Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Nikolai Lie Kaas
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Stort portræt af Nikolai Lie Kaas: "Det er en frisk histiorie, jeg har. Der har været bølgegang"

Nikolaj Lie Kaas er en af landets mest populære, prisvindende og alsidige skuespillere. Han spiller små mænd, store mænd, tosser, træmænd, strømere, psykopater og seriemordere. Men vejen derhen har været brolagt med små og store ulykker. Og hårdt arbejde. Og en lille smule held. Jonas Langvad Nilsson møder manden, der fik et æselspark af skæbnen, rejste sig og sparkede igen.

Nikolai Lie Kaas går i sine egne tanker på Nørrebrogade.

Med brede, fjedrende skridt og sit evigt livsironiske strejf om munden glider han ind og ud mellem stilladser, barnevogne og tilbudskasser med gummisko. Hvis nogen genkender ham, holder de det for sig selv. På Nørrebro, Danmarks tættest befolkede bydel, er beboerne vant til lidt af hvert. Her er flere skudhuller, politibiler, durumruller, posemænd, romaer, brune værtshuse, studerende og forældre på Christiania-cykler pr. kvadratmeter end noget andet sted i landet. Der skal mere end en landskendt skuespiller til at stoppe trafikken. Hvilket passer Nikolaj Lie Kaas fint.

Han er i Danmark for at holde nogle dages ferie, inden turen går tilbage til London, hvor han er i gang med at optage anden sæson af HBO-serien ’Britannia’. Serien, der skal løfte arven fra ’Game of Thrones’, udspiller sig i år 43, hvor romerne bestormer Storbritannien.

Nikolaj Lie Kaas har fået rollen som keltisk druide, hvilket forklarer hans vildtvoksende skæg i rødbrune nuancer. Han er kontraktligt forpligtet til at lade det gro, selv om det kradser og er begyndt at lugte af hest. På vej gennem Nørrebrogade ligner Nikolaj Lie Kaas en gal sommerfuglesamler, hvis det ikke er fordi, han også ligner en mand, der har overnattet under en motorvejsbro.

”Hej, må jeg ikke lige låne dig et øjeblik,” spørger kvinden, der har taget opstilling foran Fakta med en stak pjecer fra Red Barnet.

Nikolaj Lie Kaas giver hånd og indskyder venligt, at han allerede støtter organisationens arbejde som ambassadør for Red Barnet.

”Gud, er det dig,” siger kvinden med hånden op foran munden.

”Det må du undskylde.”

”Det er helt i orden,” siger han og smiler tilbage over skulderen.

”Godt arbejde.”

Han venter for rødt, mens cyklerne, bilerne og busserne hvisler forbi. Som han står dér, aner man noget i hans blik, som er typisk Nikolaj Lie Kaas, næsten uanset hvor han befinder sig. Som betragter han det hele med et indvendigt grin. Når nu det hele alligevel er så tilfældigt og kaotisk, at man ikke kan gøre andet end at trække på skuldrene. Så sparer man sig selv for en masse smerte.

nikolaj lie kaas_23170V2_330.jpg

Strik J.Lindeberg til 1.100 kr. T-shirt Bareentshirt til 120 kr. Bukser J.Lindeberg til 1.100 kr. Sko Adidas til 600 kr. Ur About Vintage 1969 til 1.700 kr.

I ’'Britannia’ er Nikolaj Lie Kaas veltalende, nærmest høvisk, men utålelig at være i selskab med i al sin komiske selvoptagethed.

Han nyder at spille rollen som Divis, der har forudset romernes angreb. Det interesserer ham at være med i en international serie, hvor han er på udebane i en rolle og et sprog, han ikke har prøvet før. Han skal oppe sig, være fremme i skoene for at følge med, som han siger.

Døren til udlandet står på klem, men det er for tidligt at sige, hvad HBO-serien fører med sig af roller. Herhjemme er han for længst etableret som en af de bedste skuespillere i sin generation med en evne til at gå ind i alle typer af figurer – fra selvvalgt sinke i ’Idioterne’ til manipulerende jakkesæt i tv-serien ’Bedrag’. Han er det selvhadende, kørestolslænkede trafikoffer i ’Elsker dig for evigt’. I ’Dirch’ er han komikeren, der ikke kan sige noget, uden at klapsalver bryder løs.

