Euroman-kassiker: Thomas Gravesen
Foto: Joachim Ladefoged

Euroman-kassiker: Thomas Gravesen

Euroman-klassiker: Thomas Gravesen

EL OGRO OG DE VISES STEN


Madrid, februar 2005

Klokken er godt l natten til onsdag 23. februar 2005. Flaskerne med nationalbryggen San Miguel, der blev bestilt på Senor Sivebaek, værelse 640, er efterladt i løs kegleformation foran det eneste selskab i salonen på Hotel Miguel Angel i Madrid. De tre mænd fra Danmark, som udgør den sluttede kreds, der har forlænget hotelbarens åbningstid, har lagt sig tungt tilbage i de mønstrede lænestole. De har rekapituleret, sagt, hvad der skulle siges, og de ser ud til at føle sig lovligt undskyldt for at oppebære de stille smil, som kan anes i hvert af deres trætte ansigter.



Fodboldagent John Sivebæk og hans følge har befundet sig i den spanske hovedstad i små to døgn. De har penduleret fra den ene forhandling til den anden, og når de ikke har gjort det, har de med alvorlige miner holdt rådslagninger i de mindst befolkede hjørner af hotellets lobby. Sådan var halvdelen af mandagen og det meste af tirsdagen gået, indtil de lidt efter klokken 20 kunne sætte sig til rette på øverste tribuneafsnit bag det ene mål på Estadio Santiago Bernabeu med hotdogs og sodavand inden for rækkevidde og den store kulmination i sigte.

På det tidspunkt kunne de ikke gøre mere. Nu var det op til deres mand på banen, den danske fodboldspiller Thomas Gravesen, der i støvregnen fire etager nede udvekslede førstegangsafleveringer med Zinedine Zidane. Men selvom nogen bedre opvarmning til en Champions League-debut vel næppe kunne opdrives, og få troede mere på Thomas Gravesen end John Sivebæk, havde agenten flyttet sig uroligt i sædet. Ville hans spiller vise sig overmatchet på det niveau, som de sammen havde efterstræbt så tålmodigt og fokuseret? Det kunne jo ikke afvises med sikkerhed, og da slet ikke, når danskeren var så overbebyrdet på Real Madrids defensive midtbane, som agenten gav udtryk for, da han i pausen havde rejst sig for at strække sine engang så hurtige wingback-ben i de brune fløjlsbukser og trække duffelcoaten sammen i kraven mod aftenkulden.


21. februar 2005, motionsrummet på Hotel Miguel Angel : Footwear Technician Mauro Bianchin har lavet et aftryk af Thomas Gravesens fødder, så Nike kan specialdesigne et par støvler af modellen Air Zoom Total 90 III, der passer tillige præcis danskerens brede fødder. "Vi taler and - og jeg har dem fra ham her," siger Gravesen og peger på faderen, der er på besøg i Madrid. "Tager du den ... Andefar?" siger han og giver faderen en af tegningerne. Faderen kigger på aftrykket: "Ja, den dreng må da kunne gå på vandet."

Thomas Gravesen havde i første halvleg fejet banen rundt i den ene bolderobring efter den anden. Med armene let løftede som styrepinde for den krop, der var lige kompakt på begge sider af de store hvide shorts. Han havde banket sig demonstrativt på skulderen og derefter slået uskyldigt ud med armene, da dommeren efter 25 minutter havde dømt kampens andet frispark imod ham. Han havde gjort det i lutter fornuftsbestemte boldberøringer og råbt, dirigeret, gestikuleret og pustet sig op mere end hidtil set i hans tid i Real Madrid. John Sivebæk kunne for så vidt kun være tilfreds med, hvad han havde været vidne til, men han var også bekymret. Balancen mellem hjemmeholdets offensiv og defensiv var ikke på plads, og hvis Thomas Gravesen ene mand skulle dække af for de fremadrettede Zidane, Figo, Carlos, Salgado og Beckham, mens i hvert fald den ene af de to angribere drev uengageret rundt uden at gøre sig spilbar, ville han hurtigt blive slidt ned. Han havde allerede tabt fire kilo i løbet af sin første måned i Spanien, og selvom Sivebæk vidste, at der var blevet talt om, at David Beckham skulle indtage Em mere defensiv rolle i aftenens kamp, så var det ikke nok. Real Madrid skulle efter sæsonen afstemmes - mellem offensive og defensive spillere, mellem løbevillige spillere og luksusspillere, mellem mætte og sultne spillere. Visse spillere måtte væk, nye måtte til. John Sivebæk var godt nok kendt som en sindig jyde, men så langt ville han gerne gå, inden han satte sig ned for at se anden halvdel af kampen. Se Thomas Gravesen tage over, hvor han slap inden pausen, og se Real Madrid vinde l-O over Juventus i deres første indbyrdes ottendedelsfinale i sæsonens Champions League.


22. februar 2005, Hotel Miguel Angel : John Sive bæk er i Madrid for at forhandle Thomas Gravesens reklamerettigheder på plads med Real Madrid og for at se den danske spiller debutere i Champions League. Deres samarbejde blev grundlagt, da Sivebæk som 33-årig blev parret som værelseskammerat med den 18-årige Thomas Gravesen på en træningslejr med Vejle i 1995. John Sivebæk var vendt hjem efter over otte år i engelsk, fransk og italiensk fodbold, 87 landskampe og et europamesterskab, og han havde godt hørt, at der kom lidt af et problembarn op fra ynglingerækkerne. Da opkomlingen som noget af det første hægtede sig fast på hans ryg som en tæge for dernæst at sende en serie lammere ind på hans skulder, erfarede han, at der var noget om snakken. I dag er John Sivebæk Thomas Gravesens betroede agent.

Thomas Gravesen havde imponeret, og så meget for den indkøbspolitik, Real Madrids præsident, storentreprenøren Florentino Perez, et par år tidligere havde lanceret som 'la filosofia de Zidanes y Pavones' - indkøb af store stjerner, såkaldte gaiaeticos, som den franske verdensmester Zinedine Zidane og hjemmeavl som den spanske forsvarsspiller Francisco Pavon. For Thomas Gravesen var ingen af delene. Han var en bastard, Real Madrids første vinterindkøb i mange år, men efter aftenens kamp måtte det stå klart for enhver, at den kronragede danske landsholdsspiller havde en tydelig rolle at spille i Real Madrid. At han var en grundpille i monumentet Real Madrid, der var under genopbygning.

Det var det, de europæiske fodboldkommentatorer havde konkluderet på de avissider, der netop nu var ved at blive trykt rundt omkring i Europa, og det er med den bevidsthed, John Sivebæk - "selvom et par af galakserne havde løbet for lidt" - har nydt en stille øl med et træt smil. inden sneen begynder at dale i februarnatten på den ellers så nedbørsfattige spanske højslette.

