Det var ikke svært at kende forskel på royale og kommunale, da prinsen inviterede til 18-års fødselsdag scroll-down

Det var ikke svært at kende forskel på royale og kommunale, da prinsen inviterede til 18-års fødselsdag

Nogle ting kan man bare kun købe for penge. Vi var med, da Danmarks kommende konge, Christian, fyldte 18 år.

Af Mia Skovby
Foto: Patrick Van Katwijk/Picture Alliance/Ritzau Scanpix
Samfund Euroman

ABDEL FRA GO’ MORGEN DANMARK står midt på Slotspladsen og ligner en, der keder sig. Lige bag ham har Danmarks Radio placeret et pop-up tv-studie, der virker til at være en mellemting mellem et havetelt og en trailer, hvorinde Ulla Essendrop i UGG-lignende bamsestøvler og Kåre Quist i Moon Boots sidder klar til at tage alle de uinviterede i hånden og vise dem, hvilken fest de ikke er inviterede til, mens disse mennesker sender sms’er med gode råd til 1212, der typisk lyder noget i stil med ”Lav dine egne fejl – lær af dem og kom videre,” som Lonnie fra Slagelse altså vil råde den kommende kronprins af Danmark til, hvilket man ikke kan mene noget dårligt om.

Indenfor til PET-sweeping overhaler jeg en fotograf fra DR, der er i færd med at hidse sig op over, at en narkohund har savlet på hans ting. Jeg går op til Drabantsalen, hvor der er en positionskamp i gang omhandlende, hvem der må stå hvor langs fløjlsbåndet. TV 2 Kosmopol er ikke tilfredse med deres plads. De er blevet gemt væk nede i bunden, hvor de står ved siden af en svensk journalist, der allerede har skrevet hele sin reportage hjemmefra foruden et hul i et afsnit, der først kan udfyldes, når hun har set, hvad prinsesse Estelle af Sverige er iklædt, og en udsendt fra Politiken, der fortæller mig, at der holder tavse Vikingebusser fyldt med 18-årige ude foran Christiansborg, der bare venter på, at klokken bliver 16, så de kan tømmes.

En fyr af asiatisk afstamning med Citybois-midterskilning, et par Air Force 1’s og et ’Vogue Scandinavia’-skilt spørger mig, hvilken dør gæsterne vil komme ind ad, og jeg stikker ham en lillefinger, men han insisterer på at tage hele armen, for snart er jeg i færd med at filme videoer af ham til hans TikTok, hvor han står og kigger længselsfuldt ud mod ridebanen.

”I can also take one of you?” foreslår han, men jeg foreslår ham at lade være.

DØRENE TIL DRABANTSALEN ÅBNES PLUDSELIGT, og ind kommer et par 18-årige ad gangen, der allesammen spurter forbi pressen, der må siges at være blevet taget med bukserne ned. Der når at komme mange 18-årige par igennem, inden journalisterne finder ind i deres rytme og begynder at råbe ”undskyld!” efterfulgt af noget med et øjeblik.

I anledning af tronarvingen prins Christians 18-års fødselsdag har man valgt at invitere 200 unge på tværs af landet. Hver kommune samt Grønland og Færøerne har fået lov til at sende to 18-årige afsted – en dreng og en pige. Der er forskel på, hvordan de 18-årige er blevet valgt. I nogle kommunerne er valget foregået ved lodtrækning, nogle steder har man valgt dem, der var den bedste ven, hvilket jo er en oplagt måde at måle ting på. I én kommune valgte man at førsteprioritere dem, der ville iklæde sig deres folkedragt, andre steder han man bevidst valgt nogen, der trænger til en god oplevelse.

De to udvalgte fra hver kommune følges sammen ind, men der er stor forskel på, hvordan de følges. Nogle vælger at gå med to meters afstand til hinanden, andre går arm i arm.

SELVOM ALLE DE 18-ÅRIGE, kommunerne har valgt at sende, trofast har fulgt invitationens dresscode (lang kjole, sort og hvidt), er der aldrig nogensinde tvivl om, hvem der har sin daglige gang på de bonede gulve, og hvem der ikke har. Man kunne fjerne de europæiske kongeliges tiaraer, medaljer, diamanter og ordensbånd, og stadig ville de skille sig ud fra de kommunale repræsentanter. Mens kjolerne og jakkesættene tilhørende de 18-årige har de rigtige ideer, i enkelte tilfælde også de rigtige silhuetter, mangler de noget essentielt. De mangler det, man kun kan købe for penge: den gode kvalitet.

Iklædt deres stiveste puds, kommer størstedelen af de kommune-repræsenterende piger til at ligne nogen, der er på vej til prom night på en amerikansk highschool. Der er pailletter, glimmer, billig satin og tyl. De kongelige ligner derimod nogen, der skal til gallataffel, og ingen skam ville føle i at få foræret et Zalto-glassæt til den nette værdi af 62.000 kroner af en halvfremmed onkel.

