Udskrift af aflyttet telefonsamtale, 13. maj 2016.
U [Ahmad Abus far]: ”Er det alvorligt eller let?”
A [Ahmad Abu]: ”Det er alvorligt … Far, hvad skal man gøre til folk, skal man lade dem true én og sådan?”
U: ”Hvorfor truer de dig, hvorfor?”
A: ”De er nogle horeunger.”
U: ”Hvorfor passer du ikke bare dig selv og dit arbejde, jeg tager på arbejde og blander mig ikke med dem.”
A: ”Ja, men hvis de blander sig i dig, hvad skal du så gøre til dem?”
U: ”Hvad har de blandet sig i for dig, hvad vil de have? Jeg holder mig fra dem ... Hvad vil de have? Er det dig eller Ali?”
A: ”Os begge to. Os begge to. Gud er gavmild, far. Du skal ikke tænke over det ...”
På gerningsstedet i Roskilde blev der lokaliseret syv projektiler fra en belgisk halvautomatisk Browning 1910, kaliber 7,65 mm. Den semiautomatiske pistol på 15,2 cm blev fire dage efter fundet i rabatten ved Ishøj-afkørslen på Køge Bugt-motorvejen.
Selve hændelsen fandt sted 12. maj 2016 kl. 20:05, da vidnet Torben var på vej hjem fra motortræf i Roskilde Havn. Han holdt for rødt i krydset ved Ringstedgade og Jernbanegade i Roskilde på sin adventure-motorcykel, hvis overdimensionerede saddelhøjde gjorde det muligt for ham at kigge hen over de omgivende biler.
Pludselig foretog en sølvgrå Volkswagen Golf en U-vending på Ringstedgade, den kørte i middelhøj fart op mod krydset, føreren bremsede bilen ned, en passager strakte sig ud af vinduet med en pistol i hånden og skød på få meters afstand. BANG-BANG-BANG-BANG-BANG-BANG-BANG. Syv skud på godt og vel 10 sekunder. Bilen accelererede og drejede til højre i østgående retning ud ad Jernbanegade.
Motorcykelvidnet Torben fik først øje på offeret, da den grå Golf var ude af billedet. Med en skudlæsion i højre underarm, i venstre overarm og i venstre knæ stod frisøren Omar foroverbøjet ved hjørnebygningen. Torben hjalp Omar ned på asfalten. Så tastede han 1-1-2.
Solstrålerne over Bredgade i det indre København trænger ublu igennem de patinerede palævinduer i Østre Landsret. I rettens 3. afdeling pibler sveden ned ad ryggen på senioranklager Kristian Kirk. Hans sorte anklagerkappe med lilla kanter er brændt varm af sollyset, men som han står der og argumenterer fra sin talerstol, kan man ikke se ubehaget.
Han bevæger sine hænder op og ned med en retorikers finesse, han taler i sikre, nøgterne toner, og da han holder en pause i sin argumentrække, fæstner han eftertænksomt blikket mod de ni nævninger.
Det er lidt over ét år siden, skyderiet i Roskilde fandt sted. Seks dage efter hændelsen blev de to mistænkte, Ali Bakir og Ahmad Abu, fundet i et lejet sommerhus ved Marielyst, anholdt med 12.071 kr. i kontanter og hash og amfetamin i huset og sigtet for drabsforsøg og medvirken til drabsforsøg.
For et halvt år siden blev der afsagt dom ved Retten i Roskilde: Ali Bakir, skyldig og idømt syv års fængsel, chaufføren af den grå Golf, Ahmad Abu, frifundet, da retten ikke fandt tilstrækkelig bevis for, at chaufføren Ahmad Abu var bekendt med, at hans ven ville trække et våben og skyde Omar.
’Frisørsagen’, som den hedder i Kristian Kirks ringbind, er nu anket til landsretten af anklagemyndigheden for at få begge dømt – og i den irakisk fødte chaufførs tilfælde for at få ham udvist fra Danmark.
