Jeg er ordblind. Jeg kan godt se forskel på bogstaver og læse, men nogle gange bliver det hele til små tissemyrer, der stikker af. Det er en af grundene til, at jeg altid har fundet det fascinerende at tegne bogstaver og alfabeter. Jeg kan godt lide, at man kan sætte bogstaverne sammen og få en betydning ud af det.

Når du tegner en skrifttype, tegner du ikke det sorte, altså selve bogstaverne. Du tegner alt omkring. Det hvide. Hvis de hvide rum ikke er behagelige, fungerer det ikke.

Det sværeste ved at lave skrifttyper er, at andre skal synes, deres ord ser fede ud. Det er jeg lykkedes med med skrifttyperne ’Berlingske’, der i første omgang blev lavet til avisen, og ’Italian Plate’, der er inspireret af italienske nummerplader fra 60’erne. Med dem har jeg ramt et eller andet. Ligemeget hvad du skriver, så ser det fedt ud.

Min far havde sit eget reklamebureau, da jeg var barn, og jeg designede mit første bogstav som 8-årig. Men alt det forsvandt hurtigt ud af mit liv, for jeg var ret vild, da jeg var helt ung. Da jeg var 10, røg jeg ud i et stofmisbrug. Det var ikke et oprør mod mine forældre, de var fantastiske og har givet mig en god opdragelse. Jeg ville bare prøve det hele. Det var jo skidesjovt at være skæv og male graffiti.