"Tror I, der bliver skudt med snebolde i dag?" spørger Thomas Gravesen ud i Audiens kabine, da han styrer ud mod Real Madrids træningsanlæg, Las Rozas, morge nen efter kampen. "Det var der blevet, hvis det havde været i England," svarer han selv lidt efter, mens hans blik flakker sultent hen over det hvide motorvejslandskab.


Vejle Boldklub, jysk pokalmester for lilleputter, 1987: Thomas Gravesen misser med øjnene mod solen som den første spiller fra venstre i øverste række, mens Kaspar Dalgas sidder nederst til venstre.


Liverpool, december 2004
Thomas Gravesen foretrækker Audi, fortæller han, efter at han har vinket farvel til målmand Nigel Martyn på parkeringspladsen foran Evertons træningsanlæg, Bellefield, for at bevæge sig ind gennem middags disen mod sin lejlighed i Liverpools centrum. Holdkammeraten står tilbage og ryster på hovedet. Han har også lige overværet Tommy, som danskeren hedder på de kanter, spærre en dør for en, knipse en anden på øret og kaste fodboldstrømper efter en tredje - alt sammen på under et minut. "He's maaaad!" råber Martyn efter bilen.

Thomas Gravesen hører det ikke - han er i gang med at fortælle om sin bil. Hvis fodbold er hans ubestridte førsteprioritet, befinder biler sig på en klar andenplads, og han har vel ejet omkring 15 forskellige i sine fire et halvt år i England, erkender han hårdt presset. Hvor mange det blev til, da han boede i Hamburg, vil han ikke ud med, for så begynder visse medier, som han siger, bare at regne på priserne, og den glæde skal de ikke have. Men han vil godt vedkende sig, at den nuværende Audi overgår de øvrige Audier og de BMW'er, Mercedeser og den enkelte Porsche, han har prøvet af i kortere eller længere tid. Ferrari og Lamborghini har han stadig til gode, fastslår han.

"Hvis jeg bliver træt af en bil, så skifter jeg den ud. Jeg bruger jo ikke rigtigt penge på noget. Jeg har vel faste udgifter på 2.000 til lejligheden og 3.000 til telefonen om måneden. Det er det. Og så køber jeg lidt tøj," siger han, mens han på iPod'en zapper efter et indie-band, han kender hjemme fra Vejle.

Den danske landsholdsspiller boede i sine første år i Liverpool i et hus i udkanten af byen, men nu er han flyttet til en lejlighed med en stue og to soveværelser i et moderne byggeri med glasfacade midt i byen. Det ekstra soveværelse til besøgende familie og venner, et billardbord - "fra Søren Søgaard i Vejle" - i stuen, en computer og en god skærm i soveværelset til at se fodbold på, og fornødenhederne er dækket. Klubben betaler oven i købet langt størstedelen af huslejen, og så kan Thomas Gravesen godt leve med, at han en gang imellem af sine rådgivere bliver klandret for, at han ikke har investeret i fast ejendom.



"Jeg har fået en masse kammerater. Hvis man bosætter sig langt væk fra det hele, er man også selv skyld i, at man ikke bliver integreret, og jeg har snart flere venner uden for fodbold end inden for. Før i tiden var der en masse unge Liverpool-fyre på holdet, og dem hang jeg lidt ud med, og så havde de nogle venner ... Michael Ball (nu i Glasgow Rangers, red.) og Danny Cadamarteri (senest i Sheffield United, red.) og deres venner er jeg også blevet rigtig gode venner med. Nogle af dem skal jeg holde jul hos, for vi spiller jo den 26." Tidligere så han også de andre danskere, der spillede i området: Niclas Jensen i Manchester City og Stig Tøfting i Bolton, men de er begge væk nu. Der er for langt ned til Claus Jensen i London, men efter at Jesper Grønkjær er kommet til Birmingham, har de haft planer om en tur på kasino sammen. Altså, bare småbeløb, forsikrer han hurtigt. Ikke som holdkammeraten Pistone, der sidste år vandt et så stort beløb, at han kunne invitere hele familien til Maldiverne for lige på hjemvejen at runde Las Vegas, hvor han kunne hæve endnu en pæn gevinst. Han er god til kort - "han kan tælle dem, det svin!" - som Thomas Gravesen siger. Men nu er Jesper Grønkjær jo alligevel på vej til Spanien, så det bliver nok ikke til noget, tilføjer han og skruer op for Life Size Playfood fra Vejle.

"Jeg har også en kammerat, der skal arbejde for mig nu," siger han efter et stykke tid. "Han skal være min chauffør - min legekammerat. Han flytter herover snart. En, der hedder Kevin."

Thomas Gravesen griner, inden han fortæller om barndomskammeraten, der har arbejdet med betonelementer og siden på Schulstad - "de har en kæmpe fabrik i Vejle" - men nu har han sagt op og vil gerne prøve noget helt nyt.

"Han ville gerne lidt væk, og så sagde jeg, at han bare kunne komme over til mig. 'Hvad fanden skal jeg lave?' spurgte han. 'Du skal satanedeme gøre rent', sagde jeg til ham. Nej, det gad han kraftedeme ikke."

Men skal han være din chauffør?
"Nej, han skal bare køre lidt med mig. Være min legekammerat og sørge for, at jeg ikke keder mig."

Er det nemt at kede sig herovre?
"Nej, det synes jeg ikke. Det kommer an på, hvilken type du er. Men det er rart at have en at tale dansk med en gang imellem. Jeg har også sagt til træneren: 'Tag nu for helvede og køb en dansker'.

Thomas Gravesen griner igen. "Men nu har han besluttet, at han gerne vil herover. Men hvem siger, at jeg bliver her - det kan sagtens blive Spanien eller ... "

Bandet fra fødebyen tager over igen, og Thomas Gravesen parkerer foran den italienske restaurant Est Est Est i det byfornyede pakhuskvarter Albert Dock.


2. december 2004, Evertons træningsanlæg, Bellefieid: Thomas Gravesen indtager som den første den spartanske spisesal med billederne af klubbens gamle helte på væggene og champignonsuppe og sweet & sour kylling på menukortet. øjeblikket efter bestiller Duncan Ferguson sine daglige to stykker toast og en skål pasta, Nigel Martyn bladrer i The Sun, og Kevin Campbell sms'er.

THOMAS GRAVESEN æder sine ord i sig, da han har sat sig til bords. Den tjekkiske Liverpool-spiller Vladimir Smicer, der sidder et par borde væk, tjeneren, der allerede har indsmigret sig og spurgt til billetsituationen til næste uges derby mod Liverpool, og alle andre i fodbold-Europa ved, at danskeren er fri af sin kontrakt med Everton til sommer. Rygtemøllen maler, og når den ene tabloid melder danskeren på vej til Manchester United den ene dag, sender den anden ham til AC Milan døgnet efter. Derfor er det også forkert af ham overhovedet at nævne Spanien, hvor lidt konkret det ellers måtte være, for der er spekulationer nok i forvejen .