Kollegerne kender Nikolaj Lie Kaas som grundig, kompromisløs og professionel. Uden at være smuk på den klassiske, lidt slebne måde, er han flere gange blevet kåret til en af Danmarks mest sexede mænd, en titel, han har svært ved at forholde sig til, fordi han ikke føler sig specielt sexet, siger han.

Der er noget næsten karikeret over ansigtets proportioner. Munden er bredere end de fleste. Som har en grafiker i et uopmærksomt øjeblik trukket mundvigene for langt ud i photoshop. Med filmproducenten Peter Aalbæk Jensens ord er Nikolaj Lie Kaas en mand med nogle spændende fysiske karakteristika, og det gør ham interessant at se på.

”Han har et tandsæt, der er smidt ind i kæften på ham med en skovl,” som Aalbæk Jensen har formuleret det.

Af samme grund var Nikolaj Lie Kaas et oplagt bud til rollen som strømeren Carl Mørck i filmatiseringen af thrillerforfatteren Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q, afdelingen for henlagte sager i en kælder under Politigården i København. Sammen med sin makker Assad, spillet af svenske Fares Fares, rejser Nikolaj Lie Kaas rundt i alle afkroge af Danmark og afdækker menneskelig fornedrelse og ondskab, udtænkt af forbrydere med en usædvanlig opfindsomhed.

Den fjerde film i rækken hedder ’Journal 64’ og havde premiere i oktober. De tre første film har været sikre publikumssucceser, anmeldelserne har været blandede, men de fleste er enige om, at Nikolaj Lie Kaas leverer en god version af Carl Mørck som bleg, sammenbidt betjent med vreden og desperationen boblende under overfladen.

’Journal 64’ og de tre foregående film om Afdeling Q er alle produceret af Zentropa, men fra film nummer fem overtager Nordisk Film rettighederne og sammensætter en ny rolleliste til resten af serien på i alt 10 planlagte film. Baggrunden er, at Adler-Olsen er utilfreds med Zentropas fire første film, som han mener, ligger for langt fra bøgernes univers.

Nikolaj Lie Kaas kommer til at savne Carl Mørck.

”Det er vemodigt, at det er slut. Carl Mørck er en spændende mand at arbejde med, fordi han er så forknyt. Han har oplevet en modstand i sit liv, som har gjort ham til et indelukket menneske, som har mistet håbet. Han holder følelserne tæt ind til kroppen.”

Hvem der skal overtage rollen som traumatiseret strømer, er endnu ikke offentliggjort.

Nikolaj Lie Kaashar betakket sig for at få besøg af journalisten i familiens hus i Hellerup. Kælderen er under ombygning, der er rod og håndværkere, forklarer han. Derfor har vi fundet en café på Sankt Hans Torv på Nørrebro, stedet er tilpas centralt for begge parter. Han har udpeget et hjørne, hvor vi kan tale sammen, uden at nabobordet lytter med. Han har bestilt en flat white. Ret beset er der tale om en stærk cappuccino.

”Men hvis jeg beder om sådan en, så putter de kakaopulver på toppen,” siger han, og hvis der er noget, den i det store hele tolerante Nikolaj Lie Kaas ikke kan leve med, så er det smagen af kakaopulver i sin kaffe.

Måske er det på sin plads her at nævne, at det ikke er Nikolaj Lie Kaas, der har bedt om dette interview. Han er kontraktligt forpligtet til at stille op og sige noget om Afdeling Q-filmen inden premieren. Det medvirker han gerne til. Men noget stort behov for at dele ud af sit liv har han ikke.

nikolaj lie kaas_22674V2_330.jpg

Skjorte Libertine-Libertine til 1.200 kr. T-shirt Bareentshirt til 120 kr. Bukser J.Lindeberg til 1.100 kr. Sko Adidas til 600 kr.

Nikolaj Lie Kaas kender spillet: Han fortæller om sit karakterarbejde i filmen, journalisten lytter høfligt, og de ved begge, at det kun er et spørgsmål om tid, før skuespillerens fortid dukker op i samtalen, og at det er denne fortid, der ender som artiklens vinkel.