For 40-årige Kristian Kirk er det hverdag at stille mordere, rockere, bandemedlemmer – og terrortiltalte til ansvar. Han er anklager i den såkaldte Kundby-sag, og i 2011 var han medanklager på Danmarkshistoriens største rockerretssag – op mod 100 rockere mødte op uden for Retten i Glostrup i ’Den store rockersag’, hvor bl.a. Brian Sandberg og 15 andre Hells Angels-folk blev idømt i alt 135 års fængsel i byretten og senere 111,7 års fængsel i landsretten.
Da han en dag, mens sagen kørte, kom ud til sin bil ved sin bopæl, var højre siderude knust. Han tænkte sit, men man kunne ikke knytte episoden direkte til sagen. Han siger, at han ikke følte sig intimideret, og at der i øvrigt kun har været to eller tre af sådanne ”ubehagelige” situationer i løbet af hans 13 år som anklager.
Sværere var det, da han i efteråret 2012 følte, at han blev hængt ud i offentligheden. Danmark var dengang i krig, og Kristian Kirk var en del af det lille hold anklagere i Auditørkorpset, som tager sig af straffesager mod soldater. I de år fik Auditørkorpset hård kritik fra mange vinkler, men særligt én sag vakte furore, den såkaldte ’Compound 91-sag’.
En 27-årig premierløjtnant havde ifølge Auditørkorpset ikke grebet ind, da hans deling gik ind på et forbudt område, en lure-mineret afghansk bebyggelse i Helmandsprovinsen, med det resultat, at en ung soldat mistede livet.
Premierløjtnanten var tiltalt for grov pligtforsømmelse, men endte med at blive frikendt på baggrund af flere af hans soldaterkammeraters vidneudsagn i retten.
Det pudsige var, at soldaternes vidneudsagn – bortset fra en enkelt soldat – havde ændret sig fra de oprindelige afhøringer efter episoden i Afghanistan og frem til forklaringerne i retten omtrent et år senere.
Det fik Kristian Kirk til at gå direkte på TV2 News og sige ”at han nok ikke havde belæg for at påstå, at soldaterne havde løjet i retten, men at det da var yderst påfaldende, at de alle havde modificeret deres forklaringer i retten til gunst for den tiltalte”.
Kristian Kirks udtalelse gav respekt blandt anklagere, men hele sagen vakte stor harme i Forsvaret. 'Inkompetent' og 'klaphat' skrev den danske krigshelt, oberst Lars R. Møller i Berlingske om Kristian Kirk. "Juridisk hooligan,” sagde forsvarsadvokat Torben Koch, der mente, at frifindelsen var grund nok til simpelthen at nedlægge hele Auditørkorpset.
Senere blev den Oscar-nominerede 'Krigen' inspireret af den tragiske historie fra Afghanistan. Kristian Kirk hjalp filmskaber Tobias Lindholm med at skrive scenerne fra retten og havde faktisk sagt ja til selv at spille rollen som auditør i filmen, men Forsvarsministeriet sagde nej. Kristian Kirk trak sig og tog i stedet skuespilleren Charlotte Munck med på job – og med i retten.
Tilbage i landsretten er de to afgørende spørgsmål: Kan man tømme et magasin med syv patroner mod en person uden at have til forsæt at dræbe? Kan man være chauffør i et drive by-skyderi og være med til at bortskaffe gerningsvåbnet uden at være en del af ’projektet’?
”Jeg vil føre bevis for, at de tiltalte havde til hensigt at dræbe,” siger Kristian Kirk med eftertryk på de sidste to stavelser, da han indleder sagen for landsretten.
”Og det er ikke fordi, anklagemyndigheden er dårlige tabere, når vi har valgt at anke afgørelsen på Ahmad Abu. Det er simpelthen, fordi vi er overbeviste om, at det var i forening, at Ali Bakir og Ahmad Abu, begik drabsforsøget.”