"Jeg er meget nysgerrig, jeg er meget interesseret i at vide, hvad folk synes om mig som fodboldspiller, og hvilke klubber der har lyst til at skrive under med mig. Men der er ikke nogen besked fra mig, når nogen henvender sig. Kun et telefonnummer til John Sivebæk, for han styrer alt det her. Jeg koncentrerer mig om at spille fodbold, og det er sådan, vi har delt det op, John og jeg: Jeg tager mig af det sportslige, og John har det forretningsmæssige."

Det vil sige, at John samler tilbuddene sammen, og så refererer han til dig?
"Nej, han refererer faktisk ikke til mig - jeg ved overhovedet ikke noget som helst. Hånden på hjertet: Jeg ved 100 % ikke noget i øjeblikket."

Ved du slet ikke, hvilke klubber der har ringet til John?
"Overhovedet ikke, for jeg har bedt ham om ikke at sige det til mig, så jeg kan koncentre re mig om at spille fodbold. Jeg tror, at hvis jeg får at vide, at den og den klub er begyndt at interessere sig for mig, så vil jeg tænke på det i stedet. Hvis jeg spiller godt, så kommer der også det kontrakttilbud, jeg vil have."

Men bliver du ikke nysgerrig, når du kan læse i avisen, at Milan og Manchester Uni ted skulle være interesserede?
"Nysgerrig og nysgerrig - jeg synes da, det er spændende. Men det er rygter, og det er skægt for læserne, for det er med til at holde spillet i gang. Men det er ikke så godt, når man er i en situation som min og bliver spillet ud mod ens egen klub - det er sgu ikke så godt. Jeg har lært at tage rygter med et smil."

Har du tidligere oplevet, at det forstyrrede dit spil, hvis du tænkte for meget over det?
"Ja, helt klart. Jeg tænker meget over det, jeg laver. Jeg vil være den bedste. Derfor har jeg også sagt, at jeg vil koncentrere mig om at spille fodbold, så længe jeg spiller fodbold . Jeg har skubbet alt andet væk. Virkelig koncentreret mig om det og bygget en tilværelse op omkring fodbold. Det betyder meget for mig - jeg vil være den bedste, og det koster megen energi og mange kræfter. Jeg tænker meget på de kampe, jeg skal spille. Og hvis jeg skal til at tænke på alt muligt andet, så forsvinder noget af energien, jeg skal bruge på fodbolden. Derfor holder jeg mig fra historierne, indtil det bliver alvor. Hvornår det bliver, ved jeg ikke. Vi har ikke sat en deadline, for vi vil ikke presses op i et hjørne. Jeg vil have det sådan, at jeg kan overskue alle de mulighe der, der måtte komme."

Men på et tidspunkt kommer Everton vel og siger, at de bliver nødt til at have et svar fra dig ...
"Ja, det er klart, og så må vi give dem et svar til den tid. Indtil videre har jeg en rigtig god dialog med manageren (David Mayes, red.) om, hvordan vi skal tackle det, for vi har begge to meget drive i forhold til de ting, som vi gerne vil. Vi er begge to meget professionelt indstillede, og vi har nogle målsætninger, som vi vil nå, men om de kan opfyldes her i Everton, vil tiden vise. Hvis vi skal spille alle de kampe, vi håber på, så har vi brug for flere spillere. Ikke sagt, at de spillere, vi har nu, er dårlige, men hvis en spiller bliver træt, så skal der være en anden god spiller at sætte ind. Vi er 13-16 mand i vores trup nu, og det er simpelthen ikke nok."

Har du stillet krav om det?
"Nej, jeg har ikke stillet nogen krav, men vi har talt om det. Jeg vil gerne spille i Europa her i den sidste del af min karriere."

Kan du pege på, hvilke kriterier der skal være opfyldt for, at en klub vil være interessant for dig - manager, geografi, økonomi osv.?
"Jeg kan ikke lægge mig fast på det og det. Det kan være, at der kommer en klub, som ikke ved første øjekast er en kæmpe klub, men som opfylder de ting, som jeg synes er vigtige. Derfor vil jeg ikke lægge mig fast på, hvordan klubben skal se ud, men jeg stiler selvfølgelig efter toppen - det er klart. Jeg vil gerne være med til at spille i Europa."

Det er et kriterium ...
"Ja, men det er ikke alfa og omega. Hvis jeg føler, at der er den rette atmosfære i den klub, jeg kommer til - som jeg følte, da jeg kom til Everton ... Der er heller ikke nogen, der siger, at jeg ikke bliver her - det er, som om alle går ud fra, at jeg skal væk, men hvis det hele flasker sig, er Everton et godt bud. Lige i øjeblikket spiller vi om en Champions League-plads, og det er det bedste i min Everton-karriere, og det vil jeg nyde til fulde. Det skal ikke ødelægges af, at jeg er transferfri til sommer."

Ville det ikke ærgre dig at slutte din karriere uden at have spillet Champions League?
"Jo, men det er jo ikke ret mange, der får lov til det. Det er da rigtigt, men igen: Kan jeg vælge det? Lad os nu se, om det er noget, jeg selv bestemmer."

Hvor lang tid regner du med at spille?
"Jamen, jeg tror, at den næste kontrakt bliver fire år - hvis jeg er heldig fem år - men fire år stiler jeg meget efter."

Og så stopper du ...
"Ja, det er det, jeg regner med. Nu må vi se, hvad kræfterne siger, for det er fysisk hårdt. Der er mange kampe. Vores målmand har spillet 800 kampe nu, og det når jeg aldrig." Thomas Gravesen gnægger og slår ud med armene. "Det kan jeg sige allerede nu. Jeg har spillet 3-400 kampe, og hvis jeg er heldig, når jeg måske 5-600. Med alt: klubkampe, landskampe, det hele. I øjeblikket har jeg overskuddet, kræfterne og energien til det, men jeg holder også øje med de andre spillere, og hvis jeg stadig efter min næste kontrakt er i form - er den bedste - så kan det godt være, at jeg tager et år mere. De næste fire år skal være de bedste i min karriere, og efter dem kigger vi på situationen igen, men jeg spiller ikke, til jeg er 35."



YNGLINGESPILLEREN Thomas Gravesen stod til at debutere for Vejle Boldklubs divisionshold i efteråret 1994. Cheftræner Ole Fritsen var i bekneb for forsvarsspillere, og han havde ligesom alle andre i klubben ikke kunnet undgå at lægge mærke til den talentfulde libero. Men bedst som chef træneren sendte bud efter ham, sparkede Thomas Gravesen en holdkammerat ned til træning. Ynglingetræner Ulrik le Fevre sendte ham ind fra træningen og satte i øvrigt sit job ind på, at spilleren under ingen omstændigheder skulle præmieres, som han sagde, med en debut på klubbens førstehold. Ole Fritsen imødekom kravet, og Thomas Gravesen måtte vente med sin indtræden på Vejles bedste hold til foråret 1995.

