Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Dette er en af fodboldens mest sejlivede myter

Foto: Getty Images Det brasilianske landshold under VM-slutrunden i 1962

Dette er en af fodboldens mest sejlivede myter

Brasilianske fodboldspillere er en cocktail af karneval, caipirinha, kvinder og kæmpemæssige kønsorganer. Men er det nu også helt sådan, det er? Asker Hedegaard Boye har set nærmere på en af fodboldens mest sejlivede myter.

I svenske Henrik Brandão Jonssons Græsset er altid grønnere i Brasilien (2014, dansk udg.) findes et ubetaleligt roadtrip. Forfatteren og en amerikansk fotograf tager en taxa fra Rio De Janeiro til Pau Grande. Anledningen er den afdøde fodboldstjerne Garrinchas 70-års dag. Brandão mener at vide, at der på det lokale torv vil være en offentlig forevisning af en ny dokumentarfilm om legenden.

På deres vej overraskes de af et tropisk regnskyl og mister orienteringen. Svenskeren ruller vinduet ned og spørger en forbipasserende efter Pau Grande, der direkte oversat betyder stor gren og på disse kanter er slang for det mandlige kønsorgan. Manden tager sig i skridtet, bryder ud i et flabet grin og spørger: »Den her?« Taxachaufføren overtager samtalen, og taxaen kan fortsætte sin kurs mod den lille by ude midt i ingenting.

LÆS OGSÅ: Daniel Agger: ”Jeg blev nødt til at komme væk, for ellers ville jeg sprænge i luften. Jeg befandt mig i det røde felt"

Da de ankommer til Pau Grande er der mennesketomt. Ingen kender noget til filmfremvisningen, og ingen – ikke engang eleverne på byens gymnasium opkaldt efter fodboldspilleren – er klar over, at den stolte søn kunne være fyldt 70. De bliver ledt op til Garrinchas fætter, der bor lidt op ad bjergsiden. Taxaens hjul snurrer forgæves i den bløde lerjord, og de må gå det sidste, stejle stykke.

Manden, der bor i det store hus, som også fungerer som snack- og ølkiosk, viser sig ikke at være Garrinchas fætter, men tilhører i stedet »det uofficielle familietræ, som Garrinchas alkoholiseret far havde plantet i byen«. Heller ikke han aner, at hans 'fætter' ville være fyldt rundt denne dag, til gengæld finder han en mappe fuld af presseklip fra sin berømte halvslægtnings karriere. 

Han bladrer frem til et særligt foto. Ikke af en flot scoring eller en lykkelig jubel, men fra Botafogos omklædningsrum. Garrincha er afklædt og smiler til fotografen.

»I kan selv se, hvor veludrustet han var. Mindst 25 centimeter! Han har vist allerede fået oprejsning. Hele byen er opkaldt efter ham, sagde fætteren og grinede.«

Der er noget vidunderligt selvbekræftende over den lille historie. »Hele turen føltes meget ... Garrincha-agtig,« skriver Brandão, og det er svært at være uenig. 

Den brasilianske fodboldspiller, der var kalveknæet på det ene ben og hjulbenet på det andet, lagde verden for sine fødder i 1960'erne. Han vandt VM ene mand i 1962. Han var den smukkeste dribler, han forførte talrige kvinder, og han fik mindst 14 børn inden for og uden for sine to ægteskaber. Og så døde han selvfølgelig af druk i 1983. 49 år gammel.

LÆS OGSÅ: "Jeg fik hjertebanken og koldsved. Spillerne skiftede klub hvert minut, og jeg måtte sætte flere timer af til det daglige bogholderi"


Portræt-foto af Garrincha fra 1960. Getty Images.

Det er i Ruy Castros rigeligt sensationelle Garrincha (1995), at beretningen om Garrinchas kæmpemæssige kønsorgan første gang optræder. I samme bog viderebringes historien om, at Garrincha mistede sin mødom til en ged. I Alex Bellos' langt mere lødige Futebol – The Brazilian Way of Life (2002) hører vi, om det retslige efterspil i kølvandet på den første beskyldning.

