”Der kan sagtens være mange liv i livet. Det ikke er så farligt at sige farvel til det velkendte for at kaste sig over noget nyt”

FORLEDEN TALTE JEG med Christian Grau, mangeårig motorjournalist for Euroman, om hans ejerskab af ufatteligt mange biler gennem tiden. Han har en tommelfingerregel om, at han kan overskue at eje tre biler ad gangen, og hvis en ny skal ind, må en eksisterende ud. 

Vi talte om at skille sig af med biler, man holder meget af, og hans svar var ret forfriskende. For ham er det ingen skam at sige farvel til en bil, hvis han har haft den i et par år. For så har han kørt den. Lært den at kende. Mødt anerkendende blikke fra ligesindede. Så er der ligesom sat flueben ved den. Videre i teksten, videre til den næste køremaskine. Bilen kan sagtens være tilføjet livets auto-cv uden partout at skulle holde i garagen til evig tid. 

På turen hjem fra vores snak tænkte jeg over, at Christian Graus indstilling til ejerskab af biler egentlig er et ret godt ideal for, hvordan jeg selv gerne vil leve mit liv. 

Jeg tror på en tilværelse, der er sat sammen af forskellige faser og forløb. Og hvor jeg først for alvor bliver fri, når jeg bliver bevidst om, at lige nu og her fungerer tingene ret godt, men sådan behøver det ikke være for altid. Jeg vil gerne sætte pris på det, jeg har, men jeg vil også gerne være i stand til at lukke døren og sige, at noget må vige for at skabe plads til noget andet.