På vegne af pressestanden skal det retfærdigvis siges, at Nikolaj Lie Kaas har en opvækst, som ikke minder om andre. Han er søn af showmanden, skuespilleren og revydirektøren Preben Kaas, der især var kendt for rollen som Dynamit-Harry i Olsen Banden-filmene og som forfatter til mange af de tekster, der gjorde Dirch Passer til landets største komiker. Preben Kaas var munter og charmerende, han kunne også være kolerisk, og så var han en uheldig forretningsmand, som efter flere fejlslagne investeringer kørte sur i livet. En dag i marts 1981 sprang han i havnen og druknede, 50 år gammel. På kajen havde han stillet sine sko og lagt sin frakke. Nikolaj var otte år, men han registrerede det knapt nok. Hans far havde flere år forinden fundet sig en ny kone og var flyttet hjemmefra, da Nikolaj var to-tre år.

Nikolajs mor, Anne Mari Lie, var danser, skuespiller og forfatter. Efter skilsmissen fra Preben Kaas fik hun succes med den selvbiografiske roman ’Fløde 2’, hvori hun beskriver samlivet med en voldelig ægtemand. Bogen vakte opmærksomhed og solgte godt, men hos Anne Mari Lie og Nikolaj i villaen i Rødovre var pengene små. Hun var 44 år gammel, da hun tog sit eget liv i 1989. Nikolaj var 15 år, da han fik at vide, at hans mor var død. Med et fingerknips krakelerede hans verden. Som havde nogen smidt en håndgranat.

”Det er en frisk historie, jeg har. Der har været bølgegang,” som han formulerer det i dag, mange år efter, med en underspillet ironi, der har bragt ham langt.

Efter Anne Mari Lies død trådte hendes veninde Hanne til og indlemmede Nikolaj i sin familie, som var han en af hendes egne.

At koge 45-årige Nikolaj Lie Kaas ned til en portrætartikel er en umulig opgave. At finde sandheden om et voksent menneske er en løgn af den indlysende grund, at der er mange sandheder, og at de ændrer sig alt efter, hvem man spørger.

Nikolaj Lie Kaas vil gerne medvirke i et interview, men han har ikke indlagt sig selv til en psykologsamtale med en journalist, han har kendt en halv time. Dertil er historien for kompliceret.

Det var ikke ’Danmarks mest sexede mand’, Nikolaj Lie Kaas fik øje på, når han så sig selv i spejlet som teenager. Han så en dreng med tykke briller, underligt hår og gummisko, som andre drenge havde gået i før ham. Da Anne Mari Lies indtægt var svingende, hjalp Nikolajs mormor til med økonomien, så godt hun kunne. Hun cyklede rundt i kvarteret og fandt tøj og andre brugbare ting i containere og skraldespande. I containeren ude foran supermarkedet fandt hun madvarer, som havde overskredet sidste salgsdato. Det eneste, Anne Mari Lie behøvede at købe, var mælk.

En dag fandt mormoren en pakke med nyt undertøj til piger.

”Det var pigetrusser med Andersine som motiv. Dem gik jeg med. De var stramme og en anelse for små. Det gjaldt om at ramme de dage, hvor jeg ikke havde gymnastik. Men det lykkedes ikke altid.”

Hvad sagde de andre drenge, da de så dig i pigetrusser?

”Hvad tror du selv,” siger Nikolaj Lie Kaas. Han skubber spørgsmålet fra sig med en vred, usynlig bevægelse. Som har jeg ramt noget, der stikker dybere end som så. Lidt efter bløder han op: ”Jeg kan sgu da ikke huske, hvad de sagde. Men jeg husker det ikke som en fed oplevelse. Jeg havde det lidt stramt engang imellem."

nikolaj lie kaas_23393V2_330.jpg

T-shirt Jeanerica til 395 kr. Bukser COS til 750 kr. Sko Adidas til 600 kr. Ur About Vintage 1969 til 1.700 kr.

I skolen var Nikolaj kendt som en dreng, der snakkede om alt, hvad der faldt ham ind. Han var ikke blandt de hurtigste til at lave lektier, men én ting var han god til.

”En dag sad vi og spiste frokost i klasselokalet, og så var der nogen, der havde været nede og købe chips og popcorn. ’Så mangler vi bare en movieboks,’ sagde jeg. Og så grinte hele klassen.”

Der var ikke nyt, at Nikolaj kommenterede alt, hvad han så med en tør bemærkning. Men reaktionen den dag var ny. Kammeraternes ubeherskede grin … den ukontrollerede latter, hvor man læner nakken tilbage og blotter tænderne … Nikolaj sad med sin madpakke og mærkede en boblende lykkefølelse strømme gennem kroppen.