Bellos skriver i en fodnote: »Ruy Castro blev sagsøgt, men dommerens kendelse faldt ud til Castros fordel: 'Det må herfra understreges, at det ikke mindst i dette land er positivt at være veludrustet. Men vi må aldrig forveksle størrelse med potens. Vi brasilianere drømmer om begge dele'.«

Garrincha er naturligvis kongeeksemplet, men han står ikke alene. De fleste kender til Ronaldinhos slange af familiemedlemmer og fjendevenner, der i sin tid i Catalonien tog sig dyrt betalt for ikke at afsløre nye detaljer i stjernens stadigt mere udsvævende liv. Mange har også hørt om Roberto Carlos' nattefester i Madrid, Adrianos alkoholforbrug, der en overgang udartede til et regulært misbrug og Ronaldos overvægt. Og hvem var det nu, der lå i med hende den transseksuelle callgirl?

LÆS OGSÅ: Er europæisk fodbold blevet for forudsigeligt? 

Så glemmer vi helst, at broderparten af alle brasilianske fodboldspillere er lige så vindtørre som argentinerne, tyskerne, japanerne og danskerne. Hvert år eksporterer det store land et sted mellem 1.000 og 1.500 fodboldspillere. Langt størstedelen udfører deres arbejde på træningsbanen, restituerer i ro og mag og leverer deres bedste på kampdagene. For hver eneste Garrincha findes der mindst ti Lucas Piazón'er. Modne, ligevægtige topidrætsudøvere, der ikke har sultet i barndommen. Men skal man da ikke være lidt gal for at blive genial? Skal man ikke være driblet hele den snørklede vej ud ad slummen for at kunne give verden noget nyt og strålende?

Den store Pelé var gennem hele karrieren en fodboldspillende forretningsmand lige så interesseret i den næste guldrandede kontrakt som i den næste scoring. Mario Zagallo, der blev verdensmester som spiller i 1958 og 1962 og som træner i 1970, og som var med til at bestemme den moderne fodbolds taktiske grundlag, var den tænksomme type. Det prydelige 1980'er-ikon Sócrates var den politisk vakte sportsmand, der spillede en afgørende betydning i det brasilianske militærregimes endeligt. Storheder som Gérson, Rivelino og Dunga kom fra middelklassen. 

Cafu, der har den nationale landskampsrekord (142), er et barn af favelaen, men har aldrig gjort sig uheldigt bemærket i løbet af en nærmest pletfri karriere. Disse års vigtigste brasilianer, Neymar Jr., kommer rigtignok fra fattige kår, selv om han interessant nok er blevet beskyldt for at pynte lidt på armoden. Hans far var semiprofessionel fodboldspiller, men måtte stoppe karrieren efter en bilulykke. I dag udgør de to, far og søn, et solidt, økonomisk makkerskab, der uden tvivl gør de fleste europæiske fodboldfamilier grønne af misundelse.

Neymar Sr. og Neymar Jr. har nemlig regnet den ud. De har forstået, at sønnens ansigt kan sælge alt fra læskedrik over teknik til undertøj og shampoo. 'Neymarketing' kalder Peter Banke det i sin Neymar – den brasilianske drøm (2013). At duoen er hårde og ublu forhandlingspartnere, så vi senest, da de sikrede sig et trecifret millionbeløb i forbindelse med juniors transfer fra Santos til FC Barcelona. Et forløb der kostede Barça-præsident Sandro Rosell posten og stadig hænger som en tung dyne over afløseren Josep Bartomeu. Men som interessant nok ikke fik nogen konsekvenser for far og søn. Her er vi langt fra den glade og legende, men naive gadedreng.

LÆS OGSÅ: Da Muhammad Ali var hadet af alle

Men vi knuselsker stadig fortællingen om det fatale geni, der fik sin berømmelse, men som muligvis kunne have opnået endnu mere. Hvis bare han havde holdt sig fra karneval, caipirinha og kvinder. Hvor realiteten ender og myten tager over, er tilsyneladende ligegyldigt. For i en sportsverden befolket af strømlinede, seriøse og småkedelige atleter, der aldrig siger noget særligt, og som kun meget sjældent træder ved siden af, vi har brug for forestillingen om de skøre og skæve brasilianere. De største fodboldspillere er i dag kontrollerede og glatte brands, der skal appellerer til alle og dermed ikke rigtig nogen. De leverer overskrifter på banen, men giver intet udenfor. 