Hvor kommer det der temperament fra?
"Jamen ... "
Thomas Gravesen læner sig ind over bordet på restauranten og virrer med hovedet.

Har det været der altid?
"Ja, det har det sateme. Lige siden vi spillede indendørs som små. Hver gang vi havde tabt en kamp, så sad min bror og jeg og hylede nede bag banden. Vi ville fandeme ikke tabe. Men mine forældre har slet ikke samme temperament. Min far kan godt blive sur, når han taber i kortspil, men det er slet ikke i nærheden af ... Det er virkelig død og ødelæggelse, når min bror og jeg taber."

Var det fordi, der kørte en konkurrence mellem jer?
"Ja, det tror jeg. Det var i alt. Selvom han er tre år yngre, var vi bedste venner - vi hang virkelig sammen. Det var altid op om morgenen og ud og være sammen med ham. Ud og lege."

Hvad er det værste, I har gjort derhjemme?
"Vi har raseret huset op til flere gange med fodbolde. Læderbolde, der skulle med ind i huset, og så skulle der tyres. Døre, der blev sparket ind. Huller i døre. Baldrede ruder var en af de mindre ting. Der var en lille gang i det hus, vi boede i, og det passede med, at vi havde et mål i hver ende, og så blev der losset i flere timer."

Hvordan var du i skolen?
"Der var jo de der forældremøder, og så kom de hjem, og så skulle jeg høre, hvad de sagde, og den var ikke lige god hver gang. Jeg var rimelig god til sprog og sådan noget, men jeg var meget svær at styre. Det tror jeg. Jeg spillede bare fodbold. Uafbrudt. Hver gang der var frikvarter, så spænede jeg ud - ja, faktisk fem minutter før, og så kom jeg for sent til næste time, for jeg skulle sørge for, at bolden og det hele var klart til næste frikvarter."

Var det dig, der styrede gården?
"Nej, jeg havde min bane, og det var den, jeg styrede. Resten af gården havde jeg faktisk ikke noget med at gøre. Der, hvor pigerne stod og sludrede, var jeg ikke. Jeg var nede på banen med mudder på benene og huller i alle mine bukser."

Hvor var du, da I blev ældre, og de andre stod og røg under halvtaget?
"Der var jeg heller ikke - jeg spillede bare fodbold hele tiden. Altså, på min første skole var vi otte gutter, der holdt sammen og spillede fodbold altid. Men så flyttede vi fra Daugård til Vejle, fordi jeg ville noget med fodbolden. Forsøge at komme til tops."

Flyttede I, fordi du ville videre med din fodbold?
"Ja, mine forældre siger godt nok, at det ikke var sådan, men jeg føler, at det var for min skyld. At de virkelig støttede mig i det, jeg gjorde og ville."


Vejle Boldklub, DM-bronze og jysk pokalvinder for ynglinge, 1993: Thomas Gravesen - med et øksehug af en sideskilning - er nr. to fra venstre i nederste række. Træner Ulrik le Fevre yderst til venstre.

Hvor gammel var du?
"Jeg var 14 - jeg var lige blevet konfirmeret. De første tre år havde jeg kørt i bus ude fra Daugård. Jeg skiftede til Vejle alle rede som miniput. Indtil da havde min far trænet mig. Og så fik jeg nye kammerater - vi var en rigtig god trup i Vejle, som spillede sammen i mange år, men jeg var meget lille, da jeg var yngre, og det gjorde, at jeg hvert andet år spillede på andetholdet. Det var o.k., for næste år spillede jeg på første holdet. Men jo ældre jeg blev, desto stærkere blev jeg selvfølgelig. Vi var de der fem stykker med Kaspar Dalgas, Alex Nørlund, Jesper Søgaard, Peter Graulund og mig, som var stammen på holdet. Og der blev delt kontrakt ud til Søgaard, da han var meget ung, og til Dalgas, Graulund og Alex, og jeg fik min til allersidst, og det var jeg sateme sur over. Jeg var glad for at få kontrakten, men jeg var sur over at være den sidste. Det var lige inden, jeg blev rykket op til Ole Fritsen, men jeg var også stolt som bare fanden. Det var jo virkelig noget, der ville noget ... Hjem til mor og far og fortælle det. Det var også med til, at jeg ville meget mere - jeg ville være den første, der fik kontrakt, den, der blev valgt først. Det tror jeg har været med til at drive mig frem til, hvor jeg er nu."

Fik du kontrakten så sent, fordi der var denne her episode med Ulrik le Fevre?
"Der havde været nogle episoder til træning, hvor jeg ikke kunne styre mig. Jeg har ... Jeg havde et meget hidsigt temperament."

Hvad gjorde du?
"Ja, hvad gjorde jeg ikke. Der var masser af ting til træning. Jeg havde meget svært ved at styre mig dengang - også under Ole. Men Ole formede mig mere end nogen anden. Den dag i dag tænker jeg på mange af de ting, der skete med ham."

Hvad var det, Ole Fritsen kunne?
"Ole Fritsen har i mit tilfælde været en mentor. Han har virkelig fået drejet mig ind på et spor, hvor jeg bruger al min energi på fodbold, hvor jeg tidligere brugte den på alt muligt andet. Jeg havde et frygteligt sprog, da jeg var yngre - troede, at det kun drejede sig om mig. Jeg har haft gode og mindre gode samtaler med ham, hvor vi har forsøgt at gøre det rigtige. Han stolede og troede 100 % på mig, og han lagde meget af sin energi i at gøre mig til en bedre fodboldspiller. Det kan jeg kun takke ham for, for hvis jeg ikke havde fået den rigtige træner på det rigtige tidspunkt, havde de nok givet op med mig. Så havde de smidt mig et andet sted hen, for de ville ikke bruge tiden på det."

Hvordan foregik de samtaler?
"Mange af dem med ham alene, hvor vi sad inde i hans rum og snakkede om den måde, jeg var på, den måde, man ikke måtte være på, og den måde, man skulle være på for at kunne komme langt. Han fortalte om sin tid i Holland - Ole havde jo været topspiller, så jeg lyttede meget. Jeg var meget ærgerrig, men jeg forvaltede det bare på den forkerte måde til at starte med."

Svinede du også de andre til?
"Jamen, jeg havde slet ikke respekt for de andre - overhovedet. Det hele var bare mig. Og hvis ikke det bare var mig, blev jeg fuldstændig hysterisk. Og det var jo ikke rart, når sådan en 80 kilos knægt fuldstændig vild i sit hoved bare hjulede rundt på banen - så kunne det godt være, at man skulle trække benene til sig. Eller hvordan fanden det nu kom til udtryk."

Du gik over stregen ...
"Ja, mange gange - også i kampe. Jeg blev smidt ud for et godt ord dengang, og det var helt klart noget, jeg skulle lære at styre, og det gjorde jeg under Ole. Så har jeg selvfølgelig gemt noget i mig ... ha ... men Ole gav mig et lille råd: Han syntes, at jeg skulle have tre små sten i min lomme - altså inde i midt hoved, ikke - og hver gang jeg blev helt sindssyg, skulle jeg tage de tre sten og flytte dem over i den anden lomme. Det var jo rent psykologisk - jeg skulle bruge mit hoved til at tænke på at flytte de sten, og så glemte jeg, hvad jeg havde gang i."