”Jeg tænkte, wow, nu har jeg et våben eller et værktøj, jeg kunne benytte mig af i forhold til at overleve her i verden.”

Hvad det kunne føre med sig, anede han ikke. Da han som 17-årig medvirkede i ’Drengene fra Sankt Petri’ i 1991, var det ikke med drømmen om at blive skuespiller. Rollen havde han fået ved et tilfælde, fordi han blev hevet med til en casting af Hannes ældste søn. Flere tusinde drenge stillede op til prøvefilm.

Til sin forbløffelse fik Nikolaj rollen som den mutte arbejderdreng Otto, der skaffer våben til Churchill-gruppen under Anden Verdenskrig. Det nære samarbejde med instruktøren og de andre skuespillere var en behagelig overraskelse for Nikolaj. Han husker optagelserne som en fantastisk sommer.

Som 21-årig blev han optaget på Statens Teaterskole i 1994 sammen med en lille gruppe af jævnaldrende talenter, alle med potentiale til at drive det vidt. Privat var han flyttet hjemmefra og havde fundet en billig lejlighed på Nørrebro. Vejen lå åben, det var indlysende for alle, at han kunne noget på en scene. Så hvorfor kunne han for en gangs skyld ikke bare være glad?

Nikolaj Lie Kaas befandt sig dårligt på teaterskolen. Han var skeptisk over for undervisernes tilgang til faget. Han drømte om at lave film som dem med Jens Okking. Film, der afspejlede virkeligheden, fortalt i et sprog, der lød realistisk. Han vidste ikke længere, om teaterskolen var den rette vej for ham.

”Jeg følte, at teater var en konstrueret stilart, som jeg havde svært ved at forholde mig til. Det første halvandet år af uddannelsen følte jeg, at jeg var gået forkert.”

Og det var ikke det eneste. I mange år havde han lagt låg på noget fra sin opvækst, som sikkert havde haft godt af at blive lyst igennem af en psykolog. Men det blev det aldrig. Nu var det begyndt at røre på sig.

Nikolai Lie Kaas sidder med sin kaffe og overvejer, om han skal gå videre med historien. Han havde egentlig ikke tænkt, at samtalen skulle udvikle sig i den retning. Der går nogle sekunder, så fortsætter han alligevel, tilsyneladende ud fra den betragtning, at episoden er en del af hans historie, og hvorfor egentlig løbe fra den, man er. Eller var. Nikolaj Lie Kaas har det princip, at man skal sætte sig selv på spil, man skal risikere noget. Det skal koste. Det skal betyde noget. Ellers kan det være lige meget. Det gælder i hans arbejdsliv og som menneske.

”Jeg havde en monsterkrise. Det var heftigt,” siger han. ”Jeg var simpelthen ligeglad. Oprigtigt. Ordet ligeglad er den bedste måde at sige det på. Jeg kunne være her, jeg kunne være der. Det gjorde ingen forskel.”

RWK-EM-NLK-02V2_330.jpg

Strik COS til 650 kr. Ur About Vintage 1969 til 1.700 kr.

Som 21-årig teaterskoleelev var en følelse af meningsløshed skyllet ind over ham. Måske som en forsinket reaktion på forældrenes død.

”Jeg følte, at livet var hult. Ingen kunne give mig et svar og fortælle, hvad meningen var. Vi putter bare noget kunstigt indhold ind i tilværelsen, for at der skal være lidt larm, inden vi kradser af. Ældre mennesker, som virkede så vise, virkede pludselig som mennesker, der bare havde levet lidt længere end mig, og havde lidt mere erfaring at gå på. Men i og for sig havde de heller ikke nogen idé om, hvor helvede vi var på vej hen. Og hvis døden alligevel ligger lige om hjørnet og er så nem at gå til, så kan man jo lige så godt prøve at have det sjovt samtidig. Jeg undersøgte, om der var noget at leve for. På byture faldt jeg i snak med folk sent om natten, og jo mere psykopater, de var, jo sjovere var de at tale med. Jeg afprøvede, hvor meget jeg kunne udfordre dem, uden at få en på lampen.”

Andre aftener gik han skridtet videre.

”Jeg har hængt i tagrender på Nørrebro, Christianshavn og i Indre By.”

Til fester med vennerne kunne Nikolaj Lie Kaas kravle ud ad vinduet, hoppe op og gribe fast i tagrenden med begge hænder og hive sig op på taget.

