke kun handler om en mand med et deformt ansigt – den handler om os alle. Den viser, hvordan vi bygger vores samfund op omkring vores egen frygt, hvordan vi deler verden op i os og dem. Og når først vi har skabt den skillelinje, hvor langt er vi så villige til at gå for at bevare den illusion?
Filmisk er den også et mesterværk. Det sort-hvide format gør, at den ikke bare opleves som en historie om én mand, men som noget evigt gældende.
Jeg ville ønske, at jeg havde fået lov at instruere … Marlon Brando – men i hans senere år, nærmere bestemt tiden fra ’Last Tango in Paris’ (1972) til ’Apocalypse Now’ (1979). Her var hans maske faldet, kun håbløsheden stod nøgen tilbage i hans ansigt. Han var kynisk fortabt, gennemsyret af selvhad og selvforagt. Hvilket jo er dybt menneskeligt.