Bruger du stadig det?
"Ja, fandeme ja. Hvis jeg er helt oppe at ringe, så tager jeg lige de tre sten og flytter dem over. Generelt bruger jeg det til fodbold, men jeg bruger det også, hvis jeg sidder og laver noget og ikke kan få det til at fungere - så bruger jeg det lille trick."

Er du lige så temperamentsfuld uden for banen?
"Nej, bestemt ikke. Udenfor er jeg en helt anden type. Jeg er meget mere rolig og vil gerne hygge mig og sludre. Der må gerne ske noget, men det skal helst være i faste rammer. Ikke noget, som går over stregen. Jeg har aldrig røget en cigaret i mit liv."

Stolede du på Ole fra starten - jeg kunne godt forestille mig, at en 18-årig dreng med ild i røven ville være noget skeptisk over for at skulle flytte usynlige sten fra den ene lomme til den anden ...
"Jeg snakkede meget med min far om det, og han var meget positivt stemt over for Ole. Han var virkelig begejstret for de ting, Ole kunne - og det var jeg også selv. Jeg havde tillid til ham. Fuldstændig, for de ting, jeg præsterede på banen, kunne med det samme overføres til det, Ole havde sagt. Jeg kunne tydeligt se, hvor det kom fra. Jeg var en komet som l7-l8-årig - jeg stormede frem, og det var virkelig kun pga. ham. Ole har poleret mig og gjort mig til den spiller, jeg er i dag."

Hentede I hjælp andre steder fra?
"Nej, overhovedet ikke. Ole er skolelærer, og han kunne sagtens styre mig. Han er ikke så stor, men han havde alligevel det, der skulle til. Og jeg vidste jo godt, når jeg havde gjort noget, jeg ikke skulle have gjort. Han havde den der udstråling. Det værste, han kunne gøre, var at sende mig ind fra træning. Skide være med alt det andet ... De kunne tæve mig, bare de ikke sendte mig ind fra træning. Og det fandt han ud af. Han skulle bare lige overveje det, så var jeg klar igen. Det var sådan nogle små ting, men de har åbenbart virket."

Hvis vi siger, at dit temperament, da du kom frem i Vejle under Ole Fritsen, var 100 %, hvad er det så i dag?
"I dag er mit temperament stadig 100 %, men 80 af det kan jeg kontrollere. I gamle dage kunne jeg ikke kontrollere noget af det. I dag kan jeg styre 80-90 % af det, og det er kun en gang imellem, jeg bliver nødt til at finde stenene."

THOMAS GRAVESEN kender sin by. Liverpool skal være Gapital of Gulture i 2008, så "midtbyen er bare en stor kran i øjeblikket," som han fortæller på vej ud til industrihavnen efter frokosten, mens han peger ivrigt ud ad bil ruden. Der er færgerne til Dublin. Der er et stort marked hver søndag. Der blev 'The 51st State' med Samuel L. Jackson optaget. Der er alle barerne. Derovre på den anden side af vandet bor Jan Mølby - "sådan et Vedbæk-agtigt sted."

Og dér er det hotel, hvor udeholdet bor, når de skal spille Champions League mod Evertons lokalrival Liverpool FC. Det ved Thomas Gravesen. Han har i løbet af efteråret set spillere fra bl.a. Monaco og Deportivo La Coruna tjekke ind og ud på hotellet, og han har af og til fået en fribillet af holdkammeraten Lee Carsley, der kender Liverpool-spillerne Chris Kirkland og Steve Finnan fra det irske landshold. Og så har Thomas Gravesen for en gangs skyld ladet bilen stå, hoppet på bussen til Liverpools hjemmebane, Anfield Road, og trukket sin Danmarks-hue godt ned over det skaldede hoved, så han ikke skulle blive genkendt. Det blev han alligevel en gang imellem, men nu havde han da i de mindste lidt at bidrage med, når et par af landsholdskammeraterne spurgte, hvad han egentlig lavede midt på ugen, når de andre spillede Champions League eller UEFA Cup. Det tætteste, Thomas Gravesen havde været på den verden, var, da han, lige inden han blev solgt til Hamburger SV i august 1997, spillede en UEFA Cup-kamp for Vejle mod israelske Hapoel Petach -Tikva.

"Min træner i Everton har et ordsprog: Græsset er ikke altid grønnere på den anden side. Det har han jo ret i. Jeg har det helt fantastisk her i Everton, rigtig godt på og uden for banen. Det kører bare lige i øjeblikket, og der er ikke nogen, der kan love, at jeg vil få det på samme måde i en anden klub. Det er den ene side af det - den anden er, at jeg gerne vil prøve at spille Champions League eller UEFA Cup, alle de kampe, som bliver vist tirsdag, onsdag, torsdag, og som jeg selv sidder og kigger på."

Er det en fortrydelse, at du ikke har nået det endnu?
"Nej, den eneste fortrydelse er, at jeg godt ville have haft hele min familie med. Også til at opleve det hele. Men det kunne jeg ikke, og sådan er det. De har set så mange kampe, som de overhovedet har kunnet."

Har der været gange, hvor du har været ved at give op?
"Nej. Jeg har altid haft John og min far til at snakke tingene igennem med, når jeg har haft problemer med lysten. Nu har jeg været i udlandet længe, og der har selvfølgelig været perioder, hvor det ikke har været så sjovt - hvor vi har tabt hele tiden, og hvor jeg ikke har kunnet få det til at fungere. så må man arbejde med det, for det har ikke kørt i olie hele vejen igennem. Da jeg kom til Hamburg, var det en bundskraber - da jeg forlod Hamburg, havde vi kvalificeret os til Champions League. Da jeg kom herover, var vi et middelhold, og i dag ligger vi til Champions League. Hvis man bliver ved med at tro på det og har en styrke og ro i sig selv, så skal det nok lykkes, selvom man får noget modgang."

Havde du det i dig fra starten?
"Ja, det har jeg haft hele tiden, og det har jeg helt klart med hjemmefra - fra mine forældre. Hvis der er vanskeligheder, må man arbejde sig ud af dem. Er der noget, man kan gøre, så må man gøre det. Ofre det, der skal til, for at komme frem til det mål, man har sat sig."