'Frisørsagen' er spundet over en genkendelig dynamik i underverdenen: Det begyndte med et udestående på 3600 kr. mellem Ali Bakir og Omars lillebror. Så fik lillebroren et par på hovedet af Ali Bakir for sin manglende betalingsevne. Derefter stak Omar Ali i låret, et seks cm. dybt knivstik og et overfladisk snit på armen, ved boligblokken Ringparken. Og så skete skyderiet.
Det var en hævnaktion ifølge den forklaring, som karseklippede Ali Bakir giver fra vidneskranken i landsretten under Kristian Kirks afhøring. Og dét med så aggressivt sammentømrede sætninger, at den ene dommer flere gange er nødt til at bede ham om at tale langsommere og tydeligere.
”Jeg ville have min hævn, øje for øje, tand for tand. Jeg sagde til hans fætter, at jeg skyder Omar i hans arme og ben, og så kan vi snakke om det bagefter.”
”Synes du ikke, det er vildt?”
”Nej.”
”Hvad havde du tænkt dig, at Omar ville gøre efterfølgende?”
”I hvert fald ikke ikke ringe til politiet.”
”Var det gennemtænkt?”
”Ja, det var det. Han skulle fandeme skydes.”
”Hvorfor er der fire skud, der rammer forbi, hvis du havde kontrol over situationen?”
”Jeg kan godt forstå, du spørger om det, det ville jeg også gøre, hvis jeg var advokat, men jeg forstår ikke, hvorfor du tror, at jeg ikke kunne ramme ham i brystet eller hovedet, hvis det var det, jeg ville.”
”Jamen, du misser jo fire ud af syv skud.”
”Hvis jeg havde lyst til at dræbe ham, så var han død i dag.”
”Var det vigtigt for dig, at Omar kunne se dig?”
”Ja, det var planen.”
Senioranklageren har ikke flere spørgsmål. Han smiler og sætter sig tilbage. For ham er afhøringen gået præcis, som han ønsker den. Det var kun i begyndelsen af sin anklagerkarriere, at han skrev sine spørgsmål ned på en liste og troligt satte flueben ud fra hvert, når han havde stillet dem.
Alt for meget gik tabt ved at have øjnene i sine egne noter og ikke være i stand til at fornemme de små signaler. I dag improviserer han, tænker måske ét til to spørgsmål frem, men kigger mest af alt den afhørte i øjnene.
Stiller sig måske lidt tættere på. Lader sig forundre. Tænker højt. Kigger lidt skeptisk. Lader være med at provokere åbenlyst, men er insisterende. Det skal ikke være nemt at undlade at svare. Og når han fornemmer, at den tiltalte lader sig rive med eller bliver ophidset, kan den tiltalte komme til at tale over sig.
På tagterrassen hos Statsadvokaten i København tårner byens arkitektoniske nybrud sig op omkring juristerne. I øjenkrogen er der genskær fra det Kim Utzon-tegnede hvide Tivoli Hotel, og tæt på gisper farvefyldte Palads efter vejret foran de fem cylindriske tårne, Axel Towers.
Kristian Kirk kan godt lide at sidde heroppe på toppen af biltrafikkens summen på Vester Farimagsgade og de skingre hvin fra togskinnerne på Vesterport Station. Han har været hos Statsadvokaten fra 2009-2012, tog derefter en afstikker til Auditørkorpset og dernæst Midt- og Vestsjællands Politi, inden han i 2016 kom tilbage til Statsadvokaten i København, hvor det er hans ansvar at føre ankesager fra byretten i Østre Landsret.
At være anklager er på sin vis som at gå til 11-meterpletten og sparke et straffespark i mål. Forventningen er i udgangspunktet, at du sparker bolden ind (godt ni ud af ti sager fører til domsfældelse).
Lykkes det, er din præstation godkendt, men du bliver ikke en stjerne, som havde du været en målmand (en forsvarsadvokat), der uventet havde reddet bolden i en feberredning. Rammer du forbi mål, vil det næste spørgsmål være, hvad gik der galt? Burde du have gået anderledes frem? Forspildte du chancen? Svaret vil være 'måske', 'måske ikke.' Man kunne altid have gjort noget anderledes.