Foruden de mange unge fra Danmarks kommuner, Grønland og Færøerne har man valgt at invitere andre lettere påfaldende mennesker. Af gæstelisten fremgår en håndfuld personer, man har valgt at titulere ’influencer’ – heriblandt Rasmus Brohave, der egentligt bare glæder sig rigtigt meget til at prøve at komme til gallataffel, for han har aldrig prøvet at være til gallataffel, og den kristne youtuber Jasmin Lind, der for nyligt brugte 24 timer i Candy Mega Store, hvilket jo også er en form for bedrift.

Emil Obel, der engang vandt ’Den Store Bagedyst’, reflekterer over sine ligheder med tronarvingen: at de begge blev eksponerede over for offentligheden i en tidlig alder, hvilket jo i og for sig er sandt, man skylder måske bare at tilføje, at mens den ene var 17 år, da han blev et ’offentligt’ ansigt, var den anden nul år, da han blev et offentligt ansigt. Den førstnævnte håber, der serveres noget god mad.

DA ALLE DE omkring 350 almindelige mennesker har været igennem, er det de kongeliges tur.

Det er et større ritual, når de kongelige skal gennem døren, der indbefatter noget med, at nogen råber noget, og så gør de værnepligtige, der holder hof for enden af Drabantsalen, noget med deres gevær.

”Are those the English guards?” spørger ham fra Vogue Scandinavia mig, men jeg må desværre skuffe ham og sige, at det er Den Kongelige Livgarde (fra Danmark).

”Oh. They look so much like the English guards,” returnerer han.

Den eneste royalt affilierede, der gider at snakke med pressen, er en fra Australien, der glæder sig til at fejre sin fætter, mens de resterende, der tæller repræsentanter fra Norge, Sverige, Belgien og Holland, nøjes med at smile. Nogen går med til at få taget ét billede, andre smiler og ignorer fotograferne, når de spørger. De virker til ikke at bryde sig om at sige nej.

MENS DE DELE AF DEN DANSKE KONGEFAMILIE, der er fra den øverste, øverste, øverste skuffe, hilser på gæsterne, befinder jeg mig på Riddersalens balkon og observerer det, der mest af alt føles som et teaterstykke. De unge gæster gør deres entré til tonerne af Den Kongelige Livgardes musikkorps, der spiller meget Andreas Odbjerg og også lidt Ed Sheeran og TV-2.

De mange unge tager deres pladser, og det bliver snart tydeligt, hvilken umiddelbart vanvittig plan, Kongehuset har i støbeskeen: De har tænkt sig at drypplacere de forskellige medlemmer af de kongelige familier. Således ender det med, at de europæiske royale sidder placeret enkeltvis eller i par med en masse 18-årige, og jeg må sige, at jeg havde været rimeligt rasende, hvis jeg var rejst hele vejen til Danmark for at fejre min nevø, og han så havde placeret mig ved børnebordet.

At man har valgt at placere folk lettere tilfældigt resulterer i nogle sjove bordkonstellationer rundt omkring – fx sidder Grev Felix til bords med en anden af Danmarks største nepobabies, Safina Coster Waldau, standupkomikeren Eva Jin, en prinsesse fra Belgien, og tre kommunevalgte 18-årige. Prins Christian sidder til bords med sin farmor, kulturministeren, Norges prinsesse og nogle 18-årige, af hvem den ene har iklædt sig et outfit, der kunne sidde på en spansk tyrefægter.

Da alle er på plads, holder aftenens værtinde dronning Margrethe en tale for prins Christian, der mest af alt handler om hans manglende sociale mobilitet, og den slutter med et trefoldigt leve og en akavet, meget (meget) forsinket klapsalve.

Så dæmpes lyset, det er middagstid, og det er tid til, at pressen skal smides ud. Nordmanden fra Vogue Scandinavia spørger mig, om det bare var det, og jeg må skuffe ham og sige ja, det var det.

_____________

Efter publicering af ovenstående artikel har Euroman modtaget en del henvendelser for to afsnit i artiklen.

De to afsnit handler om de mange 18-årige fra hele Danmark, som var inviteret med til fest, og mere specifikt om det tøj, de havde på.

Pointen i de to afsnit er, at der trods en øget folkelighed fra Kongehuset og trods en kongelig invitation af folket stadig er forskel på royale gæster og så os andre dødelige. Pointen blev udfoldet ved at kommentere på det tøj, de 18-årige gæster var iført.

Resultatet blev desværre, at det kunne opfattes som en negativ kritik af de 18-årige gæster, deres stilvalg og deres økonomiske formåen i forhold til tøjkøb, og ikke som det oprindeligt var tænkt; at der trods fælles fest stadig er forskel på folk.

Det har ikke været meningen at udstille de 18-årige gæster. Det vil vi gerne undskylde for. Ideen med at invitere 18-årige gæster til fejring af landets 18-årige kommende konge er glimrende. Og vi kan levende forestille os, at de mange inviterede har haft deres livs aften. Den begejstring skal en reportage i Euroman ikke ændre på.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kongehuset