En dag sad Flemming Østergaard ved sit skrivebord og arbejdede på sit værelse på Engelsborg, da det bankede på døren. Uden for stod en mand, der trængte til at snakke. Flemming Østergaard bød ham inden for og trak en stol frem.

Det viste sig, at manden afsonede en dom for en bilulykke, der kostede et ungt menneske livet. Bilisten angrede sin forseelse. I en kontant tone opfordrede Flemming Østergaard manden til at leve efter de principper, han selv lever efter: Lad være med at dvæle ved fortiden og alt det, du alligevel ikke kan ændre. Skyd ikke skylden på andre. Tag styring på dit liv. Se fremad, menneske. Gæsten takkede for samtalen og forlod Flemming Østergaards værelse i bedre humør, end da han var kommet.

Snart gik rygtet blandt de indsatte, at man efter forudgående aftale kunne få en samtale med Flemming Østergaard. Dagligt bankede det på døren, og de følgende måneder fik han et indblik i de andre beboeres liv og i en verden, han ikke havde mødt før. Han hørte historier om ødelagte familier, om uretfærdige skæbner og dårlige valg. Indimellem tørrede han en tåre væk fra øjenkrogen.

Flemming Østergaard mener, at alle mennesker fortjener en chance, selv om de har pisset ved siden af potten. Han har i flere tilfælde trukket på sit netværk og lagt et ord ind for fanger, som søger et job efter afsoningen.

don2.jpg

Men der er visse ting, han ikke tolererer. Overhører han indsatte tale grimt til hinanden, påtaler han det straks. På Pension Engelsborg står der respekt om Flemming Østergaard. De andre indsatte kalder ham ’den gamle’.

Da Flemming Østergaard fyldte 75 i oktober sidste år, så han ikke nogen grund til at aflyse sin fødselsdag, selv om han sad i fængsel. Han hyrede en af de andre indsatte, en kok, til at gå i byen og købe ind til en treretters menu. Middagen var planlagt til klokken 18, og det var lidt af en udfordring, for på det tidspunkt havde mange indsatte fri og var hjemme hos deres familie, inden de skulle møde ind igen på pensionen klokken 23. Flemming Østergaard anede ikke, hvor mange der ville deltage. Men da middagen skulle begynde, var næsten alle 20 indsatte mødt op.

Flemming Østergaard takkede for fremmødet og holdt en lille tale. Han kiggede rundt på gæsterne: ’En ting kan jeg love jer. Hvis jeg ser jer igen under de her omstændigheder, så får I røvfuld.’ Han pegede på en stor, veltrænet fyr: ’Det gælder også dig.’ Da latteren havde lagt sig, gik de i gang med at spise. Menuen var laks, højreb og is.

Fangerne havde sparet sammen til en gave. Da Flemming Østergaard løsnede papiret, lå der en blå trøje af mærket Lacoste. Han takkede rørt for den dyre gave. En af de indsatte havde lavet en tegning. Med store bogstaver havde han skrevet en hilsen: ’Sæt den gamle løve fri. Befri Flemming.’

Du kan læse hele interviewet med Flemming Østergaard i det nye nummer af Euroman, der er på gaden torsdag.

Tegn abonnement her.

EUM 307 DONØ.jpg