”Jeg har kravlet rundt alle mulige steder. Jeg var en lillefinger fra at tage billetten. Jeg var fuld og dum. Jeg var ligeglad. Jeg legede med grænsen. Når man ikke kan mærke sig selv, går man til ekstremer for at mærke et eller andet.”

Vi sidder lidt uden at sige noget. Så tager jeg mig sammen til at spørge om det, jeg hele tiden har tænkt på.

Var der tidspunkter, hvor du overvejede at gøre en ende på det?

Han kigger frem for sig, som genspiller han de vilde år for sit indre blik.

”Nej, aldrig,” siger han så. Stemmen er fast.

”Aldrig.”

Det blæser op på Sankt Hans Torv. Skidt fra fortovet hvirvler op og får det til at knase mellem tænderne. Nikolaj Lie Kaas arbejder på sin flat white nummer to. Ved fontænen nogle meter fra os leger en pige i gummistøvler under opsyn fra sin mor.

Ude på gaden bremser en sølvfarvet bil. Bilisten, en ung mand, løber over til taxaen og råber noget ind gennem ruden, inden han går tilbage til sin bil, gasser op og forsvinder. En ældre herre spadserer hen over torvet med rank ryg, som balancerer han en vase på hovedet. Nikolaj Lie Kaas ser det hele. Han suger til sig som en svamp.

Han samler på ansigter og skæbner. Han opsnapper brudstykker af samtaler og lægger mærke til, når nogen kommer til at sige for meget, eller for lidt. Alt sammen indgår det i et stadigt voksende katalog over menneskelig adfærd.

På teaterskolen opdagede han med tiden, at der var en mening med undervisningen. Det interesserede ham at gå ind i rollerne og undersøge et menneskes motiver og følelser. Nogle af følelserne fandt han i sig selv, andre måtte han træne som en muskel. Arbejdet blev en safe zone, som han kalder det. Efter halvandet år på teaterskolen drev krisen langsomt over.

RWK-EM-NLK-01V2_330.jpg

Jakke Wood Wood til 3.200 kr. T-shirt Bareentshirt til 120 kr. Bukser J.Lindeberg til 1.100 kr. Sko Adidas til 600 kr. Ur About Vintage 1969 til 1.700 kr.

Han kan ikke udpege dagen og klokkeslættet for, hvornår livet begyndte at give mening for ham. Men han husker, han en dag fik øje på en brochure for AOF-kurser.

”På forsiden sad omkring 500 mennesker i en aula og spillede blokfløjte. De var alle sammen for gamle til at få en blokfløjtekarriere og blive den næste Michala Petri. Alligevel spillede de blokfløjte, de smilte, nogle af dem grinte. Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke, at de gjorde noget så ligegyldigt bare for at holde sig i gang. Men pludselig gik det op for mig: Det gør ikke noget, at vi foretager os nogle lidt tossede ting i håb om, at noget godt kan opstå – venskaber, en sjov sommer, en god frokost. De spillede blokfløjte for sammenholdets skyld. Og det er fint nok. Man kan altid stå og vente på, at livet går i gang. Så er det kraftedeme bedre at spille blokfløjte sammen med 500 andre.”

En skuespillers løn består ikke kun af den check, han får for sit arbejde. Den består også af den bølge af sympati, han mærker fra salen. Hjemme hos Nikolaj Lie Kaas står fire Bodil-statuetter og fem Robert-skulpturer.

”Jeg tror, det har været super forløsende for mig at være skuespiller. Jeg har ikke valgt den vej bevidst for at rode med alle de følelser. Jeg har valgt faget, fordi jeg synes, det er sjovt. Men i dag kan jeg se, at det har været nærmest terapeutisk for mig.”

Som teenager følte han sig kejtet og tilbageholdende over for piger. Men som skuespiller og offentligt kendt ansigt mærkede han, at en dør åbnede sig. Han ser ikke nogen grund til at pakke det ind.
”Det var super fedt.” Han smiler sit king-of-the-world-smil.

I dag ser han mere nuanceret på det. Der findes ikke nogen uddannelse i at være berømt, men med årene har han lært at navigere i det. Der er forskel på at være kendt og anerkendt. Nikolaj Lie Kaas foretrækker det sidste.