Kristian Kirk har aldrig prøvet en retssag, der gik perfekt. Måske har han glemt at stille et vigtigt spørgsmål under en afhøring, måske får han et bebrejdende blik fra retsformanden, fordi han har glemt at sørge for at bringe gerningsvåbnet ind til retten, eller måske har han fejlet i det mest grundlæggende: at føre bevis for tiltalen. Fejl og nederlag er et grundvilkår.
”Man må sige til sig selv, at hvis det går dårligt i retten, er Kristian Kirk ikke en fiasko som person, så er det anklageren Kristian Kirk, der har haft en dårlig dag, og han skal nok komme igen,” forklarer Kristian Kirk og medgiver, at det kan være ekstremt svært.
”Nogle gange kan jeg godt føle, at jeg tager de dårlige oplevelser mere og mere personligt med årene. Når man er ny som anklager, må man adskille det, også som forsvarsmekanisme. Jeg var helt sikkert halvdårlig i starten og skulle egentlig blot overleve, men efterhånden, som jeg er mere erfaren, og sagerne bliver højere profileret, gør det på sin vis mere ondt på egoet.
Jeg lægger nok også mere af mig selv i min ’anklagerstil’ nu end før. Måske er det derfor, jeg ofte føler, at der er noget på spil, ikke bare professionelt, men også personligt, når jeg møder i retten. Det lyder faktisk en smule uprofessionelt i mine egne ører, og jeg ved ikke, om det er klogt at sige, men sådan er det, hvis jeg skal være ærlig.”
Han kan stadig huske CPR-nummeret på sin værste frifindelse, hvis man spørger ham direkte. For selvom man som anklager til hver en tid respekterer rettens dom som den rigtige, så hænder det, at man bliver overrasket. Sagen drejede sig om en midaldrende mand, der stod tiltalt for en række seksuelle overgreb på en pige, han professionelt var kommet i kontakt med, da hun var mindreårig og havde brug for hjælp.
”Jeg følte stærkt for sagen, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at han var skyldig, da jeg gik i retten og efter bevisførelsen, da jeg skulle procedere sagen,” husker Kristian Kirk.
Men i retten blev manden frifundet med dommerstemmerne 2-1.
”Det resultat kom i den grad bag på mig. Min første tanke var, at det måtte være min skyld som anklager – at jeg ikke havde fået oplyst sagen godt nok. Det var jo en tæt afgørelse, så der kunne næppe have manglet meget for at overbevise blot en dommer mere, tænkte jeg.”
Sagen blev efterfølgende anket af statsadvokaten, men også i landsretten – med en anden anklager – endte det med en frifindelse, denne gang med stemmerne 6-0. Og med en stor erstatning til manden til følge.
I dag bebrejder Kristian Kirk ikke sig selv, men han vil aldrig glemme sagen – både fordi den fik en ung anklager til at tvivle på sig selv, og fordi han fandt pigens forklaring så troværdig.
Men han lærte, hvad det vil sige at være professionel i anklagerverdenen: først at stå hårdnakket i retten og hævde, at et overgreb fandt sted, for så bagefter, når dommen er faldet, at acceptere udfaldet uden at fortrække en mine og gå videre til næste opgave.
Men det kan være ekstremt svært, det kan han ikke skjule. Og bliver man først ligeglad med det, man opfatter som ”det materielt rigtige resultat”, skal man ikke være anklager længere, mener han.
”Virkeligheden er, at det er svært som anklager ikke at få et stærkt tilhørsforhold til sin sag. Virkeligheden er, at det er dig, der skriver anklageskriftet, det er dig, der laver bevisfortegnelsen og forelægger sagen i retten, det er dig, der skal ’løfte bevisbyrden’, som det hedder juridisk.