Hvad er det største offer ved at leve den tilværelse?
"Man er meget - hvis man ikke har fami lien med sig - overladt til sig selv, og man skal være meget stærk mentalt for at kunne leve sådan en tilværelse. Også selvom man har kone og børn med. Tilværelsen bliver meget koncentreret, og man har faktisk kun konen og børnene at læne sig op ad, for resten af familien er væk. Det er en meget hård tilværelse, men samtidig er aet jo godt, for det er det, man helst vil - det, jeg helst vil. Men jeg har også sagt, at så længe, jeg synes, det er sjovt, så gør jeg det, men når jeg synes, det ikke er sjovt mere - når det hele går fra hinanden - så vil jeg heller ikke mere. Det er ikke sådan, at fordi jeg nu er professionel fodboldspiller, så skal jeg gøre det, til jeg bliver 35 -37 år. Jeg gør det, fordi jeg kan lide det, og fordi jeg er vild med at spille fodbold. Jeg gør det ikke, fordi jeg skal gøre det, eller andre mener, at det skal jeg gøre, fordi jeg er så heldig, at jeg kan gøre det."



Men du er bevidst om, at det koster noget at leve den tilværelse ...
"Ja, selvfølgelig er jeg det. Når man flyt ter fra et sted til et andet, så kan man ikke holde på vennerne. Man har mange venner rundt omkring, men de har også et liv, og de kan ikke leve dit liv, fordi du nu flytter til Tyskland eller England. Og derfor har jeg valgt at holde på nogle af mine venner, og andre er lige så stille gledet fra, og det er der ikke noget at gøre ved."

Du har et par rigtig gode venner ...
"Ja, jeg har fire -fem -seks rigti g gode venner. De tager med mig alle steder, og det betyder meget, at de ringer, og vi ringer sammen. Det virker begge veje, og det er jeg meget, meget glad for. Det betyder meget."

Er de også fodboldspillere? "Nej, der er en af dem, der er fodboldspiller - de andre er bare kammerater fra tidligere. Men en af dem var faktisk en bedre fodbold spiller end mig, da vi var yngre. Ham Kevin. Han var på unionshold, og hvad ved jeg."

Det er ham, der kommer herover ...
"Ja, det er ham. Han valgte nogle andre ting dengang. Længere er den ikke. Jeg har valgt at gøre det på min måde, og jeg tror på det, jeg gør. Og han tror selvfølgelig på det, han gør, og vi minder meget om hinanden. Men han har kone og barn nu."

Og de kommer med ...
"Ja, jeg håber da, at han står ved det, men det kommer lidt an p å , hvordan fremtiden tegner sig, men lige meget hvor jeg ender, vil han gerne være med til at hjælpe mig. Jeg vil godt være med til at give ham en ople velse, og han vil gerne være med til at støtte mig. Så jeg har en kammerat uden for banen. Han vil meget gerne opleve lidt, og hans kone vil meget gerne studere på universitetet. For mig er det en kæmpe ting, hvis han kommer over - se, om vi kan fungere med en lille familie. Jeg er jo en helt anden slags - jeg er benhård, hvad det angår. Der er kun en ting for mig, og det er fodbold. Men efter snart ti år i udlandet, hvoraf de sidste har været på egen hånd, ville det være godt, hvis der kom en kammerat."

Kan man godt blive lidt ensom i den verden?
"Ja, det kan man sagtens. Det er helt klart, at en fodboldspillers hverdag godt kan blive meget ensformig - det er meget rutiner, som du lever i, fordi det er så meget koncentreret på kampene og de ting, du præsterer i kampene. Så du kan ikke bare rejse frem og tilbage, for så bliver du træt, og du kan ikke være træt om lørdagen - det er der 40.000 mennesker, der ikke vil finde sig i. De betaler for at komme ind og se dig. Jeg bliver nødt til at være i min s eng tidligt før en kamp. Selvfølgelig går jeg i byen, men op til weekendens kamp har jeg nogle rutiner, og de starter allerede torsdag. Torsdag, fredag og lørdag til kampen lever jeg efter de samme rutiner, og det er med til at gøre, at jeg spiller, som jeg gør. Hvis jeg først laver om på det, jamen, så er jeg ikke god længere."

Ved du det af erfaring?
"Jahh, det ved jeg ikke, men jeg kan tydeligt mærke, at jeg spiller bedst, når jeg har lavet de ting, jeg ved, jeg skal: spiser den pasta på det tidspunkt; drikker det vand på det tidspunkt ... Men hvis jeg har lavet et eller andet torsdag eller fredag op til kampen, så kan jeg mærke, at jeg mangler lidt power i slutningen af en kamp, og det vil jeg ikke. Det er der ingen grund til, n å r jeg nu har muligheden for ikke at gøre det, for så lang tid spiller jeg heller ikke fodbold."

Thomas Gravesen udpeger det kvarter på den anden side af havnen, hvor han boede i et hus, da han flyttede fra Hamburg til Liverpool i sommeren 2000.

"Det var helt perfekt, det var så stille og dejligt, men nu er jeg jo alene. Men det passer mig sådan set fint at kunne koncentrere mig fuldt ud om fodbold. Jeg siger ikke, at der bliver mere bøvl, men man kan godt se forskellen på de fyre, der kommer ind og har kone og familie. Ikke sagt, at det er konerne, der gør det, men de har bare meget mere om ørerne. De virker slidte, de virker trætte. Man kan måske sige det på den må de, at jeg er karrieremenneske."

Er det en beslutning, du har truffet - at være alene?
"Ja, man kan jo godt gå og lede efter en pige hele tiden, og det gør jeg ikke." Du prioriterer fodbolden ... "Det gør jeg."

Men det kan vel ske, at du møder en pige og bliver forelsket...
"Det er klart, ja. Så må man tage det, når det kommer. Men det næste år er et kæmpe skridt i min fodboldkarriere. Det er et meget vigtigt år," forklarer han og skynder sig med tilføjelsen: "Men det skal heller ikke lyde, som om jeg er sådan en gammel, stiven, der ikke gider have noget med damer at gøre. Det vil jeg gerne - jeg synes, det er sjovt."

Hvad ville være en god afslutning på din karriere?
"Jamen, det er vel at prøve at vinde et eller andet engang. Det er ikke mange, der vinder noget. Jeg har vundet U/ 23-turneringen i Danmark, men forstå mig ret ... "

To dage efter at Thomas Gravesen har sagt farvel ved porten til parkeringskælderen i sin ejendom på The Strand, sparker han et direkte frispark ind mod Bolton på hjemmebanen Goodison Park. Senere på måneden tildeler en af Englands toneangivende fodboldkommentatorer, BBC's og The Guardians Gordon Strachan, danskeren en plads på den centrale midtbane på årets hold i Premier League.

"Folk tror, at han er en udsmidertype, fordi han er skaldet, men han er en meget dygtig fodboldspiller:' noterer den rødhårede skotte.


DBU's oficielle indkaldelse til Thomas Gravesens første landskamp.

Vejle, januar 2005
"Ja, der er jo ikke skrevet under endnu."

Det er tæt på midnat torsdag 13. januar, og John Sivebæk vil ikke tage imod en lykønskning endnu. Han har netop modtaget meldingen om, at Everton og Real Madrid er nået til enighed om, at Thomas Gravesen med øjeblikkelig virkning kan skifte til den spanske storklub, og da agenten allerede har forhandlet spillerens forhold på plads, er sagen så godt som klar.