For ham er skuespil et håndværk. Om det også er kunst, må andre bedømme. Man gør sig umage med arbejdet, lærer figuren og hans verden at kende, forsvarer ham efter bedste evne foran et kamera. Mere kan man ikke gøre. Nogle af hans film er bedst tjent med at blive glemt. Andre film lever stadig, mange år senere, som trækker de vejret selv.

En dag spillede Nikolaj Lie Kaas ’Ivanhoe’ i Dyrehaven, da en frivillig statist kom hen til ham bag scenen efter forestillingen. Han var sygeplejer og arbejdede med folk, der var kommet alvorligt til skade og var blevet paralyseret. Både sygeplejeren og patienterne havde set Nikolaj Lie Kaas som den unge mand i ’Elsker dig for evigt’, lammet fra halsen og ned, kæmpe sig tilbage til et meningsfuldt liv.

”Sygeplejeren fortalte mig, at filmen var en god hjælp for de patienter, han arbejdede med. Flere af dem havde kunnet relatere til min rolle, og gennem filmen kunne de se en ende på den depression, de gik igennem. Det er selvfølgelig ikke kun min fortjeneste, det er også manuskriptforfatterens og mange andres fortjeneste, men det berørte mig at høre. Mest fordi, det aldrig havde slået mig, at det kunne have en reel betydning, hvad jeg lavede.”

Midtvejs i livet har Nikolaj Lie Kaas sluttet fred med en mor og far, der forsvandt uden nogen forklaring. De gjorde det så godt, de kunne. Han har valgt at se det som en fordel, at han mistede sin mor og far i en tidlig alder.

”Jeg kender mange, som har forældre, der lever, og hvor børnene hele tiden leder efter nogle svar eller kræver en form for tilgivelse eller en krammer eller en undskyldning for et eller andet, de aldrig har fået. Forældrene er i live, de står lige foran dig, og de ville kunne løse tingene på to sekunder, det sker bare aldrig, og det ved du. Du ved, at forældrene ikke kan gøre det bedre. De ville have gjort det, hvis de kunne.”

Den debat er Nikolaj Lie Kaas fritaget for at tage med sine forældre.

”Jeg har ligesom ikke nogen forældre at kræve en forklaring fra. Jeg er nødt til at finde den selv.”

Så det er frigørende for dig, at du ikke har den mulighed?

”Jeg var nødt til at tilgive dem. Jeg havde ikke noget valg. Det var den eneste vej at gå. Det var enten det eller at blive én stor knude resten af mit liv.”

nikolaj lie kaas_23767V2_330.jpg

Strik COS til 650 kr. Ur About Vintage 1969 til 1.700 kr.

Som voksen har han indset, at han måske alligevel har arvet noget fra Preben og Anne Mari. Små ting. Der er noget med munden og de spidse hjørnetænder. Det er en blanding af hans mor og far. Øjnene, de er helt klart hans mors. Han lader en finger køre hen over næsen. Han vurderer, at den er en blanding af Preben og Anne Mari.

”Det er sikkert meget godt,” siger han.

”Jeg tror, jeg skal være glad for, at min mor, modellen, kom ind i billedet.”

Nikolaj Lie Kaas’ syn på livet gennemsyres af en Martini-tør humor tilsat en knivspids af noget sortsyn, serveret med et formildende spil i blikket. Den form for humor genfinder han ikke i samme grad hos sin far, der spillede med i lårklaskere som ’Soldaterkammerater’, ’Julefrokosten’ og ’Firmaskovturen’.

”Ironisk nok minder min humor nok mere om min mors. Det fandt jeg ud af for nogle år siden, da jeg mødtes med en mand, som var mine forældres gode ven. Han fortalte mig, at jeg engang var gået ned til en sø som niårig. Da min mor så det, råbte hun efter mig: ’Pas på, du ikke falder i vandet og drukner ligesom din far.’”

Nikolaj Lie Kaas smiler uden at skille tænderne.

”Jeg tænker, at sådan en vittighed er typisk for mig i dag.”

For nogle år siden medvirkede han i en fotoserie, som skulle trykkes i et dansk magasin. Fotografen havde hyret en stylist til at klæde skuespilleren på. Stylistens navn var Anne Langkilde.

”Jeg syntes, hun var sød, og vi havde vis relation,” husker Kaas og lyder til sin egen undren underligt formel. Som en bankassistent, der omtaler et vellykket rådgivningsmøde.