Eller sagt på fortærsket dansk, det er dig, der bygger korthuset op, og så er det en forsvarsadvokat, der skal forsøge at fjerne ét af de bærende led. Det er spillets regler, men det skal fandeme være løgn, hvis en forsvarer forsøger at fordreje fakta eller bliver lidt for kreativ.”
Konkrete tilbud om at skifte til forsvarersiden har Kristian Kirk fået et par gange, men hver gang har han uden tøven sagt nej. Han har talrige gange set kollegaer skifte hold – det er meget almindeligt at vende sin insider-erfaring fra anklagemyndigheden mod et bedre betalt job som forsvarsadvokat.
”Men jeg må faktisk sige, at anklagere, der skifter til den anden side, skuffer mig. Navnlig hvis skiftet skyldes penge, så sælger de i min bog ud.”
For Kristian Kirk er det fundamentalt, at han hverken ville finde tilfredsstillelse eller mening ved at skulle arbejde for at frifinde den del af klienterne, der åbenlyst er skyldige. Og det er hovedparten af klienterne, som han ser det.
”Ud over det, ville jeg nægte at køre pizza og durum ud til landets arrester for at tilfredsstille klienterne, sådan som visse forsvarsadvokater har gjort,” tilføjer han.
”Det er en del af anklagemyndighedens værdigrundlag, at vi arbejder og kæmper for retfærdighed, men det lyder i mine ører lige højtflyvende nok. Jeg bruger sjældent begreberne ’retfærdighed’ og ’uretfærdighed’. Jeg har heller ikke en høj moralsk hest at hoppe op på. Jeg synes bare, det føles meningsfuldt at sætte kriminelle i fængsel, ligesom det i øvrigt også føles meningsfuldt at sende et brev til en sigtet om, at vi vælger at frafalde en uberettiget sigtelse og vide, at der er en person i den anden ende, som bliver glad,” siger han.
”Jeg sparker ikke til folk, der ligger ned. Jeg vil ikke fremstå som en slags bøddel, og det tror jeg heller ikke. at andre anklagere har lyst til. Personligt vil jeg meget hellere være den imødekommende anklager, der får processen i retten til at glide.
At det så rent faktisk og taktisk kan afstedkomme, at man opfattes som en smiling killer, der pludselig fører kniven til sidst under proceduren, det er en anden sag. Man skal ikke udstille nogen, hvis der ikke er behov for det, men én mand, der 30 gange har tævet sin kæreste, kan man godt finde nogle skarpe betegnelser til.”
Forsvarsadvokaten vil slå ned dér, hvor anklagemyndighedens sag står svagest. Og derfor handler det som anklager om at tage brodden af forsvarerens stærkeste argumenter ved at påpege de væsentligste indvendinger mod beviserne, før forsvareren får mulighed for det.
I ’Frisørsagen’ mod chaufføren Ahmad Abu, der blev frifundet i byretten, er svagheden manglen på direkte beviser. Der er intet klart bevis for, at chaufføren kendte til sin vens plan om at begå skyderiet. Og hvad gør man så? Man binder indicier sammen – en disciplin, der giver Kristian Kirk stor tilfredsstillelse.
Eftersom det er så godt som umuligt at bevise, hvad en anden person ved og tænker i et givent øjeblik, fokuserer han på Ahmad Abus adfærd før, under og efter skyderiet: U-vendingen, nedsænkningen af farten, flugten til det lejede sommerhus i Marienlyst, og telefonsamtalen med sin far dagen derpå, hvor Ahmad Abu siger de inkriminerende ord, ”os begge to, os begge to.”
”Lad os nu lege med tanken, at Ahmad Abu ingenting vidste om, at hans ven ville trække et våben på Ringstedgade. Lad os antage, at han er helt uskyldig,” indleder Kristian Kirk sin procedure i landsretten.
”Hvad ville man gøre, hvis man sad i en bil og ens ven pludselig trak et våben og skød en mand? Man ville nok være chokeret, så måske er det plausibelt nok, at man straks ville køre fra gerningsstedet. Ja lad os give tiltalte en chance.