Nu har han blot 15 ubesvarede opkald på sin mobil, en lynpakning og en kort nats søvn at forholde sig til, inden han skal for lade sit hjem på Heisesvej i Vejle og boarde BA 8245 fra Billund til Manchester kl. 7.30 næste morgen. Mens Thomas Grave sen skulle pakke sin lejlighed ned i Liverpool, skulle John Sivebæk holde det sidste strategimøde på agentfirmaet Proactives kontor i Manchester, inden de op ad dagen skulle forenes i Manchester Airport. Her ville besætningen på Real Madrid-præsident Florentino Perez' privat jet vente på at fragte den danske delegation, der også ville tælle Gravesens gode ven Stig Tøfting, til lægetjek, finpudsning af kontrakten, ende lig kontraktunderskrivelse og præsentation for verdenspressen i Madrid.

Det hele var begyndt, da John Sivebæk en dag omkring jul havde modtaget en opringning fra en mand, der udgav sig for at være en af Real Madrid-præsidentens nærmeste medarbejdere. Agenten havde takket for henvendelsen og - som reglerne foreskrev - opfordret manden til at vende tilbage, når transfervinduet åbnede til januar. Det gjor de Perez' lakaj torsdag 6. januar - fire dage efter at den spanske sportsavis AS havde bragt nyheden om forbindelsen mellem klub og spiller på sin forside. Tirsdag 11. januar fløj John Sivebæk til Madrid, men forhand lingerne på Florentino Perez' direktørkon tor i entreprenørvirksomheden ACS i byens nordlige del afslørede for store uenigheder, og agenten returnerede dagen efter til Vejle. Ærgerligt, men det var sådan, det måtte være, tænkte agenten, og det havde alligevel aldrig været planen, at Thomas Gravesen skulle sælges før kontraktudløb til sommer. Desuden havde de godt ti andre seriøse henvendelser fra italienske, spanske, tyske, hollandske og engelske klubber at falde tilbage på, ligesom Sivebæk havde fornemmelsen af, at Real Madrid havde kig på fire-fem andre emner til den defensive midtbane, som holdets nye træner, brasilianeren Vanderlei Luxemburgo, havde betinget sig forstærkning til.

Da John Sivebæk trådte ind gennem døren til sit hjem, ringede en repræsentant for Real Madrid og meddelte, at klubben ,var villig til at strække sig lidt. Gravesen var efter John Sivebæks vurdering kommet i spil på sportsdirektør Arrigo Sac - chis anbefaling, og det var da smigrende, at storklubben bibeholdt interessen på den måde, men Sivebæk fastholdt de krav, han på forhånd havde aftalt med Thomas Gravesen. Samme aften ringede agentens telefon igen: Kravene ville blive indfriet, parterne havde en mundtlig aftale. Nu var det bare op til Real Madrid og Everton at mødes om en overgangssum. Everton spillede længe spillet og hævdede over for både danske, spanske og engelske medier, at de intet havde hørt fra Real Madrid, og at Thomas Gravesen i øvrigt ikke var til salg. I løbet af torsdagen fik John Sivebæk meddelelsen om, at Everton ikke ville sælge den danske spiller. Salget så ud til at falde til jorden for anden gang på to døgn, men sent torsdag blev han ringet op med beskeden om, at klubberne alligevel var blevet enige.



Og så fik agenten ellers travlt med at booke en billet til morgenmaskinen til Manchester. Han havde håbet på en aftale med en storklub, men at det skulle blive den største af dem alle, var dårligt til at fatte . Det var efter omstændighederne den bedst tænkelige kontrakt, Thomas Gravesen kunne have fået, og nu gjaldt det om at få fokus på den næste opgave.

Fredag 14. januar stillede de danske medier sig i kø for at meddele, at kontrakten var underskrevet, og TV2-Sporten kunne i sin 19 -udgave afsløre, at Thomas Gravesen var blevet tildelt trøjenummer 16 - det samme som i Everton. Dagen efter beskrev The Guardian livet i Everton uden Thomas Gravesen som et svært et, mens spanske Marca skrev om livet med Tho mas Gravesen som et farverigt et: El Ogro - trolden - var kommet til byen, og han var bilglad, altid beskæftiget, og så havde han i øvrigt kun respekt for Em mand: Ole Fritsen! Til Real Madrids egen tv -station, RM TV, sagde Thomas Gravesen selv: "Jeg vil vinde Champions League - og jeg tror, at jeg er kommet til det rette sted."

Thomas Gravesen var Real Madrid-spiller. Det var der nu skrevet under på.

Madrid, februar 2005
Madrilenerne er vågnet op til en by, der er dækket af et tyndt tæppe af sne. De af dem, der har nået at løbe sportssiderne igennem, inden de blev låst fast i den kaotiske morgentrafik, kan konstatere, at Zidane er dagens helt. Han havde været aftenens store stjerne, men Thomas Gravesen får også sin anerkendelse - han har vist sig meget vigtig for Real Madrid, som både AS og Marca anfører. Til gengæld bliver David Beckham omtrent forbigået i tavshed. Han havde ellers været weekendens medieyndling, efter fru Victoria havde skænket ham parrets tredje søn, Cruz, der ligesom sine to ældre brødre, Brooklyn og Romeo, var navngivet efter lokaliteten for undfangelsen, men efter en Champions League-match mod Juventus måtte det handle om fodbold.

Klokken er 9.15, og i en Audi A6 3,2 sidder familien Gravesen fra Østjylland. Hvis Georg og Jette -Marie Gravesen havde hyldet samme princip som familien Beckham, havde sønnen bag rattet efter alt at dømme heddet Daugård Gravesen. Men Thomas Gravesens forældre er jordbundne mennesker, der har været ved deres ældste søns side siden søndag for bl.a. at hjælpe ham med at pakke et flyttelæs med køkkengrej ud. De synes i det hele taget nok, at det hele tager sig noget hysterisk ud i de sydlandske fodboldmedier, men de er da glade på sønnens vegne - det er jo det, han gerne vil, og de har selv ansporet ham på vejen, så selvfølgelig havde de også nydt kampen i aftes.

Otte timer tidligere var Thomas Gravesen - iklædt sort, langærmet T-shirt, jeans og sorte Prada-sko - vendt hjem til den suite, der havde udgjort hans hjem siden ankomsten til Madrid en måned tidligere, efter hans første kamp i Champions League nogensinde. Han havde været ude at spise med sin tidligere holdkammerat i Everton, italieneren Pistone, der var rejst til Madrid for at se kampen. Han havde mødt John Sivebæk, agentens advokat og Proactives danske direktør i salonen, og han havde fortalt agenten, at han syntes, at Zinedine Zidane havde været god, og at Figo var god at have på holdet, fordi han altid gerne ville have bolden. Han havde i det hele taget været glad for kampen, men han havde også straks kunnet mærke skuffelsen hos holdkammeraterne, da de sad og snakkede i badekarret efter kampen. Stemningen var, at l -O næppe ville række, når det samlede regnskab skulle gøres op, men han havde aldrig hørt nærmere, for pludselig havde anfører Raul gjort tegn til, at han skulle få noget tøj på i en fart , for - nåede han at forstå - kong Juan Carlos var på vej ind i omklædningsrummet for at hilse på sit favorithold.