”Men jeg tror, jeg må have været lidt for overgearet. Jeg prøvede at være morsom hele tiden. Men det fungerede ikke rigtigt. Hendes grundudtryk var sådan her … ”

Han åbner munden halvt og sender et måbende blik hen over bordet.

”Hun fattede nul af, hvad der foregik.”

Og du forsøgte endnu hårdere?

”Ja, er du sindssyg.”

Nogle dage efter inviterede han hende ud at spise.

”Jeg sad og snakkede og prøvede at køre med alt muligt,” siger han og knipser med fingrene som en showmand i knibe.

Alle hans vittigheder faldt til jorden som en flåde af papirsflyvere.

”Jeg gik ud på toilettet og kiggede mig selv i spejlet, mens jeg vaskede hænder: ’Hold kæft, hvor kører det her ad helvede til.’”

Hvis hun havde været flad af grin, tror du så ikke bare, du havde været skeptisk?

”Det kan være.”

Nikolaj Lie Kaas er bedst i modvind. Så kommer stædigheden frem.

Nogle år senere blev parret gift. I dag har de to børn sammen, Esther på 7 og Gerda på 12, og bor i et hus i Hellerup.

nikolaj lie kaas_23265V2_330.jpgStrik J.Lindeberg til 1.100 kr. T-shirt Bareentshirt til 120 kr. Bukser J.Lindeberg til 1.100 kr. Ur About Vintage 1969 til 1.700 kr.

Det er blevet sen eftermiddag. Nikolaj Lie Kaas gør klar til at runde af. Han skal hjem til sin familie, inden han flyver videre til London om få dage, hvor indspilningerne til ’Britannia’ er i gang. Vi trykker hånd, og han går hen for at finde sin bil.

Jeg kommer i tanke om en af de historier, han fortalte tidligere. Historien handlede om dengang, han var 20 år og balancerede på kanten af tilværelsen. En dag var han ude at køre. Han var havnet i Sorgenfri, og han kørte stærkt. Som vi sad på caféen, gengav han historien lidt for hurtigt til, at jeg fangede detaljerne, så jeg spurgte, om han ikke ville tegne det i min notesbog. Han kiggede på mig, som om det var verdens mest fjollede idé. Så tog han kuglepennen og notesbogen og lænede sig ind over bordet. Han gjorde sig umage som et barn, mens han tegnede villavejen, hvor han kom kørende med alt for høj fart. Han var så opslugt af historien, at han skiftede til nutid:

”Jeg kommer kørende for fuld smadder. Jeg ser, at der er en bakke for enden af vejen. Da jeg kommer over på den anden side af bakken, opdager jeg, for sent, at vejen munder ud i et T-kryds. Jeg hakker bremserne i, men bilen fortsætter. Bilen glider ud i krydset og videre hen over begge vejbaner. Jeg når lige at tænke, at nu smadrer jeg ind i huset på den anden side af vejen.”

Han lavede en høj, hvinende lyd.

”Da bilen stopper, holder jeg på græsplænen foran huset. Få sekunder efter siger det huuhh … huhhhh … huhhh … huhhh. Det er biler, som kommer drønende forbi i begge retninger. Jeg har lige passeret en dobbeltsporet motortrafikvej. Havde jeg ramt en bil, var der ingen af os, der kunne gå i dag.”

Manden, der havde klatret rundt på de københavnske hustage med et stort smil, sad chokeret i bilen i Sorgenfri.

Da jeg spurgte ham, hvad pointen med historien var, tænkte han sig om. Længe.

”Jeg tænkte, at det var lige før, at nogen holdt hånden over mig,” sagde han. ”Selv om jeg ikke på den måde er troende.”

Han grublede videre. Måske var der mere i historien.

”Måske var det sådan en oplevelse, der var med til at sætte tingene i perspektiv for mig. Jeg husker det ikke.”

Han kunne godt selv høre det. Den var for tyk. Et vendepunkt, lidt for lækkert arrangeret som i en film: Ung mand er tæt på at miste livet i et biluheld og går derfra som et nyt menneske. På den anden side: Vi kommer alle sammen ud for små og store ulykker. Det er der ikke noget nyt i. Det afgørende er, hvordan vi rejser os, og hvilken historie vi vælger at fortælle om dem.

Han besluttede sig for, at lige præcis dét var pointen med historien.

”Jeg fik en chance til.”

Nogle gange har man lov til at være heldig. ■

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Interview og Portræt