Men hvor langt ville vi køre med vores ven, hvis vi vitterlig ikke havde noget med det at gøre? Ville vi køre med til hans kolonihavehus og skifte over til en anden bil, køre videre mod København, mens vores ven stadig havde pistolen på sig? Ville vi gå under jorden og flygte til et sommerhus med ham? Ville vi, når vores far ringede, sige, at vi havde været med til at gøre det? Nej, selvfølgelig ikke.”
”Og så er det da allersenest til grundlovsforhøret, at vi ved vores fulde lungers kraft ville bedyre vores uskyld, men det gør Ahmad Abu ikke. Han nægter at udtale sig i grundlovsforhøret. Det er absurd adfærd for en uskyldig mand. Jeg tillader mig at spørge, hvad er de to ikke sammen om?”
Efter Kristian Kirks afsluttende procedure er det forsvarer Kristian Mølgaards tur. Han beskylder Kristian Kirk for gætværk, han henviser til juridisk litteratur, der understreger, at det ikke er tilstrækkeligt, at anklagerens version af et hændelsesforløb er mere sandsynligt. Og så siger han, at anklageren jo ikke ved noget som helst om, hvad der foregår inde i Ahmad Abus hoved. Det ved kun Ahmad Abu.
I retten er der stilhed før dommen. Nervepirrende stilhed, forstørret af krageskrig og en snøft, der sætter sig i gardinerne. Kristian Kirk pakker forsigtigt sine papirstakke ned i en stofpose. Da døren for enden af salen åbner, rejser alle sig. Nævningerne kommer ind først, derefter de tre dommere.
”Sid ned.”
”Tiltalte Ali Bakir idømmes fem års fængsel,” siger retsformanden.
Fra tilhørerpladserne sukker en gruppe indvandrerdrenge. Med pegefingeren på læberne og tommelfingeren på hagen smiler Kristian Kirk og kigger over på modparten i rummet,
”Tiltalte Ahmad Abu idømmes fire års fængsel. Ahmad Abu frifindes for ubetinget udvisning, men bliver idømt en betinget udvisning,” fortsætter dommeren.
Ni stemmer for betinget udvisning, ni stemmer for ubetinget, der er komplet stemmelighed i nævnetinget, men er der dét, skal det altid komme den tiltalte til gode. Ahmad Abu er blot én nævningestemme fra at være færdig med Danmark og det liv, han har kendt til. Det er vildt at tænke på, konstaterer Kristian Kirk, da han er på vej ud til sin cykel i brostensgården bag landsretten.
Ali Bakir går til gengæld fra syv år i byretten til fem år i landsretten, fra skyldig i drabsforsøg til skyldig i grov vold. Det resultat er, efter bevisførelsen, højst overraskende for Kristian Kirk. At man kan skyde syv gange mod en mand, ramme tre gange og så blive frifundet for drabsforsøg, det havde han ikke regnet med.
Det hedder sig i anklagemyndighedens terminologi, at man som anklager ikke ’vinder’ og ’taber’ sager, man ’fører’ dem. At tale om sejre og nederlag må stå for forsvarsadvokaternes regning.
Men ét er, hvad anklageren fremfører i retten på baggrund af juraen og de interne retningslinjer i anklagemyndigheden, noget andet er, hvad Kristian Kirk personligt føler er retfærdigt og uretfærdigt. Retfærdighed og jura er ikke 1:1. Det ene er subjektivt, det andet er objektivt. Så i virkeligheden føler Kristian Kirk det ofte på samme måde som forsvarerne. Mange gange har han følt, at han har vundet eller tabt, navnlig tabt. Sker det, siger han ikke: ”Pyt, jeg førte sagen, videre til den næste.”
Men man kommer aldrig til at se hans reaktion i retten. Den venter han med at vise, til han kommer hjem.
Navnene på hhv. vidnet og den forurettede er opdigtet. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.
LÆS OGSÅ: Mads Tærsbøl har en særlig gave: Hans afføring doneres til syge