John Sivebæk havde pointeret, at Gravesen havde buset for meget i visse situationer, og han havde indviet sin spiller i, at han var bekymret for, om han var ved at slide sig selv ned. Hvorfor skulle han for øvrigt falde helt tilbage i midterforsvaret og tage en markering? Det var noget, træ neren ville have, havde Gravesen forklaret. Træneren mælede i øvrigt sjældent et ord efter kampene, tilføjede han, men i går havde han klappet danskeren på skulderen, mens sportsdirektøren havde svinget sig op til at sende ham et thumbs up. I bilen fortæller han, at Zidane selv kommer hen og nikker en gang som tegn på, at de skal varme op sammen. Og danskeren peger mod det område, hvor han ugen forinden - som traditionen i Real Madrid byder - havde inviteret sine nye holdkammerater til middag på en restaurant og holdt sin tiltrædelsestale. På spansk. Real Madrid-spillerne var knækket sammen af grin og havde ikke i sinde at hjælpe ham det mindste.

Dagen efter viste billeder i begge de spanske sportsaviser, at Thomas Gravesen havde taget sin hævn med snebolde. At dømme efter billederne var Thomas Gravesen måske manden, der kunne få de underpræsterende galakser til at løbe lidt mere.

Vedbæk, juni 2005
Det er lørdag 4. juni, og Thomas Gravesen tilbringer en friaften efter torsdagens landskamp mod Finland på Hotel Marina i Vedbæk. Om et par timer skal han i biografen med landsholdskammeraten Daniel Jensen og se 'Star Wars', og fire dage senere deltager han i VM-kvalifikationskampen mod Albanien i Parken. Derefter skal han holde ferie - for første gang i et år, for første gang som Real Madrid-spiller. Efter ferien rykker kammeraten Kevin med sin familie til Madrid - det hele er på plads nu.


Keld Bordinggaards træningsskitser over Thomas Gravesens rolle på det danske landshold. Fra efteråret 2004.

Det er præcis en uge siden, at den 29-årige dansker spillede sæsonens sidste kamp for Real Madrid. 20 kampe, 1.617 minutter i aktion med klublogoet på brystet, og en sølvmedalje fra den spanske liga til det trofæskab, han har fundet plads til i sin nye lejlighed i et grønt område i udkanten af Madrid.

"Præsidenten har givet mig en forgyldt udgave af den pen, jeg skrev min kontrakt under med, en bronzemodel af Bernabeu og et ur. Det er jeg meget stolt af, og det står alt sammen på øverste hylde. Den nederste hylde er tom," fortæller Thomas Gravesen, inden han bestiller sin aftensmad på hotellets restaurant.

Er det dine bedste minder fra Real Madrid indtil videre?
"Nej, det bedste minde er de andre spillere. De er nogle fantastiske mennesker, som har stil, klasse - alt, jeg håbede på, de havde. Alle sammen. De har taget imod mig med åbne arme. De hjælper mig, griner med mig, smiler med mig. Det er helt fantastisk. Det har været det klart største indtryk."

Der har ellers verseret det rygte i engelske medier, at du som det første bankede på døren til omklædningsrummet og annoncerede: 'Jeg er jeres frelser!' ...
"Det passer ikke. Jeg blev ført ind med hovedet bøjet i ydmyghed. Jeg hilste pænt på spillerne, trak i tøjet og trænede på Bernabeu for første gang. Folk kom hen og sagde hej og spurgte, om alt var o.k., om jeg manglede noget. Jeg følte mig virkelig velkommen fra første dag. Men der er altid rygter. Det tager jeg stille og roligt, så længe dem, der betyder noget, ved, at de kan regne med mig."

Butragueiio (Real Madrids sportsdirektør, red.) siger, at du er en nøglespiller på holdet - føler du selv det?
"Det må andre bedømme. Jeg er glad og stolt over de kampe, jeg får, og jeg er klar til at ofre det, der skal til, for at jeg kan være med på det hold. At jeg skulle være en nøglespiller, er meget flotte ord - det gør mig selvfølgelig glad. Jeg vil vise ham og Sacchi, der har købt mig sammen med træneren, at han har ret, og at de kan regne med mig. At jeg er den rigtige mand i Real Madrid."

Du må nogle gange falde over en af jeres kampe i fjernsynet - hvordan føles det? "Fuldstændig uvirkeligt. Vi har vores egen tv-kanal, hvor der bliver vist klip fra vores kampe, og så bliver mit navn nævnt, og jeg tænker: 'Hvad fanden .. .' Det er så vanvittigt! Og det er så fedt! At jeg kan få lov at være med i det."

John Sivebæk udtrykte allerede efter kam·pen mod Juventus bekymring for, at du var overbebyrdet, at du ville blive slidt ned ...
"Nej, det ved jeg ikke, for vi har jo bolden i langt det meste af tiden, og når jeg er i aktion, så er det, når vi ikke har den. Nu er jeg heldigvis frisk, jeg er på toppen af min karriere, og jeg har tre år dernede endnu. Men hvis jeg føler, at jeg ikke er den stærkeste og ikke er den bedste, så holder jeg ikke fast med arme og ben for at blive. Jeg spiller, hvis jeg er den bedste."

Men føler du dig overbebyrdet?
"Nej, ikke i øjeblikket. I starten syntes jeg, at det var utrolig svært. Der var så mange nye ting, men stille og roligt kom der styr på det, og jeg følte efterhånden kræfterne og overskuddet."

Du gik efter en kontrakt på fire eller fem år - hvorfor blev det tre et halvt år?
"Jeg tror, at et år i Real Madrid er som tre år alle andre steder. Presset, kampene, alt det rundt om fodbolden. Fire-fem år ville have været for meget - jeg skulle først se, om jeg kunne klare det."

Din fokus på fodbold har virkelig lønnet sig - det bliver vel ikke større end Real Madrid ...
"Det blev i hvert fald noget, som John og jeg slet ikke havde regnet med. Vi skulle faktisk lige til at bede Everton om et tilbud, for jeg syntes, at det gik den rigtige vej, og jeg havde det jo perfekt i klubben. Men så gik det lige pludselig ufattelig stærkt med Real Madrid. Ufattelig stærkt."

Hvorfor blev Real Madrid ikke mester?
"Fordi vi var for langt bagud, men jeg synes, at vi havde nogle flotte, flotte resultater i foråret."

I var faktisk bedre end Barcelona, efter du kom (45 point mod 42, red.) ...
"Efter træneren kom! Det er bedre at sige det sådan."

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Portræt og Landsholdet