Brasiliens landshold ano 2014 på hjemmebane under VM-slutrunden. Getty Images.  

LÆS OGSÅ: Ulrik Wilbek: "Jeg har det svært med belærende folk i jakkesæt"

Vi vil så gerne finde lidt smuds og nerve og konflikt, men det bliver stadig sværere. Det var derfor, at Cristiano Ronaldos 30-års fødselsdagsfest i februar blev en nyhed. Samme dag havde Real Madrid tabt til lokalrivalerne fra Atlético Madrid, men portugiseren valgte at gennemføre sin fest som planlagt. Blandt andet fordi 40 særligt inviterede børn allerede var ankommet til Madrid. Til sodavandsdiskoteket fik Ronaldo og holdkammeraten James Rodríguez taget et smilende foto. Mere var der næppe i den historie.

Men i dagene efter kunne den store spanske sportsavis Marca rapportere om store uenigheder i Real Madrid-truppen. Spanierne Iker Casillas, Sergio Ramos, Jesé, Álvaro Arbeloa, Isco og Daniel Carvajal havde ikke deltaget i festen i respekt over for deres skuffede fans. Ifølge Marca skulle klubanfører Casillas angiveligt have forsøgt at overtale Ronaldo til at aflyse festen i selve spillerbussen kort efter nederlaget på Vicente Calderón.

Til radiostationen Cadena Ser udøvede Ronaldos agent, Jorge Mendes, et stykke dygtigt og professionelt damage control

LÆS OGSÅ: Michael Laudrup: En gentleman i nye klæder

»Cristiano var nedtrykt oven på nederlaget, men han kunne ikke bære at aflyse festen. Familie og venner fra hele verden var fløjet ind kun til denne lejlighed. Han gjorde det rigtige, men hans smil på billederne var lidt falsk, for han var virkelig ked af det,« sagde Mendes.

En uge tidligere fik FC Barcelona-spillerne Gerard Piqué og Lionel Messi samme behandling. Natten efter et nederlag til Málaga og bare et halvt døgn før afrejsen til Manchester (og den første 1/8-finale i Champions League mod City) blev de to set på et kasino sammen med deres gode ven og tidligere holdkammerat, Chelsea-stjernen Cesc Fàbregas. Trioen drak ikke alkohol og var hjemme før midnat, men lige lidt hjalp det.

I både England og Spanien øjnede pressen en sensation, og spillerne måtte forklare sig.
»Det er en del af mit privatliv. Jeg havde bare en god aften. Der er ingen problemer mellem os og træneren. Forholdet er godt, og der er ikke noget at bekymre sig om,« sagde Piqué, der i øvrigt fik fuld opbakning fra sin cheftræner, Luis Enrique.

Spillere som Ramires, Hulk, Óscar, Marcelo, Hernánes, Lucas Moura og Lucas Leiva har brasiliansk pas, men kunne lige så vel havde været argentinere eller noget tredje. Fodbolden lever af nationale stereotyper. Indimellem er der mere kød på fordommen end andre, men brasiliansk har længe været en gummibetegnelse.

I den brasilianske Série A begås der flere frispark, uddeles flere kort og sparkes flere lange bolde end i nogen europæisk topliga. Landsholdet har ikke spillet futebol bailado siden VM 1982. Garrincha var et undtagelsesmenneske, ligesom den 13 år yngre George Best var det. De var geniale og grænseløse. De var de bedste, og de var alt for meget. Men de var ikke et koncentrat af deres respektive nationer. De var bare tilfældigvis fra Brasilien og Nordirland.

LÆS OGSÅ: Fremtidens landshold: Pierre-Emile Højberg

LÆS OGSÅ: Christian Eriksen: Sådan skyder jeg frispark

LÆS OGSÅ: 11 fodboldstadions, du tror er fra næste årtusinde